B-1-02

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at pålægge kommunen at genoptage sagen om tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud samt forskudsvis udbetalte børnebidrag. Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ikke fandt, at der, siden kommunen traf afgørelse i sagen, var fremkommet nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det forhold, at kvinden var frifundet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om bedrageri, havde betydning for spørgsmålet om tilbagebetalingspligt efter børnetilskudslovens regler. Begrundelsen herfor var, at det er antaget i teori og praksis, at der ikke kan opstilles samme krav til bevis i straffeprocessen og civilprocessen. I straffesager skal tiltaltes skyld være sandsynliggjort i en sådan grad, at der ikke består nogen rimelig tvivl herom. Der gælder ikke et så strengt beviskrav i forhold til tilbagebetalingsreglen i børnetilskudslovens § 24. Ankestyrelsen henviste herved til Folketingets Ombudsmands Beretning s. 78-79, hvor ombudsmanden havde udtalt sig i en sag om en lignende problemstilling i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens regler om svig. Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om der forelå samliv i børnetilskudslovens forstand, da dette spørgsmål ikke havde generel eller principiel betydning. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.