Lov om betalinger § 47

Lovtekst – § 47

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 652 af 9.6.2017

Et udenlandsk e-pengeinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet EU- eller EØS-land, kan begynde at udstede elektroniske penge her i landet ved udstedelse af elektroniske penge grænseoverskridende, ved etablering af en filial eller via fysiske eller juridiske personer, der distribuerer og indløser elektroniske penge på e-pengeinstituttets vegne, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet.

Stk. 2. Et udenlandsk e-pengeinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet EU- eller EØS-land, som udbyder betalingstjenester i overensstemmelse med § 18, stk. 1, nr. 2, kan udbyde disse betalingstjenester her i landet ved udbud af grænseoverskridende betalingstjenester, ved etablering af en filial eller gennem en agent, når dette gøres i overensstemmelse med § 46.

Stk. 3. Har Finanstilsynet rimelig grund til at formode, at oprettelsen af en filial eller den fysiske eller juridiske person, der distribuerer og indløser elektroniske penge på e-pengeinstituttets vegne, her i landet vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet meddele hjemlandets tilsynsmyndighed dette senest 1 måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse. Hvis tilsynsmyndigheden i hjemlandet på den baggrund afviser at registrere filialen eller den fysiske eller juridiske person eller annullerer registreringen, hvis registrering allerede har fundet sted, kan agenten eller den fysiske eller juridiske person herefter ikke udstede, distribuere eller indløse elektroniske penge her i landet.

Stk. 4. Finanstilsynet kan indbringe sagen for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis hjemlandets tilsynsmyndighed registrerer agenten eller den fysiske eller juridiske person, til trods for at Finanstilsynet har rimelig grund til at formode, at oprettelsen her i landet vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf.

Stk. 5. En filial eller fysiske eller juridiske personer, der udsteder, distribuerer eller indløser elektroniske penge på e-pengeinstituttets vegne, skal oplyse brugerne af de elektroniske penge om, at denne udsteder, distribuerer eller indløser elektroniske penge på vegne af det udenlandske betalingsinstitut.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 47". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel