A-5-05

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne gives afslag på hjælp til tandbehandling alene med henvisning til for høje boligudgifter, og at man tidligere havde påtalt dette. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter § 82 var en betingelse for at få hjælp til behandling, at ansøgeren eller ægtefællen ikke havde indtægter eller formue, som kunne dække betaling for behandlingen. Kommunen skulle således i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af ansøgerens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren havde mulighed for selv at betale en del af udgiften, eller om hele udgiften eventuelt kunne afholdes via en afdragsordning med tandlægen. En konkret vurdering af ansøgerens økonomiske forhold indebar, at kommunen skulle holde ansøgerens indtægter og formue på ansøgningstidspunktet op mod ansøgerens nødvendige dokumenterede fremtidige udgifter, som f.eks. husleje, forsikringer, el, vand m.m. Ved vurdering af om udgifterne til husleje var rimelige, måtte det indgå, om det var muligt at skaffe en rimelig og billigere bolig, eller om ansøger tidligere havde været tilbudt en rimelig og billigere bolig. Hvis det var eller havde været muligt, skulle det herefter vurderes, om denne boligudgift vil medføre, at ansøgere så selv kunne betale for hele eller en del af behandlingen. Da det ikke fremgik af sagens oplysninger, om kommunen havde foretaget denne vurdering, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Da der kun kan ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet, skulle kommunen derfor også tage stilling til, om behandlingen var nødvendig at foretage på ansøgningstidspunktet, eller om den kunne udsættes til et tidspunkt, hvor han selv ville have mulighed for at betale for behandlingen.