Lov om formidling af fast ejendom m.v. § 13

Lovtekst – § 13

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 526 af 29.5.2014

Personer, som er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmægler i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, kan midlertidigt og lejlighedsvis levere ejendomsmæglerydelser her i landet, jf. lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark.

Stk. 2. Personer, som er omfattet af stk. 1, skal indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, før de leverer ejendomsmæglerydelser her i landet. I det offentlige register, jf. § 5, optages oplysning om personens navn, adresse og faglige titel eller erhvervsmæssige uddannelse, jf. stk. 4.

Stk. 3. Personer, der i henhold til stk. 1 leverer ejendomsmæglerydelser her i landet, skal oplyse modtagerne af ydelserne om deres faglige titel, jf. stk. 4, eventuelle registreringsnummer i et offentligt register i etableringslandet, eventuelle momsregistreringsnummer i etableringslandet og eventuelle forsikring til dækning af erhvervsansvar.

Stk. 4. Ved faglig titel i stk. 2 og 3 menes personens faglige titel i etableringslandet. Hvis en sådan titel ikke findes, skal der i stedet gives oplysning om personens erhvervsmæssige uddannelse og det medlemsland, hvori uddannelsen er opnået.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om anmeldelse og registrering og om offentliggørelse af oplysninger efter stk. 2 og regler om de oplysninger, som skal gives efter stk. 3 og 4.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 13". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel