https://www.retsinformation.dk/api/pdf/244358

Udskriftsdato: 19. maj 2025
VEJ nr 9471 af 21/06/2024 (Gældende)
Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov
(Delvejledning 2 af 6 til barnets lov)
Ministerium: Social­ og BoligministerietJournalnummer: Social­, Bolig­ og Ældremin., j.nr. 2023­
5541

Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov
(Delvejledning 2 af 6 til barnets lov)
Indholdsfortegnelse
Afsnit I: Underretninger
Kapitel 1: Underretningspligt (barnets lovs §§ 132-135, 138 og 214)
Kapitel 2: Kommunens behandling af underretninger (barnets lovs §§ 136-137)
Afsnit II: Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse
Kapitel 3: Screening af et barn eller en ungs behov for hjælp og støtte (barnets lovs § 18)
Kapitel 4: Afdækning af et eller flere forhold (barnets lovs § 19)
Kapitel 5: Børnefaglig undersøgelse (barnets lovs §§ 20-23)
Kapitel 6: Screening, afdækning eller undersøgelse af kommende forældre (barnets lovs §§ 24-27)
Kapitel 7: Indhentning af oplysninger, herunder fra andre kommuner, til brug for screening, afdækning og 
børnefaglig undersøgelse
Afsnit III: Sagsbehandling og klageregler
Kapitel 8: Fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet (barnets lovs § 139)
Kapitel 9: Retten til advokatbistand, aktindsigt m.v. (barnets lovs §§ 140-141)
Kapitel 10: Børne- og ungeudvalgets afgørelser (barnets lovs §§ 142 og 143)
Kapitel 11: Klage til Ankestyrelsen (barnets lovs § 144-150)
Kapitel 12: Ankestyrelsens beføjelser uden der er indgivet en klage (barnets lovs §§ 151-153)
Afsnit IV: Særlig hjælp og støtte til børn, der har været udsat for overgreb
Kapitel 13: Særlig hjælp og støtte til børn, der har været udsat for overgreb (barnets lovs §§ 124-126)
1. Vejledningen omhandler regler om kommunens forpligtigelser, når der er grund til at antage, at et 
barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter barnets lov, herunder når kommunen underrettes 
om et barn eller en ung. I vejledningen behandles også reglerne om screening, afdækning og børnefaglig 
undersøgelse af barnets eller den unges behov samt sagsbehandlings- og klageregler efter loven. Videre 
behandles kommunens forpligtigelser i forhold til særlig hjælp og støtte til børn, der har været udsat for 
overgreb.
Vejledningen beskriver gældende regler fra den 1. januar 2024.
Vejledningen indgår som en del af en samlet fremstilling af vejledningerne til barnets lov. Barnets lov og 
de tilhørende vejledninger kan findes på www.retsinformation.dk.
Til barnets lov foreligger følgende vejledninger:
– Vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (Delvejledning 1 af 6 til barnets lov)
– Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov (Delvejledning 2 af 6 til 
barnets lov)
– Vejledning om støttende indsatser til børn og deres familier efter barnets lov (Delvejledning 3 af 6 til 
barnets lov)
– Vejledning om anbringelse efter barnets lov (Delvejledning 4 af 6 til barnets lov)
– Vejledning om ungestøtte efter barnets lov (Delvejledning 5 af 6 til barnets lov)
VEJ nr 9471 af 21/06/20241

– Vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse efter barnets lov (Delvejled-
ning 6 af 6 til barnets lov)
samt
- Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven
- Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Indledning
2.  Det  er  vigtigt  at  være  opmærksom  på,  om  der  efter  offentliggørelsen  af  en  vejledning  er  sket 
ændringer af eksempelvis lovgivning og Ankestyrelsens praksis, eller om Ankestyrelsen har udsendt 
nye principmeddelelser, der endnu ikke fremgår af vejledningen. Det vil fremgå af Retsinformations 
hjemmeside, www.retsinformation.dk, om der er sket ændringer af lovgivningen, og om der er udarbejdet 
nye og opdaterede vejledninger. Mens Ankestyrelsens principmeddelelser findes på www.ast.dk og på 
Retsinformation.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at vejledningen kan indeholde henvisninger til Ankestyrelsens 
principmeddelelser, der er truffet på baggrund af de tidligere gældende regler i serviceloven. Principmed-
delelserne er medtaget som videreførelse af beskrivelse af praksis, men Ankestyrelsen vil løbende træffe 
nye principielle afgørelser om de nye bestemmelser i barnets lov og melde disse ud i nye principmedde-
lelser om barnets lov. Ankestyrelsens principmeddelelser findes på www.ast.dk og i Retsinformation.
Derudover kan der hentes faglig inspiration til tilrettelæggelsen af arbejdet efter loven hos Social- og 
Boligstyrelsen. Social- og Boligstyrelsen er en udviklings-, rådgivnings- og implementeringsvirksomhed 
for hele det sociale serviceområde. Social-og Boligstyrelsens udgivelser, herunder håndbog om barnets 
lov, kompetenceudvikling m.v. findes på www.sbst.dk
Hvem yder vejledning?
3. I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende regler i barnets lov er det som udgangspunkt kommu-
nerne, der yder vejledning over for borgerne. Ankestyrelsen vejleder kommunernes medarbejdere om 
lovgivning under Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressort på områder, hvor der er klageadgang til 
Ankestyrelsen. Undtaget herfra er vejledning om ny lovgivning, hvor Social-, Bolig- og Ældreministeriet 
i de første seks måneder efter en ny lovs ikrafttræden har vejledningsopgaven over for kommunerne.
Regelgrundlag
4. Denne vejledning beskriver reglerne i barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar 2024, med 
de ændringer, der følger af lov nr. 217 af 5. marts 2024 om ændring af lov om social service, lov om 
retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love.
Derudover kan der i vejledningen være henvisning til regler som følge af:
-Lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration 
på det sociale område og forskellige andre love (følgelov til barnets lov)
- Lov nr. 754 af 13. juni 2023 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale 
område, lov om social service og forskellige andre love.
Afsnit I
Underretning
VEJ nr 9471 af 21/06/20242

Kapitel 1
Underretningspligt
5. I dette kapitel beskrives underretningspligten, som er en personlig pligt, der gælder både for fagperso-
ner og den almindelige borger. Der er forskellige kriterier for, hvornår der skal underrettes alt efter, om 
man er en fagperson eller en almindelig borger, som gennemgås i kapitlet. Herudover beskrives regler om 
mellemkommunal underretning, anmeldelse til politiet og afværgepligt samt underretning til Grønland og 
Færøerne.
Mellemkommunal underretningspligt
6. Mellemkommunal underretningspligt omhandler kommunernes pligt til at underrette andre kommuner, 
når en familie flytter mellem kommunerne.
7. Det fremgår af § 132, stk. 1, i barnets lov, at flytter en familie med et eller flere børn under 18 år eller 
kommende forældre fra én kommune til en anden kommune, og finder fraflytningskommunen, at et eller 
flere børn eller de kommende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige 
behov for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.
8. Det fremgår af § 132, stk. 2, i barnets lov, at i forbindelse med en underretning efter § 132, stk. 1, 
skal fraflytningskommunen oversende nødvendigt sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante 
vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget i sagen.
9. Med § 132, stk. 1, gælder underretningspligten den kommune, hvor forældremyndighedsindehaveren 
bor, idet det er denne kommune, der som udgangspunkt også er handlekommune for barnet og dermed har 
forpligtelsen til at iværksætte særlig støtte efter barnets lov. Det fremgår af § 9 a i retssikkerhedsloven.
§ 132, stk. 1, indebærer, at en fraflytningskommune har pligt til at underrette en tilflytningskommune, når 
der er tale om en familie med børn og unge, som kommunen finder, har behov for særlig støtte. Bestem-
melsen indebærer videre en mellemkommunal underretningspligt, når der er tale om kommende forældre, 
hvor fraflytningskommunen finder, at det kommende barn kan have behov for særlig støtte efter fødslen.
Bestemmelsens stk. 1 omfatter familier, der flytter mellem danske kommuner, hvilket som udgangspunkt 
medfører, at handlekommunen, dvs. den kommune, som er forpligtet til at iværksætte støtte over for 
familien, skifter.
Bestemmelsen skal sikre, at den kommune som familien eller de kommende forældre flytter til (tilflyt-
ningskommunen) bliver opmærksom på, at et barn eller en ung eller kommende forældre kan have behov 
for særlig støtte og modtager de relevante oplysninger af fraflytningskommunen, med henblik på at 
sikre, at tilflytningskommunen får afdækket forholdene og hurtigst muligt kan iværksætte den nødvendige 
indsats over for barnet, den unge, familien eller de kommende forældre.
I mange tilfælde vil forældrene eller de kommende forældre selv tage kontakt til den nye kommune for at 
få hjælp til løsning af problemerne, men der ses også eksempler på, at forældre eller kommende forældre 
flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af støtte, som den hidtidige handlekommune 
har påtænkt, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse herom. I sådanne tilfælde - og specielt hvis 
flytningen må antages at være forårsaget af en umiddelbart forestående anbringelse af et barn eller en 
ung uden for hjemmet – kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter 
tilflytningskommunen, så snart kommunen bliver opmærksom på, at familien flytter.
10. Underretningspligten omfatter alle oplysninger om forhold, der giver en formodning om, at familien 
har behov for særlig støtte. Såfremt fraflytningskommunen vurderer, at der er akut grund til at frygte 
VEJ nr 9471 af 21/06/20243

for barnets sundhed eller udvikling, evt. efter fødslen i forhold til kommende forældre, er det vigtigt, at 
kommunen angiver dette i underretningen.
11. Efter § 132, stk. 2, skal fraflytningskommunen i forbindelse med en mellemkommunal underretning 
oversende nødvendigt sagsmateriale.
Fraflytningskommunen skal af egen drift fremsende nødvendigt og relevant materiale til tilflytningskom-
munen, og der stilles krav om, at der samtidig hermed skal oversendes en kort opsummering af relevante 
vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget i sagen.
Bestemmelsen  medfører  ikke,  at  alt  sagsmateriale  skal  oversendes.  Fraflytningskommunen  vil  alene 
skulle oversende det, som kommunen vurderer, er relevant og nødvendigt for, at tilflytningskommunen vil 
kunne foretage en vurdering af barnets eller den unges, familiens eller de kommende forældres behov for 
hjælp og støtte.
Det vil eksempelvis kunne omfatte den seneste afgørelse, oplysninger, som har indgået i en screening, en 
afdækning eller en børnefaglig undersøgelse efter §§ 18-20 i barnets lov samt §§ 24-26 i barnets lov om 
screening, afdækning og undersøgelse for kommende forældre, barnets plan efter § 91 eller en ungeplan 
efter § 108 eller andre vigtige vurderinger. Der vil også kunne være tale om nylige underretninger om 
familien.
Formålet  er,  at  tilflytningskommunen  hurtigt  kan  danne  sig  et  overblik  over  fraflytningskommunens 
foreløbige vurdering af karakteren af familiens eller de kommende forældres sociale problemer, således 
at kommunen får et bedre grundlag for at bedømme, om der kræves akut handling i forhold til støtte til 
barnet, den unge, familien eller de kommende forældre.
Som udgangspunkt skal sagsakterne og herunder opsummeringen af de relevante vurderinger oversendes i 
forbindelse med underretningen. Der kan dog være gode grunde til, at materialet først eftersendes senere, 
f.eks. hvis familien flytter pludseligt, og det findes nødvendigt at foretage en underretning hurtigt. I så 
fald eftersendes sagsmaterialet hurtigst muligt.
I det omfang tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger i den videre sagsbehandling, har 
kommunen adgang til at indhente de nødvendige oplysninger fra fraflytningskommunen efter retssikker-
hedslovens § 11 c og forvaltningslovens kapitel 8, om nødvendigt også uden samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren.
12. Det bemærkes i øvrigt, at der er adgang til at aftale, at en tidligere handlekommune fortsat skal være 
handlekommune, hvis der foreligger særlige grunde. Dette forudsætter, at der foreligger samtykke fra 
forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år eller de kommende forældre. En sådan aftale 
kan f.eks. være hensigtsmæssig, hvis der er tale om en familie, der flytter meget. Der henvises i denne 
forbindelse til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.
13. Det skal bemærkes, at der desuden i medfør af barnets lovs § 214 er fastsat nærmere regler om 
mellemkommunal underretningspligt fra danske kommuner til færøske og grønlandske kommuner, når en 
familie flytter fra en rigsdel til en anden. Se punkt 36-38 nedenfor.
Reglerne herom findes i bekendtgørelse om døgnophold i tilbud i Danmark eller på Færøerne og bekendt-
gørelse om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland. Bekendtgørelserne kan findes på www.retsin-
fo.dk.
Der findes ligeledes regler om international underretningspligt ved flytning til udlandet. Læs mere herom 
på www.sm.dk, under fanen ”boernebortfoerelse.dk” – ”Internationale sociale sager”.
VEJ nr 9471 af 21/06/20244

Anmeldelse til politiet og afværgepligt
14. Det er politiets og retsvæsenets opgave at tage sig af den strafferetlige efterforskning og vurderingen 
af strafferetlige forhold, herunder overgreb mod børn og unge.
Derfor er det også vigtigt, at politiet får at vide, hvis man som borger eller offentlig myndighed har 
mistanke  om  overgreb  eller  andre  alvorlige  forbrydelser.  Politiet  kan  på  baggrund  af  oplysningerne 
vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.
Efter straffeloven er der ikke en almindelig pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter straffelovens 
§ 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge eller afværge en forbrydelse, 
der  indebærer  fare  for  menneskers  liv  eller  velfærd,  som  man  har  kendskab  til.  Der  er  således  en 
»afværgepligt«. Denne pligt kan f.eks. være til stede, hvis en begået forbrydelse kan tænkes at gentage 
sig - hvilket eksempelvis kan være relevant i forbindelse med overgreb på børn og unge. Afværgepligten 
gælder også for offentlige myndigheder.
En kommune, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung, skal 
således vurdere barnets eller den unges behov for hjælp i den enkelte sag.
Der kan i den sammenhæng også henvises til det beredskab, som alle kommunalbestyrelser skal udarbej-
de til sikring af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager, hvor der er viden eller mistanke 
om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb, jf. § 15, stk. 2, i barnets lov. Derudover 
har kommunerne efter § 15, stk. 3, pligt til at udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og 
håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres 
familier. Se evt. vejledning om generelle bestemmelser efter barnets lov for yderligere om kommunale 
beredskaber.
Det afgørende i kommunens vurdering er beskyttelsen af barnet eller den unge mod eventuelle (nye) 
overgreb. Den strafferetlige side af sagen overlades til politiet. Kommunen har en forpligtelse til at være 
opmærksom på barnets behov for særlig støtte på grund af overgrebene. Vurderingen af barnets eller den 
unges behov for støtte afhænger ikke af udfaldet af en evt. straffesag, da der ikke altid vil kunne ske 
domfældelse i denne type sager på grund af manglende beviser.
Skærpet underretningspligt
15. Den skærpede underretningspligt er den særlige forpligtelse, der gælder fagpersoner, når de bliver 
bekendt med oplysninger om et konkret barn, som giver anledning til bekymring.
16. Det fremgår af § 133 i barnets lov, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal 
underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller 
grund til at antage, at:
1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter barnets lov,
2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter barnets lov på grund af de 
kommende forældres forhold,
3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter barnets lov på grund af barnets 
eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller
4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
VEJ nr 9471 af 21/06/20245

17. Det fremgår af § 133, stk. 2, i barnets lov at skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbe-
styrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.
18. Det fremgår af § 133, stk. 3, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om underretningspligt 
for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund 
til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til indsatser efter barnets 
lov.  Social-  og  boligministeren  kan  endvidere  fastsætte  regler  om,  at  andre  grupper  af  personer  har 
underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.
Hvilke fagpersoner har skærpet underretningspligt?
19. Underretningspligten efter § 133 påhviler alle, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv.
Ved  personer,  der  udøver  offentlig  tjeneste,  forstås  personer,  som  er  ansat  til  at  udfylde  offentlige 
opgaver på vegne af offentlige myndigheder (f.eks. statslige myndigheder, dvs. ministerier, styrelser, 
politi, domstole samt regioner og kommuner), som udøver deres virksomhed i henhold til lovregler eller 
bestemmelser, der er fastsat med hjemmel i lov. Der vil f.eks. kunne være tale om offentligt ansatte læger, 
syge- eller sundhedsplejersker, skolelærere, skoletandlæger eller pædagoger ansat i daginstitutioner eller 
klubtilbud for børn og unge.
Med personer, der udøver offentligt hverv, forstås personer, som ikke er ansat til at udfylde offentlig 
tjeneste, men som i kraft af deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myndighed, som medfører visse 
handlebeføjelser udadtil. Der vil f.eks. kunne være tale om en privatansat læge, der efter anmodning tilser 
en beboer på et kvindekrisecenter, eller et kommunalbestyrelsesmedlem, som i udøvelsen af sit hverv får 
kendskab til et forhold vedrørende et barn eller en ung, der bør underrettes om efter denne bestemmelse.
I bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter barnets lov er der desuden fastsat regler 
om  underretningspligt  for  andre  grupper  af  personer,  der  under  udøvelsen  af  deres  erhverv  m.v.  får 
kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være 
anledning til støtte efter barnets lov.
Retningslinjer for at foretage en underretning
20. Underretningspligten er en personlig pligt. Enhver er således ansvarlig for at reagere og handle på 
sin egen bekymring, hvis man bliver bekendt med et barn eller en ung, som kan have brug for hjælp 
og støtte. Man har dermed som enkeltperson pligt til at kontakte kommunens sociale myndigheder og 
videregive sin bekymring for barnet eller den unge.
I nogle kommuner har forvaltningen fastsat en procedure for underretning, der medfører, at en underret-
ning altid skal gå gennem skolens eller institutionens ledelse, således at lederen på skolen, institutionen 
m.v. er den, der i alle tilfælde kontakter og underretter de sociale myndigheder. Sådanne aftaler og 
procedurer er ofte hensigtsmæssige, men man skal være opmærksom på, at de ikke fritager den enkelte 
fagperson for et ansvar, hvis lederen vælger ikke at underrette kommunen. Underretningspligten må 
således aldrig tilsidesættes.
Det er strafbart ikke at overholde sin underretningspligt. Dette følger af straffelovens § 156, som lyder, at 
når en person, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde sin pligt, som 
tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han/hun med bøde 
eller fængsel indtil fire måneder. Straffen kan i særlige tilfælde forhøjes, hvis den pågældende tidligere er 
fundet skyldig i en efter det fyldte 18. år begået strafbar handling. Læs mere herom under punkt 14 om 
anmeldelse til politiet og afværgepligt.
VEJ nr 9471 af 21/06/20246

21. Underretningspligten efter § 133, stk. 1, nr. 1-2, indebærer ikke, at der kræves et kendskab til barnets 
eller den unges eller de kommende forældres forhold med en sådan sikkerhed, at vedkommende med 
sikkerhed kan sige, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte efter barnets lov. Derimod vil 
der skulle være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets eller den unges eller de kommende 
forældres forhold, som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges udvikling eller sundhed, 
der betyder, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte, herunder umiddelbart efter fødslen 
når en underretning vedrører kommende forældre.
§ 133, stk. 1, nr. 1-2, indebærer, at når der er der tale om vanskeligheder, der har en karakter, som reglerne 
i barnets lovs kapitel 4 eller kapitel 5 tager sigte på at løse, vil der være underretningspligt, uanset at den, 
der underretter, vil have mulighed for og fortsat vil kunne benytte de tilbud og midler til at støtte barnet 
eller den unge, som findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at skolen fortsat vil kunne 
søge dialog med forældre og tilbyde specialundervisning, uanset at der er foretaget en underretning om 
barnets eller den unges problemer.
Der vil ikke være underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en 
karakter, som reglerne om støttende indsatser efter kapitel 4 eller anbringelse efter kapitel 5 ikke tager 
sigte på at løse. Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en særlig socialpædagogisk 
indsats efter folkeskolelovens regler.
Underretningspligten vil indtræde, uanset hvad der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov 
for særlig støtte efter barnets lov. Den, der underretter, skal således ikke foretage en vurdering af, om 
barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte. Denne vurdering foretages af kommunen.
Bestemmelsen indebærer ikke, at den, der underretter, skal indhente samtykke eller forsøge at indhente 
samtykke fra forældrene forud for en underretning, men den, der underretter, bør som udgangspunkt altid 
overveje, om forældrene vil skulle orienteres om, at underretningen foretages. Det kan være en fordel 
i forhold til det fremtidige samarbejde med familien at søge at få forældrene til at forstå, hvorfor man 
underretter i det konkrete tilfælde. Underretningspligten vil dog altid have forrang i forhold til den fare 
for brud på et tillidsforhold, som en underretning eventuelt kan medføre.
Det bemærkes, at såfremt underretningen drejer sig om en mistanke om overgreb begået af en eller 
begge forældre eller andre nærtstående familiemedlemmer, skal forældrene ikke orienteres om underret-
ningen. Der henvises til punkt 23 om underretning ved mistanke om overgreb.
22. Det er et kommunalt anliggende at udarbejde de procedurer for håndtering af underretninger, som 
man ønsker internt i kommunen. Mange kommuner har vejledninger og retningslinjer for, hvordan man 
som fagperson bør håndtere en situation, hvor man vil foretage en underretning til kommunens sociale 
myndigheder. Disse vejledninger og retningslinjer vil ofte fremgå af den sammenhængende børnepolitik, 
som kommunalbestyrelsen har pligt til at udarbejde, vedtage og offentliggøre efter barnets lov § 15, eller 
de kommunale beredskaber, der skal udarbejdes efter § 15, stk. 2 og 3. Læs mere herom i vejledning om 
generelle bestemmelser efter barnets lov.
Underretning ved mistanke om overgreb
23. Med overgreb i § 133, stk. 1, nr. 4, forstås psykisk eller fysisk vold eller seksuelle overgreb, det 
vil sige sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelo-
vens kapitel 24-26 (seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme, herunder groft nedværdigende, 
forulempende eller krænkende adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens 
§§ 210 og 213 om forbrydelser i familieforhold.
VEJ nr 9471 af 21/06/20247

En ulovlig omskæring af en mindreårig dreng kan også være at anse som et overgreb i barnets lovs 
forstand, hvorfor fagpersoner, herunder sundhedspersonale, skal være opmærksomme på, at hvis de får 
kendskab til eller grund til at antage, at en mindreårig dreng har fået foretaget en ulovlig omskæring, skal 
dette også føre til en underretning til kommunen. Med ”ulovlig omskæring” henvises der til vejledning 
om ikke-terapeutisk omskæring af drenge.
Underretningspligten gælder i forhold til overgreb mod barnet eller den unge, der finder sted på vedkom-
mendes sædvanlige opholdssted, herunder i hjemmet, i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem 
begået af personer, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med på dette sted. Underretnings-
pligten gælder også i forhold til vold eller andre overgreb, der sker i omgivelser, hvor barnet eller den 
unge tilfældigvis har sin gang, og i tilfælde hvor gerningspersonen ikke er en person, som barnet eller den 
unge sædvanligvis omgiver sig med.
Det bemærkes, at underretningspligten i den situation, hvor der er mistanke om, at barnet eller den unge 
overværer vold i hjemmet, vil falde under § 133, stk. 1, nr. 1.
Er der reel og kvalificeret mistanke om, at et barn eller en ung bliver seksuelt misbrugt, udsat for vold 
eller andre fysiske overgreb, bør underretteren i samarbejde med den kommunale forvaltning ligeledes 
rette henvendelse og/eller foretage en anmeldelse til politiet. Politiet får herved mulighed for at efterfors-
ke sagen. Der henvises i øvrigt til punkt 14 om anmeldelse til politiet og afværgepligt samt afsnit IIII om 
indsatsen i de regionale børnehuse for børn og unge, som er udsat for overgreb.
Det er især personalet i daginstitutioner, skoler, den kommunale forvaltning og på anbringelsessteder, som 
skal være særligt opmærksomme på tilfælde, hvor der er mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb 
mod børn og unge, herunder hvis der er unge, der har en uhensigtsmæssig seksuel adfærd, så der kan 
træffes de fornødne indsatser til beskyttelse af barnet eller den unge. Den særlige opmærksomhed skal 
ligeledes rettes mod seksuelle overgreb, når barnet er anbragt.
Alle kommuner skal efter reglerne i § 15, stk. 2, i barnets lov, udarbejde skriftlige beredskaber til sikring 
af forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn 
eller en ung har været udsat for overgreb. For nærmere herom se vejledning om generelle bestemmelser 
efter barnets lov (kapitel 1).
Underretning ved manglende opfyldelse af undervisningspligten eller ved ulovligt skolefravær
24. Med § 133, stk. 1, nr. 3, i barnets lov, er der underretningspligt i de tilfælde, hvor det må antages, at et 
bekymrende ulovligt skolefravær kan indikere, at der er vanskeligheder i barnets eller den unges forhold, 
som lovens regler om støtte til udsatte børn og unge og deres familier tager sigte på at løse.
Det bemærkes, at det kun er skoleledere på folkeskoler, der er omfattet af underretningspligten i § 133, 
stk. 2.
Ulovligt skolefravær betegner de tilfælde, hvor eleven har mange forsømmelser af kortere eller længere 
varighed eller meget lange fraværsperioder, som ikke skyldes f.eks. sygdom eller ekstraordinær frihed 
med skolelederens tilladelse. Ulovligt skolefravær kan også omfatte de tilfælde, hvor eleven har meget 
lange fraværsperioder i forbindelse med f.eks. udlandsophold, herunder selvbestaltet feriefravær. Det kan 
desuden være relevant at være opmærksom på, om der ved lange fraværsperioder kan være tale om, at 
barnet evt. er efterladt hos familie i udlandet, og om der i den forbindelse kan være en risiko for, at der er 
tale om en genopdragelsesrejse.
Der kan imidlertid også forekomme tilfælde, hvor der vil være grund til at underrette kommunalbestyrel-
sen, selvom elevens fravær ikke af skolen er kategoriseret som ulovligt fravær, men hvor fraværet er 
VEJ nr 9471 af 21/06/20248

kategoriseret som fravær på grund af elevens sygdom el.lign. Det drejer sig om tilfælde, hvor der er 
grundlag for at antage, at elevens sygdom eller lignende skyldes vanskeligheder i barnets eller den unges 
forhold, som reglerne i barnets lov om særlig støtte til børn og unge og deres familier tager sigte på at 
løse. Det drejer sig derimod ikke om kortere eller længere perioder med sygdom, hvor det er utvivlsomt, 
at barnets eller den unges sygdom ikke skyldes sådanne forhold.
Foruden tilfælde af ulovligt skolefravær bemærkes endvidere, at underretningspligten generelt set også 
omfatter tilfælde, hvor en elevs hyppige skoleskift giver grund til at antage, at barnet eller den unge har 
behov for særlig støtte.
25. Underretningspligten gælder uafhængigt af, at der fortsat er mulighed for at benytte den bistand, som 
findes inden for skolens regi, herunder eksempelvis støtte i regi af pædagogisk-psykologisk rådgivning el-
ler specialundervisning. Skolen skal således fortsat varetage dialog med barnets eller den unges forældre, 
jf. reglerne herom i bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, eller for eksempel 
tilbyde specialundervisning, uanset at kommunen er underrettet om barnets eller den unges eventuelle 
behov for særlig støtte. Det bemærkes, at det i den forbindelse vil være hensigtsmæssigt at samarbejde om 
og koordinere eventuelle samtidige tiltag.
Skolelederen er ansvarlig for, at registreringen og indberetningen af fravær sker efter reglerne i den 
gældende bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, og at der foreligger den 
fornødne dokumentation for fraværet.
26. I de tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning om ulovligt skolefravær, skal kommunen 
vurdere, om underretningen giver anledning til, at der sideløbende med afgørelsen om at standse børne- 
og ungeydelsen efter § 134, som beskrives i punkt 32-34 nedenfor, er et behov for støtte hos barnet, 
den unge eller familien. Ulovligt skolefravær er bekymrende adfærd og kan være udtryk for, at barnet 
eller den unge har behov for støtte, og kommunen skal derfor vurdere underretningen med henblik på at 
afklare, om barnet eller den unge har behov for støtte, jf. reglerne om håndtering af underretninger i §§ 
136 og 137.
§ 133, stk. 2, indskærper, at 15 pct. ulovligt skolefravær og derover er så bekymrende, at kommunen skal 
underrettes, uagtet om barnet eller den unge ellers vurderes at have behov for støtte efter barnets lov.
Tavshedspligt, anonymitet og underretning
27. Mange personer er underlagt regler om tavshedspligt i forbindelse med deres arbejde, enten via lov-
givning eller via interne regler. Eksempelvis er folkeskolelærere underlagt lovgivning om offentligt ansat-
tes tavshedspligt, og sundhedspersoner er underlagt særlige regler om tavshedspligt efter sundhedsloven, 
mens f.eks. præster i andre trossamfund end folkekirken kan være underlagt interne etiske retningslinjer 
vedr. tavshedspligt. De nævnte faggrupper vil imidlertid være forpligtigede til at underrette kommunen i 
overensstemmelse med §§ 133 og 135 i barnets lov, selv i de tilfælde hvor de ifølge lov eller andre regler 
har tavshedspligt. Reglerne om underretning vil således altid gå forud for andre regler om tavshedspligt, 
og der kan derfor ikke henvises til f.eks. interne regler om tavshedspligt som begrundelse for ikke at 
underrette kommunen efter barnets lov.
Sundhedspersoner vil kunne underrette kommunen i medfør af §§ 133 og 135 i barnets lov, samtidig 
med at sundhedslovens regler om tavshedspligt overholdes. Det skyldes, at bestemmelserne om underret-
ningspligt i barnets lov er pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 
1, og at det ikke er en forudsætning for at videregive oplysninger efter pligtudleveringsbestemmelser, 
at sundhedspersonen forinden videregivelse forsøger at indhente samtykke. Sundhedspersoner skal dog, 
som beskrevet ovenfor, i lighed med andre, der foretager underretning, overveje, om der kan være grund 
VEJ nr 9471 af 21/06/20249

til at orientere familien om underretningen, herunder af hensyn til det fremtidige samarbejde med famili-
en. Såfremt underretningen drejer sig om en mistanke om overgreb begået af en eller begge forældre, 
må forældrene dog ikke orienteres om underretningen. Der henvises til punkt 23 om underretning ved 
mistanke om overgreb.
28. For så vidt angår de situationer, hvor en fagperson bliver bekendt med forhold, der giver anledning 
til at underrette – men fagpersonen ikke kender barnets identitet – vil fagpersonen skulle underrette i det 
omfang, det er muligt. Dette kan fx være aktuelt for børn, der ledsager deres anonymt indskrevne forælder 
på et krisecenter. Fagpersonen er derved fortsat forpligtet til at underrette kommunen i det omfang, den 
pågældende er bekendt med oplysninger, som kan identificere barnet.
Det bemærkes, at underretningspligten er konstant og ikke ophører – og fagpersonen derfor fortsat er 
forpligtet til at underrette kommunen, hvis forælderen under opholdet på krisecenteret vælger at ophæve 
sin anonymitet, og barnets identitet derfor ikke længere er ukendt.
Orientering af den, der underretter efter § 133
29. Efter barnets lov § 138, stk. 2, skal kommunen som udgangspunkt orientere den person, der har 
foretaget en underretning efter § 133, om hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til at 
iværksætte en afdækning, undersøgelse eller indsatser efter barnets lov.
I de tilfælde, hvor der foreligger særlige forhold, kan kommunen af hensyn til barnets bedste undlade 
at orientere den, der har foretaget en underretning efter § 133, om, hvorvidt den har iværksat en undersø-
gelse eller indsats vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører, jf. § 138. Det kan 
eksempelvis være i tilfælde, hvor familiens tillidsforhold til de offentlige myndigheder er af en sådan 
karakter, at det vil skabe unødige barrierer for det videre samarbejde mellem parterne. Det kan endvidere 
være i tilfælde, hvor der eventuelt eksisterer en konflikt mellem den konkrete fagperson og familien m.v.
Orienteringen til underretteren har til hensigt at bekræfte, at kommunen behandler sagen på behørig vis, 
f.eks. i tilfælde hvor fagpersonen overvejer at underrette Ankestyrelsen om sin bekymring, jf. barnets 
lov § 152. Samtidig får den person, der har foretaget underretningen, mulighed for i tilrettelæggelsen 
af det videre arbejde med barnet eller den unge at tage højde for, at der er iværksat en afdækning, 
børnefaglig undersøgelse eller indsatser efter barnets lov. Der kan alene videregives oplysninger om, 
hvorvidt der er iværksat undersøgelser eller indsatser efter barnets lov vedrørende det barn eller den unge, 
som underretningen vedrører, efter § 138, stk. 2.
30.  Derimod  kan  der  efter  §  138,  stk.  3,  på  baggrund  af  et  konkret  skøn,  videregives  oplysninger 
vedrørende type og varighed af en given indsats til den fagperson, der underretter, såfremt det skønnes 
at have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende under udøvelsen af hvervet eller tjene-
sten kan yde for barnet eller den unge. Det bemærkes i den forbindelse, at det som udgangspunkt vil 
være fagpersoner i for eksempel dagtilbud, skole og sundhedspleje, som vil være omfattet af bestemmel-
sen. Eksempelvis vil en pædagog i et dagtilbud kunne bakke op om en iværksat familiebehandling, der 
har til hensigt at afhjælpe udadreagerende adfærd. Den endelige vurdering af, hvorvidt den pågældende 
fagperson vil kunne medvirke til at kvalificere effekten af en given indsats, vil afhænge af et konkret 
skøn.
Mulighed for at underrette direkte til Ankestyrelsen
31. Hvis man som fagperson har indgivet en underretning om et barn eller en ung eller et kommende 
barn til den kommunale forvaltning, men har en oplevelse af at kommunen ikke iværksætter indsatser, 
eller at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig hjælp, kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen 
VEJ nr 9471 af 21/06/202410

efter reglerne i § 152 i barnets lov. Modtager Ankestyrelsen en underretning efter denne bestemmelse, 
skal Ankestyrelsen inden otte uger fra modtagelsen beslutte, om sagen skal tages op til behandling efter 
§ 151. Efter barnets lovs § 151, stk. 1, 2. pkt., har Ankestyrelsen mulighed for at pålægge kommunen at 
foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser. Se yderligere herom i 
kapitel 12 nedenfor om Ankestyrelsens beføjelser, uden der er indgivet en klage.
Standsning af børne- og ungeydelsen
32. Det fremgår af § 134, i barnets lov, at når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at 
en elev på en folkeskole har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for ét kvartal, jf. § 133, 
stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Afgørelsen er 
gældende for ét kvartal.
33. Efter § 134 skal kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om at fratage forældremyndigheds-
indehaverne børne- og ungeydelsen for ét kvartal, partshøre forældremyndighedsindehaverne samt den 
unge over 10 år, jf. reglerne i forvaltningslovens kapitel 5. Partshøringen af forældremyndighedsindeha-
verne samt den unge skal afklare, om der er tale om fejlregistreringer, og/eller om der er undskyldelige 
omstændigheder.
Reglerne om ulovligt skolefravær er fastsat i bekendtgørelse om elevers fravær fra folkeskolen.
34. § 134 indebærer, at kommunen efter omstændighederne skal kontakte skolelederen med henblik på 
at få bekræftet, at eleven rent faktisk har 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær. Det kan f.eks. 
være i tilfælde, hvor partshøringen har givet anledning til at formode, at der er tale om fejlregistrering 
af fraværet på skolen. Kontakten til skoleleden kan ligeledes være relevant, hvis partshøringen giver 
anledning til at formode, at der er tale om undskyldelige omstændigheder.
Hvis der ikke er tale om fejlregistrering eller undskyldelige omstændigheder for fraværet, indebærer § 
134, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen og herefter 
meddele Udbetaling Danmark, at der skal ske en standsning af børne- og ungeydelsen for ét kvartal.
En afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen gælder for ét kvartal og kan ikke forlænges. En ny 
afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen på grund af 15 pct. eller derover i ulovligt skolefravær 
kræver således, at kommunen modtager en ny underretning efter § 133, stk. 2, i barnets lov.
Almen underretningspligt
35. Det fremgår af § 135 i barnets lov, at den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra 
forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever 
under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette 
kommunen.
Underretningspligten efter § 135 omfatter ubetinget enhver.
Bestemmelsen indebærer ikke, at den person, der underretter, bliver part i sagen, eller bliver berettiget 
til  at  klage  over  de  skridt,  som  kommunen  vælger  at  foretage  eller  ikke  at  foretage.  Underretteren 
kan dermed ikke få oplysninger om sagens videre udvikling, herunder om vedkommendes bekymring 
for  barnet  var  begrundet,  om  underretningen  fører  til,  at  kommunen  iværksætter  en  afdækning  eller 
børnefaglig undersøgelse af barnet eller den unges forhold eller iværksætter støtte til barnet eller den 
unge.
En underretning medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte indsatser.
VEJ nr 9471 af 21/06/202411

Der kan ikke stilles formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted. En underretning kan således 
både være skriftligt, telefonisk eller mundtligt mv. og kan herunder ske anonymt.
Mulighed for at underrette til Grønland og Færøerne
36. § 214, stk. 2, i barnets lov, giver personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, og 
personer, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet for det offentlige, mulighed for at underrette den 
kompetente myndighed i Grønland eller på Færøerne, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet 
får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år, der har bopæl i Grønland 
eller på Færøerne, kan have behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb, eller at et barn 
umiddelbart efter fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for særlig støtte på grund af de 
kommende forældres forhold.
§ 214, stk. 2, indebærer, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv i Danmark, samt 
personer, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet for det offentlige, har adgang - men ikke pligt 
- til at underrette de relevante grønlandske og færøske myndigheder. Det gælder, når personen under 
udøvelsen af sin tjeneste eller hverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger 
forhold, som bevirker, at der kan være anledning til at iværksætte nødvendige indsatser om særlig støtte 
til et barn eller en ung under 18 år, som opholder sig i Grønland eller på Færøerne, at et barn eller en 
ung under 18 år, der har bopæl i Grønland eller på Færøerne har været udsat for overgreb, eller at et 
barn umiddelbart efter fødslen i Grønland eller på Færøerne kan få behov for særlig støtte på grund af de 
kommende forældres forhold.
Hvilke fagpersoner kan underrette til Grønland og Færøerne?
37. § 214, stk. 2, i barnets lov indebærer, at offentligt ansatte som f.eks. fagpersoner i skoletandplejen, 
pædagoger  og  lærere  i  folkeskolen  eller  i  kommunale  daginstitutioner  kan  underrette  en  grønlandsk 
eller færøsk kommune, hvor et barn eller en ung i Grønland eller på Færøerne kan have behov for 
særlig støtte. Bestemmelsen indebærer også, at personer, der udfører opgaver på børne- og ungeområdet, 
herunder læger, der ikke er offentligt ansatte eller i offentligt hverv, personer, der er beskæftigede i 
selvejende institutioner på dag- eller fritids- eller klubtilbudsområdet, private dagplejere, ansatte ved frie 
grundskoler, efterskoler og frie fagskoler samt personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familieple-
je, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet 
mod børne- og ungeområdet, vil være omfattet af adgangen til at underrette relevante myndigheder i 
Grønland eller på Færøerne.
Personkredsen, der er omfattet af adgangen til at underrette myndigheder i Grønland eller på Færøerne 
efter § 214, stk. 2, følger personkredsen for § 133, stk. 1, i barnets lov.
Tavshedspligt og beskyttelse er personoplysninger ved underretning til Grønland og Færøerne
38. § 214, stk. 2, indebærer, at adgangen til at underrette går forud for fagpersonens tavshedspligt, og in-
debærer dermed, at fagpersonen får samme adgang til at udveksle oplysninger efter databeskyttelsesloven 
og databeskyttelsesforordningen som efter underretningspligten.
I forhold til overførsel af personoplysninger til Grønland bemærkes, at dette skal ske efter de gældende 
databeskyttelsesregler, og beror på en konkret vurdering i den enkelte sag. Det bemærkes, at EU-Kom-
missionen ikke har truffet en tilstrækkelighedsafgørelse vedrørende Grønland efter artikel 45 i databeskyt-
telsesforordningen. Derfor er Grønland i relation til overførsel af personoplysninger at betragte som et 
usikkert tredjeland efter databeskyttelsesforordningen. En overførsel af personoplysninger kræver således 
iagttagelse af reglerne i kapitel V i databeskyttelsesforordningen. Det fremgår bl.a. af forordningens 
VEJ nr 9471 af 21/06/202412

artikel 49, stk. 1, litra d, at der kan ske overførsel af personoplysninger, hvis overførelsen er nødvendig af 
hensyn til vigtige samfundsinteresser. Endvidere kan der ske overførsel af personoplysninger efter artikel 
49, stk. 1, litra F, hvis overførslen er nødvendig for at beskytte den registrerede eller andre personers 
vitale interesser.
I forhold til overførsel af personoplysninger til Færøerne bemærkes, at dette ligeledes skal ske efter de 
gældende databeskyttelsesregler, og vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. EU-Kommissio-
nen har truffet en tilstrækkelighedsafgørelse vedrørende Færøerne, som derfor er et sikkert tredjeland i 
relation til overførsel af personoplysninger, jf. artikel 45, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Behand-
ling og overførsel af personoplysninger til Færøerne kan således ske inden for reglerne i kapitel II i 
databeskyttelsesforordningen.
Kapitel 2
Kommunernes behandling af underretninger
39. I dette kapitel beskrives, hvordan kommunerne skal håndtere og behandle underretninger efter regler-
ne i barnets lov.
Rettidig og systematisk vurdering
40. Det fremgår af § 136, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksættes 
en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger efter §§ 132, 133 og 135 med henblik på at 
afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen skal foretage central 
registrering af underretningerne med henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af indsatser.
41. Det fremgår af § 136, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen senest 24 timer efter modtagelsen 
af en underretning efter § 136, stk. 1, skal vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i 
fare, og om der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser for barnet eller den unge.
42. Med § 136, stk. 1, er kommunen forpligtet til at organisere sagsbehandlingen af indkomne under-
retninger på en måde, som sikrer, at kommunen følger rettidigt og systematisk op på alle indkomne 
underretninger.
§ 136 indebærer ikke nærmere regulering af, hvordan kommunen skal udarbejde og gennemføre proce-
duren for behandling af underretninger. Det er dog eksempelvis hensigtsmæssigt, at en underretning 
bliver behandlet centralt og inden for en nærmere afgrænset tidsperiode, sådan at det vil blive sikret, 
at kommunalbestyrelsen hurtigst muligt får klarhed over, hvorvidt der er tale om et barn eller en ung, 
som  kan  have  behov  for  hjælp.  Det  er  således  afgørende,  at  kommunens  procedurer  for  behandling 
af underretninger så vidt muligt underbygger en hurtig vurdering af, om en given underretning giver 
anledning til at iværksætte en afdækning efter § 19 eller en børnefaglig undersøgelse efter § 20 af barnets 
eller den unges forhold.
Det vil endvidere være hensigtsmæssigt, at kommunen sørger for, at behandlingen af underretninger gen-
nemføres systematisk og baseres på et socialfagligt grundlag med henblik på, at der sikres en tilstrækkelig 
belysning af den pågældende bekymring for barnet eller den unge. Dette kan også omfatte måden, hvorpå 
en eventuel overlevering af sagen fra en børne- og ungerådgiver til en anden foregår, således at det sikres, 
at alle relevante oplysninger fremgår af sagen, også i de tilfælde hvor sagen skifter hænder.
Der  er  med  bestemmelsen  ikke  tale  om,  at  kommunens  behandling  af  en  underretning  skal  antage 
samme  omfang  som  en  børnefaglig  undersøgelse  efter  §  20.  Kommunen  skal  derimod  vurdere,  om 
der er grundlag for at iværksætte en afdækning eller en undersøgelse på baggrund af en vurdering af 
VEJ nr 9471 af 21/06/202413

konkrete relevante forhold, som kan belyse de forhold, underretningen bygger på. Der vil være tale om 
indledende screening, som har til formål at vurdere, om der er behov for at få barnets eller den unges 
støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der så er behov 
for. Se evt. kapitel 3, hvor screening efter § 18 i barnets lov beskrives nærmere.
Som udgangspunkt skal forældrene orienteres om indholdet af en underretning, som kommunen modta-
ger. Efter en konkret vurdering kan kommunen dog undlade at oplyse om indholdet af en underretning, 
hvis den registreredes, f.eks. forældrenes, interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige 
for afgørende hensyn til private interesser, herunder til den pågældende selv, jf. databeskyttelseslovens 
§ 22. Se også punkt 23 om underretning ved mistanke om overgreb og punkt 27 om tavshedspligt og 
underretning.
43. § 136, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at der skal foretages en central registrering af alle underretninger, 
kommunen modtager, således at der skabes overblik over antallet af modtagne underretninger i kommu-
nen, hvor hurtigt underretningerne herefter behandles m.v.
Der er med bestemmelsen ikke fastsat specifikke krav til registreringen af underretningerne, og registre-
ringen kan således tilrettelægges i overensstemmelse med kommunens øvrige procedurer på området, 
herunder  for  eksempel  under  hensyn  til,  om  kommunen  anvender  DUBU  eller  et  andet  tilsvarende 
it-system.
Nøgledata vedrørende underretningerne skal indberettes efter reglerne i bekendtgørelse om dataindberet-
ninger på socialområdet til brug for den landsdækkende statistik over underretninger fra fagpersoner og 
borgere til kommunerne om konkrete børn og unge, som de er bekymrede for.
Vurdering inden for 24 timer
44. Kommunalbestyrelsen skal efter § 136, stk. 2, i barnets lov, inden for 24 timer efter, at en underret-
ning er modtaget, vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, således at der 
straks skal iværksættes en indsats.
Bestemmelsen retter sig mod de tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning med en alvorlig 
bekymring, eksempelvis hvis et barn eller en ung har været udsat for overgreb. Sådanne bekymringer må 
antages at være af så alvorlig karakter, at barnet eller den unge kan risikere at lide alvorlig skade og have 
behov for akut hjælp. Bestemmelsen indebærer et krav om, at alle indkomne underretninger skal vurderes 
hurtigst muligt og senest inden for 24 timer med henblik på at afgøre, om der er behov for akut indsats 
for at hjælpe og beskytte barnet eller den unge. Hvis det vurderes, at der ikke er behov for en akut indsats, 
kan den pågældende underretning overgå til kommunens øvrige sagsgang for indkomne underretninger.
Kravet om, at alle underretninger skal vurderes, inden der er gået 24 timer, vil også omfatte weekender 
og  helligdage  m.v.  Fristen  gælder  fra  det  tidspunkt,  hvor  underretningen  er  modtaget  i  den  del  af 
forvaltningen, som behandler underretninger. Ved underretninger, som indkommer uden for kommunens 
åbningstid, kan kommunens eksisterende beredskab benyttes. Kommunen kan i den forbindelse eventuelt 
vælge at oprette en særskilt mailadresse for akutte underretninger, som indgives uden for kommunens 
åbningstid.  Kommunen  kan  endvidere  vælge  at  sende  automatisk  svar  på  indkomne  mails  m.v.,  der 
angiver, hvor man skal henvende sig, hvis man ønsker at indsende en underretning, som kræver en akut 
indsats, således at kommunen ikke overser underretninger, som sendes til mailadresser, som ikke bliver 
anvendt uden for kommunens åbningstid.
Genvurdering på baggrund af en underretning
VEJ nr 9471 af 21/06/202414

45. Det fremgår af § 137, stk. 1, i barnets lov, at når kommunalbestyrelsen modtager en underretning 
om  et  barn  eller  en  ung,  over  for  hvem  kommunalbestyrelsen  allerede  har  iværksat  indsatser,  skal 
kommunalbestyrelsen genvurdere sagen. En eller flere personer i den myndighed i kommunen, der løser 
opgaver inden for området for udsatte børn og unge, som ikke tidligere har deltaget i behandlingen af 
sagen, skal deltage i genvurderingen.
46. Det fremgår af § 137, stk. 2, i barnets lov, at der til brug for en vurdering af en underretning efter 
§§ 132, 133 og 135 kan finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden 
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets 
eller den unges bedste taler herfor, herunder når der er bekymring for, at barnet eller den unge kan være 
udsat eller i risiko for negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt.
47. Det fremgår af § 137, stk. 3, i barnets lov, at der ved underretning om overgreb mod et barn eller en 
ung skal finde en samtale sted med barnet eller den unge. Ved underretning om overgreb mod et barn eller 
en ung fra forældrenes side skal samtalen finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren 
og uden dennes tilstedeværelse.
48. Det fremgår af § 137, stk. 4, i barnets lov, at en samtale efter § 137, stk. 2 og 3, kan undlades, i det 
omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse.
49. § 137, stk. 1, indebærer, at kommunen altid skal genvurdere en konkret sag, hvis der indkommer 
underretninger vedrørende et barn eller en ung, hvor kommunalbestyrelsen allerede har iværksat indsat-
ser. Genvurderingen skal afklare, hvorvidt underretningen giver anledning til at revidere indsatsen over 
for barnet eller den unge og familien.
Der  er  ikke  fastsat  frister  for  genvurdering  i  lovgivningen,  men  genvurderingen  bør  ske  inden  for 
rimelig tid. I den forbindelse bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter § 136 skal foretage en rettidig og 
systematisk håndtering af alle underretninger efter §§ 132, 133 og 135, herunder, jf. § 136, stk. 2, senest 
24 timer efter modtagelsen af en underretning efter stk. 1 vurdere, om barnets eller den unges sundhed 
eller udvikling er i fare, og der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser for barnet eller den unge.
Hvis underretningen modtages, mens der pågår en afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter §§ 
19 eller 20, eller en afdækning eller undersøgelse efter §§ 25 eller 26 om kommende forældre, skal 
den som et led i den almindelige sagsbehandling indgå som en del af afdækningen eller undersøgelsen, 
og kommunen skal i den forbindelse vurdere, om oplysningerne i underretningen giver anledning til at 
udvide afdækningen eller undersøgelsen. I disse tilfælde skal der således ikke indgå en genvurdering efter 
§ 137, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal som led i genvurderingen inddrage en eller flere andre personer, der løser 
opgaver inden for området for udsatte børn og unge, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af 
sagen. Dette har til hensigt at fremme en fælles faglig drøftelse af den konkrete sag, således at det sikres, 
at den enkelte ansvarlige børne- og ungerådgiver får kvalificeret sparring og opbakning, herunder til at 
vurdere om den igangværende indsats er tilstrækkelig eller skal justeres i forhold til barnets eller den 
unges behov, eller om underretningen giver anledning til at undersøge andre aspekter af barnets eller den 
unges forhold og træffe afgørelse om nye indsatser.
Kommunalbestyrelsen  kan  selv  vælge,  hvilken  person  eller  personer  der  skal  inddrages  i  drøftelsen, 
herunder om drøftelsen for eksempel skal foregå i et fagligt team eller med en kollega eller en faglig le-
der. Det er dog afgørende, at den ansvarlige børne- og ungerådgiver sikres mulighed for at få kvalificeret 
sparring, således at der er mindre risiko for, at sagens forskellige aspekter overses eller fejltolkes. Drøftel-
VEJ nr 9471 af 21/06/202415

sens karakter beror på et konkret skøn og kan være af kortere eller længere varighed. Det bemærkes, at 
genvurderingen antages at have karakter af et væsentligt sagsskridt, der bør noteres på sagen.
Samtale med barnet ifm. vurdering af en underretning
50. Med § 137, stk. 2, kan der til brug for en vurdering af en underretning efter §§ 132, 133 og 135 
finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyn-
dighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler 
herfor, herunder når der er mistanke eller viden om, at barnet eller den unge kan være udsat for eller er i 
risiko for negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt.
Kommunen skal forud for gennemførelsen af en samtale med barnet eller den unge, herunder særligt hvis 
samtalen gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse, sørge for, at barnet eller den unge kender til sin 
ret til at medbringe en bisidder til samtalen, jf. barnets lov § 6. Kommunalbestyrelsen skal være særligt 
opmærksom på at afholde samtalen i tryghedsskabende rammer for barnet eller den unge. Det kan være 
i et børnevenligt indrettet lokale eller et sted uden for forvaltningen, hvor barnet eller den unge føler sig 
tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller på barnets eller den unges skole.
For børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan der endvidere være særlige kommu-
nikative eller kognitive vanskeligheder som følge af funktionsnedsættelsen, som der bør tages højde for 
ved gennemførelse af samtalen.
Kommunalbestyrelsen skal være særligt opmærksom på at søge at opretholde en konstruktiv dialog med 
barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver. Der bør forsøges at opnå forældremyndighedsind-
ehaverens forståelse for, hvorfor det ikke vil være hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samta-
len. Endvidere bør der efter samtalen være en konstruktiv dialog med forældremyndighedsindehaveren 
om samtalens formål m.v. Der kan læses mere om retten til bisidder efter § 6 og samtaler med barnet i 
vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (kapitel 1).
51.  Den  sidste  del  af  §  137,  stk.  2,  tydeliggør,  at  der  er  behov  for  at  være  særligt  opmærksom  på 
beskyttelse af barnet eller den unge og på familiens og netværkets eventuelle rolle i forhold til den unges 
sikkerhed ved overvejelser om inddragelse af familien i forbindelse med håndteringen af underretninger, 
hvor  der  er  risiko  for  eller  viden  om  en  æresrelateret  konflikt  eller  negativ  social  kontrol.  For  en 
nærmere definition af æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol henvises der til barnets lovs § 
15 og vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (kapitel 1) samt punkt 67-72 i indeværende 
vejledning.
52. Efter § 137, stk. 3, i barnets lov, skal der altid gennemføres en samtale med barnet eller den unge 
i forbindelse med underretninger om overgreb mod et barn eller en ung. Underretninger om overgreb 
omfatter de situationer, hvor der er et konkret tilfælde eller en konkret mistanke om overgreb mod et barn 
eller en ung. Såfremt underretningen omhandler bekymring for, at en eller begge forældre begår overgreb 
eller  har  begået  overgreb  mod  barnet  eller  den  unge,  skal  samtalen  gennemføres  uden  forældrenes 
samtykke og tilstedeværelse.
Formålet hermed er at sikre, at barnet eller den unge høres og inddrages, og at forældrenes tilstedevæ-
relse ikke udgør en barriere for, at barnet eller den unge uforbeholdent kan tilkendegive sine synspunk-
ter. Kommunen skal i tilfælde af overgreb inddrage det børnehus, som kommunen samarbejder med efter 
bestemmelserne i §§ 124 og 125 i barnets lov.
Ved overgreb forstås vold eller seksuelle overgreb, det vil sige strafbare handlinger mod et barn eller en 
ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 om seksualforbrydelser, forbrydelser mod 
VEJ nr 9471 af 21/06/202416

liv og legeme, herunder groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, samt forbrydelser 
mod den personlige frihed, samt straffelovens §§ 210 og 213.
53. Med § 137, stk. 4, kan samtalen efter § 137, stk. 2 og 3, undlades, i det omfang barnets eller den 
unges modenhed eller sagens karakter taler imod gennemførelse af samtalen.
Med sagens karakter menes der, at der for eksempel ikke vil være et krav om at gennemføre en samtale 
med barnet eller den unge, såfremt underretningen i sig selv fører til, at der træffes afgørelse om at 
igangsætte en børnefaglig undersøgelse, ligesom der i tilfælde, hvor der åbenlyst er tale om chikane eller 
grundløse underretninger kan undlades at gennemføre en samtale med barnet eller den unge i forbindelse 
med kommunens behandling af en underretning.
Muligheden for at udlade en samtale på baggrund af sagens karakter betyder også, at der kan gennemføres 
én samtale, når der modtages flere sideløbende underretninger. Såfremt kommunen modtager en underret-
ning om overgreb mod et barn eller en ung sideløbende med, at kommunen er i færd med at vurdere en 
tidligere underretning om en bekymring for barnet eller den unge, skal den nye underretning indgå i en 
samlet vurdering af behovet for at igangsætte en børnefaglig undersøgelse efter § 20 i barnets lov.
Kommunen skal ved underretninger om overgreb gennemføre en samtale med barnet eller den unge, 
således  at  bekymringen  vedrørende  et  eventuelt  overgreb  belyses,  jf.  §  137,  stk.  3.  I  tilfælde,  hvor 
kommunen allerede har gennemført en samtale med barnet eller den unge, skal det vurderes, om endnu en 
samtale vil være til unødig belastning for barnet eller den unge. Det bemærkes, at der således løbende bør 
tages højde for, om barnet eller den unge for eksempel kan bidrage til at belyse behovet for en børnefaglig 
undersøgelse yderligere.
Notatpligt ved underretning
54. Kommunen har notatpligt, når den modtager oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, når 
disse har betydning for en sags afgørelse. Dette fremgår af offentlighedslovens § 13. Notatpligten gælder 
kun i sager, hvor der skal træffes afgørelse. Det afgørende for notatpligten er, om der er modtaget oplys-
ninger, der kan bidrage til at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder, og disse oplysninger 
ikke allerede fremgår af sagen. Som udgangspunkt er der derfor notatpligt ved underretninger, fordi 
oplysningerne i underretningen ofte vil indgå som en del af grundlaget for afgørelsen om, hvorvidt der 
skal iværksættes en undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter barnets lov § 20.
Anonyme underretninger
55. En særlig omstændighed kan foreligge, hvor der er tale om anonyme henvendelser. Dette kan opstå 
i to forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym også i forhold til kommu-
nen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en afdækning eller børnefaglig undersøgelse på 
baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete 
omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om 
underretningen og om, at den er anonym.
I den anden situation kan kommunen være bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være 
anonym på grund af forholdet til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 b mulighed for at undtage 
navnet på underretteren fra partsaktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til 
underretteren, og kun hvis dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst 
identiteten på underretteren. Det følger heraf, at kommunen ikke på tidspunktet for underretningen kan 
love en underretter, at pågældende kan være anonym i forhold til familien.
Afsnit II
VEJ nr 9471 af 21/06/202417

Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse
56. Dette afsnit beskriver regler om den screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse, som kommu-
nerne skal lave, når et barn eller en ung kan have behov for støtte efter barnets lov, herunder i sager hvor 
der er tale om kommende forældre.
Generelt om processen når et barn eller en ung kan have behov for støtte
57. Kommunen skal inddrage forældrene i udredningsprocessen, således at de får mulighed for at være 
aktive deltagere i processen. Forældrenes viden om egne ressourcer, barnet eller den unge og familiens 
samlede situation skal indgå i udredningen, og forældrene skal have mulighed for at få indsigt i barnets 
eller den unges behov.
Barnet  eller  den  unge  skal  ligeledes  inddrages  i  processen.  Det  følger  af  §  5,  stk.  2,  i  barnets  lov, 
at børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk 
funktionsevne, har ret til indflydelse på de forhold, som vedrører dem, og ret til at blive inddraget løbende 
i alle sager, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.
Barnets eller den unges ret til indflydelse på de forhold, som vedrører dem, gælder uanset, hvor i forløbet 
barnets eller den unges sag befinder sig. Det betyder, at uanset om barnets eller den unges sag er under 
screening, afdækning, børnefaglig undersøgelse, afgørelse eller opfølgning, har barnet eller den unge ret 
til indflydelse på de beslutninger og afgørelser, der træffes af betydning for barnet eller den unge. Det 
gælder ligeledes ved udarbejdelse af barnets eller den unges plan. Der henvises til § 5 i barnets lov og 
vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (kapitel 1) for yderligere om inddragelse af barnet.
I forhold til dialogen med børn, unge og forældre fra etniske minoriteter samt grønlandske og færøske 
børn, unge og familier bør kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den 
unges eller familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.
Kommunen skal derudover sikre, at sagsbehandlingen også sker under iagttagelse af de relevante sagsbe-
handlingsregler, som gælder ved siden af barnets lov. Således gælder de almindelige sagsbehandlingsreg-
ler i forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og almindelige retsgrundsætninger. Blandt andet kan fremhæ-
ves retssikkerhedslovens § 4 (borgerens medvirken), retssikkerhedslovens §§ 5 og 10, forvaltningslovens 
§ 7 (vejledning), forvaltningslovens kapitel 4 (partsaktindsigt), forvaltningslovens § 19 (partshøring), 
forvaltningslovens § 21 (ret til at afgive udtalelse), forvaltningslovens § 22 (begrundelse), forvaltnings-
lovens § 25 (klagevejledning) samt officialprincippet. Yderligere oplysninger findes i vejledning om 
retssikkerhed og administration på det sociale område, afsnit III.
Kapitel 3
Screening af et barns eller en ungs behov for hjælp og støtte
58. Dette kapitel gennemgår reglerne for screening af et barns behov for hjælp og støtte efter barnets 
lov. Herefter gennemgås reglerne for afdækning samt reglerne for, hvornår kommunen skal træffe afgørel-
se om, at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse, og hvilke regler der er for selve udførelsen af 
denne. Endelig gennemgås regler for, hvordan kommunen skal handle i sager om kommende forældre, 
hvor kommunen har grund til at antage, at der kan opstå et behov for hjælp og støtte umiddelbart efter 
fødslen.
59. Det fremgår af § 18, stk. 1, i barnets lov, at hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund til at 
antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter barnets lov, skal kommunalbestyrelsen 
screene for, om der er tale om følgende:
VEJ nr 9471 af 21/06/202418

1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov.
2) En problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets 
eller den unges støttebehov, jf. § 19.
3) En problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. 
§§ 20-22.
60. Det fremgår af § 18, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen i vurderingen efter § 18, stk. 1, skal 
lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder om det må antages, at støttebehovet er helt eller 
delvis begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
61. Det fremgår af § 18, stk. 3, i barnets lov, at hvis vurderingen efter § 18, stk. 1, viser, at der kan 
være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at 
foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.
62. § 18, stk. 1, betyder, at der skal foretages en screening af oplysningerne og en vurdering af behovet 
for yderligere oplysning af barnets eller den unges forhold i alle sager, hvor det må antages, at et barn 
eller en ung har behov for hjælp og støtte efter barnets lov. Det kan f.eks. være på baggrund af en 
underretning eller en anmodning om hjælp fra barnet, den unge eller forældrene.
Det er således en forudsætning for, at der skal foretages en screening, at det må antages, at et barn eller en 
ung har behov for hjælp og støtte efter barnets lov. Hermed vil visse tilbud efter loven, som eksempelvis 
rådgivning efter §§ 28-29, ikke i sig selv kræve en screening, hvis der ikke foreligger en antagelse om, at 
der er behov for hjælp og støtte, der ligger udover rådgivningen. I tilfælde, hvor kommunen umiddelbart 
kan vurdere, at barnet eller den unge har behov for støtte efter anden lovgivning, fx i PPR, vil dette 
heller ikke i sig selv kræve en screening. Hvis kommunen imidlertid i forbindelse med eksempelvis et 
rådgivningsforløb efter § 28 bliver opmærksom på, at der kan være behov for støtte efter barnets lov, vil 
der som udgangspunkt skulle foretages en screening, jf. § 18.
§ 18 omfatter både de sager, hvor der kan være behov for handicapkompenserende støtte, og sager, hvor 
der kan være behov for forebyggende eller støttende indsatser, ungestøtte, afgørelse om et forældre- eller 
børne- og ungepålæg eller en anbringelse uden for hjemmet.
En screening skal forstås som en socialfaglig vurdering. Den kan føre til, at der ikke foretages yderligere 
i sagen; at der direkte iværksættes visse former for støtte, herunder tidligt forebyggende indsatser, som 
kan gives alene på baggrund af screeningen; eller at der iværksættes en afdækning eller børnefaglig 
undersøgelse, fordi det vurderes, at det er nødvendigt at få belyst barnets eller den unges behov nærmere.
En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning, er typisk en lettere eller afgrænset problem-
stilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart, hvad det er for en 
udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.
Et eksempel kan være et barn eller en ung, der har behov for psykologsamtaler i en kortere periode 
pga. en pludselig opstået krise, f.eks. ved forældrenes skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien, og 
hvor der ikke er indikationer på andre problemstillinger. Et andet eksempel kan være et barn eller en 
ung, som på grund af en varig fysisk funktionsnedsættelse har et behov for tildeling af et hjælpemiddel – 
eksempelvis ortopædisk fodtøj – men hvor kommunen og forældrene er enige om, at der ikke er behov for 
anden hjælp eller støtte efter barnets lov.
VEJ nr 9471 af 21/06/202419

Screeningen af sagen skal som udgangspunkt ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, 
herunder eventuelle oplysninger fra barnet eller den unge og forældrene om barnets eller den unges 
udfordringer og støttebehov samt baggrunden herfor.
Der vil være tale om en screening, som bl.a. har til formål at vurdere, om der er behov for at få barnets 
eller den unges støttebehov belyst nærmere, og hvis det er tilfældet, hvor omfattende en undersøgelse der 
så er behov for. Det vil bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag.
Det  er  vigtigt,  at  kommunen  i  vurderingen  af  barnets  eller  den  unges  støttebehov  har  for  øje,  om 
dette behov kan være relateret til nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, 
forældrene eller andre i familien, f.eks. søskende.
I  den  situation,  hvor  det  på  baggrund  af  screeningen  vurderes,  at  der  ikke  er  behov  for  yderligere 
afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov, vil det betyde, at der ikke på 
det foreliggende grundlag skal foretages yderligere oplysning af sagen.
En sådan vurdering er en procesledende beslutning, der ikke særskilt kan påklages til anden administrativ 
myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, 
kan Ankestyrelsen tage stilling til sådanne procesledende beslutninger som led i en klage over afgørel-
sen. Kommunen eller Ankestyrelsen kan i forbindelse med en sådan klage genvurdere eller vurdere, 
om  kommunalbestyrelsen  i  forbindelse  med  afgørelsen  har  opfyldt  den  generelle  forvaltningsretlige 
forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
Hvis der på baggrund af screeningen er behov for at indhente yderligere oplysninger, vil der i udgangs-
punktet være tale om en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af 
betydning for barnet eller den unge efter reglerne i § 19, eller en problemstilling hvor der er behov for en 
egentlig børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov efter bestemmelserne i §§ 20-23.
Hvis  kommunen  modtager  nye  oplysninger  i  en  sag,  skal  der  efter  omstændighederne  foretages  en 
screening – dvs. en vurdering af, om de indkomne oplysninger belyser nye forhold i sagen, der giver 
anledning til at foretage yderligere afdækning eller børnefaglig undersøgelse i sagen, eller om der ikke er 
behov for at foretage yderligere.
Kommunen skal dokumentere resultatet af en screening i relevant omfang på sagen. Kommunen skal 
i den forbindelse følge de regler om notatpligt, der følger af offentlighedsloven. Det bemærkes i den 
forbindelse, at resultatet af en screening eksempelvis kan være en kort angivelse på sagen om, hvad 
screeningen har medført.
I tilfælde, hvor kommunen indhenter eller modtager oplysninger og behandler disse som led i andre 
formaliserede sagsskridt – eksempelvis ifm. en afdækning, en børnefaglig undersøgelse eller som en del 
af opfølgningen på en iværksat indsats – skal der ikke foretages en screening af disse oplysninger. I 
forbindelse med sådanne sagsskridt vil der naturligt blive genereret ny viden, der vil blive håndteret som 
led i de konkrete sagsbehandlingskridt, og som vil være omfattet af de proceskrav, der gælder herfor.
Herudover kan kommunen som led i den almindelige løbende sagsbehandling, fx i forbindelse med 
samtaler med barnet eller den unge eller gennem henvendelser fra forældrene, komme i besiddelse af 
nye oplysninger i en sag. I den forbindelse vil kommunen naturligt foretage en vurdering af, om der er 
tale oplysninger, der har betydning for den indledende vurdering af sagen og kan føre til ændringer i 
den støtte, der er iværksat. Således vil fx gentagende enslydende oplysninger, som ikke bidrager med 
ny viden, eller oplysninger, der ikke vurderes at have en betydning for det forløb, kommunen allerede 
har sat i gang, ikke i sig selv kræve en screening. Hvis kommunen imidlertid kommer i besiddelse af 
VEJ nr 9471 af 21/06/202420

oplysninger, som kan have en betydning for den indledende vurdering af, om barnet eller den unge har 
behov for hjælp og støtte efter barnets lov, eller som giver anledning til at antage, at der er behov for 
anden hjælp eller støtte end den, er allerede er iværksat, vil kommunen efter omstændighederne skulle 
foretage en screening af disse oplysninger, jf. ovenfor.
63. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at iværksætte støtte, når den indledende screening 
og vurdering er foretaget, hvis kommunen umiddelbart vurderer, der er behov herfor. Det gælder i de 
situationer, hvor kommunen ikke har vurderet, at der er behov for en afdækning eller en børnefaglig 
undersøgelse, og hvor kommunen efter omstændighederne kan iværksætte en tidlig forebyggende indsats 
efter § 30 eller har de fornødne oplysninger til at kunne træffe afgørelse om en handicapkompenserende 
indsats efter §§ 82-84 eller 86-90.
Adgangen  til  at  iværksætte  indsatser  alene  på  baggrund  af  screeningen  ændrer  ikke  på  kommunens 
overordnede ansvar for at skulle sikre, at alle sager er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kan træffe 
korrekte og velbegrundede afgørelser, jf. retssikkerhedslovens § 10. Kommunen skal også være opmærk-
som på § 5, stk. 3, i barnets lov, om inddragelse af barnet eller den unge og på § 2, stk. 4, i barnets lov, om 
samarbejde med familien.
Kommunen  kan  endvidere  på  baggrund  af  screeningen  og  ud  fra  en  konkret  vurdering  sideløbende 
med en afdækning og/eller børnefaglig undersøgelse iværksætte støttende indsatser efter § 32 og tidligt 
forebyggende eller handicapkompenserende indsatser, hvis der er grundlag herfor. Der henvises til punkt 
66 nedenfor.
Problemstillinger der kræver en afdækning efter § 19
64. En problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, vil typisk være en sag med 
indikationer på en højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der er behov for 
at belyse sagen nærmere for at kunne vurdere ressourcer, udfordringer og støttebehov og tilpasse indsat-
sen. Endvidere er det relevant, at kommunen i sin vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at foretage 
en yderligere afdækning, lægger vægt på eventuelle ønsker, bekymringer eller andre tilkendegivelser fra 
barnet, den unge, forældrene eller andre med kendskab til barnets eller den unges forhold.
Et eksempel på en problemstilling, der vil kræve afdækning af et eller flere forhold, kan være et barn 
eller en ung, hvor der er bekymring for begyndende eller sværere mistrivsel og højt skolefravær. Det kan 
også være andre adfærds- eller tilpasningsproblemer, hvor der er behov for at få afdækket årsagerne til 
barnets eller den unges adfærd for at kunne sætte ind med den rette støtte. Et andet eksempel kan være 
et barn eller en ung, der på grund af en funktionsnedsættelse har et åbenlyst behov for tildeling af en 
bestemt handicapkompenserende ydelse efter lovens kapitel 8, men hvor der vil være behov for yderligere 
afdækning, inden eventuelle yderligere støttebehov kan afklares.
Som led i den yderligere afdækning er det relevant for kommunen at overveje inddragelse af f.eks. 
sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-medarbejdere, Familieretshuset eller andre, der 
allerede har relevant viden om barnet, den unge, familien eller de kommende forældre.
Det kan også efter omstændighederne være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis fra Den 
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i det omfang, der vurderes at være tale om en 
sag omfattet af VISO’s forpligtelser, jf. §§ 165 og 166 i barnets lov. Derudover kan det nationale team af 
sikkerhedskonsulenter bistå med rådgivning i sager, hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at 
der pågår en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol. Der henvises til punkt 71 for mere om de 
nationale sikkerhedskonsulenter.
VEJ nr 9471 af 21/06/202421

Problemstillinger der kræver en børnefaglig undersøgelse efter §§ 20-23
65. En problemstilling, der vil kræve en børnefaglig undersøgelse, vil være alvorlige eller komplekse 
sager, hvor der er behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den unges situation for at skabe 
klarhed over ressourcer, udfordringer og støttebehov. Det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale 
om en alvorlig og kompleks sag.
§ 20, stk. 1, oplister de situationer, hvor kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børnefaglig undersøgel-
se af barnets eller den unges situation: Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks 
sag, herunder hvor der er overvejelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der 
er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb, og når et barn eller 
en ung har været på krisecenter eller herberg mv. med en forælder på grund af vold i hjemmet, og den 
pågældende forælder afbryder opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den 
unge.
Herudover gælder, at det efter § 85, stk. 3, er en betingelse for godkendelse til hjemmetræning, at der er 
gennemført en børnefaglig undersøgelse.
§ 20, stk. 2, giver derudover kommunen mulighed for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre 
situationer, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges behov.
Iværksættelse af indsatser og sammenhæng til §§ 19 og 20-23
66. Hvis kommunen på baggrund af screeningen vurderer, at der er behov for yderligere afdækning eller 
en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges forhold og støttebehov, skal kommunalbestyrelsen 
iværksætte en afdækning af de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. familiens 
konkrete udfordringer og støttebehov efter § 19, eller træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse 
efter § 20. Der henvises til kapitel 4 og 5 i denne vejledning.
Kommunen kan ud fra en konkret vurdering sideløbende med en afdækning og/eller børnefaglig under-
søgelse iværksætte støttende indsatser efter § 32 og tidligt forebyggende eller handicapkompenserende 
indsatser, hvis der er grundlag herfor på baggrund af screeningen. Det kan f.eks. være, at kommunen ud 
fra screeningen har vurderet, at der i en kortere periode er behov for en tæt støttet indsats i hjemmet, så 
familien kan få hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, mens støttebehovet bliver afklaret. Det 
kan også være situationer, hvor der på grund af en funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge er et 
åbenlyst behov for tildeling af et hjælpemiddel eller en anden bestemt handicapkompenserende ydelse 
efter kapitel 8, mens afdækningen udarbejdes og eventuelle yderligere støttebehov bliver afklaret. Det vil 
bero på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag, om der er behov for at iværksætte indsatser 
sideløbende med en afdækning eller børnefaglig undersøgelse.
Når afdækningen eller den børnefaglige undersøgelse er gennemført, kan indsatsen justeres. Nærmere 
afdækning  af  relevante  forhold  kan  ligeledes  ske  som  led  i  den  indsats,  barnet  eller  den  unge  eller 
familien modtager.
Der kan også i særlige tilfælde træffes foreløbig eller akut afgørelse om anbringelse efter § 46, stk. 3, 2. 
pkt., og § 143, mens sagen undersøges, hvis der er grundlag herfor. Ellers er udgangspunktet, at kommu-
nen skal have gennemført en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse om anbringelse efter 
§§ 46 og 47.
Ordningen med opdelingen i screening, afdækning og undersøgelse skal ses som dynamisk, så både 
sagsoplysning og indsats kan justeres undervejs. Det betyder, at kommunen kan iværksætte en uddybende 
afdækning eller eventuelt en undersøgelse af barnets samlede situation, selvom kommunen indledningsvis 
VEJ nr 9471 af 21/06/202422

har vurderet, at der ikke var behov herfor. Det kan f.eks. være relevant, hvis det som led i den hjælp 
barnet eller den unge eller familien har fået tilbudt, viser sig, at der er behov for at afklare et eller flere 
forhold nærmere. Tilsvarende kan et afdækningsnotat udbygges til en egentlig børnefaglig undersøgelse, 
hvis det som led i afdækningen viser sig, at der er grundlag for det. Der vil i så fald skulle træffes 
afgørelse om en børnefaglig undersøgelse efter § 20.
Børn, unge og deres forældre kan på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb anmode om en børne-
faglig undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov. Det vil 
herefter bero på kommunens vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse skal igangsættes. For 
mere herom kan henvises til punkt 94 nedenfor.
Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
67. Screeningen spiller en særlig rolle i at opdage eventuelle æresrelaterede konflikter og negativ social 
kontrol, så kommunen kan tage højde for risikoen ved at inddrage barnets eller den unges forældre og 
netværk i evt. yderligere afdækning eller undersøgelse i sagen.
68. Det følger af § 18, stk. 3, i barnets lov, at hvis der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller 
negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets 
eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.
Bestemmelsen betyder, at inden forældre, søskende, bedsteforældre eller andre familiemedlemmer eller 
dele af netværket inddrages i sagen, skal kommunen vurdere risikoen ved at gøre dette. Dette skal ske i 
sager, hvor der er indikationer på eventuelle æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol.
69. Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan opstå i kollektivistiske og patriarkalske 
familieformer, hvor individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kollektivets ære og omdøm-
me. Der henvises i øvrigt til den uddybende beskrivelse af, hvad der forstås ved en æresrelateret konflikt 
i vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (kapitel 1), hvor der også er nærmere beskrivelse af, 
hvad der forstås ved negativ social kontrol.
Æresrelaterede konflikter adskiller sig fra vold i nære relationer ved at ske med inddragelse af eller 
sanktioneret af den øvrige familie og netværk samt ved at have et æresrelateret motiv. Kommunen skal 
derfor  være  særligt  opmærksom  på  familiens  og  netværkets  eventuelle  rolle  i  forhold  til  den  unges 
sikkerhed ved overvejelser om inddragelse af familien m.v. Det kan derudover være relevant at være 
opmærksom på støttebehovet hos eksempelvis søskende, der risikerer at skulle kompensere for f.eks. 
ældre søskende, der efter familiens opfattelse har forbrudt sig mod familiens æreskodeks – eksempelvis 
ved tvangsægteskab for at genoprette familiens ære.
Negativ social kontrol kan blandt andet komme til udtryk som begrænsning af individets muligheder 
for at træffe alderssvarende valg for sit eget liv, herunder socialt liv, fritidsinteresser, seksualitet, krop, 
uddannelse og job, fastholdelse i uønskede relationer og isolation og overvågning. Negativ social kontrol 
kan have en karakter eller et omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition af psykisk vold.
Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører begrænsning af individets rettigheder, trivsel eller 
alderssvarende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol anvendes i æresrelaterede konflikter, 
men kan også anvendes i eksempelvis ekstremistiske miljøer.
I de sager, der eskalerer, vil der ofte være tale om, at familien i første omgang har forsøgt at korrigere 
barnets eller den unges adfærd på en mindre indgribende måde.
Risikovurderingens indhold
VEJ nr 9471 af 21/06/202423

70. Ved en risikovurdering forstås en vurdering af, om barnet eller den unge er truet, herunder f.eks. om 
barnet eller den unge risikerer at blive udsat for vold, tvangsægteskab, frihedsberøvelse, bortførelse, at 
blive sendt på et udlandsophold, der er til skade for barnets eller den unges sundhed og udvikling, f.eks. 
genopdragelsesrejse, eller at blive udsat for drabsforsøg. Risikovurderingen skal tage udgangspunkt i, om 
barnet eller den unge allerede har været truet med eller udsat for vold, trusler, forfølgelse, frihedsberøvel-
se, bortførelse, genopdragelsesrejse eller negativ social kontrol.
Risikovurderingen skal desuden indeholde oplysninger om, hvorvidt familien eller andre personer i det 
nære  netværk  f.eks.  har  brugt  vold  mod  andre,  om  andre  i  familien  er  blevet  tvunget  til  ægteskab 
eller sendt på genopdragelsesrejse, om familien har et stærkt æreskodeks, om truslerne eller volden er 
eskalerende, og om der er andre problemer i familien, som f.eks. psykiske problemer eller problemer med 
stofmisbrug m.v.
Derudover bør risikovurderingen forholde sig til barnets eller den unges egen sikkerhedsadfærd og viden 
eller forståelse for den situation, barnet eller den unge befinder sig i. Det bemærkes i den forbindelse, 
at det kan være vanskeligt for børn og unge, der har været underlagt negativ social kontrol at foretage 
selvstændige valg og forholde sig til egen sikkerhed og situation.
I vurderingen skal indgå, om der er behov for at iværksætte akut eller foreløbig støtte, herunder eventuelt 
anbringelse, efter reglerne i § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143. Ved anbringelse uden for hjemmet i sager 
om æresrelaterede konflikter er det desuden vigtigt at være opmærksom på, om der af hensyn til barnets 
eller den unges sundhed eller udvikling, herunder barnets eller den unges sikkerhed, er grundlag for at 
træffe afgørelse efter reglerne i §§ 104 og 105 om overvåget eller afbrudt samvær og kontakt, eller om 
at anbringelsesstedet ikke må oplyses over for forældre og netværk. I vurderingen skal der desuden indgå 
overvejelser om, hvilke konsekvenser det kan have for barnet/den unge, når familien inddrages i sagen, 
og hvordan disse konsekvenser håndteres.
71. Politiet kan efter behov inddrages i vurderingen af risikoen. Kommunen kan også kontakte den 
lokale sikkerhedskonsulent fra det nationale team af sikkerhedskonsulenter. Sikkerhedskonsulenternes 
kontaktoplysninger findes på hjemmesiden for MÆRK – Nationalt Center mod Æresrelaterede konflikter 
(under ”rådgivningstilbud”): 
www.nc-maerk.dk
Sikkerhedskonsulenterne kan bl.a. bistå med rådgivning om barnets eller den unges sikkerhed i sager, 
hvor der er kendskab til eller grund til at antage, at der pågår en æresrelateret konflikt eller negativ 
social kontrol. Sikkerhedskonsulenterne bistår kommunalbestyrelsen og borgere med gratis vejledende 
rådgivning i sager om æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, genopdragelsesrejser og ufrivil-
lige  udlandsophold.  Sikkerhedskonsulenterne  kan  koordinere  rådgivningen  på  tværs  af  blandt  andet 
kommunalbestyrelse, uddannelsessted, opholdssted eller andre relevante myndigheder og aktører og kan 
endvidere på anmodning fra kommunalbestyrelsen udarbejde risikovurderinger af borgerens situation til 
brug for rådgivning af borgeren og kommunalbestyrelsen, samt til kommunalbestyrelsens vurdering af, 
hvilke relevante tiltag der bør iværksættes i den enkelte sag. Der henvises til §§ 172 a-172 b i barnets lov.
Endelig kan kommunen søge bistand hos Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VI-
SO), der yder gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, 
herunder i sager om æresrelaterede konflikter, jf. §§ 165 og 166 i barnets lov.
Reglerne i § 18 skal ses i tæt sammenhæng med § 19 om afdækning og §§ 20-23 om børnefaglig 
undersøgelse. Disse gennemgås nærmere nedenfor.
Kapitel 4
VEJ nr 9471 af 21/06/202424

Afdækning af et eller flere forhold
72. I det følgende beskrives barnets lov § 19 om afdækning af et barns behov for hjælp og støtte.
73.  Det  fremgår  af  §  19,  stk.  1,  i  barnets  lov,  at  vurderer  kommunalbestyrelsen  på  baggrund  af  en 
screening efter § 18, at der er behov for at afdække et eller flere forhold af betydning for et barns eller en 
ungs støttebehov, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de 
fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.
74. Det fremgår af § 19, stk. 2, i barnets lov, at afdækningen efter § 19, stk. 1, så vidt muligt gennemføres 
i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.
75. Det fremgår af § 19, stk. 3, i barnets lov, at i forbindelse med afdækningen efter § 19, stk. 1, skal 
kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold af betydning 
for støttebehovet hos eventuelle andre børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet 
afdækning for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
76. Det fremgår af § 19, stk. 4, i barnets lov, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler 
om afdækning efter stk. 1-3, herunder i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller 
den unge og kortlægning af barnets eller den unges funktionsevne i sager om hjælp eller støtte til børn og 
unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp 
eller særlig støtte efter § 82.
Bemyndigelsen er ikke udmøntet på nuværende tidspunkt.
77. Kommunalbestyrelsen skal ikke træffe en afgørelse om iværksættelse af en afdækning. En beslutning 
om behovet for at afdække barnets eller den unges forhold yderligere har karakter af faktisk forvaltnings-
virksomhed, der ikke kan påklages særskilt til en anden administrativ myndighed.
I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, kan Ankestyrelsen 
som led i en klage over en afgørelse om f.eks. en støttende indsats tage stilling til den procesledende 
beslutning. Kommunen og Ankestyrelsen kan i forbindelse med en sådan klage genvurdere eller vurdere, 
om  kommunalbestyrelsen  i  forbindelse  med  afgørelsen  har  opfyldt  den  generelle  forvaltningsretlige 
forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
Kommunen skal dokumentere den relevante afdækning i et rimeligt omfang. Det kan f.eks. være i form 
af et kort afdækningsnotat, der beskriver de relevante forhold, de oplysninger, der er indhentet, eller 
faglige observationer mv., der er foretaget. Det skal også beskrives, hvordan barnet eller den unge og 
familien har været inddraget og indeholde en socialfaglig vurdering af støttebehovet. Det kan være en 
fordel, at afdækningsnotatet bliver en dynamisk dokumentation, hvor kommunen også løbende noterer 
opdateringer i afdækningsnotatet. Dermed kan det være et aktivt redskab, der afspejler den udvikling, der 
løbende sker hos barn og familie. Kommunen skal derudover følge de regler om notatpligt, der følger af 
offentlighedsloven.
Afdækningens indhold
78. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en målrettet af-
dækning af det eller de forhold, som er relevante for at belyse barnets, den unges og evt. familiens 
konkrete udfordringer og støttebehov. Kommunen skal i afdækningen inddrage de fagfolk, som gennem 
deres arbejde er i kontakt med barnet eller den unge og familien. Det gælder f.eks. sundhedsplejersker, 
pædagoger, lærere, skoletandlæger og psykologer i PPR.
VEJ nr 9471 af 21/06/202425

En afdækning skal belyse et eller flere afgrænsede forhold af betydning for barnets eller den unges støtte-
behov. Det kan efter omstændighederne f.eks. være barnets eller unges funktionsnedsættelse, sproglige 
eller sansemotoriske udvikling, læring og trivsel i skolen, venskaber og fritidsliv m.v.
En afdækning kan også indeholde en afgrænset belysning af forhold i familie og netværk, som har betyd-
ning for barnets eller den unges støttebehov, herunder ressourcer og vanskeligheder hos forældrene. Det 
kan  f.eks.  være  tilfældet,  hvis  der  er  forældre  eller  søskende,  som  har  en  funktionsnedsættelse.  Her 
kan det være relevant at overveje, om iværksættelse af handicapkompenserende støtte til forældre eller 
søskende efter barnets lov eller anden lovgivning vil kunne have betydning for barnets eller den unges 
trivsel og støttebehov. Det vil f.eks. også kunne være en konfliktfyldt skilsmisse, som påvirker barnet 
eller den unge. Her kan det ligeledes være relevant at afdække, hvordan støtte til barnet eller den unge og 
familien i denne situation kan bidrage til barnets eller den unges trivsel.
En familie, et barn eller en ung kan have problemer inden for nogle områder samtidig med, at der kan 
være ressourcer inden for andre områder. Der bør også indgå en afdækning af de forhold i familien eller 
i dens omgivelser, der eventuelt kan bidrage til at klare vanskelighederne. Dette gælder bl.a. inddragelse 
af en evt. forælder uden del i forældremyndigheden eller andre dele af netværket. Det kan være svært at 
hjælpe familien til at løse udfordringerne, hvis der kun fokuseres på problemerne, da det kan indebære, at 
familien får den opfattelse, at der ikke er et realistisk billede af, hvem de er. En afdækning af ressourcer 
hos netværk, familie og barnet eller den unge selv kan således være vigtig for at styrke familiens og 
barnets eller den unges egne muligheder for at indgå i en nødvendig forandringsproces. Samtidig kan de 
afdækkede ressourcer være med til at pege på og inddrages i relevante løsninger for barnet eller den unge 
og familien.
For de kommuner, der anvender ICS i sagsbehandlingen, betyder det, at de skal være opmærksomme på, 
at det ikke kun er de udækkede behov (risikofaktorer), der medtages i analysen og i den faglige vurdering, 
men at der også medtages forhold, som kan være beskyttelsesfaktorer for barnet eller den unge. I forhold 
til brugen af ICS henvises der også til ”Håndbog om ICS og udredningsværktøjet”, som kan findes på 
Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
79. Derimod er der nogle forhold, som vil ligge uden for rammerne af en afdækning og i stedet vil kræve, 
at kommunen iværksætter en børnefaglig undersøgelse. Det gælder, når der er tale om undersøgelse af 
meget komplekse og alvorlige vanskeligheder i familien, herunder ved bekymring for fysisk og psykisk 
vold i familien, misbrug, æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og ekstremisme eller manglende 
forældrekompetencer.
Afdækning kan f.eks. ske ved at indhente oplysninger fra fagpersoner, der har kendskab til barnet, den 
unge eller familien. I nogle sager kan det ligeledes være relevant at gøre brug af Den nationale videns- 
og specialrådgivningsorganisation (VISO), hvis sagen er omfattet af VISO’s område, jf. §§ 165 og 166 i 
barnets lov.
Hvis det er nødvendigt, kan kommunen også iværksætte kortere forløb med f.eks. pædagogisk eller 
psykologisk observation af barnet, den unge eller familien. Hvis der i stedet er behov for en egentlig 
undersøgelse af forældrene, herunder af deres kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, 
kan kommunen alene iværksætte en sådan undersøgelse som led i en børnefaglig undersøgelse efter § 
22. For yderligere om psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med en 
børnefaglig undersøgelse kan henvises til punkt 122 i denne vejledning.
80. Kommunen skal løbende vurdere, om den iværksatte afdækning er tilstrækkelig fyldestgørende til at 
belyse de relevante forhold for barnets eller den unges støttebehov. Hvis kommunen på et tidspunkt i 
forløbet vurderer, at der er tale om en så kompleks sag, at det vil kræve en mere omfattende undersøgelse 
VEJ nr 9471 af 21/06/202426

at  belyse  barnets  eller  den  unges  støttebehov,  skal  kommunen  træffe  afgørelse  om  at  iværksætte  en 
børnefaglig undersøgelse efter § 20, som beskrives i kapitel 5 nedenfor.
Hvis  et  barn  allerede  modtager  en  eller  flere  indsatser  på  det  almene  område,  kan  afdækning  af  et 
eller flere forhold med betydning for barnet eller den unge ske som led i denne indsats, hvis det er 
relevant. Det kan også være, at kommunen ser behov for sideløbende med afdækningen at iværksætte en 
tidligt forebyggende eller støttende indsats efter §§ 30 eller 32.
Samarbejde med barnet, den unge og forældremyndighedsindehaver om afdækningen
81. Med barnets lov § 19, stk. 2, skal afdækningen efter § 19, stk. 1, så vidt muligt gennemføres i samar-
bejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Dette betyder, at kommunen aktivt 
skal søge at opnå dialog og samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om 
gennemførelse af afdækningen. Det betyder bl.a., at kommunen skal sikre en tæt og løbende inddragelse 
af barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren. I den forbindelse henvises også til §§ 5, 8 og 14 i 
barnets lov. Efter § 5, stk. 2, i barnets lov, har børn og unge med behov for særlig støtte ret til indflydelse 
på de forhold, der vedrører dem.
Barnet eller den unge har væsentlig viden om og perspektiver på deres eget liv, ligesom forældrene 
som oftest har væsentlig viden om børnene og familien. Det er derfor typisk afgørende både for et 
godt samarbejde og for en tilstrækkelig afdækning, at barnet, den unge og forældrene oplever at blive 
inddraget, lyttet til og taget alvorligt.
Kommunen skal sørge for, at barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren så vidt muligt 
forstår, hvorfor der er behov for en afdækning, hvilke forhold der skal belyses, og hvordan afdækningen 
konkret vil forløbe. Heri ligger også, at kommunen skal afpasse kommunikationen efter barnets eller den 
unges alder og modenhed samt eventuelle funktionsnedsættelse og familiens situation i øvrigt. I forhold 
til dialogen med børn, unge og forældre fra etniske minoriteter samt grønlandske og færøske børn, unge 
og familier bør kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges eller 
familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.
Det er vigtigt, at barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren har mulighed for at opleve med-
ejerskab til afdækningen. Barnet, den unge og forældrene skal således også inddrages tæt i tilrettelæggel-
sen af afdækningen, så de i dialog med forvaltningen er med til at fastlægge, hvad der skal belyses og 
hvordan. Her vil det også være væsentligt, at kommunen så vidt muligt tager højde for f.eks. skole- 
og  arbejdstid  og  familiens  hverdag  i  øvrigt.  Barnet,  den  unge  og  forældrene  skal  således  have  reel 
mulighed for at deltage i afdækningen, jf. § 4 i retssikkerhedsloven, så afholdelse af møder, samtaler eller 
observation ikke griber unødigt ind i barnets eller den unges og familiens dagligdag.
Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det 
ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den 
unge. Der er dog ikke tale om en fravigelse fra partsbeføjelser eller reglerne om inddragelse efter § 5 i 
barnets lov. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse hos barnet 
eller den unge kan være overordentligt vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om afdækningen med 
barnet eller den unge selv. I sådanne tilfælde skal samarbejdet foregå med forældremyndighedsindehave-
ren.
Der kan også være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positivt samarbejde med forældremyndig-
hedsindehaveren, f.eks. hvis den pågældende har meget stor modstand mod afdækningen eller afviser 
kommunens forsøg på dialog. Kommunalbestyrelsen har også mulighed for at gennemføre afdækningen i 
de tilfælde, hvor det vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende at opnå et positivt samarbejde 
VEJ nr 9471 af 21/06/202427

med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Det kan f.eks. være, hvis den ene af foræl-
dremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af myndighederne, og vedkommende ikke har kontakt 
med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens 
forsøg på dialog. Der henvises i den forbindelse til retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 1, hvorefter 
kravet om samtykke kan fraviges i sager om særlig støtte til børn og unge.
Afdækning af forhold med betydning for støttebehov hos søskende
82. Kommunen skal vurdere, om eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til hjælp og støtte, 
og om der i givet fald er behov for at afdække et eller flere forhold med betydning for de pågældende 
søskendes støttebehov, jf. § 19, stk. 3, 1. pkt., i barnets lov. Barnets eller den unges egne oplysninger om 
andre børn i familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en afdækning af et barn, der hovedsageligt har udfordringer, 
som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. nedsat funktionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart 
være formodning om, at der bør foretages en afdækning af forhold hos eventuelle andre børn i familien, 
medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn i familien 
negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en afdækning eller 
undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer primært skyldes forhold i 
familien, f.eks. højt konfliktniveau hos forældrene eller mistanke eller viden om æresrelaterede konflikter 
i familien.
Efter § 19, stk. 3, 2. pkt., kan afdækningen gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i 
familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Den samlede afdækning skal i så fald tage højde for individuelle problemstillinger og behov hos det 
enkelte barn eller den enkelte unge i familien, så det sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver af-
dækket i det omfang, det er nødvendigt. Der skal således være en klar beskrivelse af individuelle forhold 
for det enkelte barn eller ung, da f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børnene forskelligt.
83. Med hjemmel i § 19, stk. 4, i barnets lov, er udstedt regler i bekendtgørelse om hjemmetræning og 
samarbejdet med forældre til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk 
funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82 i barnets lov.
Kapitel 5
Børnefaglig undersøgelse
84. I det følgende beskrives reglerne om afgørelse om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse, 
kommunens tilrettelæggelse af undersøgelser mv.
85.  Det  fremgår  af  §  20,  stk.  1,  i  barnets  lov,  at  kommunalbestyrelsen  skal  træffe  afgørelse  om  en 
børnefaglig undersøgelse i følgende situationer:
1) Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder hvor der er overvejelser 
om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47.
2) Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.
3) Når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service 
(serviceloven)  med  en  forælder  på  grund  af  vold  i  hjemmet  og  den  pågældende  forælder  afbryder 
opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.
VEJ nr 9471 af 21/06/202428

86. Det fremgår af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte en børnefaglig 
undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller 
den unges støttebehov.
87. Det fremgår af § 20, stk. 3, i barnets lov, at den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes senest 4 
måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for 
særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbesty-
relsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
88. Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening eller eventuel afdækning vurderer, at betin-
gelserne i § 20, stk. 1, nr. 1-3, må anses for opfyldt, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om 
iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse. Undersøgelsen skal herefter gennemføres efter reglerne i § 
22, jf. punkt 108 ff.
Beslutningen om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse træffes ved en afgørelse. Kommunalbestyrel-
sens afgørelse om iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse kan således påklages efter reglerne i 
retssikkerhedslovens kapitel 10, jf. § 144 i barnets lov.
Børnefaglig undersøgelse i en alvorlig eller kompleks sag
89. Bestemmelsen i § 20, stk. 1, nr. 1, i barnets lov, betyder, at kommunen skal iværksætte en børnefaglig 
undersøgelse, hvis det på baggrund af en screening efter § 18 vurderes, at der er grund til at antage, at der 
er tale om en alvorlig eller kompleks sag.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tegn på alvorlig mistrivsel hos barnet eller den unge, f.eks. i form 
af svært udadreagerende eller selvskadende adfærd. Det kan også være tilfældet, hvis der er indikationer 
på alvorlige problemer hos forældrene, f.eks. misbrug, meget højt konfliktniveau eller vold i hjemmet 
eller bekymring for manglende forældrekompetencer. Det er som udgangspunkt også tilfældet, når et barn 
eller en ung selv henvender sig til kommunen og anmoder om at blive anbragt. Efter omstændighederne 
kan der desuden være tale om en alvorlig eller kompleks sag, hvis der er en mistanke om æresrelaterede 
konflikter i familien.
Endvidere taler en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge, som medfører store 
udfordringer for barnet, den unge eller familien, efter omstændighederne også for, at der er grundlag for at 
træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse.
Pligten til at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter § 20, stk. 1, nr. 1, gælder i alle sager om 
godkendelse af hjemmetræning efter § 85, jf. betingelsen herom i § 85, stk. 3, 1. pkt., idet sager herom 
altid må antages at være komplekse. Hjemmetræningsbestemmelserne er målrettet børn og unge med 
betydelig og varigt nedsat funktionsevne. I sager om godkendelse af hjemmetræning efter § 85, stk. 1, 
skal kommunalbestyrelsen foretage en grundig undersøgelse af det enkelte barns eller den enkelte unges 
støttebehov, en vurdering af den foreslåede træningsmetodes egnethed til at imødekomme disse behov 
samt en vurdering af, om forældrene vil være i stand til at udføre opgaverne. Der henvises i øvrigt til § 85 
og vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier.
Børnefaglig undersøgelse i sager om anbringelse uden for hjemmet
90. Pligten til at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter § 20, stk. 1, nr. 1, gælder i alle sager om 
anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 og 47. Der skal altså i disse tilfælde altid 
gennemføres en børnefaglig undersøgelse inden eller sideløbende med, at anbringelsen iværksættes. Hvis 
kommunen allerede i forbindelse med en screening vurderer, at en anbringelse vil kunne være relevant, 
VEJ nr 9471 af 21/06/202429

skal kommunen således iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Se nærmere om anbringelse med og 
uden samtykke i vejledning om anbringelse.
Det skal samtidig understreges, at gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse ikke automatisk resulte-
rer i, at barnet eller den unge efterfølgende anbringes. Hvilken hjælp og støtte, der vil være behov for, 
afhænger altid af, hvad undersøgelsen viser. Dette kan være særligt relevant at holde sig for øje i de tilfæl-
de, hvor en børnefaglig undersøgelse er iværksat på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos 
barnet eller den unge. Ligeledes kan undersøgelsen medvirke til at belyse, om udfordringerne i familien 
har sammenhæng til en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos en eller begge forældre. Undersø-
gelsen kan også medvirke til at belyse, om udfordringerne helt eller delvist kan imødekommes ved at 
iværksætte støtte til forældrenes varetagelse af forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form 
af personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser.
Omvendt skal de kommunale myndigheder ikke afvente den børnefaglige undersøgelses gennemførelse, 
hvis  der  er  behov  for  sideløbende  støtte,  herunder  eventuelt  anbringelse.  Hvis  kommunalbestyrelsen 
allerede efter en screening vurderer, at særlige forhold taler for det, skal der træffes foreløbig afgørelse 
om anbringelse, jf. § 46, stk. 3. Herefter gennemføres den børnefaglige undersøgelse sideløbende med 
den foreløbige anbringelse. Der henvises til vejledning om anbringelse efter barnets lov om §§ 46-47 og 
punkt 227 ff. i denne vejledning om § 143.
Børnefaglig undersøgelse i sager om overgreb
91. Kommunen skal iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung har været udsat for 
overgreb, herunder vold eller seksuelle overgreb, eller hvis der er mistanke herom, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.
Formålet er at beskytte barnet eller den unge og sikre, at sager, hvor der er mistanke eller viden om 
overgreb mod et barn eller en ung, altid bliver grundigt undersøgt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng 
med bestemmelsen i § 125 om brug af børnehuse i forbindelse med børnefaglig undersøgelse, når et barn 
eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom. For nærmere beskrivelse af § 125 
henvises til denne vejlednings punkt 312 ff.
§ 20, stk. 1, nr. 2 betyder, at enhver underretning, en kommune modtager om bekymring for overgreb 
mod et barn eller en ung, som udgangspunkt skal medføre, at der træffes afgørelse om at igangsætte 
en børnefaglig undersøgelse. Kommunen skal behandle en underretning efter de regler, der gælder for 
behandling af underretninger, herunder de særlige regler for underretning om overgreb. Det betyder, at 
kommunen skal screene sagen og vurdere, om der er viden eller mistanke om overgreb.
Det betyder ikke, at enhver underretning, en kommune modtager om bekymring for overgreb mod et 
barn eller en ung automatisk skal medføre, at der træffes afgørelse om at igangsætte en børnefaglig 
undersøgelse. Åbenlyst grundløse eller rent chikanøse underretninger skal således ikke give anledning til 
en børnefaglig undersøgelse. I sådanne tilfælde skal sagen efter en screening afsluttes, hvis der ikke i 
øvrigt er grundlag for bekymring for barnet eller den unge.
Børnefaglig undersøgelse i sager om ophold på kvindekrisecenter eller herberg grundet vold i hjemmet
92. Bestemmelsen i § 20, stk. 1, nr. 3, betyder, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte en børnefaglig 
undersøgelse, når et barn eller en ung har været på kvindekrisecenter, jf. servicelovens § 109, med sin 
mor, eller har haft ophold på et herberg, jf. servicelovens § 110, med sin far på grund af vold i hjemmet, 
og den pågældende forælder afbryder opholdet for et vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller 
den unge. Det kan f.eks. være på baggrund af en underretning fra krisecentret eller herberget.
Afgørelse om børnefaglig undersøgelse med henvisning til barnets eller den unges støttebehov i øvrigt
VEJ nr 9471 af 21/06/202430

93. Kommunen har mulighed for – men ikke pligt til – at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre 
situationer end de i § 20, stk. 1, nr. 1-3, oplistede, hvis kommunen konkret vurderer, at det er nødvendigt 
af hensyn til barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2. Formålet er at give fleksibilitet af hensyn 
til at sikre den rette belysning af barnets eller den unges støttebehov.
94. Børn, unge og deres forældre kan på et hvilket som helst tidspunkt i et sagsforløb anmode om 
en børnefaglig undersøgelse, hvis de mener, at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets 
behov. Det beror herefter på en konkret kommunal vurdering af sagens forhold, om en sådan undersøgelse 
skal igangsættes. Beslutning om, at der ikke er behov for en børnefaglig undersøgelse, kan ikke påklages 
i det omfang, kommunen i stedet vælger at gennemføre en afdækning af barnets eller den unges og 
familiens forhold efter barnets lov § 19.
Hvis kommunen på baggrund af en anmodning om en børnefaglig undersøgelse fra et barn, en ung eller 
forældremyndighedsindehaveren vurderer, at der hverken skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse 
eller en afdækning, kan forældremyndighedsindehaver og barnet, der er fyldt 10 år, klage herover til 
Ankestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal vejlede barnet eller den unge over 10 år og forældremyndig-
hedsindehaveren herom.
Derudover bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter § 5, stk. 3, har pligt til at inddrage barnet eller den 
unge, inden der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets eller den unges forhold. Det vil bl.a. være 
relevant i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at en anmodning fra barnet eller den unge om en 
børnefaglig undersøgelse ikke imødekommes, og hvor kommunalbestyrelsen således bør orientere barnet 
om, hvordan barnets anmodning er håndteret, og hvilke hensyn, der ligger bag.
Kommunalbestyrelsen skal iagttage almindelige forvaltningsretlige proportionalitetshensyn og må således 
ikke iværksætte en børnefaglig undersøgelse, hvis en mindre omfattende afdækning efter § 19 vurderes at 
være tilstrækkelig. Det vil bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag.
En børnefaglig undersøgelse skal afsluttes efter senest 4 måneder
95. Efter § 20, stk. 3, skal den børnefaglige undersøgelse afsluttes senest fire måneder efter, at kommunen 
bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.
Uanset fastsættelsen af fristen på fire måneder skal den børnefaglige undersøgelse altid gennemføres og 
afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den unges eller familiens behov for støtte.
Det er ikke tidspunktet for afgørelsen om, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, men 
tidspunktet for, hvornår kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for 
støtte, der bestemmer tidsfristens udløb. Kommunen kan være blevet opmærksom på dette i forbindelse 
med, at kommunen har modtaget en underretning, at barnet eller den unge selv har henvendt sig eller i 
forbindelse med kommunens generelle tilsynsforpligtelse.
Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan 
afsluttes endeligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der er længere ventetid 
i forbindelse med undersøgelse hos specialister, herunder i forbindelse med en psykologisk undersøgelse 
af forældremyndighedsindehaveren, jf. § 22, stk. 3 og 5, som beskrives nedenfor.
I disse tilfælde indebærer § 20, stk. 3, at kommunen skal foretage en foreløbig vurdering af barnets 
eller den unges situation inden for de fire måneder og snarest muligt derefter afslutte den børnefaglige 
undersøgelse. I sådanne tilfælde kan der være særligt behov for at tage stilling til, om der skal iværksættes 
støttende indsatser eller en anbringelse sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgel-
se, eller om den foreløbige vurdering giver anledning til ændring af iværksat støtte.
VEJ nr 9471 af 21/06/202431

Den børnefaglige undersøgelse anses som afsluttet, når der er udarbejdet en begrundet stillingtagen til, 
om der skal iværksættes støttende indsatser eller en anbringelse uden for hjemmet. Se nærmere under 
punkt 108 ff. om § 22.
Sammenhæng mellem §§ 20 og 21 samt § 23
96. Som udgangspunkt bør der have været et samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet 
eller den unge om grundlaget for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse, men der stilles ikke formelt 
et krav om samtykke til gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse.
Hvis kommunen ikke mener at kunne klarlægge barnets eller den unges ressourcer og problemer med 
mindre indgribende tiltag, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om gennemførelse af den børne-
faglige undersøgelse ved barnets eller den unges ophold på en institution eller et sygehus eller ved 
benyttelse af det børnehus, kommunen er tilknyttet, jf. lovens § 23, stk. 1 og 2, efter de særlige kriterier 
herfor, jf. herom nedenfor. Desuden kan kommunen træffe afgørelse om adgang til hjemmet efter § 139, 
stk. 4, jf. punkt 130 ff.
Kriteriet for de to tvangsindgreb efter § 23 og § 139, stk. 4, er til dels sammenfaldende, idet det for begge 
tiltag kræves, at det vurderes, at indgrebet findes nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for 
alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling.
Afgørende for, hvilke af de to indgreb, som bør vælges – forudsat, at kriterierne i de to bestemmelser 
er opfyldt - er, hvorvidt kommunen vurderer det nødvendigt at kunne udrede sagen ved gennemførelse 
af undersøgelsen uden for hjemmet henholdsvis ved at få adgang til hjemmet. Muligheden for at påse 
forholdene i forældrenes hjem vil i nogle tilfælde være mindre indgribende end at foretage undersøgelsen 
af barnet eller den unge uden for hjemmet. Det skal dog understreges, at en undersøgelse uden for 
hjemmet i nogle tilfælde kan være nødvendig for at afdække barnets sundhed og udvikling. For nærmere 
beskrivelse om § 23 henvises til punkt 125 ff. i denne vejledning.
Vurdering af behov for børnefaglig undersøgelse af andre børn og unge i familien
97. Det fremgår af § 21, stk. 1, i barnets lov, at i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn 
eller en ung skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af 
eventuelle andre børn og unge i familien.
98. Det fremgår af § 21, stk. 2, i barnets lov, at anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet på grund 
af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den 
unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle 
søskende i husstanden under 15 år, jf. dog § 21, stk. 3.
99. Det fremgår af § 21, stk. 3, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan undlade at 
iværksætte en børnefaglig undersøgelse af en eller flere søskende i sager omfattet af § 21, stk. 2, hvis det 
er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.
100. Det fremgår af § 21, stk. 4, i barnets lov, at en børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som 
én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes 
individuelle forhold.
101. Det fremgår af § 21, stk. 5, i barnets lov, at i sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende 
indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, skal kommunalbestyrelsen under en børnefaglig 
undersøgelse sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge, ved at væsentlige møder med barnet 
eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.
VEJ nr 9471 af 21/06/202432

Vurdering af andre børn og unge i familien
102.  Kommunen skal efter § 21, stk. 1, foretage en børnefaglig undersøgelse af andre børn eller unge i 
familien, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for støtte, og der er behov for 
en børnefaglig undersøgelse som grundlag for vurdering af, hvilken eller hvilke former for støtte der kan 
være behov for.
Barnets eller den unges egne oplysninger om andre børn eller unge i familien, der har problemer, skal i 
den forbindelse tillægges vægt.
Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn eller en ung, der hoved-
sageligt  har  problemer,  som  skyldes  forhold,  der  vedrører  barnet  eller  den  unge  selv,  f.eks.  nedsat 
funktionsevne, vil der ofte ikke umiddelbart være grundlag for, at der bør foretages en undersøgelse 
af eventuelle andre børn eller unge i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller 
indirekte påvirker de øvrige børn eller unge i familien negativt.
Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre 
børn eller unge i familien, hvis et barns eller en ungs problemer primært skyldes forhold i familien, f.eks. 
forældrenes misbrug. Det kan efter omstændighederne også være relevant ved mistanke om æresrelatere-
de konflikter eller negativ social kontrol i familien, som også kan formodes at berøre andre børn og unge i 
familien.
Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse af 
andre søskendes støttebehov, skal kommunen træffe en selvstændig afgørelse herom.
Bestemmelsen vil dog ikke gælde de sager, der er omfattet af § 21, stk. 2, som beskrevet nedenfor, hvor 
der som udgangspunkt altid skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse.
Ved anbringelse grundet utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge samt over-
greb
103. Med § 21, stk. 2, følger, at hvis et barn eller en ung anbringes på grund af utilstrækkelig omsorg for 
eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, 
skal kommunen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år.
Med søskende forstås både hel-, halv- og stedsøskende i hustanden, som er under 15 år, dvs. endnu ikke 
er fyldt 15 år.
Ved utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge skal forstås, at forældrene ikke formår at give barnet 
eller  den  unge  den  tilstrækkelige  omsorg,  herunder  med  eventuelt  relevant  hjælp  og  støtte.  Årsagen 
hertil kan f.eks. være manglende forældrekompetencer, alvorligt misbrug eller kriminalitet hos forældrene 
eller højt konfliktniveau i familien. Det kan også være vold i hjemmet eller anden bekymrende adfærd 
hos forældrene, som betyder, at forældrene ikke formår at give barnet eller den unge den omsorg og 
tryghed, som barnet eller den unge har brug for. Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren 
eller andre udsætter barnet eller den unge for overgreb, er dette at betragte som utilstrækkelig omsorg fra 
forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet eller den unge.
Ved utilstrækkelig behandling af barnet eller den unge skal forstås, at forældrene hindrer, at barnet eller 
den unge får nødvendig lægelig eller anden behandling.
Ved overgreb skal forstås fysisk eller psykisk vold eller seksuelle overgreb, som barnet eller den unge har 
været udsat for af forældremyndighedsindehaveren eller andre. Se også kapitel 13 for yderligere om hjælp 
og støtte til børn, der har været udsat for overgreb, og kommunernes brug af børnehusene.
VEJ nr 9471 af 21/06/202433

§ 21, stk. 2, finder anvendelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke efter 
bestemmelserne i §§ 46 eller 47, jf. vejledning om anbringelse efter barnets lov.
At anbringelsen skal være begrundet i utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge 
eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, betyder, at det helt eller i overvejende 
grad er forhold hos forældrene, som anbringelsen er begrundet i, også selvom der kan være forhold 
hos barnet eller den unge, der også tillægges vægt i vurderingen. Bestemmelsen finder således ikke 
anvendelse i tilfælde, hvor anbringelsen helt eller i overvejende grad er begrundet i barnets eller den 
unges forhold, f.eks. alvorlig selvskade, udadreagerende adfærd, kriminalitet eller betydelig og varigt 
nedsat funktionsevne.
For søskende over 15 år skal kommunalbestyrelsen foretage en konkret vurdering af, om der er behov 
for at undersøge deres forhold. Afgrænsningen er begrundet i, at unge over 15 år har en alder, der som 
udgangspunkt betyder, at de lettere selv kan bede om hjælp, hvis de har brug for det.
104. Kommunerne vil herudover skulle foretage en børnefaglig undersøgelse af de 0-14 årige, der er 
søskende til børn og unge anbragt på grund af omsorgssvigt, og som er anbragt uden samtykke inden 
ikrafttrædelsen af barnets lov den 1. januar 2024. Dette skal ske i forbindelse med genbehandling af de 
anbragte børns og unges sag i børne- og ungeudvalget.
Jf. ovenfor skal søskende også i denne sammenhæng forstås som både hel-, halv- og stedsøskende i 
husstanden, som er under 15 år, dvs. endnu ikke er fyldt 15 år.
§ 21, stk. 2, skal således ses i tæt sammenhæng med § 51, stk. 3, om et ’følg-eller-forklar princip’ i sager 
om anbringelse uden samtykke på grund af omsorgssvigt m.v., hvor der er hjemmeboende søskende under 
15 år. I forbindelse med genbehandlingen skal kommunalbestyrelsen således begrunde, hvis eventuelle 
søskende, der falder inden for bestemmelsens afgrænsning, ikke anbringes, samt beskrive hvilken støtte, 
der igangsættes i stedet. Se nærmere i vejledning om anbringelse efter barnets lov (kapitel 1).
Endelig skal § 21, stk. 2, ses i sammenhæng med § 77, stk. 2, om en obligatorisk plan for støtte til 
forældre i sager, hvor et eller flere børn er anbragt uden samtykke pga. omsorgssvigt m.v., og hvor der 
er hjemmeboende søskende og dermed flere børn i familien, der potentielt er i en sårbar position. Se 
nærmere i vejledning om anbringelse efter barnets lov (kapitel 5).
Kommunen skal være opmærksom på at søge at opnå forældremyndighedsindehaverens accept af den 
børnefaglige undersøgelse og dennes formål. Der henvises til punkt 118 om samarbejde med forældre-
myndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år om den børnefaglige undersøgelse.
Mulighed for at undlade iværksættelse af den børnefaglige undersøgelse
105. Selvom det klare udgangspunkt er, at der altid skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse af 
søskende  i  husstanden  under  15  år,  når  betingelserne  i  §  21,  stk.  2,  er  opfyldt,  så  kan  kommunen 
undtagelsesvist undlade det, hvis det er åbenlyst, at den eller de pågældende søskende trives og ikke 
har behov for støtte, jf. § 21, stk. 3. Kommunen skal tage aktivt stilling og begrunde sin beslutning, og 
begrundelsen skal noteres på sagen.
106. Med § 21, stk. 4, kan kommunen beslutte at gennemføre den børnefaglige undersøgelse for flere 
eller alle børn og unge i en familie som én samlet undersøgelse fremfor at gennemføre selvstændige 
børnefaglige undersøgelser af hvert enkelt barn eller ung.
Bestemmelsen indebærer samtidigt, at hvis der gennemføres én samlet børnefaglig undersøgelse, der 
omfatter flere børn og unge i familien, skal den samlede undersøgelse tage højde for de enkelte børn og 
VEJ nr 9471 af 21/06/202434

unges individuelle forhold. Således skal særlige udfordringer og trivselsmæssige forhold for det enkelte 
barn eller den enkelte unge fremgå af den børnefaglige undersøgelse, ligesom der skal tages stilling til 
behovet for hvert enkelt barn eller ung, om der er behov for at iværksætte støtte, og i givet fald hvilken.
I udformningen af en samlet børnefaglig undersøgelse for flere børn i en familie vil kommunen skulle 
tage højde for reglerne i forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herun-
der i forhold til reglerne om behandling og videregivelse af personoplysninger, eksempelvis i forbindelse 
med aktindsigt m.v. Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt at udforme en eventuel samlet 
børnefaglig undersøgelse på en måde, der gør det muligt at adskille oplysningerne om de enkelte børn 
senere hen. Dette kan f.eks. være nødvendigt i tilfælde af en eventuel senere anmodning om aktindsigt fra 
en person, som ikke nødvendigvis har ret til aktindsigt i alle børnenes forhold.
Det bemærkes, at hvis der på baggrund af den børnefaglige undersøgelse træffes afgørelse om iværksæt-
telse af støtte over for et eller flere børn i familien, vil afgørelsen om støtte være individuel. Der bør tages 
højde for dette i forbindelse med udformningen af én samlet undersøgelse.
Krav om to børne- og ungerådgivere ved væsentlige møder
107. Med § 21, stk. 5, stilles der krav om, at i sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende 
indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, skal væsentlige møder med barnet eller den unge som 
udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.
Bestemmelsen har til formål at styrke barnets eller den unges tryghed, stabilitet og kontinuitet i møder 
med kommunen. Det skal ske ved at sikre, at barnet eller den unge både kender sin primære børne- og 
ungerådgiver og en anden rådgiver, der kan træde til i forbindelse med sygdom, ferie, barsel m.v. hos 
barnets primære børne- og ungerådgiver.
Ved børne- og ungerådgiver forstås en socialrådgiver eller anden person, der varetager myndighedsopga-
ver i forbindelse med børnefaglige undersøgelser og afgørelser om støttende indsatser, handicapkompen-
serende støtte og anbringelser m.v. på børne- og ungeområdet i den enkelte kommune.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der skal deltage to børne- og ungerådgivere i forbindelse med hele 
undersøgelsen, men betyder, at væsentlige møder med barnet eller den unge som udgangspunkt skal 
planlægges og afholdes med to børne- og ungerådgivere. Væsentlige møder omfatter samtaler og møder 
med barnet eller den unge om deres ønsker og behov eller samtaler med barnet eller den unge om valg af 
indsats, der skal imødekomme barnets eller den unges behov.
Kravet om to børne- og ungerådgivere vil ikke gælde ubetinget i alle møder. F.eks. vil det ikke gælde, 
hvor en børne- og ungerådgiver ledsager eller deltager i barnets eller den unges møder med politiet eller 
en psykolog, i tilfælde hvor der er behov for at stille opfølgende spørgsmål i forlængelse af en tidligere 
samtale med barnet eller den unge, eller hvor der er anden kontakt i forbindelse med opfølgning.
Kravet  om  deltagelse  af  to  børne-  og  ungerådgivere  gælder,  indtil  den  børnefaglige  undersøgelse  er 
afsluttet, jf. dog § 156, stk. 6, om møder som led i det personrettede tilsyn med et barn eller en ung, som 
er anbragt uden for hjemmet.
Der kan opstå situationer, hvor uforudsete hindringer som f.eks. fravær ved sygdom kan indebære, at 
kravet om to børne- og ungerådgivere må fraviges af hensyn til barnet eller den unge, så kravet ikke 
medfører, at sagsbehandlingen og nødvendige samtaler med barnet eller den unge og afgørelser om støtte 
forsinkes som følge af kravet om deltagelse af to børne- og ungerådgivere.
Tilrettelæggelse af den børnefaglige undersøgelse
VEJ nr 9471 af 21/06/202435

108. Det fremgår af § 22, stk. 1, i barnets lov, at en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra 
en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og 
netværket. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, der allerede har viden 
om barnets eller den unges og familiens forhold.
109. Det fremgår af § 22, stk. 2, i barnets lov, at den børnefaglige undersøgelse så vidt muligt gennemfø-
res i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
110. Det fremgår af § 22, stk. 3, i barnets lov, at hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade 
barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
111. Det fremgår af § 22, stk. 4, i barnets lov, at bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på udfordringer 
i forhold til barnets eller den unges undervisningsbehov som led i den børnefaglige undersøgelse, skal 
kommunalbestyrelsen vurdere, om der er behov for en pædagogisk psykologisk vurdering af barnet eller 
den unge efter § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen.
112. Det fremgår af § 22, stk. 5, i barnets lov, at iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk 
undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.
113. Det fremgår af § 22, stk. 6, i barnets lov, at den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en 
begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter §§ 32, 46 eller 47 og i givet 
fald hvilken. Er der iværksat støtte, sideløbende med at den børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. 
§ 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, 
ændres eller ophøre. Den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan forældre-
myndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i 
dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.
Relevante forhold i den børnefaglige undersøgelse
114. Hvilke forhold, der er relevante at belyse i den børnefaglige undersøgelse, kan efter omstændighe-
derne være barnets eller den unges udvikling, trivsel og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundheds-
forhold, fritidsforhold og venskaber m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen er opmærksom på 
en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller forældrene. Kommunen 
skal også være opmærksom på, om udfordringerne helt eller delvist kan imødekommes gennem iværksæt-
telse af støtte til forældrenes varetagelse af forældrerollen efter anden lovgivning, eksempelvis i form af 
personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller boligindretning efter servicelovens bestemmelser. Såfremt 
en eller flere af forældrene har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse skal kommunen have fokus 
på at yde relevant kompensation i overensstemmelse med det generelt gældende kompensationsprincip, 
hvorefter personer med nedsat funktionsevne skal kompenseres for følgerne af deres funktionsnedsættel-
se.
Det er i denne sammenhæng ligeledes væsentligt, at kommunen er opmærksom på, at nogle bekymrings-
tegn hos barnet eller den unge kan være tegn på, at der er sociale udfordringer i hjemmet, udfordringer i 
eksempelvis dag- eller skoletilbud, eller at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Det 
kan  eksempelvis  være  skolevægring,  social  isolation  eller  udadreagerende  adfærd.  Sådanne  tegn  på 
mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, hvorvidt der er behov for at skabe klarhed 
over grundlaget for adfærden, herunder om adfærden skyldes eksempelvis en udviklings- eller opmærk-
somhedsforstyrrelse som autisme eller ADHD. Der kan i den forbindelse være behov for at inddrage 
personer med særlig viden om funktionsnedsættelser, herunder overveje om der kan være tale om forhold, 
der kan give anledning til at søge vejledende specialrådgivning hos VISO. Der henvises i den forbindelse 
til §§ 165 og 166 i barnets lov.
VEJ nr 9471 af 21/06/202436

Det vil afhænge af kommunens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der er behov for at 
afklare for at sikre en tilstrækkelig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov efter § 22, stk. 
1. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse iagttage almindelige forvaltningsretlige proportionalitets-
hensyn, og den børnefaglige undersøgelse må således ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
I sager vedrørende godkendelse af hjemmetræning efter § 85 vil den børnefaglige undersøgelse dog skulle 
sikre en grundig belysning af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, behov og trivsel, forældrenes 
ressourcer og familiens samlede situation. Se nærmere i vejledning om hjælp og støtte til børn og unge 
med funktionsnedsættelser og deres familier.
115. Det er vigtigt også at undersøge familiens ressourcer. En familie, et barn eller en ung kan have pro-
blemer inden for nogle områder samtidig med, at der kan være ressourcer inden for andre områder. Det 
er derfor også nødvendigt, at undersøgelsen belyser og indeholder oplysninger om de forhold i familien 
eller  i  dens  omgivelser,  der  eventuelt  kan  bidrage  til  at  klare  vanskelighederne.  Dette  gælder  bl.a. 
inddragelse af en evt. forælder uden del i forældremyndigheden eller andre dele af barnets eller den 
unges netværk. Det kan være svært at hjælpe familien til at løse udfordringerne, hvis der kun fokuseres 
på problemerne, da det kan indebære, at familien får den opfattelse, at der ikke er et realistisk billede 
af, hvem de er. En afklaring af ressourcer hos netværk, familie og barnet eller den unge selv er således 
vigtig for at styrke familiens og barnets eller den unges egne muligheder for at indgå i en nødvendig 
forandringsproces.
116. For de kommuner, der anvender ICS i sagsbehandlingen betyder det, at de skal være opmærksomme 
på, at det ikke kun er de udækkede behov (risikofaktorer) der medtages i analysen og i den faglige 
vurdering, men at der også medtages forhold, som kan være en beskyttelsesfaktor for barnet eller den 
unge. I forhold til brugen af ICS henvises der også til ”Håndbog om ICS og udredningsværktøjet”, som 
kan findes på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Inddragelse af relevante fagpersoner
117. Kommunalbestyrelsen skal som led i den børnefaglige undersøgelse sørge for at oplyse sagen. Dette 
omfatter at inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets, den unges og familiens forhold. Kom-
munen vil således skulle inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-med-
arbejdere eller andre fagfolk, der har relevant viden om barnet, den unge og familien. Det kan efter 
omstændighederne være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis hvis der er tale om et 
barn eller en ung med alvorlige traumer, spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd, eller ved 
mistanke om negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter. Det kan også være i tilfælde, hvor 
barnet, den unge eller én af forældrene har en funktionsnedsættelse, og der kan være behov for at indhente 
specialiseret viden herom.
Ved starten af en undersøgelse skal kommunen således afklare, hvad der allerede foreligger af værdifuld 
viden om barnets eller den unges forhold i kommunen, og dermed hvilke forhold der på denne baggrund 
herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den 
unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendig.
Oplysninger fra relevante fagfolk skal ikke nødvendigvis indhentes skriftligt. I nogle tilfælde vil det 
være tilstrækkeligt, at børne- og ungerådgiveren telefonisk kontakter eksempelvis barnets klasselærer, 
sundhedsplejerske, den praktiserende læge, de pædagoger i dagtilbuddet, som er tæt på barnet eller den 
unge etc. De centrale dele af fagfolkenes udtalelser om barnet eller den unge skal blot refereres skriftligt i 
sagen.
VEJ nr 9471 af 21/06/202437

I de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte til børn 
og unge, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune 
eller i regionens tilbud, vil kommunen kunne få bistand til udredning i forbindelse med vejledende spe-
cialrådgivning fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). VISO yder ligeledes 
vejledende specialrådgivning til kommunerne. Der henvises til §§ 165 og 166 i barnets lov.
Den  børnefaglige  undersøgelse  skal  altid  gennemføres  og  afsluttes  hurtigst  muligt  under  hensyn  til 
barnets, den unges eller de kommende forældres behov for støtte. Undersøgelsen skal dog afsluttes senest 
4 måneder efter, kommunen blev opmærksom på, at barnet eller den unge kunne have behov for særlig 
støtte, jf. § 20, stk. 3. Der henvises til punkt 95 ovenfor.
Samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år om den børnefaglige 
undersøgelse
118.  § 22, stk. 2, betyder, at udgangspunktet for gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse er, 
at kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældremyndighedsindeha-
veren og den unge, der er fyldt 15 år, om undersøgelsen.
Kommunen skal søge at opnå forældremyndighedsindehaverens accept af den børnefaglige undersøgelse 
og dennes formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykkekrav. Det samme gælder i forhold til 
unge, der er fyldt 15 år.
Årsagen til, at der ikke stilles et formelt samtykkekrav, er for at undgå, at dette bliver en barriere for 
at få undersøgt barnets eller den unges forhold og dermed sikre barnet eller den unge den nødvendige 
støtte. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 c om adgang 
til at indhente oplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse uden samtykke.
Kommunen bør dog, uanset modviljen hos forældremyndighedsindehaveren og/eller den unge, der er 
fyldt 15 år, søge at samarbejde med disse om undersøgelsen i det omfang, det er muligt.
Det er vigtigt, at kommunen så vidt muligt sørger for at inddrage barnet, den unge og forældrene i den 
børnefaglige undersøgelse. Det gælder uanset barnets eller den unges alder, jf. bestemmelserne i § 5, stk. 
2 og 3, i barnets lov. Det gælder både af hensyn til at sikre, at barnets eller den unges og forældrenes 
viden  og  holdninger  til  sagen  bliver  afspejlet  og  for  at  understøtte  medejerskab  til  undersøgelse  og 
indsatser. Se nærmere om § 5 i vejledning om generelle bestemmelser efter barnets lov (kapitel 1).
119. Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for at gennemføre den børnefaglige undersøgelse også i 
de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsind-
ehaveren eller den unge. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor det på grund af psykisk funktionsnedsættelse 
hos barnet eller den unge kan være vanskeligt eller umuligt at opnå samarbejde om den børnefaglige 
undersøgelse  med  barnet  eller  den  unge  selv.  I  sådanne  tilfælde  vil  samarbejdet  skulle  foregå  med 
forældremyndighedsindehaveren. Der kan også være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positivt 
samarbejde med forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende har meget stor modstand mod 
den børnefaglige undersøgelse eller afviser kommunens forsøg på dialog.
Lægelig eller psykologisk undersøgelse af barnet eller den unge
120. Kommunen har pligt til at lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret 
psykolog som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis det er nødvendigt, jf. § 22, stk. 3. Det kan 
eksempelvis være nødvendigt i de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt årsagen til barnets eller den 
unges konkrete udfordringer skyldes fysisk eller psykisk sygdom, som ikke allerede er belyst gennem 
lægelige undersøgelser mv.
VEJ nr 9471 af 21/06/202438

Behov for pædagogisk-psykologisk vurdering
121. § 22, stk. 4, indebærer, at kommunen på tværs af socialområdet og skoleområdet er forpligtet til at 
være opmærksomme på behovet for at igangsætte en pædagogisk-psykologisk vurdering af barnet eller 
den unge, når kommunen som led i den børnefaglige undersøgelse bliver opmærksom på, at et barn 
eller en ung også kan have behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand efter 
folkeskoleloven.
Formålet er at sikre, at nødvendige pædagogisk-psykologiske vurderinger iværksættes i forbindelse med 
den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges og familiens forhold, så et barn eller en ung med 
behov for støtte også i undervisningen opdages og hjælpes så tidligt som muligt. Den pædagogisk-psyko-
logiske vurdering foretages efter folkeskolelovens § 12, stk. 2.
Bestemmelsen ændrer ikke omfanget og intensiteten af den børnefaglige undersøgelse i øvrigt. Den bør-
nefaglige undersøgelse vil således fortsat skulle afdække de konkrete udfordringer, der gør sig gældende 
for barnet, den unge eller familien og må ikke være mere omfattende end formålet tilsiger.
For nærmere information om henvisning til behandlings- og specialundervisningstilbud kan henvises 
til kapitel 2 i ”Vejledning om behandlings- og specialundervisningstilbud og specialundervisningstilbud 
på børne- og ungehjem” som kan findes på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside: https://
www.uvm.dk/saerlige-specialundervisningstilbud/love-og-regler
Psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaver
122. Kommunen har efter § 22, stk. 5, i barnets lov, mulighed for at iværksætte en psykologisk undersø-
gelse af forældremyndighedsindehaveren som led i den børnefaglige undersøgelse, hvis kommunen vur-
derer, at det er nødvendigt for at belyse dennes kompetencer til at drage omsorg for barnet. Kommunen 
er i givet fald forpligtet til at anvende en autoriseret psykolog. Det betyder, at vedkommende er underlagt 
Psykolognævnets tilsyn og tilsynsforanstaltninger og de særlige pligter for autoriserede psykologer, som 
følger af lov om psykologer m.v.
En psykologisk undersøgelse skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsind-
ehaveren og evt. med deltagelse af barnet eller den unge. Kommunen skal tilrettelægge behandlingen af 
sagerne, herunder iværksættelsen af undersøgelsen, på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at 
medvirke, jf. § 4 i retssikkerhedsloven.
Det er op til kommunen at vurdere, om der er behov for en psykologisk undersøgelse af forældremyndig-
hedsindehaveren.
Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet ”Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekom-
petenceundersøgelser (2. udgave)”, som kan findes på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Resultatet af den børnefaglige undersøgelse
123.  Bestemmelsen  i  §  22,  stk.  6,  1.  pkt.,  i  barnets  lov,  fastsætter  krav  til  kommunens  redegørelse 
for  undersøgelsens  resultater.  Det  betyder,  at  kommunen  på  baggrund  af  de  oplysninger  og  faglige 
vurderinger, der er tilvejebragt som led i undersøgelsen, skal sammenfatte og redegøre for undersøgelsens 
konklusioner. Dette omfatter, om der er behov for støtte, og hvori støttebehovet i givet fald består.
Viser den børnefaglige undersøgelse, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter barnets lov, 
skal der gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller anbringelse efter §§ 32, 46 eller 47, der 
anses for at være den eller de bedste i det konkrete tilfælde.
VEJ nr 9471 af 21/06/202439

Bestemmelsen i § 22, stk. 6, 2. pkt., betyder, at der i forbindelse med, at der skal tages stilling til, 
hvilken støtte der skal iværksættes for barnet eller den unge, også skal tages stilling til, om foreløbig 
eller akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse, skal 
videreføres.
Det skal sikre, dels at iværksat foreløbig eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden at der foreta-
ges en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op af resultaterne af 
den børnefaglige undersøgelse. Dels at der i vurderingen af, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, 
tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan være hensigtsmæs-
sigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges behov. Bestemmelsen skal ses 
i sammenhæng med reglerne om opfølgning, herunder tidspunktet for første opfølgning i § 95, stk. 2. Der 
henvises i øvrigt til vejledning om anbringelse efter barnets lov (kapitel 6).
Bestemmelsen i § 22, stk. 6, 3. pkt., betyder, at barnets, den unges og forældremyndighedsindehaverens 
holdning til den anbefalede indsats skal fremgå af indstillingen. Det skal bidrage til at sikre, at indstillin-
gen så vidt muligt vil ske på baggrund af grundig inddragelse af de pågældende. Det skal også bidrage til, 
at det er klart for familien, hvilken indsats der lægges op til, samt hvorfor og hvad et eventuelt samtykke 
til en sådan indsats indebærer. En beskrivelse af den holdning, som forældremyndighedsindehaveren og 
barnet eller den unge har til valget af indsats, bør derfor have en fremtrædende plads i undersøgelsens 
redegørelse, da det kan have stor betydning for sagens videre forløb.
§ 22 skal ses i tæt sammenhæng med §§ 18-21 og 23.
Om behovet for en opdatering af den børnefaglige undersøgelse
124. I sager med en igangværende støttende indsats kan der opstå behov for, at der foretages en opdate-
ring af den børnefaglige undersøgelse. Det betyder ikke, at hele undersøgelsen skal udarbejdes på ny, men 
at der er nye oplysninger eller forhold omkring barnet eller den unge, som er nødvendige at undersøge og 
tilføje til den oprindelige undersøgelse i sagen.
En opdatering af en eksisterende børnefaglig undersøgelse bør ske hurtigst muligt ud fra omfanget af 
opdateringen.
Behovet for en ny eller opdateret børnefaglig undersøgelse vil som oftest opstå, når man i forbindelse 
med den løbende opfølgning bliver opmærksom på, at der er behov for andre eller yderligere indsatser 
over for barnet eller den unge, og at selve indsatstypen således skifter karakter.
Der kan f.eks. være tale om, at et barn eller en ung under en anbringelse fortæller om sine problemer til 
plejefamilien eller personalet på børne- og ungehjemmet og eksempelvis fortæller om tidligere seksuelle 
overgreb eller lignende. Således fremkommer nye oplysninger i sagen, som skal undersøges og indarbej-
des i den børnefaglige undersøgelse med henblik på at belyse, om barnet eller den unge f.eks. har brug for 
yderligere hjælp eller behandling.
Endelig kan et eksempel være, at den undersøgelse, der ligger til grund for en indsats, er forældet. Det 
kan være et barn eller en ung, der anbringes i plejefamilie, og som, når det når slutningen af teenageårene, 
ønsker at blive anbragt på eget værelse. Der kan da være behov for at foretage en fornyet undersøgelse, 
der fokuserer på, om den unge har ressourcer nok til at klare sig på eget værelse, og om det er nødvendigt 
med supplerende støttende indsatser m.v.
En opdatering af en børnefaglig undersøgelse kan – på samme vis som ny børnefaglig undersøgelse - 
påklages til Ankestyrelsen.
VEJ nr 9471 af 21/06/202440

Gennemførsel af den børnefaglige undersøgelse under ophold på en institution eller på et sygehus
125. Det fremgår af § 23, stk. 1, i barnets lov, at anses det for nødvendigt for at vurdere, om der 
er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og 
ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte 
at gennemføre en børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus, 
herunder en psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden to måneder efter børne- 
og ungeudvalgets afgørelse.
126. Det fremgår af § 23, stk. 2, at anses det for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko 
for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden 
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre den 
børnefaglige undersøgelse ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124.
127. Bestemmelsen i § 23, stk. 1, 1. pkt., betyder, at børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældre-
myndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan beslutte at gennemføre en børnefaglig undersø-
gelse under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. Dette 
kan ske, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et 
barns eller en ungs sundhed eller udvikling.
I den situation, hvor undersøgelsen sker ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling, er det en forudsætning, 
at undersøgelsen sker på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling.
Indlæggelse  til  børnefaglig  undersøgelse  på  sygehus  bør  ske  med  tilslutning  fra  afdelingens  overlæ-
ge. Kravet om denne tilslutning fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning vil i 
almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.
Bestemmelsen  finder  ikke  anvendelse,  hvis  kommunen  allerede  har  tilstrækkelige  oplysninger  til  at 
vurdere, at der er en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. I 
den situation vil kommunen skulle forelægge sagen for børne- og ungeudvalget, som vil skulle tage 
stilling til anbringelse uden for hjemmet.
128.  Hvis  et  barn  eller  en  ung  allerede  er  anbragt,  og  kommunen  vurderer,  at  der  er  behov  for  en 
nærmere undersøgelse af barnet, for eksempel for at afklare et behandlingsbehov, vil kommunen kunne 
gennemføre en sådan undersøgelse uden at forelægge sagen for børne- og ungeudvalget. Kommunen vil 
kunne træffe en sådan afgørelse efter reglerne om forhold under anbringelsen efter § 97. Se nærmere om § 
97 i vejledning om anbringelse efter barnets lov (kapitel 6).
Undersøgelsen skal være afsluttet inden to måneder efter børne- og ungeudvalgets afgørelse, jf. § 23, stk. 
1, 2. pkt. Tidsfristen er fastsat af hensyn til barnets eller den unges bedste og retssikkerheden for barnet 
eller den unge og forældrene, da der er tale om et tvangsmæssigt indgreb.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter § 146, stk. 3, tillægger en klage over en afgørelse om gennemførel-
se af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, vil to-måneders fristen løbe fra Ankestyrelsens 
afgørelse om at stadfæste kommunens afgørelse.
Når  undersøgelsen  er  afsluttet,  skal  barnet  eller  den  unge  hjem  til  forældrene.  Denne  bestemmelse 
giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens kommunen 
udarbejder redegørelse om undersøgelsens resultater. Er der behov for at anbringe barnet eller den unge, 
og kan en sådan afgørelse ikke afvente redegørelsen og en evt. indstilling til afgørelse fra børne- og 
ungeudvalget, må kommunen overveje, om der er mulighed for at træffe afgørelse om foreløbig eller akut 
anbringelse efter § 46, stk. 3, eller § 143.
VEJ nr 9471 af 21/06/202441

Afgørelse om brug af børnehuset som led i den børnefaglige undersøgelse
129. Afgørelse efter § 23, stk. 2, kan træffes, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er 
åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed og udvikling. Dette kriterie forudsætter 
for det første, at brug af børnehuset skal være nødvendigt for at kunne vurdere barnets eller den unges 
forhold i sagen. Det vil sige, at det ikke vil være muligt for kommunen at tilvejebringe de oplysninger, 
som ønskes tilvejebragt, på anden vis. Kriteriet vil for det andet indebære, at kommunen skal have en 
begrundet mistanke om, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller den 
unge, fordi barnet eller den unge er udsat for overgreb.
Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at lade 
barnet eller den unge medtage i et børnehus til undersøgelse af barnet eller den unge på baggrund af viden 
eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Dette kan eksempelvis være 
tilfældet i sager, hvor der er viden eller mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb 
fra forældremyndighedsindehavers side.
Kommunens skal benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Se evt. kapitel 13 i denne 
vejledning.
Kommunen skal i disse tilfælde endvidere forholde sig til, om det er mest hensigtsmæssige i den konkrete 
sag at træffe afgørelse om akut anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, såfremt det 
vurderes, at der er grundlag herfor.
Afgørelse efter § 23, stk. 1 og 2, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 143, når betingelserne herfor er 
opfyldt. Se nærmere under punkt 227 ff i denne vejledning.
Adgang til familiens hjem uden retskendelse som led i den børnefaglige undersøgelse
130. Kommunen har efter § 139, stk. 4, adgang til at træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig 
legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, når:
1) Adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 20 og må anses for 
nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed 
eller udvikling, og
2) forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres 
med andre mere lempelige foranstaltninger.
Adgang skal ske som led i den børnefaglige undersøgelse
131. Med første del af kriteriet i § 139, stk. 4, nr. 1, forudsættes det, at der tidligere af kommunen er 
truffet afgørelse om at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20, og at adgangen 
til hjemmet sker som led i udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse og forventes at kunne bidrage 
til oplysning af sagen. Ved iværksættelsen af undersøgelsen er det således konstateret, at barnet eller den 
unge kan have behov for særlig støtte efter barnets lov.
Nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed 
eller udvikling
132. Med kriteriet i § 139, stk. 4, nr. 1, forudsættes det videre, at adgangen til hjemmet er nødvendig 
for at kunne vurdere sagen. Det betyder, at det ikke har været muligt for kommunen på anden vis at 
tilvejebringe de nødvendige oplysninger, som ønskes tilvejebragt ved adgangen til hjemmet.
VEJ nr 9471 af 21/06/202442

Dernæst er det en forudsætning, at adgangen til hjemmet sker for at vurdere, hvorvidt der er åbenbar risi-
ko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Dette indebærer, at kommunen 
skal have en begrundet mistanke om, at der er forhold i hjemmet, som kan indebære åbenbar risiko for 
alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller den unge. Der kan være tale om, at barnet eller den unge 
er i risiko for at blive alvorlig skadet som følge af eksempelvis utilstrækkelig omsorg for eller behandling 
af barnet eller den unge eller ved vold eller andre alvorlige overgreb.
Kommunen kan for eksempel ved en underretning få oplysninger, som kan begrunde bestemmelsens 
anvendelse, herunder oplysninger om at børn eller unge vokser op under sundhedsskadelige forhold.
Det bemærkes, at denne del af kriteriet er sammenfaldende med kriteriet for at gennemføre en børnefaglig 
undersøgelse uden for hjemmet under barnets eller den unges ophold på en institution eller indlæggelse på 
et sygehus efter barnets lov § 23.
Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres 
med andre mere lempelige foranstaltninger
133. Med kriteriet i § 139, stk. 4, nr. 2, forudsættes det, at kommunen på anden vis har forsøgt at 
tilvejebringe de oplysninger, som det forventes, at adgangen til hjemmet med tvang kan afdække, og at 
forældrene direkte har modarbejdet dette. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis der har været aftalt 
flere hjemmebesøg, som forældrene hver gang har aflyst uden en fornuftig grund, eller hvis forældrene 
gentagne gange ikke har lukket døren op.
Det nærmere indhold af beføjelsen
134. Hvis kommunen vurderer, at ovenstående kriterier i § 139, stk. 4, er opfyldt, kan kommunen om 
nødvendigt anmode politiet om bistand for at få adgang til hjemmet.
Kommunen kan alene bruge adgangen til at påse forholdene i hjemmet og herunder tale med barnet eller 
den unge. Adgangen kan alene være af kortere varighed.
Kommunen kan få adgang til opholdsrum m.v. i hjemmet, men kan ikke efterse private gemmer, f.eks. 
skuffer, skabe eller andre steder, som ikke er umiddelbart synlige og tilgængelige. Dette er i lighed med, 
hvis adgangen til hjemmet sker med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter barnets lov § 139. Se 
nærmere om § 139, herunder om kravet om registrering og indberetning af afgørelser efter § 139, stk. 4, 
til Ankestyrelsen under punkt 190-192 i denne vejledning.
Kapitel 6
Screening, afdækning og undersøgelse i sager om kommende forældre
135. I dette kapitel udfoldes reglerne om screening, afdækning og udredning af kommende forældre, når 
der er grund til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen kan have brug for hjælp og støtte efter 
barnets lov.
Screening i sager om kommende forældre
136. Det fremgår af § 24, stk. 1, i barnets lov, at hvis kommunalbestyrelsen har grund til at antage, 
at der kan opstå behov for hjælp og støtte efter barnets lov til et barn umiddelbart efter fødslen, skal 
kommunalbestyrelsen screene for, om der er tale om følgende:
1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af de kommende forældres forhold.
2) En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de kommende forældre, jf. § 25.
VEJ nr 9471 af 21/06/202443

3) En problemstilling, der kræver en undersøgelse af de kommende forældres forhold, jf. §§ 26 og 27.
137. Det fremgår af § 24, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen i vurderingen efter § 24, stk. 
1, skal lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder en eventuel nedsat fysisk eller psykisk 
funktionsevne hos et barn umiddelbart efter fødslen eller hos de kommende forældre.
138. § 24, stk. 1, betyder, at hvis kommunen får oplysninger, som giver grund til at antage, at der kan 
opstå behov for hjælp eller støtte til et barn efter barnets lov umiddelbart efter, at barnet er født, skal 
kommunen foretage en screening af sagen. Det kan f.eks. være på baggrund af en underretning eller en 
anmodning om hjælp fra de kommende forældre.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen, inden der tages stilling til hjælp og støtte efter barnets lov til et 
barn efter fødslen, skal vurdere, om det er en problemstilling, der ikke kræver yderligere sagsoplysning, 
en problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold hos de kommende forældre, eller en 
problemstilling hvor der er behov for en egentlig undersøgelse af de kommende forældres forhold.
Screeningen skal som udgangspunkt ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen.
Screeningens formål er at vurdere, om der er behov for at få forældrenes forhold belyst nærmere gennem 
en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse.
Ved de kommende forældre forstås den gravide kvinde og den, der efter børneloven, vil blive anset 
som retlig forælder til barnet. Dette omfatter kvindens ægtefælle, medmindre denne efter børneloven 
ikke anses som forælder til barnet, og den mand eller kvinde, der har anerkendt faderskabet henholdsvis 
medmoderskabet til barnet på afgørelsestidspunktet. Derimod omfatter det ikke den mand eller kvinde, 
der er far eller medmor til barnet, men hvis forældreskab til barnet endnu ikke er fastslået. Endvidere 
omfatter det den mand eller kvinde, som ifølge moren er eller kan være far eller medmor til barnet.
139. § 24, stk. 2, indebærer, at kravene til sagsoplysning og dokumentation af de kommende forældres 
forhold bliver afpasset sagens karakter og kompleksitet.
Bestemmelsen understreger vigtigheden af, at kommunalbestyrelsen allerede i den indledende vurdering 
af sagen er opmærksom på, om behovet for støtte til et barn efter fødslen kan være begrundet i fysisk 
eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre eller andre i familien, f.eks. søskende, eller 
eventuel funktionsnedsættelse hos barnet, når det er født.
140.  En  problemstilling,  der  ikke  kræver  yderligere  afdækning,  er  typisk  en  lettere  eller  afgrænset 
problemstilling, hvor det ud fra de foreliggende oplysninger i sagen umiddelbart er klart, hvad det er for 
en udfordring, der skal håndteres, og hvilken indsats der er behov for.
Et eksempel er en kommende mor, som er utryg under graviditeten pga. tidligere aborter og har brug for 
at deltage i samtaleforløb for kvinder i samme situation.
141. En problemstilling, der kræver afdækning af et eller flere forhold, er typisk en sag med indikationer 
på en højere grad af problemtyngde eller kompleksitet, som betyder, at der er behov for at belyse sagen 
nærmere for at kunne vurdere ressourcer, udfordringer og støttebehov og tilpasse indsatsen.
Et eksempel er unge kommende forældre, som er meget usikre på forældrerollen og samtidig har udfor-
dringer med at gennemføre en ungdomsuddannelse eller få fodfæste på arbejdsmarkedet. Et andet eksem-
pel er, at det er konstateret, at barnet vil blive født med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som 
må forventes at kræve handicapkompenserende støtte efter barnets lov kapitel 8 umiddelbart efter fødslen, 
f.eks. et hjælpemiddel eller en boligindretning.
VEJ nr 9471 af 21/06/202444

Det bemærkes, at handicapkompenserende støtte til kommende forældre med fysisk eller psykisk funkti-
onsnedsættelse til varetagelse af forældrerollen skal ydes efter reglerne i serviceloven.
142. En problemstilling, der kræver en undersøgelse, er alvorlige eller komplekse sager, hvor der er 
behov for at komme hele vejen rundt om de kommende forældres situation for at skabe klarhed over 
ressourcer, udfordringer og støttebehov. Der henvises til punkt 150-165 om §§ 26 og 27 nedenfor.
143. I den situation, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der ikke på det foreliggende 
grundlag er behov for yderligere afdækning af de kommende forældres forhold, betyder § 24, at der ikke 
skal foretages yderligere oplysning af sagen. En sådan vurdering er en procesledende beslutning, der ikke 
kan påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om hjælp 
og støtte med afsæt i vurderingen, kan forældrene dog klage over denne afgørelse, hvis de er uenige i, 
hvilken hjælp og støtte der iværksættes. Ankestyrelsen kan som led i behandlingen af en sådan klage 
(gen)vurdere, om kommunen i forbindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige 
forpligtelse til at sikre tilstrækkelig oplysning af sagen.
I situationer, hvor det på baggrund af screeningen vurderes, at der er behov for yderligere afdækning eller 
undersøgelse af de kommende forældres forhold, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en afdækning af 
de relevante forhold eller træffe afgørelse om en undersøgelse. Der henvises til punkt 144 ff. om §§ 25-27 
nedenfor.
Afdækning i sager om kommende forældre
144. Det fremgår af § 25, stk. 1, i barnets lov, at vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en 
screening efter § 24, at der er behov for at afdække et eller flere forhold hos de kommende forældre, skal 
kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede 
har viden om de kommende forældres forhold.
145.  Det  fremgår  af  §  25, stk.  2,  i  barnets  lov,  at  afdækningen  efter  §  25,  stk.  1,  så  vidt  muligt 
gennemføres i samarbejde med de kommende forældre.
146. Det fremgår af § 25, stk. 3, i barnets lov, at i forbindelse med afdækningen efter § 25, stk. 1, skal 
kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold af betydning 
for støttebehovet hos eventuelle børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning 
for de kommende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og 
de kommende forældres individuelle forhold.
147. § 25, stk. 1, indebærer, at kommunen skal iværksætte en afdækning af det eller de relevante forhold, 
hvis kommunen efter en screening finder behov for det.
Det kan f.eks. være relevant i forbindelse med en eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos 
de kommende forældre, som kan have betydning i forhold til et særligt behov for støtte for barnet. Det 
bemærkes herved, at hjælp til varetagelse af forældrerollen, som alene skyldes tilstedeværelse af en fysisk 
eller psykisk funktionsnedsættelse hos forældrene, skal ydes efter servicelovens regler om hjælp og støtte.
Undersøgelse  af  komplekse  eller  alvorlige  vanskeligheder  hos  de  kommende  forældre,  herunder  ved 
bekymring for misbrug eller manglende forældrekompetencer, ligger uden for rammerne af en afdækning 
og kræver i stedet iværksættelse af en undersøgelse efter § 26 i barnets lov, som beskrevet i punkt 150 
ff. nedenfor.
Afdækning  af  konkrete  forhold  kan  f.eks.  ske  ved  at  indhente  oplysninger  fra  fagpersoner,  der  har 
kendskab til de kommende forældre. Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i 
VEJ nr 9471 af 21/06/202445

forbindelse med afdækningen sikres en koordineret indsats mellem relevante forvaltninger i forhold til 
at afdække, om der er behov for at iværksætte eller justere handicapkompenserende indsatser til de kom-
mende forældre. Såfremt en eller flere af forældrene har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse skal 
kommunen have fokus på at yde relevant kompensation i overensstemmelse med det generelt gældende 
kompensationsprincip, hvorefter personer med nedsat funktionsevne skal kompenseres for følgerne af 
deres funktionsnedsættelse.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte en afdækning er en procesledende beslutning, der 
ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. I de tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om 
hjælp og støtte med afsæt i vurderingen, kan forældrene dog klage over denne afgørelse. Kommunen og 
Ankestyrelsen kan som led i en sådan klage over afgørelsen (gen)vurdere, om kommunalbestyrelsen i for-
bindelse med afgørelsen har opfyldt den generelle forvaltningsretlige forpligtelse til at sikre tilstrækkelig 
oplysning af sagen.
Kommunalbestyrelsen skal dokumentere den relevante afdækning i rimeligt omfang. Det kan f.eks. være 
i form af et kort afdækningsnotat, der beskriver de relevante forhold, de oplysninger der er indhentet, 
faglige observationer mv. der er foretaget, hvordan de kommende forældre har været inddraget og den 
socialfaglige vurdering af støttebehovet.
Samarbejde med de kommende forældre om afdækningen
148. Kommunen skal efter § 25, stk. 2, aktivt søge at opnå dialog og samarbejde med de kommende 
forældre om gennemførelse af afdækningen. De kommende forældre har afgørende viden om deres eget 
liv,  og  det  er  derfor  typisk  væsentligt  for  et  godt  samarbejde  og  for  en  vellykket  afdækning,  at  de 
kommende forældre oplever at blive inddraget, at blive lyttet til og taget alvorligt. Kommunen skal, hvis 
tilstedeværelse af en psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre vanskeliggør samarbejdet, 
være særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces.
Kommunen skal også ved tilrettelæggelsen af afdækningen sikre, at de kommende forældre har mulighed 
for at deltage i afdækningen, jf. retssikkerhedslovens § 4. Det betyder bl.a., at der ved afholdelse af 
møder, samtaler eller observation så vidt muligt skal tages højde for de kommende forældres arbejde 
og situation i øvrigt, så afdækningens gennemførelse ikke griber unødigt ind i de kommende forældres 
hverdagsliv.
Kommunen har dog mulighed for at gennemføre afdækningen i de særlige tilfælde, hvor det ikke er 
muligt at indlede et positivt samarbejde med de kommende forældre, samt i de tilfælde hvor dette vil 
være  særligt  besværligt  eller  meget  tidskrævende.  Dog  vil  udgangspunkt  være,  at  afdækningen  skal 
gennemføres i samarbejde med de kommende forældre, jf. ovenfor.
Vurdering af behov hos eventuelle børn i familien
149. Med § 25, stk. 3, i barnets lov, følger, at kommunen i forbindelse med afdækningen efter § 25, stk. 
1, skal vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold af betydning for støttebehovet 
hos eventuelle børn i familien med henblik på at sikre en tidlig indsats. Afdækningen kan gennemføres 
som én samlet afdækning for de kommende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der 
tages højde for børnenes og de kommende forældres individuelle forhold.
Undersøgelse af kommende forældre
150. Det fremgår af § 26, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om undersø-
gelse af de kommende forældre, når der er grund til at antage, at der kan opstå behov for støtte efter denne 
lov til et barn umiddelbart efter fødslen, og sagen er alvorlig eller kompleks.
VEJ nr 9471 af 21/06/202446

151. Det fremgår af § 26, stk. 2, i barnets lov, at i forbindelse med en undersøgelse af de kommende 
forældres forhold skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse 
af eventuelle børn i familien. Undersøgelsen kan gennemføres som én samlet undersøgelse for de kom-
mende forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de 
kommende forældres individuelle forhold.
152. Det fremgår af § 26, stk. 3, i barnets lov, at undersøgelsen efter § 26, stk. 1, skal afsluttes senest fire 
måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn kan have behov for særlig støtte 
umiddelbart efter fødslen. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden fire måneder, skal 
kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Afgørelse om undersøgelse af kommende forældre
153. Med § 26, stk. 1, følger, at kommunen skal foretage en undersøgelse af de kommende forældres 
forhold, hvis kommunen f.eks. på baggrund af underretninger fra fagpersoner eller anmodninger om 
hjælp fra de kommende forældre har grund til at antage, at der kan opstå behov for hjælp og støtte til 
et barn umiddelbart efter, at barnet er født, og kommunen efter en screening har vurderet, at sagen må 
antages at være alvorlig eller kompleks.
Kommunens beslutning om at iværksætte en undersøgelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, 
der kan påklages af de kommende forældre efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Børnefaglig undersøgelse af eventuelle børn i familien ifm. undersøgelse af kommende forældre
154. Med § 26, stk. 2, i barnets lov følger, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af 
de kommende forældres forhold skal vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af even-
tuelle børn i familien. Undersøgelsen kan gennemføres som én samlet undersøgelse for de kommende 
forældre og et eller flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes og de kommende 
forældres individuelle forhold.
I udformningen af en eventuel samlet undersøgelse for de kommende forældre og et eller flere børn i 
familien, vil kommunen skulle tage højde for reglerne i forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen 
og databeskyttelsesloven, herunder i forhold til reglerne om behandling og videregivelse af personoplys-
ninger, eksempelvis i forbindelse med aktindsigt m.v. Se evt. punkt 106 ovenfor.
155. Med § 26, stk. 3, følger, at undersøgelsen efter § 26, stk. 1, skal afsluttes senest fire måneder efter, 
at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn kan have behov for særlig støtte umiddelbart 
efter fødslen. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden fire måneder, skal kommunalbe-
styrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Uanset fastsættelsen af fristen på fire måneder skal undersøgelsen altid gennemføres og afsluttes hurtigst 
muligt under hensyn til barnets og de kommende forældres behov for støtte.
Forhold, som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan 
afsluttes endeligt inden for fire måneder. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der er længere ventetid 
i forbindelse med undersøgelse hos læge eller psykolog, jf. § 27, stk. 3.
I  disse  tilfælde  indebærer  bestemmelsen,  at  kommunen  skal  foretage  en  foreløbig  vurdering  af  de 
kommende forældres og barnets situation inden for de fire måneder og snarest muligt derefter afslutte 
undersøgelsen. I sådanne tilfælde kan der være behov for at tage stilling til, om der skal iværksættes 
støttende indsatser sideløbende med gennemførelsen af undersøgelsen, eller om den foreløbige vurdering 
giver anledning til ændring af allerede iværksat støtte.
VEJ nr 9471 af 21/06/202447

Tilrettelæggelsen af undersøgelsen af kommende forældre
156. Det fremgår af § 27, stk. 1, i barnets lov, at en undersøgelse af de kommende forældres forhold skal 
tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de kommende 
forældre, familien og netværket med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende 
forældres forhold.
157. Det fremgår af § 27, stk. 2, i barnets lov, at undersøgelsen så vidt muligt gennemføres i samarbejde 
med de kommende forældre.
158. Det fremgår af § 27, stk. 3, i barnets lov, at hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade 
de kommende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
159. Det fremgår af § 27, stk. 4, i barnets lov, at undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen 
til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, eller § 49, og i givet 
fald hvilken. Er der iværksat støtte, sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 32, stk. 5, 
skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Undersøgelsen 
skal indeholde oplysninger om, hvordan de kommende forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i 
familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Indhold af undersøgelsen af kommende forældre
160. Med § 27, stk. 1, følger, at en undersøgelse af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges 
ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos de kommende forældre, 
familien og netværket med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om de kommende forældres 
forhold.
For en definition af kommende forældre, henvises til punkt 138 ovenfor.
161.  Relevante  forhold  at  belyse  kan  efter  omstændighederne  være  familieforhold,  sundhedsforhold, 
uddannelse eller beskæftigelse m.v. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen er opmærksom på 
eventuel fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos de kommende forældre eller eventuel risiko herfor 
hos et kommende barn.
Kommunen skal som led i undersøgelsen sørge for at oplyse sagen og skal herunder inddrage de fagfolk, 
som allerede har relevant viden om de kommende forældres forhold. Kommunen skal således inddrage 
f.eks. jordemødre, sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer eller andre, der har viden om de kommen-
de forældre, som er væsentligt for vurderingen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
Når der er tale om forældre med funktionsnedsættelser, bør der i forbindelse med undersøgelsen sikres en 
koordineret indsats mellem relevante forvaltninger for at afdække, om der er behov for at iværksætte eller 
justere handicapkompenserende indsatser til de kommende forældre.
Det afhænger af kommunens konkrete vurdering i den enkelte sag, hvilke forhold der er behov for at af-
dække for at sikre en tilstrækkelig belysning af de kommende forældres situation. Dog må undersøgelsen 
aldrig være mere omfattende end nødvendigt af hensyn til formålet.
Undersøgelsen skal altid gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til behovet for støtte til et 
barn efter fødslen.
Samarbejde med de kommende forældre om undersøgelsen
VEJ nr 9471 af 21/06/202448

162. Efter § 27, stk. 2, er udgangspunktet for gennemførelsen af undersøgelsen, at kommunen aktivt 
skal søge at opnå dialog og samarbejde med de kommende forældre om undersøgelsen. Det er vigtigt, at 
kommunen så vidt muligt sørger for at inddrage de kommende forældre i undersøgelsen både af hensyn 
til at sikre, at de kommende forældres viden og holdninger til sagen er afspejlet, og for at understøtte 
medejerskab  til  både  undersøgelsen  og  eventuelle  indsatser.  I  den  forbindelse  skal  kommunen  være 
særligt opmærksom på at tilrettelægge en hensyntagende og inddragende proces, hvis de kommende 
forældre har en psykisk funktionsnedsættelse. Der henvises til punkt 150 ff. om § 26 ovenfor.
Kommunen har dog mulighed for at gennemføre undersøgelsen også i de særlige tilfælde, hvor det ikke 
er muligt at indlede et samarbejde med de kommende forældre om undersøgelsen, samt i de tilfælde, hvor 
dette er særligt besværligt eller meget tidskrævende, f.eks. hvis den ene af de kommende forældres bopæl 
ikke er kendt af myndighederne, eller hvis den pågældende afviser eller ikke besvarer kommunens forsøg 
på dialog.
Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, 
end  formålet  tilsiger.  I  den  sammenhæng  henvises  til  retssikkerhedslovens  §  11  c  om  adgang  til  at 
indhente oplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse uden samtykke.
Psykologisk eller lægelig undersøgelse af de kommende forældre
163. Det følger af § 27, stk. 3, i barnets lov, at hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til 
vurderingen af behovet for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen lade de kommende 
forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
En lægelig undersøgelse af de kommende forældre skal ske efter reglerne i sundhedsloven.
En psykologisk undersøgelse af de kommende forældre skal foretages af en autoriseret psykolog, der 
er  underlagt  Psykolognævnets  tilsyn  og  tilsynsforanstaltninger  og  de  særlige  pligter  for  autoriserede 
psykologer, som følger af psykologloven.
Det  er  op  til  kommunalbestyrelsen  at  vurdere,  om  det  er  nødvendigt  at  iværksætte  en  psykologisk 
undersøgelse af de kommende forældre som led i undersøgelsen efter § 26 i barnets lov med henblik på at 
undersøge de kommende forældres kompetencer til at drage omsorg for et barn.
Resultat af undersøgelsen af de kommende forældre
164. § 27, stk. 4, 1. pkt., fastsætter krav til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Bestem-
melsen betyder, at kommunalbestyrelsen på baggrund af de oplysninger og faglige vurderinger, der er 
tilvejebragt som led i undersøgelsen, skal sammenfatte og redegøre for undersøgelsens konklusioner, 
herunder om der er behov for støtte, og hvori støttebehovet i givet fald består.
Viser undersøgelsen således, at der er behov for at iværksætte hjælp eller støtte efter barnets lov, skal der 
på baggrund af den viden om det kommende barn, familien og omgivelserne, som indgår i undersøgelsen, 
gøres rede for, hvilken støtte i form af indsatser eller anbringelse efter § 32, stk. 5, eller § 49, der må 
anses for at være den eller de bedste for at imødekomme barnets eller familiens behov.
Med § 27, stk. 4, 2. pkt., følger videre, at hvis der er iværksat støtte sideløbende med, at undersøgelsen 
gennemføres, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre.
Bestemmelsen betyder, at der i forbindelse med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der skal 
iværksættes for det kommende barn, jf. § 27, stk. 4, 1. pkt., også skal tages stilling til, om foreløbig eller 
akut støtte, der er iværksat sideløbende med gennemførelsen af undersøgelsen, skal videreføres.
VEJ nr 9471 af 21/06/202449

Endelig følger det af § 27, stk. 4, 3. pkt., at undersøgelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan de 
kommende forældre stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i familiens omgivelser, som 
kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Bestemmelsen betyder, at de kommende forældres holdning til den anbefalede indsats skal fremgå af 
indstillingen. Det skal bidrage til at sikre, at indstillingen så vidt muligt sker på baggrund af grundig 
inddragelse af de kommende forældre, og at det er klart for dem, hvilken indsats der lægges op til, samt 
hvorfor og hvad et eventuelt samtykke til en sådan indsats indebærer. En beskrivelse af den holdning, som 
de kommende forældre har til valget af indsats, bør derfor have en fremtrædende plads i undersøgelsens 
redegørelse, da det kan have stor betydning for sagens videre forløb.
Kapitel 7
Indhentning af oplysninger, herunder fra andre kommuner, til brug for screening, afdækning og børnefag-
lig undersøgelse
165. I dette kapitel beskrives kommunens muligheder for at indhente oplysning til brug for sagsoplysning 
efter barnets lov og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).
Særligt vedr. lukkede familier
166. Hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung har behov 
for hjælp og støtte efter barnets lov, skal kommunen foretage en screening af problemstillingen for på den 
baggrund at vurdere, om der er behov for en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. I helt særlige 
tilfælde kan der opstå situationer, hvor der ikke er vished om, hvorvidt der befinder sig et barn eller en 
ung i familien, der kan have behov for særlig støtte.
Det forudsættes i denne situation ikke, at der er fuldstændig vished om, at der findes et barn eller en ung 
i hjemmet, der kan have behov for særlig støtte, for at kommunen kan foretage en screening, afdækning 
eller træffe afgørelse om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. En screening kan dermed iværksættes 
med henblik på at undersøge, om der findes et barn eller en ung i hjemmet, og om barnet eller den unge 
evt. kan have behov for støtte. I denne situation vil kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, 
hvorvidt der er kvalificeret mistanke om, at der befinder sig et barn eller en ung i hjemmet, der kan have 
behov for støtte. Det er muligt at få vejledende specialrådgivning fra VISO i særligt svære enkeltsager, 
f.eks. om hvordan kommunen etablerer samarbejde med en familie, der afviser dialog og samarbejde med 
kommunen.
Kommunen  skal  i  forbindelse  med  familier,  der  afviser  at  samarbejde,  være  opmærksom  på,  at  der 
efter barnets lov § 139, stk. 4, er mulighed for at få politiets bistand til at komme ind i et hjem uden 
retskendelse, hvis kommunen har truffet afgørelse om en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 
20. Det er en forudsætning, at kommunen vurderer, at adgangen til hjemmet er nødvendig for at afgøre, 
om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, ligesom det 
er en forudsætning, at forældrene har modarbejdet, at der kan foretages en vurdering af barnets eller den 
unges støttebehov med andre, mere lempelige indsatser. Der henvises til kapitel 8 nedenfor.
Der henvises i øvrigt til Ankestyrelses guide til børne- og ungerådgivere om lukkede familier fra oktober 
2014, dog med forbehold for de ændringer som følger af barnets lov.
Guiden kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside:http://ast.dk/publikationer/lukkede-familier-og-nomad-
efamilier
VEJ nr 9471 af 21/06/202450

I Ankestyrelsens guide er lukkede familier defineret som familier, hvor der er problemer med at etablere 
kontakt til familien eller sikre dialog og samarbejde.
Indhentning af oplysninger til en screening, afdækning eller børnefaglig undersøgelse
167. Kommunens mulighed for at indhente oplysninger til brug for behandlingen af en sag, dvs. også 
i forbindelse med en screening, afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter barnets lov §§ 18-27, 
er fastsat i retssikkerhedsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Det betyder, at 
indhentning  af  oplysninger  til  brug  for  en  screening,  afdækning  eller  børnefaglig  undersøgelse  efter 
barnets lov §§ 18-27 skal ske i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c, 
som blandt andet regulerer myndighedernes mulighed for at indhente oplysninger uden samtykke til brug 
for en børnesag i kommunen. Derudover skal indhentning af oplysninger ske i overensstemmelse med 
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, som også blandt andet regulerer muligheden for 
at indhente oplysninger uden samtykke.
Det følger af retssikkerhedslovens § 11 a, at kommunen efter forudgående samtykke fra den, der søger 
om eller får hjælp, kan forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, 
læger,  psykologer,  autoriserede  sundhedspersoner  i  øvrigt  og  personer,  der  handler  på  disses  ansvar, 
arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, 
giver oplysninger om en familie, en forældremyndighedsindehaver eller et barn, der er nødvendige for at 
behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, 
ligesom kommunen kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Kommunen kan 
forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysninger-
ne ikke videregives.
Efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2, kan kommunen uden samtykke til brug for behandlingen af 
en konkret sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold om den, der 
ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt 
fra arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Hvis 
borgeren ikke medvirker eller ikke giver samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger, skal 
kommunen efter retssikkerhedslovens § 11 b behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, 
medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke. Dette betegnes processuel skadesvirkning.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 11 c, at hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet 
om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 6, fraviges i sager om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 4 
og kapitel 5 i barnets lov, hvor kommunen kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes 
samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter §§ 18-27 i barnets lov. Dette gælder også i forbin-
delse med en screening, afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter barnets lov §§ 18-27. Kommunen 
skal dog uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke forsøge at få samtykke til at indhente 
oplysningerne, jf. også punkt 168 nedenfor.
Efter § 11 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, kan kommunen også indhente oplysninger om andre parter end 
de personer, som indsatsen efter barnets lov i sidste ende vil rette sig mod, dvs. barnet eller den unge og 
forældremyndighedsindehaveren. Det kan f.eks. være oplysninger om forældremyndighedsindehaverens 
samlever eller ægtefælle, der ikke har del i forældremyndigheden. Indhentning af oplysninger om andre 
end de personer, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med 
forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler.
I forhold til reglerne om behandling og videregivelse af oplysninger om rent private forhold henvises til 
databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.
VEJ nr 9471 af 21/06/202451

For  en  nærmere  gennemgang  af  reglerne  om  indhentning  af  oplysninger  henvises  til  vejledning  om 
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Hvilken type oplysninger kan indhentes
168. Kommunen kan uden forældrenes samtykke efter § 11 c i retssikkerhedsloven indhente de oplysnin-
ger, der er nødvendige for at gennemføre en screening, afdækning eller børnefaglig undersøgelse efter 
barnets lov §§ 18-27.
Der kan både indhentes oplysninger, som allerede er nedskrevne, og oplysninger i form af viden hos 
de personer, der har med barnet, den unge eller familien at gøre. Kommunen kan således godt indhente 
nye udtalelser fra f.eks. dagtilbudspersonale, læger, privatpersoner eller andre, der har kendskab til barnet 
eller den unge og deres forhold. Derudover kan der foretages nye undersøgelser af barnet eller den unge 
hos f.eks. læge eller psykolog i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse.
Kommunen skal dog, jf. § 11 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, altid forsøge at indhente samtykke til 
indhentning af oplysninger.
Afsnit III
Sagsbehandling og klageregler
Kapitel 8
Fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet
169. I dette kapitel beskrives regler om kommunernes fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet, 
herunder bistand fra politiet, samt registrering til Ankestyrelsen.
170. Det fremgår af § 139, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser 
efter §§ 23, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1, i barnets lov og afgørelser efter § 12, § 13, stk. 3 
og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.
171. Det fremgår af § 139, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen mod behørig legitimation og 
uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehavers bolig, rum og gemmer for at eftersøge 
og  medtage  et  barn  eller  en  ung  med  henblik  på  at  fuldbyrde  de  afgørelser,  der  er  nævnt  i  §  139, 
stk. 1. Kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg 
skal opfyldes med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 39 i barnets lov, eller det sted, hvor en 
straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, 
stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
172.  Det  fremgår  af  §  139,  stk.  3,  i  barnets  lov,  at  kommunen  mod  behørig  legitimation  og  uden 
retskendelse har adgang til et anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller 
en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, i barnets lov eller efter § 24, stk. 1, jf. § 
14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
173. Det fremgår af § 139, stk. 4, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen, når følgende kriterier er opfyldt, 
kan træffe afgørelse om adgang til forældremyndighedsindehavers bolig og rum mod behørig legitimation 
og uden retskendelse:
1) Adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 20 i barnets lov eller 
den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for 
VEJ nr 9471 af 21/06/202452

nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed 
eller udvikling.
2) Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres 
med andre mere lempelige foranstaltninger.
174. Det fremgår af § 139, stk. 5, i barnets lov, at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af 
beføjelser efter § 139, stk. 2-4.
175. Det fremgår af § 139, stk. 6, i barnets lov, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af § 139, stk. 1, 
skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og med henblik på at sikre barnets eller den unges 
bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller 
den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens 
fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod dette.
176. Det fremgår af § 139, stk. 7, i barnets lov, at fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af § 139, stk. 3, 
hvor politiet yder bistand til kommunen efter § 139, stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til 
Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.
177. Det fremgår af § 139, stk. 8, i barnets lov, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 139, stk. 4, 
skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport 
over anvendelsen af bestemmelsen.
178. Det fremgår af § 139, stk. 9, i barnets lov, at social- og boligministeren efter forhandling med 
justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen efter § 139, stk. 5.
Kommunens ansvar for fuldbyrdelse af afgørelser uden samtykke
179. § 139, stk. 1, betyder, at kommunen har ansvaret for, at en række afgørelser uden samtykke efter 
barnets lov og efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes. Det omfatter børnefaglig un-
dersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus, jf. § 23, børne- og ungepålæg, 
jf. § 39, lægelig undersøgelse og behandling, jf. § 40, anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. 
§ 40, permanente anbringelser, jf. § 67, ændring af anbringelsessted, jf. § 98, stk. 4 og hjemgivelse, jf. § 
100, stk. 1 i barnets lov og straksreaktioner, jf. § 12, forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 og 4, anbringelse 
uden samtykke, jf. § 14, stk. 2-4, ændring af anbringelsessted, jf. § 24 og ungefaglig undersøgelse under 
ophold på en institution, jf. § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
180. Fuldbyrdelsen af en anbringelse skal ske så skånsomt som muligt for barnet eller den unge og 
familien. Heri ligger, at fuldbyrdelsen sker på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt, 
samt at der udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette 
gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand, jf. punkt 185 
nedenfor.
En god information og inddragelse af barnet eller den unge og familien i det forberedende arbejde forud 
for anbringelsen kan give såvel barnet eller den unge som familien en bedre oplevelse og forståelse af, at 
barnet eller den unge skal bo et andet sted, således at selve anbringelsen bliver mindre problemfyldt. Det 
kan f.eks. være hensigtsmæssigt, hvis kommunen lader familien og barnet eller den unge besøge det 
påtænkte anbringelsessted, eller der kan aftales et møde med en person fra stedet.
En afgørelse truffet af børne- og ungeudvalget skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til, at afgørelsen 
er truffet, for at kunne bevare sin retsvirkning. Dette gælder ligeledes for afgørelser truffet af Ungdoms-
kriminalitetsnævnet.
VEJ nr 9471 af 21/06/202453

Om adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig eller et anbringelsessted
181. Kommunen har med henblik på at fuldbyrde børne- og ungeudvalgets afgørelser adgang til forældre-
myndighedsindehaverens bolig uden retskendelse. Da afgørelsen om en anbringelse uden samtykke er 
truffet i forhold til forældremyndighedsindehaveren, vil der normalt være en formodning om, at barnet 
eller den unge opholder sig hos denne.
Hvis barnet eller den unge opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, reguleres spørgs-
målet om adgang til disses bopæl af retsplejelovens almindelige bestemmelser. I det omfang andre end 
forældremyndighedsindehaveren gemmer barnet eller den unge med henblik på at unddrage barnet eller 
den unge fra kommunens fuldbyrdelse af børne- og ungeudvalgets afgørelse, vil der efter omstændighe-
derne kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens § 215.
Hvis dette er tilfældet, kan politiet foretage en ransagning, hvis betingelserne for ransagning i retsplejelo-
ven er opfyldt. Ransagningen vil oftest foregå på baggrund af en anmodning fra kommunen. Det er en 
forudsætning, at en repræsentant fra kommunen er til stede i forbindelse med en eventuel ransagning.
I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at afhente barnet eller den unge i det dagtilbud eller den skole, 
som han eller hun går i. Dette bør være undtagelsen, og det bør ikke ske, mens der er andre børn eller 
unge til stede.
Det er som nævnt væsentligt i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en indsats 
tvangsmæssigt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst 
muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte 
tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand.
Afhængig af den konkrete situation kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at 
ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet. I alle tilfælde er det vigtigt, at barnet eller den unge 
ved, hvad der skal ske, og hvor barnet eller den unge bringes hen.
182. Med § 139, stk. 2, i barnets lov har kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse 
adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig, m.v. med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er 
nævnt i § 139, stk. 1. Kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og 
ungepålæg skal opfyldes med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 39 i denne lov eller stedet, hvor 
en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 
13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.
Kommunalbestyrelsens eller børne- og ungeudvalgets afgørelse om børne- og ungepålæg efter § 39 i 
barnets lov og om hjemgivelse efter § 100 udgør et tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kan få 
adgang til hjemmet uden retskendelse, jf. barnets lov § 139. I forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen 
har kommunen kun ret til at lede efter barnet eller den unge i forældremyndighedsindehaverens bolig, 
rum eller gemmer, og medtage barnet eller den unge, jf. barnets lov § 139, stk. 2. Repræsentanterne fra 
kommunen skal legitimere sig, når de ankommer til hjemmet.
Kommunen kan alene eftersøge barnet eller den unge hos forældremyndighedsindehaveren. Kommunen 
har ikke adgang til andre mulige tilholdssteder for barnet eller den unge. Opholder et barn eller en ung sig 
hos andre end forældremyndighedsindehaveren, vil kommunen ikke kunne eftersøge og medtage barnet 
eller den unge efter bestemmelsen. Kommunen kan i sådanne tilfælde anmode om politiets bistand.
Kommunens udøvelse af de beføjelser, der følger af § 139, stk. 2, skal ske i overensstemmelse med reg-
lerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter 
og fuldbyrdelsen skal gennemføres inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Heraf 
VEJ nr 9471 af 21/06/202454

følger bl.a., at kommunens adgang til at foretage tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgri-
bende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med 
indgrebet. Indgrebet skal endvidere foretages så skånsomt som muligt.
Kommunen skal desuden tage hensyn til barnets eller den unges forhold, herunder barnets eller den unges 
støttebehov, ligesom kommunen bør tage højde for familiens samlede situation. I den forbindelse skal 
kommunen være opmærksom på, om barnets eller den unges støttebehov udspringer af sociale problemer 
eller af en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse hos barnet, den unge eller familien. Kommunen skal i 
alle tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag.
183. § 139, stk. 3, i barnets lov indebærer, at kommunen i de helt særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt 
af hensyn til barnets eller den unges bedste, uden retskendelse og mod behørig legitimation vil have 
adgang til f.eks. børne- og ungehjem eller til en plejefamilies bopæl for at eftersøge og medtage et barn 
eller en ung, der er anbragt, med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted uden 
samtykke, der er truffet efter § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af 
ungdomskriminalitet.
Det kan være situationer, hvor det er nødvendigt at ændre barnets eller den unges anbringelsessted uden 
samtykke for at sikre den rette støtte, f.eks. på grund af barnets eller den unges behov for meget speciali-
seret pædagogisk behandling, og hvor det ikke er muligt at opnå barnets eller den unges, forældrenes eller 
anbringelsesstedets frivillige medvirken til afgørelsens gennemførelse. Det vil i sidste ende kunne betyde, 
at barnet eller den unge ikke får den fornødne hjælp, fx behandling på en specialiseret døgninstitution.
Der skal være tale om helt særlige tilfælde. Afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, hvor 
et  barn  eller  en  ung  skal  flyttes  fra  ét  anbringelsessted  til  et  andet,  bør  således  som  altovervejende 
udgangspunkt effektueres i dialog og samarbejde med barnet eller den unge, forældremyndighedsinde-
haveren og anbringelsesstedet. Kommunen bør gennem tæt inddragelse søge at opnå de pågældendes 
frivillige medvirken med henblik på at sikre en skånsom proces for barnet eller den unge og de øvrige 
involverede.
Kommunen skal i forbindelse med anvendelsen af bestemmelsen være opmærksom på, at der er pligt 
til indberetning og registrering af afgørelser omfattet af § 139, stk. 3, i barnets lov, når politiet har ydet 
bistand i forbindelse med fuldbyrdelse af afgørelsen.
Adgang til hjemmet som led i børnefaglig undersøgelse
184. Kommunens adgang efter § 139, stk. 4, mod behørig legitimation og uden retskendelse til forældre-
myndighedsindehaverens bolig og rum, finder anvendelse, når adgangen til hjemmet sker som led i en 
børnefaglig undersøgelse efter § 20. Det indebærer, at der er truffet afgørelse om gennemførelse af en 
børnefaglig undersøgelse, og at adgangen til hjemmet vil ske som led i udarbejdelsen af undersøgelsen og 
kan forventes at bidrage til oplysning af sagen.
Det er en betingelse, at adgangen til hjemmet må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar 
risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Det indebærer, at der skal være 
en begrundet mistanke om, at der er forhold i hjemmet, som kan indebære en åbenbar risiko for alvorlig 
skade af en vis karakter på barnet eller den unge. Der kan f.eks. være tale om, at barnet eller den unge er 
i risiko for at blive alvorligt skadet som følge af eksempelvis utilstrækkelig omsorg for eller behandling af 
barnet eller den unge eller som følge af vold eller andre alvorlige overgreb. Det indebærer, at det ikke er 
muligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden vis.
VEJ nr 9471 af 21/06/202455

Det er videre en betingelse, at forældremyndighedsindehaver har modarbejdet, at en vurdering af barnets 
eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger. Herved er det 
forudsat, at kommunen på anden vis har forsøgt at tilvejebringe de oplysninger, som det forventes, at 
adgangen til hjemmet uden samtykke kan afdække, og at forældremyndighedsindehaveren direkte har 
modarbejdet dette. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er aftalt flere hjemmebesøg, som foræl-
dremyndighedsindehaveren aflyser uden en fornuftig grund, eller hvis forældremyndighedsindehaveren 
gentagne gange ikke åbner døren.
Endvidere finder bestemmelsen anvendelse ved gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse efter § 31 
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det indebærer, at kommunen kan træffe afgørelse om, at 
kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaver-
nes bolig og rum, når adgangen til hjemmet sker som led i en ungefaglig undersøgelse, og adgangen 
må anses som nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en 
ungs sundhed eller udvikling, og forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges 
støttebehov, kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.
Kommunen vil få adgang til opholdsrum mv. i hjemmet, men vil ikke kunne efterse private gemmer, 
f.eks. skuffer, skabe eller andre steder, som ikke er umiddelbart synlige og tilgængelige, som det er 
tilfældet, hvis adgangen til hjemmet sker med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 139, stk. 
2. Bestemmelsen indebærer, jf. § 139, stk. 5, at kommunen, hvis betingelserne er opfyldt, om nødvendigt 
kan anmode om politiets bistand til at få adgang til hjemmet. Kommunen kan alene anvende adgangen 
til at påse forholdene i hjemmet og vil herunder også kunne tale med barnet eller den unge. Adgangen til 
hjemmet vil alene kunne være af kortere varighed.
Kommunen skal være opmærksom på, at alle sager omfattet af § 139, stk. 4, i barnets lov, skal registreres 
og indberettes til Ankestyrelsen. Der henvises i øvrigt til punkt 190-192.
Om bistand fra politiet
185. Efter § 139, stk. 5, yder politiet bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter § 139, stk. 
2-4. Politiet kan yde bistand til kommunen ved gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted 
uden samtykke efter § 139, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Politiet kan også yde bistand til 
kommunen ved udøvelse af beføjelser efter § 139, stk. 2-4, når det sker med henblik på at fuldbyrde 
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4 og § 32 i lov om 
bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs. om 
politiets bistand ved gennemførslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges 
bedste og står i rimeligt forhold til formålet med gennemførelsen af afgørelsen.
En  gennemførelse  af  afgørelser  med  politiets  bistand  skal  ske  så  skånsomt,  som  omstændighederne 
tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. § 139, stk. 6.
Heraf følger bl.a., at kommunen kan anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender 
udrykningskøretøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden samtykke eller om 
ændret anbringelsessted uden samtykke ofte er en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, er det 
i de fleste tilfælde hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. Rammerne for politiets eventuelle 
magtanvendelse i forbindelse med denne bistand fremgår navnlig af politilovens §§ 15 og 16. Heraf 
følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne kan anvende magt, forudsat at 
magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved udøvelsen af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt 
VEJ nr 9471 af 21/06/202456

kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige, og at eventuel 
magtudøvelse skal ske så skånsomt som omstændighederne tillader.
Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af et udskrift af børne- og 
ungeudvalgets protokol vedrørende den trufne afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der 
ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand til f.eks. at efterlyse eller hente barnet 
eller den unge. I forbindelse med en afhentning af barnet eller den unge kan det blive nødvendigt med 
fysisk fastholdelse, men dette bør så vidt muligt undgås og kan kun foretages af politiet. Magtanvendelsen 
skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation, og den må ikke gå ud over det strengt nødvendi-
ge. Det er i det hele taget vigtigt, at politiets bistand skal være en støtte til kommunens fuldbyrdelse af 
afgørelsen, således at politiet kun går aktivt ind i fuldbyrdelsen, hvis situationen udvikler sig, så det er 
absolut påkrævet.
Fuldbyrdelse skal ske så skånsomt som muligt
186. Efter § 139, stk. 6, i barnets lov skal fuldbyrdelse af afgørelser om f.eks. anbringelse uden for 
hjemmet og ændret anbringelsessted uden samtykke varetage barnets eller den unges bedste og skal ske 
så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det indebærer bl.a., at afhentningen af barnet eller den 
unge hos forældrene eller på anbringelsesstedet skal tilrettelægges og gennemføres på en måde, der er så 
skånsom som muligt over for barnet eller den unge, forældrene, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige 
børn og unge i familien eller på anbringelsesstedet og med størst mulig hensyntagen til barnets eller den 
unges integritet.
Der  kan  f.eks.  være  behov  for,  at  forældrene,  plejeforældre,  bedsteforældre,  kontaktpædagoger  eller 
andre, som barnet eller den unge er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller den unge og 
sammen med børne- og ungerådgiveren ledsager barnet eller den unge.
Kommunen skal forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal fuldbyrdes, som udgangs-
punkt søge at inddrage barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren med henblik på så vidt 
muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en skånsom fuldbyrdelse.
187.  Vedrører  sagen  fuldbyrdelse  af  afgørelser  om  ændret  anbringelsessted  uden  samtykke  kan  tæt 
inddragelse af den nuværende plejefamilie eller børne- og ungehjem ofte bidrage til at understøtte en god 
og skånsom proces for barnet eller den unge. Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare 
baggrunden,  formål  og  indholdet  af  afgørelsen.  Kommunen  kan  også  med  fordel  forklare,  hvordan 
fuldbyrdelsen  helt  konkret  forventes  at  forløbe.  Der  kan  efter  omstændighederne  være  behov  for,  at 
kommunen ad flere omgange forsøger at opnå barnets eller den unges, forældremyndighedsindehaverens 
og eventuelle andres frivilliges medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor vedholdende kommunen 
skal være vil altid bero på en konkret og individuel vurdering under hensyn til barnets eller den unges 
bedste, som uddybet nedenfor.
188. Kommunen skal så vidt muligt undgå, at det bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med de befø-
jelser, som følger af § 139. Det fremgår af bestemmelsen, at kommunen i særlige tilfælde kan undlade 
at afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets, den unges, eventuelt andre 
familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til 
barnets eller den unges bedste taler afgørende imod.
Herved skal forstås, at undladelsen alene kan ske af hensyn til barnets eller den unges bedste, og at der 
skal være tale om tungtvejende grunde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko 
for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, eksempelvis på grund af overgreb 
eller omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges øjeblikkelige behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen 
VEJ nr 9471 af 21/06/202457

ikke kan afvente kommunens forsøg på at opnå de pågældendes frivillige medvirken. Det kan også efter 
omstændighederne være tilfældet, hvis der er grund til at antage, at forældrene eller andre vil søge at 
hindre, at afgørelsen gennemføres, herunder f.eks. ved at rejse ud af landet med barnet eller den unge 
inden fuldbyrdelsen.
Bestemmelsen indebærer, at hvis der er behov for at fuldbyrde afgørelsen tvangsmæssigt, herunder med 
politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet, den unge, forældremyn-
dighedsindehaveren og eventuelt andre personer i barnets eller den unges familie og netværk, ikke er 
muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, skal kommunen foretage en 
afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden side 
hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller den unge kan opleve 
som indgribende.
Kommunen skal som led i afvejningen vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er 
afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til barnets 
eller den unges bedste er bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge og forældrene med henblik 
på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens fuldbyrdelse. Der skal ved afvejningen 
tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske 
funktionsevne. Er der således f.eks. tale om et barn under skolealderen, taler dette som hovedregel imod 
fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand, da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt 
ved at forstå og overskue situationen og kan opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles indgribende.
189. Der kan dog være situationer, hvor det af hensyn til barnets eller den unges behov er nødvendigt at 
gennemtvinge afgørelsen med politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under skolealderen, 
hvis barnet f.eks. skal anbringes uden for hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet 
begået af forældrene. Det samme gælder, hvis der er tale om børn og unge, som på grund af betydeligt 
nedsat psykisk funktionsevne har vanskeligt ved at forstå og overskue situationen og kan opleve tvangs-
fuldbyrdelsen som særdeles indgribende. Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod sin 
vilje fra f.eks. en plejefamilie til et børne- og ungehjem for at modtage en meget specialiseret pædagogisk 
indsats, som barnet eller den unge ikke kan få under sit fortsatte ophold i plejefamilien, bør flytningen 
som hovedregel og altovervejende udgangspunkt alene gennemføres i dialog med barnet eller den unge, 
forældrene og plejefamilien og uden politiets bistand.
Kun i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er meget betydeligt 
og som udgangspunkt akut, kan der ud fra hensynet til barnets eller den unges bedste være grundlag 
for  fuldbyrdelse  af  afgørelsen  med  politiets  bistand.  Bestemmelsen  gælder  i  tillæg  til  §§  2-8  i  lov 
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a. 
proportionalitetsprincippet.
Om registrering og indberetning af politiets bistand
190.  Efter  §  139,  stk.  7,  i  barnets  lov,  skal  fuldbyrdelse  af  en  afgørelse  omfattet  af  §  139,  stk.  3, 
hvor politiet yder bistand til kommunen efter § 139, stk. 5, registreres og indberettes af kommunen til 
Ankestyrelsen.
Bestemmelsen betyder, at kommunen løbende skal registrere og indberette eventuelle sager, hvor politiet 
yder bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller den unge uden retskendelse og mod behørig 
legitimation på et anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted 
uden samtykke efter § 98, stk. 4, i barnets lov eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af 
ungdomskriminalitet.
VEJ nr 9471 af 21/06/202458

Bestemmelsen gælder således kun i de tilfælde, hvor en afgørelse omfattet af § 139, stk. 3, i barnets lov, 
fuldbyrdes med bistand fra politiet.
191. Registreringen skal indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand. Barnet 
eller den unge skal gøres bekendt med registreringen, og barnets eller den unges oplevelse af situationen 
skal indgå i indberetningen til Ankestyrelsen. Registrering og indberetning sker via et elektronisk indbe-
retningssystem. Ankestyrelsen sender flere gange årligt et brev direkte til alle kommuner med anmodning 
om, at sagerne indberettes. Brevet indeholder det link, der skal bruges for at kunne indberette. Der findes 
nærmere oplysninger herom på ast.dk.
192. Endelig fastsætter bestemmelsen, at Ankestyrelsen årligt skal udarbejde en rapport over kommuner-
nes samlede anvendelse af bestemmelsen med politiets bistand, som oversendes til Folketinget.
Kapitel 9
Retten til advokatbistand, aktindsigt m.v.
193. I dette kapitel beskrives reglerne om retten til advokatbistand og aktindsigt m.v.
194. Det fremgår af § 140, sk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndigheds-
indehaveren eller de kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbi-
stand, når der træffes afgørelse efter følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40.
3) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 eller 49.
4) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
5) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution 
efter § 61, stk. 1.
6) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1.
7) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 2.
8) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
9) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
10) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
11) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4.
12) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
13) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
195. Det fremgår af § 140, stk. 2, i barnets lov, at forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, 
der er fyldt 10 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning 
eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 42, stk. 4.
196. Det fremgår af § 140, stk. 3, i barnets lov, at under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter 
§ 105 i barnets lov og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for 
VEJ nr 9471 af 21/06/202459

anbragte børn og unge med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have 
tilbud om gratis advokatbistand.
197. Det fremgår af § 140, stk. 4, i barnets lov, at om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder 
samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
Advokatbistand
198. § 140, stk. 1, i barnet lov, indebærer, at kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren 
eller kommende forældre og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, gratis advokatbistand i en sag 
om følgende indgreb uden samtykke: (1) børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller 
indlæggelse efter § 23, (2) lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40, (3) anbringelse efter §§ 47 
eller 49, (4) opretholdelse af en anbringelse efter § 50, (5) anbringelse på en delvis lukket døgninstitution 
eller  en  delvis  lukket  afdeling  på  en  døgninstitution  efter  §  61,  stk.  1,  (6)  anbringelse  på  en  sikret 
døgninstitution efter § 62, stk. 1, (7) anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 2, 
(8) videreførelse af en anbringelse efter § 67, (9) ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4, (10) 
afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105, (10) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4, 
(12) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og (13) brev- 
og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Tilbuddet om gratis advokatbistand omfatter den, der er part i en sag, hvor der træffes en afgørelse uden 
samtykke.
Gratis advokatbistand er bestemt som støtte til sagens parter i forbindelse med afgørelsen.
For en definition af kommende forældre henvises til punkt 138.
Indehavere af forældremyndigheden, som bor sammen, og som er enige, er berettigede til gratis bistand 
fra én advokat.
Når der er fælles forældremyndighed vil forældre ofte have fælles advokat. Der kan dog forekomme 
situationer, hvor forældre, til trods for at de har fælles forældremyndighed, har divergerende påstande, 
f.eks. i situationer, hvor der også verserer en sag om ændring af den fælles forældremyndighed. I disse 
sager må det konkret vurderes, om forældre, til trods for at de har fælles forældremyndighed, skal tilbydes 
hver sin advokat. Spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for bevilling af egen advokat beror således 
på en konkret og individuel vurdering, hvor der indgår flere hensyn. Det forhold, at forældrene ikke bor 
sammen eller ikke er i et kæresteforhold, har ikke umiddelbar betydning for vurderingen.
199. Barnet eller den unge, der er over 10 år, skal have tilbudt gratis advokatbistand under en klagesag 
på lige fod med forældremyndighedsindehaveren, ligesom barnet eller den unge over 10 år også skal 
gøres bekendt med retten til aktindsigt efter forvaltningsloven og med retten til at udtale sig i børne- og 
ungeudvalget, inden afgørelsen træffes. Dette fremgår af § 141 i barnets lov.
Det er i retspraksis fastslået, at samme advokat - af hensyn til barnets eller den unges retssikkerhed - ikke 
kan repræsentere både barn og forældre. Dette gælder, uanset om forældre og barn har samme interesser 
(påstand – dvs. samme ønske om resultat i sagen). Dette skyldes, at der kan være en interessekonflikt, 
eller at der potentielt kan opstå en interessekonflikt. Det er desuden i strid med god advokatskik, at to 
advokater i samme firma eller i samme kontorfællesskab repræsenterer henholdsvis forældre og barn.
200. Som udgangspunkt omfatter retten til gratis advokatbistand alene situationer, hvor der er berammet 
et møde i børne- og ungeudvalget. I særlige tilfælde vil der dog være ret til gratis advokatbistand, selvom 
der ikke har været berammet et møde i børne- og ungeudvalget. Det kan f.eks. være situationer, hvor 
VEJ nr 9471 af 21/06/202460

kommunen har undladt at fastsætte samvær, og hvor afbrydelse af samvær ikke har været forelagt børne- 
og ungeudvalget. Her vil sagens parter alligevel have ret til at få dækket udgifterne til advokatomkostnin-
ger, som har været nødvendige for enten at få fastsat samværet eller kontakten eller få sagen forelagt 
børne- og ungeudvalget. Gratis advokatbistand skal i så fald ydes for perioden fra kommunen undlader at 
fastsætte samværet, til samværet fastsættes, eller sagen forelægges for børne- og ungeudvalget.
201. § 140 fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det vil være forældremyndig-
hedsindehaveren, barnet eller den unge over 10 år eller andre berettigede, der skal afgøre, om de vil tage 
imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af.
Kommunen  kan  ikke  påtvinge  forældremyndighedsindehaveren,  barnet  eller  den  unge  eller  andre  en 
advokat mod deres vilje. Kommunen kan imidlertid som en del af den almindelige vejledning opfordre 
parterne til at benytte sig af tilbuddet. Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på de tilfælde, 
hvor forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, giver udtryk for ønske 
om at tage imod tilbuddet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at 
tage kontakt til en advokat. Kommunen bør i så fald gøre en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den 
pågældende. Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på eventuelle særlige hensyn hos barnet 
eller den unge eller forældrene, herunder f.eks. på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Hvis der er ydet en tilstrækkelig indsats for at hjælpe den pågældende til at skaffe en advokat, er det ikke 
ugyldighedsgrund, at parten møder uden advokat, hvis parten alligevel ønsker mødet gennemført. Men 
der bør foretages en konkret afvejning af, om sagen bør udsættes, når partens advokat ikke møder op.
Adgangen  til  advokatbistand  udelukker  ikke  indehaveren  af  forældremyndigheden  eller  andre  fra  at 
benytte  en  bisidder,  der  kan  være  til  støtte  for  den  pågældende  under  sagen.  Eventuelle  udgifter  til 
bisidder til forældremyndighedsindehaveren eller til barnet eller den unge kan ikke dækkes af kommunen.
Ankestyrelsen har tidligere fastslået følgende, der knytter sig til den dagældende servicelovs § 72.
Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 184-12:
Ankestyrelsen fastslår i en konkret sag, at gratis advokatbistand bevilliges til den, der er part i en sag, 
hvor der ifølge servicelovens § 72, stk. 1, nr. 1-11, træffes en tvangsmæssig foranstaltning. Der ydes 
gratis advokatbistand til en part i sager om for eksempel anbringelse uden for hjemmet uden samtykke 
samt sager om afbrydelse af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse.
Gratis advokatbistand er bestemt som støtte til sagens parter i forbindelse med den tvangsmæssige 
foranstaltning. Bestemmelsen skal sikre, at parterne får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse mod 
sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om tvangsmæssige foranstalt-
ninger.
Der er ikke i loven fastsat noget tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand, men 
det anses for afgørende for en advokats mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig 
tid til at sætte sig ind i sagen inden mødet i børn og unge-udvalget.
Som udgangspunkt omfatter retten til gratis advokatbistand kun situationer, hvor der er berammet 
møde i børn og unge-udvalget.
VEJ nr 9471 af 21/06/202461

I særlige tilfælde er der dog ret til gratis advokatbistand, selvom der ikke har været berammet møde i 
børn og unge-udvalget.
Dette drejer sig om situationen, hvor kommunen har undladt at fastsætte samvær og hvor afbrydelse af 
samvær ikke har været forelagt børn og unge-udvalget. Her har borgeren alligevel ret til at få dækket 
udgifterne til advokatomkostninger, som har været nødvendige for enten at få fastsat samværet eller 
kontakten eller få sagen forelagt børn og unge-udvalget. Kommunens sagsbehandlingsfejl skal ikke 
komme borgeren til skade.
Gratis advokatbistand ydes for perioden fra kommunen undlader at fastsætte samværet til samværet 
fastsættes eller sagen forelægges for børn og unge-udvalget.
202.
 Af § 140, stk. 3, følger, at under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105 i barnets 
lov og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og 
unge, som omhandler den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne forælder 
have tilbud om gratis advokatbistand.
203. § 140, stk. 4, i barnets lov indebærer, at dommeren i børne- og ungeudvalget skal træffe beslutning 
om salær og godtgørelse for udlæg til de enkelte advokater, der bistår barnet, den unge eller forældre-
myndighedsindehaveren i forbindelse med sager, der behandles i børne- og ungeudvalget. Ved sagens 
behandling i Ankestyrelsen er det forvaltningen, der skal træffe afgørelse om salær og godtgørelse. Der er 
mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfælde kan forvaltningen eventuelt rådføre sig med 
dommeren, men dommeren vil ikke være forpligtet til at yde rådgivning. For reglerne om kommunens 
adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til § 177 i serviceloven.
Ankestyrelsen har tidligere fastslået følgende, der knytter sig til den dagældende servicelovs §§ 71 og 72
Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 184-12:
Ankestyrelsen fastslår i en konkret sag, at kommunen efter omstændighederne godt kan afslå at 
godtgøre udgifter, der er forbundet med, at parten engagerer en advokat, der er bosiddende uden for 
retskredsen. Dette betyder blandt andet, at hvis parten vælger en advokat, der har kontor uden for 
retskredsen må parten selv regne med at skulle betale de ekstra udgifter, der er forbundet hermed.
Kommunen kan dog ikke afslå, at parten tager en advokat uden for retskredsen.
Om parternes ret til indsigt i sagen og til at udtale sig
204. Det fremgår af § 141, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse i en 
sag efter § 140, skal gøre forældremyndighedsindehaveren eller de kommende forældre, og barnet eller 
den unge, der er fyldt 10 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at 
udtale sig, inden afgørelsen træffes.
205. Det fremgår af § 141, stk. 2, i barnets lov, at § 141, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse over for de 
personer, der er nævnt i § 140, stk. 2 og 3, for så vidt angår de i disse bestemmelser nævnte afgørelser.
VEJ nr 9471 af 21/06/202462

206. Efter § 141, stk. 1, påhviler det således kommunen at gøre sagens parter bekendt med retten til efter 
forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen, inden afgørelsen træffes, i forbindelse 
med de afgørelser, der er opregnet i § 140, dvs.:
–børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse efter § 23,
–lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40,
–anbringelse efter §§ 47 eller 49,
–opretholdelse af en anbringelse efter § 50,
–anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution 
efter § 61, stk. 1,
–anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1,
–anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 2,
–videreførelse af en anbringelse efter § 67,
–ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4,
–afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105,
–godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4,
–tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, og
–brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
§ 141, stk. 1, fritager ikke kommunen for at foranstalte partshøring mm., jf. forvaltningslovens regler.
Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og formen, skal afgøres efter reglerne i forvalt-
ningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang 
til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven 
vedrørende aktindsigt vil således finde anvendelse.
207. § 141, stk. 2, i barnets lov fastsætter endvidere, at i sager om flytning eller hjemtagelse fra privat 
familiepleje efter reglerne i § 42, stk. 4, har plejeforældrene ret til efter forvaltningsloven at se sagens 
akter og til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Det påhviler kommunen efter bestemmelsen at gøre 
plejeforældrene bekendt med denne ret.
Bestemmelsen fastsætter desuden, at i sager, hvor der træffes afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mv. 
efter § 105, stk. 3-5, eller hvor der efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, træffes af-
gørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation, 
og afgørelsen vedrører en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har den pågældende forælder 
på lige fod med sagens parter ret til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig, inden 
afgørelsen træffes. Det påhviler kommunen at gøre den pågældende forælder bekendt med denne ret.
Kapitel 10
Børne- og ungeudvalgets afgørelser
208. I dette kapitel beskrives reglerne om børne- og ungeudvalgets afgørelser.
209. Det fremgår af § 142, stk. 1, i barnets lov, at børne- og ungeudvalget i et møde træffer afgørelse efter 
følgende bestemmelser:
1) Gennemførelse af en undersøgelse efter § 23.
2) Gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 40.
3) Flytning eller hjemtagelse efter § 42, stk. 4.
4) Anbringelse uden for hjemmet efter §§ 47 eller 49.
VEJ nr 9471 af 21/06/202463

5) Opretholdelse af en anbringelse efter § 50.
6) Anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en døgninstitution efter § 
61, stk. 1.
7) Anbringelse på en sikret døgninstitution efter § 62, stk. 1.
8) Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter § 63, stk. 1 eller 2.
9) Videreførelse af en anbringelse efter § 67.
10) Ændring af anbringelsessted efter § 98, stk. 4.
11) Afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 105.
12) Godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 4.
13) Tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
14) Brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
210. Det fremgår af § 142, stk. 2, i barnets lov, at inden børne- og ungeudvalget træffer afgørelse, 
skal forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for 
forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over for børne- 
og ungeudvalget. Dette kan dog, for så vidt angår barnet eller den unge, undlades, hvis barnet er under 10 
år, eller hvis det må antages at være til skade for barnet eller den unge.
211. Det fremgår af § 142, stk. 3, i barnets lov, at § 142, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for den af 
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 105 i barnets lov 
og § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, når afgørelsen vedrører den pågældende 
forælder. § 142, stk. 2, i barnets lov finder tilsvarende anvendelse for plejeforældre, inden der træffes 
afgørelse efter § 42, stk. 4.
212. Det fremgår af § 142, stk. 4, i barnets lov, at mindst 4 ud af børne- og ungeudvalgets 5 medlemmer 
skal stemme for vedtagelse af en afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 49 og 50, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, 
stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4, § 105 og § 143, stk. 4, i barnets lov og efter § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 
1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Afgørelser efter § 42, stk. 4, træffes ved almindelig 
stemmeflerhed.
213. Det fremgår af § 142, stk. 5, i barnets lov, at hvis dommeren ikke er enig i børne- og ungeudvalgets 
afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde 
oplysning om dommerens afvigende opfattelse.
214. Det fremgår af § 142, stk. 6, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal underrette Ankestyrelsen, 
hvis børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens ind-
stilling om anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om opretholdelse af en anbringelse efter § 67, 
og der ved afgørelsen ikke er enstemmighed i børne- og ungeudvalget. Er barnet eller den unge allerede 
anbragt, opretholdes anbringelsen under Ankestyrelsens behandling af sagen.
215. Det fremgår af § 142, stk. 7, i barnets lov, at børne- og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles 
skriftligt.
Om børne- og ungeudvalgets afgørelser
VEJ nr 9471 af 21/06/202464

216. Efter § 142, stk. 1, har børne- og ungeudvalget kompetence til at træffe afgørelse om iværksættelse 
af indsatser uden samtykke efter de bestemmelser, der er opregnet § 142, stk. 1, nr. 1-14. Bestemmelsen 
er således afgrænset til tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke fra forældremyndighedsindehaveren 
eller den unge, der er fyldt 15 år.
I disse sager, skal forvaltningen udarbejde en indstilling om godkendelse af indsatserne. Forvaltningens 
indstilling skal være klar og entydig, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvad der træffes beslutning 
om.
Børne- og ungeudvalget har alene kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for uden 
samtykke at gennemføre de indsatser, som forvaltningen indstiller. Udvalget kan således eksempelvis ikke 
træffe beslutning om, at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun foreligger 
en indstilling om, at samværet skal være overvåget. Børne- og ungeudvalget har heller ikke kompetence 
til at fastsætte vilkår i forbindelse med en afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes et 
specifikt sted, eller at der skal iværksættes et bestemt behandlingstilbud.
217. Der kan som udgangspunkt ikke foretages alternative indstillinger, således at der eksempelvis pri-
mært indstilles til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær under en anbringelse uden for 
hjemmet. Dog har Ankestyrelsen ved principmeddelelse 7-20 fastslået, at der administrativt kan foreligge 
to indstillinger fra forvaltningen til børne- og ungeudvalget, når der foreligger en anbringelsessag, hvor 
der er grundlag for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse efter den dagældende § 68 a i 
serviceloven og om fortsat anbringelse efter den dagældende § 58 i serviceloven. Der henvises i den 
forbindelse til punkt 223 i denne vejledning for mere om § 142, stk. 6.
De beføjelser, der er henlagt til børne- og ungeudvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltnin-
gen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige 
behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstforman-
den træffe en foreløbig afgørelse efter reglerne i § 143. Forvaltningen kan således ikke iværksætte akutte 
indsatser uden, at formanden for børne- og ungeudvalget eller i formandens fravær næstformanden har 
truffet afgørelse i sagen. For mere om § 143 henvises til punkt 227 ff.
Retten til at udtale sig over for børne- og ungeudvalget
218. Forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder har 
ret til at udtale sig over for børne- og ungeudvalget, inden børne- og ungeudvalget træffer afgørelse, jf. § 
142, stk. 2, i barnets lov.
Dette kan dog, for så vidt angår barnet eller den unge, undlades, hvis barnet er under 10 år, eller hvis det 
må antages at være til skade for barnet eller den unge.
Det kan eksempelvis gøre sig gældende, hvis der er tale om et meget sårbart barn eller et barn, som 
er meget stærkt påvirket af situationen. Det vil i den forbindelse være relevant at overveje, om barnets 
synspunkter i øvrigt er velbelyste i sagens fremstilling, ligesom det kan overvejes, om det er muligt at 
tilrettelægge børne- og ungeudvalgsmøderne på en måde, så man kan tage hensyn til barnets eller den 
unges særlige behov. Det bemærkes derudover, at barnet eller den unge efter § 6 i barnets lov har ret til en 
bisidder, som også kan udgøre en støtte for barnet.
§ 142, stk. 2, angår alene retten til at udtale sig over for børne- og ungeudvalget i forbindelse med 
behandlingen af en konkret sag på et møde i udvalget. Herudover vil barnet eller den unge efter § 5 i 
barnets lov skulle inddrages, før der træffes afgørelse om indsatser efter de i § 142, stk. 1, opregnede 
bestemmelser.
VEJ nr 9471 af 21/06/202465

For mere om §§ 5 og 6 henvises til vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (kapitel 1).
219. Det følger af § 142, stk. 3, at inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. 
efter § 105 i barnets lov eller om brev- og telefonkontrol efter § 15 i lov om voksenansvar for anbragte 
børn og unge, og afgørelsen angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne 
forælder, dennes advokat eller en bisidder have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.
Plejeforældrene har ved sager om privat familiepleje efter § 42 i barnets lov ligeledes ret til at udtale 
sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse af barnet eller den unge fra den private 
familiepleje efter § 42, stk. 4.
§ 142, stk. 3, skal ses i sammenhæng med reglerne i § 140, stk. 3, og § 141, stk. 2, hvorefter en 
forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har konkrete partsbeføjelser i en sag om afbrydelse 
af forbindelsen m.v. efter § 105, i barnets lov, eller om brev- og telefonkontrol efter § 15 i lov om voksen-
ansvar for anbragte børn og unge, når afgørelsen vedrører den pågældende forælder. Bestemmelsen skal 
endvidere ses i sammenhæng med § 140, stk. 2, og § 141, stk. 2, hvorefter plejeforældrene har konkrete 
partsbeføjelser i en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 42, stk. 4.
Proces i børne- og ungeudvalget (beslutningsdygtighed mm.)
220. Efter § 142, stk. 4, skal mindst fire ud af børne- og ungeudvalgets fem medlemmer stemme for ved-
tagelse af en afgørelse efter § 23 (børnefaglig undersøgelse uden samtykke), § 40 (lægelig undersøgelse 
eller behandling af psykolog eller psykoterapeut i regi af civilsamfundsorganisationer uden samtykke), § 
47 (anbringelse uden samtykke), § 50 (genbehandling af anbringelse), § 61, stk. 1 (anbringelse på delvis 
lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner), § 62, stk. 1 (anbringelse på 
sikrede døgninstitutioner), § 63, stk. 1 og 3 (anbringelse på særligt sikrede afdelinger), § 67 (permanente 
anbringelser), § 98, stk. 4 (ændring af anbringelsessted), § 105 (afbrydelse mv. af samvær), og § 143, stk. 
4 (foreløbige afgørelser), i barnets lov og efter § 11, stk. 1 og 2 (tilbageholdelse i forbindelse med eller 
under en anbringelse), og § 15, stk. 1 (kontrol med kommunikation), i lov om voksenansvar for anbragte 
børn og unge. Afgørelser efter § 42, stk. 4, i barnets lov, om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en 
ung fra privat familiepleje træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Børne- og ungeudvalget er kun beslutningsdygtigt, hvis mindst fire af udvalgets medlemmer (inkl. dom-
meren og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at 
mindst fire medlemmer stemmer for beslutningen.
221. Efter § 142, stk. 4, kræver en afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 47 eller om oprethol-
delse af en anbringelse efter § 67, at mindst fire ud af fem af børne- og ungeudvalgets medlemmer 
stemmer for vedtagelse af afgørelsen. Hvis dette ikke er tilfældet, kan afgørelsen ikke iværksættes. Det 
betyder konkret, at børne- og ungeudvalget i disse tilfælde træffer en beslutning, der går imod forvaltnin-
gens faglige vurdering af forholdene i sagen og indstilling til udvalget.
222. Ved en afgørelse efter § 42, stk. 4, vedrørende flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje, er 
udvalget beslutningsdygtigt, når tre af udvalgets medlemmer, herunder dommeren og en pædagogiskpsy-
kologisk sagkyndig og et medlem valgt af kommunalbestyrelsens medlemmer er til stede, jf. § 142, stk. 
4, 2. pkt. Afgørelsen kan i disse tilfælde træffes ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de 
fremmødte vil skulle stemme for beslutningen.
223. Hvis dommeren har en anden opfattelse af sagen end udvalgets øvrige medlemmer, skal meddelelsen 
om udvalgets afgørelse til parten eller parterne i sagen indeholde oplysning om dommerens afvigende 
opfattelse, jf. § 142, stk. 5.
VEJ nr 9471 af 21/06/202466

224.  Ankestyrelsen  skal  efter  §  142,  stk.  6,  altid  underrettes,  når  der  ikke  er  enighed  i  børne-  og 
ungeudvalget, og en anbringelse uden samtykke dermed ikke igangsættes efter § 47 eller opretholdes efter 
§ 67. Bestemmelsen betyder, at Ankestyrelsen får mulighed for at foretage en uvildig vurdering af børne- 
og ungeudvalgets afgørelse og således vurdere grundlaget for anbringelsen i disse sager. Det vil sige, at 
Ankestyrelsen vil kunne beslutte at tage sagen op af egen drift, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er 
grundlag herfor. Der henvises i den forbindelse til beskrivelsen af § 151 i punkt 285 ff.
225. Efter § 142, stk. 6, tilfalder pligten til at underrette Ankestyrelsen kommunen. Begrundelsen for 
dette er, at det er kommunen, der jf. § 139, stk. 1, er ansvarlig for at fuldbyrde en afgørelse truffet af 
børne- og ungeudvalget.
Ankestyrelsens behandling af underretningen efter § 142, stk. 6, svarer til Ankestyrelsens behandling af 
underretninger i øvrigt. Det vil sige, at Ankestyrelsen kan beslutte at tage sagen op af egen drift, hvis 
Ankestyrelsen vurderer, at der er grundlag herfor. Der henvises i den forbindelse til vejledningens punkt 
291.
Hvis barnet eller den unge allerede er anbragt uden for hjemmet, bliver anbringelsen opretholdt under 
Ankestyrelsens behandling af sagen, uanset at børne- og ungeudvalget ikke har truffet afgørelse om at 
opretholde anbringelsen, jf. § 142, stk. 6, 2. pkt.
Hensynet er at sikre, at barnet eller den unge ikke bliver hjemgivet til forældrene, før Ankestyrelsen 
har taget stilling til, om der er grundlag for at tage sagen op af egen drift. Kommunen skal imidlertid 
i alle tilfælde være opmærksom på, om der kan være forhold i sagen, der betyder, at det ikke er i 
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, at anbringelsen opretholdes. Det kan f.eks. være 
tilfældet, hvis der er mistanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet. I så fald skal kommunen 
tage stilling til, om det eksempelvis vil være til barnets eller den unges bedste at flytte barnet eller den 
unge til et andet anbringelsessted, mens Ankestyrelsen behandler sagen.
226. Det følger af § 142, stk. 7, at børne- og ungeudvalgets afgørelser skal meddeles skriftligt.
Der skal gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Ved afgørelser om anbringelse uden 
samtykke efter § 47 skal meddelelsen omfatte formålet med anbringelsen, den forventede varighed og den 
fastsatte genbehandlingsfrist efter § 50, samt meddelelse om, at en eventuel anke vil medføre udsættelse 
af, hvornår sagen skal behandles igen, jf. § 50, stk. 3, 1. pkt. Børne- og ungeudvalgets afgørelser skal 
desuden efter forvaltningslovens regler indeholde en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning, der 
lever op til kravene i forvaltningslovens § 25.
Foreløbige afgørelser
227. Det fremgår af § 143, stk. 1, i barnets lov, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for 
børne- og ungeudvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter §§ 23 og 40, § 42, stk. 4, § 47, § 61, stk. 1, 
§ 62, stk. 1 og 3, § 63, stk. 1 og 2, § 67, § 98, stk. 4, og § 105 i barnets lov og efter § 11, stk. 1 og 2, og 
§ 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, som af hensyn til barnets eller den unges 
øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget.
228. Det fremgår af § 143, stk. 2, i barnets lov, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for 
børne- og ungeudvalget i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om 
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse 
af ungdomskriminalitet, kan træffe foreløbige afgørelser efter § 40, § 42, stk. 4, og §§ 67 eller 105 i 
barnets lov, efter § 11, stk. 2, og § 15 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og efter § 14, stk. 
2-4, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1 og 2, § 24, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 2, i lov om 
VEJ nr 9471 af 21/06/202467

bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke 
kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
229. Det fremgår af § 143, stk. 3, i barnets lov, at forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre 
parter, jf. § 140, inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse skal have skriftlig meddelel-
se om afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til vederlagsfri advokatbistand.
230. Det fremgår af § 143, stk. 4, i barnets lov, at en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, 
snarest muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af afgørelsen skal forelægges børne- og 
ungeudvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
231. Det fremgår af § 143, stk. 5, i barnets lov, at en afgørelse, der er godkendt efter § 143, stk. 4, har 
gyldighed i én måned. En afgørelse efter § 23 i barnets lov eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af 
ungdomskriminalitet har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst to måneder regnet fra den 
foreløbige afgørelse efter § 143, stk. 1 eller 2. En afgørelse efter § 42, stk. 4, har gyldighed, indtil der 
træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse.
232. Det fremgår af § 143, stk. 6, i barnets lov, at direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser 
som formanden for børne- og ungeudvalget, jf. § 143, stk. 1-3, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at 
gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i én måned, jf. dog de frister, der er nævnt 
i § 143, stk. 5, 2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal 
godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i § 143, stk. 4.
233. Det fremgår af § 143, stk. 7, i barnets lov, at træffer børne- og ungeudvalget eller, når et barn eller 
en ung er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et 
forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, Ungdomskriminalitets-
nævnet ikke inden én måned afgørelse i overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse, jf. § 
143, stk. 6, i barnets lov, skal børne- og ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet umiddelbart 
orientere Ankestyrelsen herom. Børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse 
har ikke virkning, før direktøren snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling 
til,  om  afgørelsen  skal  have  virkning.  Træffer  direktøren  afgørelse  om,  at  børne-  og  ungeudvalgets 
eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse 
efter § 151, stk. 3, senest otte uger efter børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets 
afgørelse. Ankestyrelsens afgørelse efter § 143, stk. 7, 3. pkt., træffes dog efter §§ 40 og 100 i barnets lov 
og efter § 14, stk. 2-4, og § 32, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, når sagen vedrører 
et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
234. Det fremgår af § 143, stk. 8, i barnets lov, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for bør-
ne- og ungeudvalget, jf. § 143, stk. 1 og 2, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. § 143, stk. 6, straks skal 
orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, der vedrører et 
barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, 
eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
235. Med § 143, stk. 1, i barnets lov kan formanden for børne- og ungeudvalget, eller næstformanden i 
formandens fravær, træffe foreløbige afgørelser efter en række konkrete bestemmelser i barnets lov. Det 
drejer sig om: Gennemførelse af undersøgelse efter § 23, lægelig undersøgelse og behandling efter § 
40, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje, jf. § 42, stk. 4, anbringelse uden for 
hjemmet,  jf.  §  47,  anbringelse  på  delvist  lukkede  døgninstitutioner  og  delvis  lukkede  afdelinger  på 
døgninstitutioner, jf. § 61, stk. 1, anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 62, stk. 2 og 3, anbringelse 
VEJ nr 9471 af 21/06/202468

på særligt sikrede afdelinger, jf. § 63, stk. 1 og 3, videreførelse af en anbringelse, jf. § 67, ændring af 
anbringelsessted uden samtykke, jf. § 98, stk. 4, samt afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. § 105.
Formanden for børne- og ungeudvalget, eller næstformanden i formandens fravær, har endvidere hjemmel 
til at træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse på et anbringelsessted efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om 
voksenansvar for anbragte børn og unge, og brevkontrol m.v. efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for 
anbragte børn og unge.
Det er en betingelse for, at der kan træffes en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1, at der skal være et 
akut opstået behov for en bestemt indsats. Det er afgørende, at sagen ikke kan afvente mødebehandling i 
børne- og ungeudvalget. Der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, og afgørelsen skal ske 
under hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
I overensstemmelse med betingelserne for at træffe afgørelse uden samtykke i øvrigt er det desuden en 
betingelse, at forvaltningen forud for den foreløbige afgørelse skal have forsøgt at indhente samtykke fra 
forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år til den påtænkte indsats.
Med bestemmelsen fastsættes det endvidere, at forvaltningen ikke kan iværksætte akutte indsatser uden, 
at formanden for børne- og ungeudvalget eller i dennes fravær næstformanden har truffet afgørelse i 
sagen. I akutte tilfælde, hvor formanden eller næstformanden for udvalget ikke kan træffes, kan henvises 
til reglerne i § 143, stk. 6, som uddybes i punkt 241 nedenfor.
Forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge over 10 år samt andre parter i sagen har adgang 
til at klage over foreløbige afgørelser. For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det 
imidlertid i § 146 fastsat, at en klage over en foreløbig afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, 
så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 47 i barnets lov ved børne- og ungeudvalget. Det 
betyder, at sagen ikke kan behandles, før der er truffet endelig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet 
af børne- og ungeudvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.
236. Efter § 143, stk. 2, i barnets lov, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og 
ungeudvalget i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse 
af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet, træffe foreløbige afgørelser om lægelig undersøgelse og behandling efter § 40, forbud mod 
flytning og hjemtagning fra privat familiepleje, jf. § 42, stk. 4, videreførelse af en anbringelse, jf. § 67 
samt afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. § 105, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige 
behov ikke kan afvente sagens behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget kan endvidere efter § 143, 
stk. 2, træffe foreløbige afgørelser om tilbageholdelse og om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler 
og anden kommunikation efter henholdsvis § 11 eller § 15 i lov om voksenansvar over for anbragte børn 
og unge.
Endelig kan formanden eller i dennes fravær næstformanden for børne- og ungeudvalget træffe afgørelse 
efter en række bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det drejer sig om anbringelse 
som led i et forbedringsforløb, jf. § 14, stk. 2-4, anbringelse efter § 14 på en delvis lukket døgninstitution 
eller delvis lukket afdeling på en døgninstitution, jf. § 15, stk. 1, anbringelse efter § 14 på en sikret 
døgninstitution, jf. § 16, stk. 1, anbringelse efter § 14 på en særligt sikret afdeling, jf. § 17, stk. 1, 
tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse efter § 14, jf. § 18, stk. 1 og 2, ændret anbringelsessted, 
jf. § 24, stk. 1, samt gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden samtykke, jf. § 32, stk. 1 og 2, i 
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
VEJ nr 9471 af 21/06/202469

Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor situationen er sådan, at der er behov for øjeblikkelig 
indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt. Det akutte behov kan således også være til stede i denne 
type sager, hvor det vurderes, at barnets eller den unges situation betyder, at sagen ikke kan afvente 
Ungdomskriminalitetsnævnets behandling, og der derfor skal træffes en foreløbig afgørelse. Der gælder 
de samme betingelser for en afgørelse efter § 143, stk. 2, i barnets lov som efter § 143, stk. 1.
237. Det er således en betingelse for en afgørelse efter § 143, stk. 2, at der skal være et akut opstået 
behov for en foreløbig afgørelse om en bestemt indsats. Det er afgørende, at sagen ikke kan afvente en 
mødebehandling i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt 
sag, og afgørelsen skal ske under hensyntagen til barnets eller den unges bedste. I overensstemmelse med 
betingelserne for at træffe afgørelse uden samtykke i øvrigt er det desuden en betingelse, at forvaltningen 
forud for den foreløbige afgørelse skal have forsøgt at indhente samtykke fra forældremyndighedsindeha-
veren og den unge over 15 år til den påtænkte indsats.
Forvaltningen  kan  ikke  iværksætte  akutte  indsatser  uden,  at  formanden  for  børne-  og  ungeudvalget 
eller dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen. Det er således alene børne- og ungeudvalgets 
formand, eller i dennes fravær næstformanden, der har kompetence til at træffe en foreløbig afgørelse 
efter bestemmelsen.
238.  Kommunen  skal  være  opmærksom  på,  at  forældremyndighedsindehaveren  og  eventuelle  andre 
parter i sagen, skal have en skriftlig meddelelse om afgørelsen inden 24 timer efter, at der er iværksat 
en foreløbig afgørelse, jf. § 143, stk. 3. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om retten til gratis 
advokatbistand.
Godkendelse af en foreløbig afgørelse
239. § 143, stk. 4, understreger, at en formandsafgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, alene er en foreløbig 
afgørelse. Bestemmelsen fastsætter derfor, at formandens eller næstformandens afgørelse efter § 143, stk. 
1 og 2, snarest muligt og senest inden syv dage efter, at afgørelsen er truffet, skal forelægges børne- og 
ungeudvalget til godkendelse. Det gælder uanset om indsatsen måtte være ophørt. Syv dages fristen for 
forelæggelsen for børne- og ungeudvalget skal regnes fra iværksættelsen af afgørelsen. Ved beregningen 
af syv dages fristen skal dagen for iværksættelsen samt lørdage, søndage og helligdage medregnes. Hvis 
børne- og ungeudvalget ikke har taget stilling til den foreløbige afgørelse inden syv dage, vil afgørelsen 
bortfalde. Syv dages fristen er ufravigelig, uanset om forældremyndighedsindehaveren eller andre parter 
ikke kan deltage på mødet i børne- og ungeudvalget, da der er tale om et tilbud og ikke en pligt til at 
deltage.
Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter bestemmelsen drejer sig alene om den foreløbige afgørel-
se, som formanden eller næstformanden har truffet. Derfor vil bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen 
kun ske med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som kommunen har forelagt formanden eller næst-
formanden, når formanden eller næstformanden for børne- og ungeudvalget har truffet sin afgørelse. Der 
skal således ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for efterfølgende at træffe 
afgørelse om eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Hvis kommunen har 
sagen klar til den endelige afgørelse ved godkendelsesmødet i børne- og ungeudvalget, kan børne- og 
ungeudvalget imidlertid behandle denne indstilling, efter indstillingen om godkendelse er behandlet. Man 
skal dog være opmærksom på, at procedurereglerne også skal være fulgt i forhold til behandlingen af den 
endelige afgørelse.
Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende indsats var opfyldt 
på afgørelsestidspunktet, og om indsatsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke 
kunne afvente, at der blev holdt et møde i børne- og ungeudvalget. Formanden eller næstformanden er 
VEJ nr 9471 af 21/06/202470

ikke inhabil som medlem af børne- og ungeudvalget, selv om pågældende har truffet den foreløbige 
afgørelse.
Hvis børne- og ungeudvalget ikke godkender en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet 
af et barn eller en ung, foreligger der ikke længere hjemmel til en anbringelse. Kommunen kan i disse 
tilfælde derfor ikke træffe afgørelse om hjemgivelse og kan ikke fastsætte en hjemgivelsesperiode. Kom-
munens bør i sådanne tilfælde sikre, at barnet eller den unge uden unødig forsinkelse bringes tilbage til 
forældremyndighedsindehaveren.
240. § 143, stk. 5, fastsætter, at en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter § 143, stk. 4, som udgangs-
punkt har gyldighed i én måned. Der er dog en række undtagelser herfra, som beskrevet nedenfor. Be-
stemmelsen indebærer, at en indsats, der er iværksat på baggrund af en foreløbig afgørelse efter § 143, 
stk.  1  og  2,  skal  ophøre,  medmindre  børne-  og  ungeudvalget  i  mellemtiden  træffer  afgørelse  om  at 
opretholde indsatsen.
Fristen skal beregnes fra afgørelsen om børne- og ungeudvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse, 
jf. § 143, stk. 4.
I tilfælde, hvor indsatsen ophører inden udløbet af månedsfristen, er der ikke krav om fornyet forelæggel-
se for børne- og ungeudvalget, da formålet med en fornyet forelæggelse er at tage stilling til, om der 
fortsat skal være indsatser uden samtykke. Selvom indsatsen er ophørt, inden syv dages fristen er udløbet, 
skal børne- og ungeudvalget alligevel godkende den foreløbige afgørelse, jf. § 143, stk. 4.
Der er to undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden på en måned for en foreløbig afgørelse.
Den første undtagelse er, hvis der er truffet afgørelse om undersøgelse af barnet eller den unge efter § 23 
i barnets lov eller efter § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I disse tilfælde skal afgørelsen 
ikke forelægges udvalget inden en måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter § 23 i barnets lov eller 
§ 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, er gyldig, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 
to måneder. Dette følger af § 143, stk. 5, 2. pkt., i barnets lov. I disse tilfælde skal to måneders fristen 
beregnes fra formandens afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2.
Den anden undtagelse er, hvis der træffes en foreløbig afgørelse om, at et barn eller en ung ikke må flyttes 
eller hjemtages fra en privat familiepleje, jf. § 42, stk. 4. I disse tilfælde ændrer den foreløbige afgørelse 
ikke på det forhold, at der er tale om et privat plejeforhold, som er foranstaltet af forældremyndigheds-
indehaveren selv. Afgørelsen har derfor gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller 
hjemtagelse, eller kommunen vælger at træffe afgørelse om indsatser efter kapitel 5 i barnets lov. Dette 
følger af § 143, stk. 5, 3. pkt.
241. Direktøren for Ankestyrelsen eller den, der af direktøren for Ankestyrelsen er bemyndiget hertil, 
har, jf. § 143, stk. 6, samme adgang som formanden for børne- og ungeudvalget til at træffe en foreløbig 
afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, og kan således pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.
Direktørens foreløbige afgørelse har som udgangspunkt gyldighed i en måned, jf. dog de undtagelser, der 
er nævnt i § 143, stk. 5, og afgørelsen skal ikke godkendes. Direktøren kan dog undtagelsesvis bestemme, 
at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden syv dage efter 
iværksættelsen af afgørelsen, jf. fristen efter § 143, stk. 4, uanset at indsatsen eventuelt er ophørt.
Reglerne efter § 143, stk. 3 og 5, om meddelelse til forældremyndighedsindehaver og eventuelle andre 
parter om gyldighedsperiode, finder tilsvarende anvendelse i situationer, hvor direktøren træffer en forelø-
big afgørelse efter § 143, stk. 6.
VEJ nr 9471 af 21/06/202471

Betingelserne for, at Ankestyrelsen kan træffe en sådan foreløbig afgørelse, er de samme, som når for-
manden for børne- og ungeudvalget træffer en foreløbig afgørelse, dog med den undtagelse at Ankestyrel-
sens foreløbige afgørelse ikke skal godkendes syv dage efter af børne- og ungeudvalget. Det indebærer 
således også, at bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor sagen af hensyn til barnets eller den 
unges  øjeblikkelige  behov  for  støtte  ikke  kan  afvente,  at  sagen  behandles  i  børne-  og  ungeudvalget 
eller Ungdomskriminalitetsnævnet. Bestemmelsen finder således anvendelse i tilfælde, hvor situationen er 
sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt. Se punkt 235-238 i 
denne vejledning.
242. § 143, stk. 7, retter sig mod de tilfælde, hvor direktøren for Ankestyrelsen har truffet en foreløbig af-
gørelse efter § 143, stk. 6, og hvor børne- og ungeudvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet ikke inden 
en måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse. Bestemmelsen 
fastsætter, at i disse tilfælde vil børne- og ungeudvalget straks orientere Ankestyrelsen herom.
Børne-  og  ungeudvalgets  eller  Ungdomskriminalitetsnævnets  afgørelse  om  ikke  at  træffe  afgørelse  i 
overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse har i disse tilfælde ikke virkning, før direktøren 
snarest muligt og senest inden ti dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal 
have virkning. Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge mod at blive flyttet frem og tilbage, hvor 
der er uenighed, således at der sikres kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.
Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets 
afgørelse om ikke at iværksætte indsatser ikke skal have virkning, skal Ankestyrelsen træffe afgørelse 
efter reglerne i § 151 om Ankestyrelsens beføjelser til at tage sager op og træffe afgørelse, uden at 
der er indgivet klage (Ankestyrelsens egendriftsbeføjelser). Dette skal ske senest otte uger fra børne- 
og  ungeudvalgets  afgørelse.  Herved  vil  Ankestyrelsen  træffe  en  endelig  afgørelse,  som  det  påhviler 
kommunen at gennemføre.
Hvis direktøren ikke finder grundlag for, at sagen behandles efter Ankestyrelsens egendriftsbeføjelse, jf. § 
151, kan børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse iværksættes umiddelbart 
herefter. For mere om § 151 henvises til kapitel 12 i denne vejledning.
Efter bestemmelsen vil orienteringspligten påhvile Ungdomskriminalitetsnævnet i sager om et barn eller 
en ung, der er pålagt en straksreaktion eller er i et forbedringsforløb efter §§ 12-14 i lov om bekæmpelse 
af ungdomskriminalitet, og hvor der træffes afgørelse efter § 143, stk. 6, i barnets lov. Det vil i praksis 
indebære, at kommunen, når den bliver bekendt med direktøren for Ankestyrelsens foreløbige afgørelse, 
skal forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet med henblik på, at nævnet kan træffe afgørelse i 
overensstemmelse med direktørens afgørelse.
243. Det følger af § 143, stk. 8, i barnets lov, at formanden eller i dennes fravær næstformanden for 
børne- og ungeudvalget, jf. § 143, stk. 1 og 2, eller direktøren for Ankestyrelsen, jf. § 143, stk. 6, 
straks skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 1 og 2, 
der vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af 
ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskri-
minalitet. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Ungdomskriminalitetsnævnet er opmærksom på de 
konkrete afgørelser i forhold til børn og unge, som allerede efter Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse 
er pålagt en straksreaktion eller er i et forbedringsforløb, med henblik på at nævnet kan træffe afgørelse i 
overensstemmelse med den foreløbige afgørelse, der er truffet af børne- og ungeudvalgets formand eller 
næstformand, jf. § 143, stk. 1 og 2, i barnets lov eller af direktøren for Ankestyrelsen, jf. § 143, stk. 6.
Kapitel 11
VEJ nr 9471 af 21/06/202472

Klage til Ankestyrelsen
244.  I  dette  kapitel  beskrives  reglerne  om  klageadgangen  til  Ankestyrelsen,  herunder  de  forskellige 
klagemuligheder, som den part, afgørelsen vedrører, kan benytte sig af. Det beskrives samtidig, hvilke 
afgørelser der kan indbringes for henholdsvis Ankestyrelsen og domstolene. I kapitlet beskrives også 
Ankestyrelsens egendriftskompetence.
Generelt om klageadgang
245. Afgørelser, som ikke giver parten fuldt ud medhold, skal efter forvaltningslovens § 25 være ledsaget 
af en vejledning om klageadgang.
Klagesystemet på børne- og ungeområdet er grundlæggende bygget op omkring to forskellige ankeinstan-
ser: Ankestyrelsen og domstolene. Om de almindelige klageregler, herunder om klagefrister, genvurde-
ring af sagen m.v., henvises til kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen
246. Det fremgår af § 144, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter barnets lov 
kan  indbringes  for  Ankestyrelsen  efter  reglerne  i  retssikkerhedsloven,  medmindre  andet  er  fastsat  i 
barnets lov eller i retssikkerhedsloven. Det er som udgangspunkt forældremyndighedsindehaveren og den 
personkreds, der fremgår af §§ 145-148 i barnets lov, der er klageberettigede, for så vidt angår de anførte 
afgørelser i §§ 145-148. Klageberettigede er endvidere kommende forældre, for så vidt angår afgørelser 
efter § 24, § 32, stk. 5, § 46, stk. 4, og § 49, netværksplejefamilier, for så vidt angår afgørelser efter § 59, 
stk. 3, og plejeforældre, for så vidt angår afgørelser efter § 42, stk. 4.
Netværksplejefamilier er klageberettigede for afgørelser efter § 59, stk. 3, det vil sige afgørelser om 
netværksplejefamiliens  dækning  af  øvrige  og  ekstraordinære  omkostninger  og  om  dækning  af  tabt 
arbejdsfortjeneste. Plejeforældre er klageberettigede for afgørelser efter § 42, stk. 4, om flytning eller 
hjemtagelse af et barn eller en ung fra privat familiepleje.
247. § 144, stk. 1, skal ses i sammenhæng med de almindelige klageregler, herunder om klagefrister, 
genvurdering af sager m.v. Der henvises til kapitel 10 i retssikkerhedsloven og vejledning om lov om 
retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsvejledningen).
Processen for at klage følger af kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Det indebærer bl.a., at klagen skal 
indgives til kommunen, der skal genvurdere sin afgørelse og sende klagen videre til Ankestyrelsen inden 
for fire uger, hvis kommunen ikke giver parten fuldt ud medhold ved genvurderingen.
Ankestyrelsen har mulighed for at afvise, stadfæste, hjemvise, ophæve eller ændre en kommunal afgørel-
se, der er klaget over efter denne bestemmelse. Der henvises i den forbindelse til kapitel 9 i retssikker-
hedsloven.
Bestemmelsen i § 144, stk. 1, skal ses i sammenhæng med § 3 i barnets lov, som fastsætter, at barnet eller 
den unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i de sager, der er fastsat i bestemmelsen, medmindre 
andet er fastsat i de enkelte bestemmelser.
§ 144, stk. 1, 3. pkt., indebærer, at kommende forældre er klageberettigede, når der træffes afgørelser over 
for kommende forældre efter § 24 om undersøgelse af de kommende forældres forhold, § 32, stk. 5, om 
støttende indsatser til de kommende forældre, § 46, stk. 4, om anbringelse med samtykke og § 49 om 
anbringelse uden samtykke af et ufødt barn efter fødslen.
VEJ nr 9471 af 21/06/202473

Bestemmelsen indebærer dermed, at kommende forældre er klageberettigede i forhold til afgørelser om 
indsatser, der træffes inden barnet er født.
Barnets eller den unges mulighed for at klage til Ankestyrelsen
248. Det fremgår af § 145, stk. 1, i barnets lov, at barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, kan indbringe 
følgende afgørelser for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven:
1) Indsatser efter § 32, stk. 1.
2) Børne- og ungepålæg efter § 39.
3) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.
4) Valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1.
5) Behandling, uddannelse og ændring af anbringelsessted m.v. efter § 97, stk. 2.
6) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.
7) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4.
8) Ungestøtte efter §§ 114 og 116 eller opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 
eller § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.
Kommunen skal støtte barnet eller den unge i at udnytte deres klagemuligheder. Hvis et barn eller en 
ung retter henvendelse til en børne- og ungerådgiver eller andre i kommunen, fordi barnet eller den 
unge ønsker at klage over eksempelvis kommunens valg af det konkrete anbringelsessted eller over en 
afgørelse om ændring af anbringelsessted m.v., skal denne person sørge for at videregive klagen til rette 
sted i kommunen eller støtte barnet eller den unge i at tage kontakt til den rette.
249. Det fremgår af § 145, stk. 2, i barnets lov, at i det omfang afgørelsen efter § 145, stk. 1, nr. 5 og 7, 
angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne indbringes for 
Ankestyrelsen.
§ 145, stk. 2, kan eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor kommunen efter § 104 træffer afgørelse 
om at begrænse omfanget af samværet mellem barnet eller den unge og en forælder, der ikke har del i 
forældremyndigheden.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 140, stk. 2 og 3, § 141, stk. 2.
250. Det fremgår af § 145, stk. 3, i barnets lov, at afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 6 
af barnet eller den unge kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven.
251. § 145, stk. 3, indebærer, at afgørelser vedrørende bisidder kan indbringes for Ankestyrelsen uanset 
barnets eller den unges alder.
Hvis en børne- og ungerådgiver, en pædagog eller andre fagpersoner omkring barnet bliver klar over, at 
barnet eller den unge ønsker at klage over afslaget på at medtage den pågældende person som bisidder, 
skal vedkommende hjælpe barnet eller den unge med at viderebringe klagen til den rette myndighed.
252. Det fremgår af § 145, stk. 4, at beslutninger efter § 48, stk. 2, 2. pkt., kan indbringes af barnet eller 
den unge, der er fyldt 10 år, for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven.
VEJ nr 9471 af 21/06/202474

§ 145, stk. 4, indebærer, at barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, kan klage til Ankestyrelsen efter 
reglerne i retssikkerhedsloven, hvis der på baggrund af en anmodning om en anbringelse efter § 48, stk. 1, 
hverken træffes afgørelse om en støttende indsats efter § 32, stk. 1, eller om anbringelse uden for hjemmet 
efter §§ 46 eller 47.
I disse sager kan Ankestyrelsen således tage stilling til barnets eller den unges behov for støtte, og 
herunder for anbringelse uden for hjemmet.
Barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, vil efter reglerne i §§ 145, stk. 1, eller § 146 ligeledes kunne 
klage over en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet eller en støttende indsats, hvis barnet eller den 
unge er uenig i den afgørelse, der er truffet.
Derudover bemærkes, at kommunalbestyrelsen efter § 5, stk. 3, har pligt til at inddrage barnet eller den 
unge, inden der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets eller den unges forhold. Det vil bl.a. være 
relevant i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at en anmodning fra barnet eller den unge om en 
anbringelse uden for hjemmet ikke imødekommes, og hvor kommunalbestyrelsen således bør orientere 
barnet om, hvordan barnets anmodning er håndteret, og hvilke hensyn, der ligger bag.
Klage til Ankestyrelsen over afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget
253. Det fremgår af § 146, stk. 1, i barnets lov, at afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget, jf. § 142, 
kan indbringes for Ankestyrelsen, inden fire uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En 
klage over en afgørelse efter § 143, stk. 4, kan dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der verserer 
en sag om anbringelse efter § 47 for børne- og ungeudvalget.
254. Det fremgår af § 146, stk. 2, i barnets lov, at børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes for 
Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år. Afgørelser 
efter § 105 i barnets lov og efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der 
angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne indbringes for 
Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene indbringe afgørelser efter § 42, stk. 4, i barnets lov, for 
Ankestyrelsen.
255. Det fremgår af § 146, stk. 3, i barnets lov, at indbringelse af en afgørelse for Ankestyrelsen ikke hin-
drer iværksættelse af afgørelsen. Dog kan Ankestyrelsens direktør under ganske særlige omstændigheder 
bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
256. Det fremgår af § 146, stk. 4, i barnets lov, at ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 140 og 141 
og § 142, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, når Ankestyrelsen af egen drift tager en 
sag om støtte til børn og unge op, jf. § 151, og Ankestyrelsen i den forbindelse vurderer, at det ikke kan 
udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen træffer afgørelse efter § 151, stk. 3.
257. Det fremgår af § 146, stk. 5, i barnets lov, at i forbindelse med behandlingen af en sag i Ankestyrel-
sen har forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, ret til at få dækket 
udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Afgørelser, der kan indbringes for Ankestyrelsen
258. § 146, stk. 1, indeholder en oplistning af de konkrete afgørelser, der træffes af børne- og ungeudval-
get, og som kan indbringes for Ankestyrelsen. Det drejer sig bl.a. om afgørelser om gennemførelse af 
en børnefaglig undersøgelse under ophold på institution eller indlæggelse på et sygehus efter § 23, om 
anbringelse uden samtykke efter § 47 og om ændring af anbringelsessted uden samtykke efter § 98, stk. 4.
VEJ nr 9471 af 21/06/202475

Ankestyrelsen skal behandle en klage efter bestemmelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven. Ankesty-
relsen  foretager  efter  §  69,  stk.  2,  fuld  efterprøvelse  af  børne-  og  ungeudvalgets  afgørelser,  dvs.  at 
Ankestyrelsen også prøver skønnet.
Sagens parter skal oplyses om klagemuligheder og klagefrist i forbindelse med børne- og ungeudvalgets 
afgørelser, jf. reglerne i retssikkerhedsloven.
Efter § 146, stk. 2, i barnets lov, er forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge over 10 år 
berettiget til at indbringe en sag til Ankestyrelsen, hvor børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse. Kla-
geadgangen gælder også for barnet eller den unge, hvor barnet først fylder 10 år efter afgørelsen er truffet, 
men inden udløbet af ankefristen.
Begrundelsen for barnets eller den unges selvstændige adgang til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er, 
at der kan være situationer, hvor barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren har modsatret-
tede interesser, og hvor det derfor kan være et problem, at forældrene skal varetage både egne og barnets 
eller den unges interesser. Derfor har barnet eller den unge over 10 år ret til at udøve egne partsbeføjelser 
som selvstændig part i egen sag.
For børn og unge under 10 år kan en sag alene indbringes for Ankestyrelsen af forældremyndighedsind-
ehaverne, og det påhviler da indehaverne af forældremyndigheden at varetage barnets eller den unges 
interesser i forbindelse med klage.
Hensynet med § 146, stk. 2, er således først og fremmest, at i sager om særlig støtte til børn og unge kan 
det ofte være tilfældet, at forældrene enten ikke er i stand til at varetage barnets eller den unges tarv, eller 
at forældrene og barnet eller den unge har modsatrettede interesser i forhold til hvilke indsatser, der bedst 
kan gavne barnet eller den unge. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor forældrene ønsker barnet hjemme, til 
trods for at det er bedst for barnet at blive anbragt. Det kan påvirke den endelige afgørelse om indsats på 
en måde, der ikke altid er til gavn for barnet.
259.  Det  følger  af  §  146,  stk.  3,  at  hvis  børne-  og  ungeudvalget  eksempelvis  træffer  afgørelse  om 
anbringelse uden samtykke, og denne afgørelse påklages af forældremyndighedsindehaveren eller barnet 
eller den unge over 10 år, skal anbringelsen som hovedregel iværksættes, uagtet at sagen er indbragt for 
Ankestyrelsen.
Klagen kan dog under ganske særlige omstændigheder tillægges opsættende virkning. Det er Ankestyrel-
sens direktør, der træffer afgørelse om at tillægge en klage opsættende virkning, hvilket betyder, at den 
trufne afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen. Det kan f.eks. være 
relevant i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse om ændring af anbringelsessted uden 
samtykke, og hvor barnet eller den unge over 10 år har klaget over afgørelsen. I sådanne tilfælde kan 
Ankestyrelsen vurdere, at det vil være bedst for barnet eller den unge at blive boende på sit nuværende 
anbringelsessted, mens sagen behandles i Ankestyrelsen, for at undgå unødige skift for barnet eller den 
unge.
Formålet med bestemmelsen er således at beskytte barnets tarv. Når en klage ikke kan tillægges opsætten-
de virkning, er det begrundet i, at en klage ikke må forhindre, at barnet eller den unge får den rette hjælp 
og støtte. Når det under ganske særlige omstændigheder kan besluttes, at klagen skal have opsættende 
virkning, skal det begrundes i, at det er det bedste for barnet eller den unge under hensyntagen til barnets 
eller den unges tarv og behov for støtte.
Ret til advokatbistand, indsigt i sagen mm.
VEJ nr 9471 af 21/06/202476

260. § 146, stk. 4, medfører, at parterne i sagen har ret til gratis advokatbistand i overensstemmelse 
med reglerne i § 140, ligesom kommunen efter reglerne i § 141 har pligt til at gøre parterne bekendt 
med retten til efter forvaltningslovens regler at se sagens akter og til at udtale sig, inden afgørelsen 
træffes. Derudover har parterne, samt parternes advokat eller eventuelt anden bisidder, ret til at udtale sig 
i overensstemmelse med reglerne i § 142, stk. 2 og 3.
Med § 146, stk. 4, fastsættes desuden, at det samme gør sig gældende, når Ankestyrelsen af egen drift 
tager en sag om støtte til børn og unge op efter reglerne i § 151, og Ankestyrelsen i den forbindelse 
vurderer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, at Ankestyrelsen selv træffer 
afgørelse efter § 151, stk. 3.
Bestemmelsen har til formål at fastslå, at sagens parter har samme ret til advokatbistand, ret til orientering 
om aktindsigt samt samme udtaleret, ved Ankestyrelsens behandling af sagen, som de har ved behandlin-
gen af sagen i børne- og ungeudvalget.
Bestemmelsen fastslår, at forpligtelsen til at tilbyde forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er 
fyldt 10 år, gratis advokatbistand m.v. i forbindelse med, at Ankestyrelsen tager en sag op af egen drift, 
foreligger, når Ankestyrelsen vurderer, at det ikke kan udelukkes, at behandlingen af sagen kan resultere i, 
at Ankestyrelsen træffer afgørelse om en indsats uden samtykke.
Med bestemmelsen fastsættes samtidig, at Ankestyrelsen skal foretage en vurdering af, om sagen kan 
ende med en afgørelse om en indsats uden samtykke. Hvis dette som udgangspunkt kan udelukkes, f.eks. 
fordi det er forældrene selv, der har bedt Ankestyrelsen tage sagen op, fordi forældrene ikke mener, at 
kommunen har gjort tilstrækkeligt, eller hvor der i øvrigt ikke er noget, der tyder på, at forældrene ikke 
er villige til at samarbejde, behandles sagen uden advokatbistand. Hvis det imod forventning skulle ske, 
at Ankestyrelsen i sådanne tilfælde ender med at behandle sagen efter § 151, skal der indkaldes til et nyt 
ankemøde, hvor sagens parter har ret til gratis advokatbistand m.v.
261. Det følger af § 146, stk. 5, at forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 10 
år, har ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen i forbindelse med behandlingen 
af en sag. Ydelsen vil ikke være trangsbestemt, dvs. at det ikke afhænger af, om f.eks. forældrene selv 
har råd at betale udgiften. Det vil være forældrenes og barnets eller den unges handlekommune, der skal 
dække transportudgifterne til sådanne møder efter bestemmelsen.
Domstolsprøvelse
262. Det fremgår af § 147, stk. 1, i barnets lov, at Ankestyrelsens afgørelser efter § 146 og § 151, stk. 3, 
ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan 
kræves forelagt for retten.
263.  Det  fremgår  af  §  147,  stk.  2,  i  barnets  lov,  at  hvis  Ankestyrelsens  afgørelse  er  stadfæstet  ved 
dom, kan fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til 
afgørelse.
264. Efter grundloven vil domstolene kunne påkende ethvert spørgsmål om forvaltningens grænser. Det 
er ikke en almindelig betingelse for indbringelse af forvaltningens afgørelser for domstolene, at borge-
ren forinden har udnyttet sine muligheder for at påklage afgørelsen til en anden administrativ myndig-
hed. Retten har dog mulighed for at udsætte en sag, når dette findes hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. ske 
med henblik på at afvente udfaldet af en administrativ afgørelse i Ankestyrelsen, der kan få indflydelse på 
sagens udfald.
VEJ nr 9471 af 21/06/202477

265. Det følger af § 147, stk. 2, at hvis Ankestyrelsens afgørelse er stadfæstet ved dom, kan fornyet 
prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse, dvs. at 
den administrative rekurs skal være udnyttet. Der er således ikke mulighed for at få foretaget fornyet 
domstolsprøvelse på uændret grundlag.
Byrettens  dom  kan  ikke  ankes  til  landsretten  uden  Procesbevillingsnævnets  tilladelse,  jf.  reglerne  i 
retsplejeloven. Der henvises i den forbindelse til § 149 og vejledningens punkt 276-277 nedenfor.
Der henvises endvidere til retsplejelovens regler om frister for indbringelse af sager for retten m.v.
266. Det fremgår af § 148, stk. 1, i barnets lov, at byretten tiltrædes i sager, jf. § 147, stk. 1, under hoved-
forhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i 
børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
267. Det fremgår af § 148, stk. 2, i barnets lov, at sagerne behandles efter retsplejelovens regler om 
borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de 
ændringer, der er angivet i dette kapitel.
268. Det fremgår af § 148, stk. 3, i barnets lov, at som parter anses forældremyndighedsindehaveren og 
barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for 
retten.
269. Det fremgår af § 148, stk. 4, i barnet lov, at retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for 
lukkede døre.
270. Det fremgår af § 148, stk. 5, i barnets lov, at ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten 
eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl 
for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes 
identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
271. Det fremgår af § 148, stk. 6, i barnets lov, at ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.
272. Begrundelsen for, at § 148, stk. 1, giver adgang til enten at vælge et retsmedlem, der er sagkyndig i 
børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi, er, at det må anses for en fordel, at den kreds, af hvilken 
de sagkyndige medlemmer tages, herved bliver større. På denne måde kan det bl.a. lettere undgås, at de 
pågældende gennem deres arbejde ved psykiatriske afdelinger og klinikker m.v. har beskæftiget sig med 
den enkelte sag, inden den bringes for retten.
I forhold til sagkyndige i børne- og ungdomspsykiatri eller psykologi lægges der vægt på den enkeltes 
praktiske erfaring med udsatte børn og unge, herunder at der er tale om autoriserede psykologer eller 
psykologer, der har specialiseret sig i børne- og ungeområdet.
I forhold til udpegning af børnesagkyndige dommere inden for børneforsorg stilles der ikke specifikke 
krav om pædagogisk uddannelse. Der forudsættes dog relevant uddannelse på børneområdet samt praktisk 
erfaring med specialområdet for udsatte børn og unge og/eller børn og unge med en funktionsnedsættelse.
Det  kan  ofte  være  ønskeligt,  at  pædagogisk  uddannede  udpeges  til  dette  hverv,  men  personer  med 
erfaringer fra praktisk pædagogisk arbejde eller andet arbejde inden for børne- og ungeområdet kan også 
være relevant, hvorfor der ikke stilles specifikke krav om pædagogisk uddannelse. Andre faggrupper 
med relevant faglig uddannelse og/eller efteruddannelse kan efter en konkret vurdering eksempelvis være 
folkeskolelærere, socialrådgivere eller sundhedsplejersker, som har praktisk erfaring inden for specialom-
rådet udsatte børn og unge.
VEJ nr 9471 af 21/06/202478

273. Det følger af § 148, stk. 3, at såvel indehaveren af forældremyndigheden som barnet eller den unge, 
der er fyldt 10 år, vil være parter i sagen. Dette gælder også i de tilfælde, hvor den pågældende ikke selv 
har krævet sagen forelagt for retten.
Ankestyrelsen er, hvis afgørelsen indbringes for retten, ligeledes part i sagen, jf. retsplejelovens § 470, 
stk. 1.
I det omfang, der er tillagt plejeforældre og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, en 
klageret efter barnets lov, er disse endvidere part i sagen i det omfang, de har indbragt sagen for retten.
Da det antages, at parter, der optræder på egen hånd, har ret til at overvære retsmøderne, uanset bestem-
melsen i retsplejelovens § 32, stk. 1, har barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, i kraft af sin partsstatus 
ret til at overvære retsmøderne.
274. Med § 148, stk. 4, kan retten bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.
Der henvises til retsplejelovens § 29, hvorefter retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for 
lukkede døre, når særlige forhold gør sig gældende.
Det kan f.eks. være tilfælde, når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det, eller når sagens behand-
ling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. Det følger endvidere af 
retsplejelovens § 29, stk. 2, at i borgerlige sager kan der efter anmodning fra parterne træffes bestemmelse 
om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen 
afgørende offentlig interesse strider herimod.
275. Med § 148, stk. 6 fastsættes det, at i tilfælde af dissens, vil der ikke gives oplysning om dommernes 
navne. Dette er forudsat, at der kan gives oplysning om dissens. Der kan være en vis vejledning i at få 
oplyst om eventuel dissens, uanset at dommernes navne ikke vil kunne angives.
Der er tale om en fravigelse af det almindelige udgangspunkt som fastsat i retsplejelovens § 218, stk. 
3, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at i borgerlige sager skal domme og kendelser, der ikke er afsagt af en 
enkelt dommer, indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen vedrørende såvel 
resultatet som begrundelsen med angivelse af de pågældende retsmedlemmers navne.
276. Det fremgår af § 149 i barnets lov, at byrettens afgørelse ikke kan indbringes for landsretten. Proces-
bevillingsnævnet kan dog give tilladelse til at anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige 
grunde  i  øvrigt  taler  herfor.  Ansøgning  om  tilladelse  skal  indgives  til  nævnet  inden  fire  uger  efter 
dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, 
men inden et år efter afsigelsen.
277. Vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, skal bero på en konkret vurdering af den enkelte 
sag,  men  det  forudsættes  bl.a.  at  kunne  omfatte  tilfælde,  hvor  byrettens  afgørelse  vurderes  at  være 
(åbenbart) forkert, eller hvor der i øvrigt er grund til at tro, at afgørelsen vil blive ændret af landsretten.
Vedr. beskikkelse af børnesagkyndige
278. Det fremgår af § 150, stk. 1, i barnets lov, at de sagkyndige, der er nævnt i § 148, beskikkes af 
Domstolsstyrelsen efter forhandling med social- og boligministeren. Domstolsstyrelsen fastsætter deres 
antal og træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må 
ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 
og skal være uberygtede og vederhæftige.
VEJ nr 9471 af 21/06/202479

279. Det fremgår af § 150, stk. 2, i barnets lov, at beskikkelse gælder for fire år. En sagkyndig afgår ved 
udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år.
280. Det fremgår af § 150, stk. 3, i barnets lov, at ingen, der opfylder betingelserne i § 150, stk. 1, 
kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er over 65 år eller har anden rimelig 
fritagelsesgrund.
281. Det fremgår af § 150, stk. 4, i barnets lov, at udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede 
sagkyndige foretages af retsformanden. Ingen kan udtages, som efter §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville 
være udelukket fra at handle som dommer i sagen.
282. Begreberne "uberygtet" og "vederhæftig" i § 150, stk. 1, i barnets lov, er en terminologi, der stammer 
fra de tidligere sociale love. Begrebet "uberygtet" er endvidere anvendt i retsplejelovens § 69 i relation til 
nævninge og domsmænd, uden at begrebet er nærmere defineret.
Med begreberne forstås, at den sagkyndige skal være pålidelig, troværdig, uangribelig og ubelastet. Det 
vil sige, at vedkommende må f.eks. ikke have begået handlinger, der i almindeligt omdømme gør pågæl-
dende uværdig til at bestride hvervet som sagkyndig ved domstolene. Der er derudover tale om kvaliteter, 
som pågældende må forventes at besidde for at kunne varetage vedkommendes virke, herunder som 
psykolog, da kravene er formuleret i forbindelse med en faglig beskikkelse. Eventuelle sager vedrørende 
vedkommendes professionelle virke må derfor skulle vægtes betydeligt tungere i vurderingen, end sager 
vedrørendes vedkommendes private forhold.
Der kan således ikke opstilles klare kriterier for, eller nedre grænse for, hvornår en beskikket sagkyndig 
opfylder kravene om at være vederhæftig og uberygtet, men der vil skulle være tale om en individuel, 
konkret og samlet vurdering af den pågældende.
283. § 150, stk. 4, i barnets lov, indebærer, at kompetencen til at udtage sagkyndige dommere for den 
enkelte sag er placeret hos retsformanden. Dette er i overensstemmelse med den almindelige regel om 
udtagning af sagkyndige dommere i retsplejelovens § 94, og det er antaget i praksis, at § 150, stk. 4, 1. 
pkt., i barnets lov ikke vil være til hinder for, at landsretspræsidenten kan bemyndige retsformanden til at 
udtage sagkyndige dommere for den enkelte sag.
Kapitel 12
Ankestyrelsens beføjelser uden at der er indgivet klage
284. I dette kapitel beskrives reglerne om Ankestyrelsens egendriftskompetence.
285.  Det  fremgår  af  §  151,  stk.  1,  i  barnets  lov,  at  Ankestyrelsen  af  egen  drift  kan  tage  sager  om 
støtte efter barnets lov til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret 
sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser 
i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog § 151, stk. 5 og 6. Ankestyrelsen kan 
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne 
afgørelser efter kapitel 3-7 og 9-12 i barnets lov.
286. Det fremgår af § 151, stk. 2, i barnets lov, at Ankestyrelsen kan træffe foreløbige afgørelser om 
indsatser efter § 32, § 35, stk. 4 og 5, og § 46, hvis der er behov herfor, og kommunalbestyrelsen undlader 
at iværksætte disse i fornødent omfang.
287. Det fremgår af § 151, stk. 3, i barnets lov, at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 
61-63, 67, 104 og 105.
VEJ nr 9471 af 21/06/202480

288. Det fremgår af § 151, stk. 4, i barnets lov, at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at 
gennemføre en afgørelse efter § 151, stk. 1-3, og kan bestemme, at afgørelsen skal gennemføres inden for 
en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.
289. Det fremgår af § 151, stk. 5, i barnets lov, at Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse efter § 151, 
stk. 1 og 3, i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse 
af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet. I sådanne sager kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kommunalbestyrelsen 
at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitets-
nævnet om sådanne afgørelser.
290. Det fremgår af § 151, stk. 6, i barnets lov, at Ankestyrelsen ikke kan træffe en foreløbig afgørelse 
efter §§ 46 eller 47 i barnets lov, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter 
§§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet om sådanne tilfælde og om afgørelser efter § 151, stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn 
eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Ankestyrelsens egendriftskompetence
291. Med § 151, stk. 1, i barnets lov, har Ankestyrelsen mulighed for at gå ind i alle sager vedrørende 
støtte efter kapitel 3-7 og 9-12 i barnets lov, hvor kommunen ikke har foretaget eller truffet de i loven 
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor de foretagne sagsskridt og trufne 
afgørelser ikke er foretaget eller truffet i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.
Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller 
pårørende til barnet eller den unge, men også henvendelser fra et barn eller en ung eller omtale af en 
sag i medierne kan give anledning til, at en sag tages op efter bestemmelsen. Ankestyrelsen skal konkret 
vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op efter § 151.
I visse tilfælde vil der desuden foreligge en konkret pligt til at underrette Ankestyrelsen. Det gælder 
f.eks. i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunens 
indstilling  om  opretholdelse  eller  iværksættelse  af  en  anbringelse  uden  samtykke,  og  hvor  der  ved 
afgørelsen ikke er enighed i børne- og ungeudvalget herom, jf. § 142, stk. 6. Det gælder også i tilfælde, 
hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke 
finder, at kommunens begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til det pågældende barn 
giver anledning til bekymring, jf. § 51, stk. 4. I dette tilfælde skal Ankestyrelsen konkret vurdere, om der 
er grundlag for at tage sagen op af egen drift.
292. Ankestyrelsen kan gå ind i alle sager, hvor kommunen ikke har foretaget eller truffet de i loven 
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den 
unges bedste. Det kan eksempelvis omfatte de formelle sagsbehandlingsskridt som f.eks. inddragelse af 
barnet eller den unge, jf. § 5, der har til formål at bidrage til sagsoplysningen, og indsatser efter § 32.
Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift gælder både i tilfælde, hvor det lovpligtige 
sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget, eller afgørelse ikke er truffet, og i de tilfælde, hvor sagsbe-
handlingsskridtet er foretaget, eller afgørelsen er truffet, men hvor de ikke lever op til lovens krav. Det 
kan  f.eks.  være,  hvor  den  børnefaglige  undersøgelse  er  mangelfuld,  hvor  der  ikke  er  sammenhæng 
mellem undersøgelsen eller afdækningen og den valgte indsats efter § 32, eller hvor en afgørelse om 
eksempelvis  samvær  mellem  barnet  eller  den  unge  og  forældre  eller  netværk  ikke  er  truffet  under 
fornøden hensyntagen til barnets eller den unges bedste.
VEJ nr 9471 af 21/06/202481

Som reaktion på kommunens manglende overholdelse af loven kan Ankestyrelsen pålægge kommunen at 
foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.
Ankestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse af egen drift er afskåret, når afgørelsen vedrører et barn 
eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er 
i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Der henvises i den forbindelse til § 151, stk. 5 og 6, i barnets lov, og vejledningens punkt 298 herom. Det-
te skal ses i lyset af, at Ungdomskriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget kompetencen og 
pligten til at reagere, hvis kommunen ikke gør det fornødne.
293. Ankestyrelsen kan efter § 151, stk. 2, reagere i sager, hvor kommunen f.eks. har truffet afgørelse 
om en indsats efter § 32, men hvor Ankestyrelsen vurderer, at denne ikke er dækkende i forhold til at 
imødekomme barnets eller den unges behov. I disse tilfælde kan Ankestyrelsen pålægge kommunen at 
træffe en ny afgørelse, jf. § 151, stk. 1, eller Ankestyrelsen kan selv træffe en foreløbig afgørelse, jf. 
§ 151, stk. 2. Ankestyrelsen kan imidlertid ikke tage stilling til det konkrete metodevalg i forbindelse 
med en indsats eller kommunens valg af det konkrete anbringelsessted, forudsat at kommunens valg 
modsvarer barnets eller den unges behov.
Med bestemmelsen kan Ankestyrelsen f.eks. træffe en foreløbig afgørelse om familiebehandling eller 
anbringelse. Det vil dog kræve, at parterne giver samtykke hertil.
Ankestyrelsens direktør kan desuden træffe foreløbig afgørelse og pålægge kommunen at gennemføre 
afgørelsen efter § 143, stk. 6. Der henvises til punkt 241 for nærmere herom.
294. § 151, stk. 3, indebærer, at Ankestyrelsen selv kan træffe visse afgørelser uden samtykke efter 
barnets lov, herunder bl.a. om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når betingelserne herfor er 
opfyldt. Ankestyrelsen kan således selv træffe afgørelse efter § 23 (undersøgelse under ophold på institu-
tion m.v.), § 40 (lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke), § 47 (anbringelse uden samtykke), 
§ 61 (anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner), 
§ 62 (anbringelse på sikrede døgninstitutioner), § 63 (anbringelse på særligt sikrede afdelinger), § 67 
(permanent anbringelse), og §§ 104 og 105 (samvær og kontakt).
Det betyder, at Ankestyrelsen af egen drift eksempelvis kan træffe afgørelse efter § 104, stk. 2, om 
omfanget og udøvelsen af samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk 
og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ankestyrelsen har også adgang til at træffe 
afgørelse om samvær mellem barnet eller den unge og f.eks. en tidligere plejefamilie, som barnet eller 
den unge er knyttet til, og som derfor må betragtes som en del af barnets eller den unges netværk.
Ved afgørelse om fastsættelse af samvær efter § 104 er udgangspunktet altid, at kommunen, som alt andet 
lige har det bedste kendskab til barnet eller den unge eller familien, er nærmest til at træffe afgørelse, og 
der skal således være tale om særlige omstændigheder, før det vil være relevant, at Ankestyrelsen selv 
træffer afgørelse herom af egen drift frem for at pålægge kommunen at træffe de nødvendige afgørelser.
295.  En  afgørelse  efter  §  151,  stk.  3,  kan  f.eks.  være  relevant  i  en  situation,  hvor  kommunen  i  en 
længere periode har undladt at sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med f.eks. forældre, 
bedsteforældre, søskende eller en tidligere plejefamilie, som barnet er nært knyttet til, holdes ved lige, og 
hvor dette ikke er begrundet i hensynet til at beskytte barnets eller den unges sundhed eller udvikling eller 
beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Her vil hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder 
hensynet til barnets eller den unges mulighed for at bevare nære relationer til deres netværke, tale for, at 
VEJ nr 9471 af 21/06/202482

Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om omfang og udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette 
vurderes nødvendigt, så sagen ikke forsinkes yderligere.
Hvor længe kommunen skal have undladt at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige, før Ankestyrelsen 
selv bør træffe afgørelse frem for at pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsbehandlingskridt 
eller træffe de fornødne afgørelser, beror på en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde. Ved 
vurderingen heraf skal bl.a. lægges vægt på barnets eller den unges tilknytning til den eller de pågælden-
de, som samværet vedrører, og/eller barnets eller den unges behov og mulighed for fremadrettet at skabe 
og bevare nære relationer til vedkommende.
Ankestyrelsen kan desuden efter bestemmelsen med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den 
unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældrene og barnet eller den unge skal 
støttes ved, at der en tredje person til stede (støttet samvær), jf. § 104, stk. 3.
Det kan efter omstændighederne f.eks. være relevant i en situation, hvor kommunen har tilrettelagt eller 
fastsat samvær med forældrene, men hvor samværet inden for de fastsatte rammer og vilkår ikke er til 
barnets eller den unges bedste, fordi forældrene har behov for råd, hjælp og vejledning under samværet 
med  barnet  eller  den  unge  med  henblik  på  at  forbedre  relationen  mellem  barnet  eller  den  unge  og 
forældrene, uden at der dog er risiko for barnets eller den unges sikkerhed ved samværet. Hvis behovet 
for at justere rammerne for samvær vurderes at være hastende af hensyn til barnets eller den unges bedste, 
vil det efter omstændighederne kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse, så sagen ikke skal 
afvente, at kommunen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg fra Ankestyrelsen.
296. § 151, stk. 3, betyder endvidere, at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse om overvåget eller afbrudt 
samvær efter § 105 i barnets lov, når betingelserne herfor er opfyldt, også selvom sagen ikke er så 
hastende, at der er grundlag for en foreløbig afgørelse efter § 143, stk. 6.
Det kan f.eks. være tilfældet ved behandlingen af en sag, som Ankestyrelsen har rejst af egen drift, eller 
en klagesag om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke, hvor Ankestyrelsen 
vurderer, at det af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling er nødvendigt at træffe 
afgørelse om, at samvær mellem barnet eller den unge og forældrene for en periode skal afbrydes eller 
være overvåget.
Ankestyrelsen kan pålægge kommunen at gennemføre de afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter 
bestemmelsen. Ankestyrelsen kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en 
nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, jf. 
§ 151, stk. 4.
297. Muligheden for at fastsætte en frist efter § 151, stk. 4, vil eksempelvis kunne anvendes i sager, 
hvor Ankestyrelsen har en formodning om, at barnet muligvis er akut truet, og der derfor er behov for at 
foretage en undersøgelse af barnets behov inden for en nærmere afgrænset frist. Fristen skal fastsættes ud 
fra en konkret vurdering af den enkelte sag afhængig af, hvad pålægget omhandler, og hvor akut barnets 
situation vurderes at være.
298. Ankestyrelsen kan efter § 151, stk. 5, ikke anvende sin egendriftskompetence efter § 151, stk. 1 
og 3, hvis barnet eller den unge er i et forbedringsforløb. Hvis Ankestyrelsen bliver opmærksom på, 
at der burde reageres i en sag, hvor barnet eller den unge er i et forbedringsforløb, skal Ankestyrelsen 
i  stedet  underrette  Ungdomskriminalitetsnævnet.  Ungdomskriminalitetsnævnet  kan  herefter  -  ligesom 
Ankestyrelsen - pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsskridt inden for en nærmere angivet 
tidsfrist eller træffe en ny afgørelse, som kommunen herefter er forpligtet til at fuldbyrde.
VEJ nr 9471 af 21/06/202483

Mulighed for at underrette Ankestyrelsen
299. Det fremgår af § 152, stk. 1, i barnets lov, at borgere, fagpersoner eller andre, der har grund til 
at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbe-
handlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, kan underrette 
Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter § 151, stk. 1 
(dvs. efter Ankestyrelsens egendriftskompetence).
300. Der er ikke nogen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse til Ankestyrelsen 
og gøre opmærksom på en sag, som kan være relevant for Ankestyrelsen at tage op af egen drift.
Bestemmelsen indebærer en mulighed for enhver til at underrette Ankestyrelsen. Der vil således ikke 
være tale om en underretningsforpligtelse.
301. Der påhviler imidlertid kommunen en pligt til at underrette Ankestyrelsen i en række konkrete 
tilfælde. Det drejer sig for det første om tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse 
i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om opretholdelse eller iværksættelse af en 
anbringelse  uden  samtykke,  og  hvor  der  ved  afgørelsen  ikke  er  enighed  i  børne-  og  ungeudvalget 
herom. I sådanne tilfælde skal kommunalbestyrelsen, jf. § 142, stk. 6, underrette Ankestyrelsen. For det 
andet i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse 
uden samtykke finder, at kommunens begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til det 
pågældende barn giver anledning til bekymring. Her følger det af § 51, stk. 4, at børne- og ungeudvalget 
skal underrette Ankestyrelsen.
I begge de nævnte tilfælde skal Ankestyrelsen behandle underretningen som enhver anden underretning 
efter § 152, og Ankestyrelsen skal således på baggrund af underretningen vurdere, om der er grundlag til 
at tage sagen op efter § 151, stk. 1.
For underretninger efter § 142, stk. 6, gælder det, at hvis barnet eller den unge allerede er anbragt uden 
for hjemmet, skal anbringelsen opretholdes under Ankestyrelsens behandling af sagen. Der henvises til 
vejledningens punkt 224 for mere herom.
Ankestyrelsens behandling af anmodning om ”second opinion”
302. Det fremgår af § 153, stk. 1, i barnets lov, at ved Ankestyrelsens behandling af en anmodning efter 
§ 98, stk. 3, eller § 101 i barnets lov finder § 68, stk. 1, § 70 og § 72, stk. 7, i retssikkerhedsloven 
tilsvarende anvendelse. Ankestyrelsen behandler sagen efter § 52 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Anke-
styrelsens afgørelse efter § 98, stk. 3, og § 101 kan gå ud på, at sagen ikke giver Ankestyrelsen anledning 
til at foretage sig yderligere eller hjemvisning eller ophævelse af den afgørelse, der er anmodet om en 
vurdering af.
303. § 153, stk. 1, betyder, at § 68, stk. 1, § 70 og § 72, stk. 7, i retssikkerhedsloven finder anvendelse 
ved  Ankestyrelsens  behandling  af  en  anmodning  efter  §  98,  stk.  3,  fra  en  plejefamilie,  støtteperson 
eller venskabsfamilie om Ankestyrelsens vurdering (”second opinion”) af en afgørelse om ændring af 
anbringelsessted eller en anmodning efter § 101 om vurdering af en afgørelse om hjemgivelse.
§ 153 skal således ses i sammenhæng med § 98, stk. 3, hvoraf det følger, at når kommunen efter § 97, 
stk. 2, træffer afgørelse om ændring af anbringelsessted for et barn under 10 år, kan barnets plejefamilie, 
støtteperson eller venskabsfamilie anmode Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen.
VEJ nr 9471 af 21/06/202484

Bestemmelsen skal desuden ses i sammenhæng med § 101, hvorefter barnets plejefamilie, støtteperson 
eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunens afgørelse efter § 100, 
stk. 1, om hjemgivelse for et barn under 10 år.
Sagen skal behandles administrativt i Ankestyrelsen i lighed med Ankestyrelsens indledningsvise behand-
ling af underretninger, jf. § 151. Det indebærer, at Ankestyrelsen kan foretage en prøvelse af sagen 
baseret på de oplysninger, som foreligger ved kommunens afgørelse.
Afgørelse om ændret anbringelsessted for børn og unge kan træffes af kommunen, hvis forældremyndig-
hedsindehaver og barnet, der er fyldt 12 år samtykker, eller af børne- og ungeudvalget uden samtykke, 
hvis der er grundlag herfor.
304. I sager, hvor forældrene samtykker til flytningen eller til hjemgivelsen, og barnet er under 10 år 
og dermed er for lille til selv at kunne udøve partsbeføjelser, kan plejeforældre, venskabsfamilie eller 
støtteperson på barnets vegne bede om at få afgørelsen forelagt for Ankestyrelsen til en uvildig vurdering 
i form af en "second opinion".
I sager, hvor barnet eller den unge er over 10 år og dermed selvstændigt kan udøve partsbeføjelser jf. § 3, 
kan plejeforældre, venskabsfamilie eller støtteperson ikke bede om en "second opinion", idet barnet eller 
den unge her selvstændigt kan klage over en sådan afgørelse og herigennem få prøvet afgørelsen. Det 
samme gælder, hvis forældremyndighedsindehaveren klager over en afgørelse. Påklages en afgørelse af 
sagens parter, er plejeforældre, venskabsfamilie eller støtteperson således afskåret fra muligheden for at få 
behandlet en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen.
De afgørelser om ændret anbringelsessted, som træffes uden samtykke, træffes af børne- og ungeudvalget, 
og  der  sker  derfor  i  disse  tilfælde  en  prøvelse  med  klageadgang  for  parterne  til  Ankestyrelsen  og 
efterfølgende til retten. Dermed kan Ankestyrelsen ikke i disse tilfælde anmodes om eller behandle en sag 
om vurdering af afgørelsen.
En afgørelse om hjemgivelse af et barn eller ung træffes af kommunen. Det kan ske på foranledning 
af  forældremyndighedsindehaver,  den  unge  over  15  år  eller  på  initiativ  fra  kommunen  selv,  f.eks.  i 
forbindelse med opfølgning på anbringelsen eller i forbindelse med en genbehandling af afgørelse om 
anbringelse uden samtykke, hvor børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten har fundet, at der 
ikke længere er grundlag for at opretholde anbringelse.
I de tilfælde, hvor en afgørelse om hjemgivelse træffes på baggrund af, at Ankestyrelsen eller retten har 
vurderet, at der ikke længere er grundlag for en anbringelse, vil sagen allerede have været vurderet i flere 
instanser, og der er derfor ikke behov for yderligere vurdering eller behandling. Ankestyrelsen kan i disse 
tilfælde derfor ikke anmodes om eller behandle en sag om vurdering af afgørelsen.
For øvrige situationer, hvor barnet er under 10 år, indebærer §§ 101 og 153, stk. 1, at kommunens afgørel-
se om hjemgivelse efter anmodning fra plejefamilie, venskabsfamilie eller støtteperson, kan forelægges 
Ankestyrelsen til vurdering i form af en "second opinion".
305. Hvis Ankestyrelsen efter en konkret vurdering af sagen er enig i kommunens afgørelse i sager 
om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, kan Ankestyrelsen afslutte behandlingen af sagen med 
en afgørelse om, at sagen ikke giver Ankestyrelsen anledning til at foretage yderligere, og processen i 
forlængelse af enten afgørelsen om flytning af barnet eller hjemgivelse kan herefter sættes i værk.
Er Ankestyrelsen ikke enig med kommunen i sager om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, kan 
Ankestyrelsen ophæve kommunens afgørelse. Ankestyrelsen kan også hjemvise kommunens afgørelse til 
fornyet behandling, hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst. I begge tilfælde skal 
VEJ nr 9471 af 21/06/202485

barnet forblive på sit nuværende anbringelsessted, indtil der evt. træffes en ny afgørelse om ændring af 
anbringelsessted eller hjemgivelse. Sådanne afgørelser har dermed opsættende virkning.
Formålet med § 153, stk. 1, er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten ved at 
sikre en uvildig vurdering, dvs. en "second opinion" i de sager, hvor forældremyndighedsindehaveren 
samtykker  til  flytningen  eller  til  hjemgivelsen,  og  barnet  er  under  10  år  og  dermed  er  for  lille  til 
selvstændigt at udøve sine partsbeføjelser.
Plejeforældre, venskabsfamilie eller støtteperson bliver ikke parter i barnets sag, når de anmoder Ankesty-
relsen om en vurdering af kommunens afgørelser efter bestemmelserne i § 98, stk. 3, eller § 101 om 
"second opinion".
Som udgangspunkt skal Ankestyrelsen forholde sig oplysningerne, fra da afgørelsen er blevet truffet, og 
skal således ikke indhente nye oplysninger i sagen.
Reglerne  i  retssikkerhedslovens  §  72  om  opsættende  virkning  finder  anvendelse  ved  Ankestyrelsens 
behandling af sagen. Det indebærer, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt ikke kan iværksætte en 
hjemgivelse eller ændring af anbringelsessted, mens Ankestyrelsen efter § 153 behandler en anmodning 
efter § 98, stk. 3, eller § 101. Det vil sige, at flytningen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har 
behandlet sagen. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, kan kommunen dog efter retssikkerhedslovens § 
72, stk. 7, træffe afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor 
socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af en plejefamilies godkendelse, eller andre forhold gør det 
nødvendigt at effektuere afgørelsen straks.
Hvis Ankestyrelsen er enig i kommunens afgørelse i en sag om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, 
kan Ankestyrelsen afslutte behandlingen af sagen med en afgørelse om, at sagen ikke giver Ankestyrelsen 
anledning til at foretage sig yderligere, og afgørelsen om flytning af barnet eller hjemgivelse vil herefter 
kunne sættes i værk.
Hvis Ankestyrelsen ikke er enig med kommunen i sager om skift i anbringelsessted eller hjemgivelse, kan 
Ankestyrelsen ophæve kommunens afgørelse. Ankestyrelsen kan også hjemvise sagen til fornyet behand-
ling, hvis Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst. I begge tilfælde skal barnet forblive 
på sit nuværende anbringelsessted, indtil der evt. træffes en ny afgørelse om ændring af anbringelsessted 
eller hjemgivelse.
Afsnit IV
Særlig hjælp og støtte til børn, der har været udsat for overgreb
Kapitel 13
Særlig hjælp og støtte til børn, der har været udsat for overgreb
306. I dette kapitel beskrives reglerne om børnehuse til brug for sager vedrørende overgreb mod børn og 
unge.
Børnehuset – behandling af sager om overgreb
307. Det fremgår af § 124, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelserne i regionerne skal oprette et 
børnehus i hver region til undersøgelse af et barns eller en ungs forhold, når barnet eller den unge har 
været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom.
VEJ nr 9471 af 21/06/202486

308. Det fremgår af § 124, stk. 2, i barnets lov, at social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler 
om børnehusenes indretning, drift, finansiering og opgaver m.v. Social- og boligministeren kan endvidere 
efter forhandling med justitsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler for 
politiets og sundhedsvæsenets anvendelse af børnehuset.
309. § 124, stk. 1, indebærer, at der skal være fysiske børnehuse i hver region. Såfremt geografiske 
forhold m.v. tilsiger det, kan der til et børnehus tilknyttes en eller flere matrikler. Der er i dag oprettet 
børnehuse på to matrikler i tre ud af fem regioner: Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region 
Hovedstaden, med henblik på at sikre let tilgængelighed for børn, unge og deres familier.
I forbindelse med aftalen om drift af børnehusene kan det aftales, hvordan samarbejdet i børnehuset 
skal organiseres, og hvordan børnehuset skal samarbejde med de involverede kommuner og de involve-
rede samarbejdspartnere, navnlig politiet og sundhedsvæsenet i regionen. Disse samarbejdspartnere bør 
inddrages ved udarbejdelsen af aftalerne om børnehuset.
§ 124, stk. 1, indebærer, at den kommunale myndighedsrådgiver fra barnets eller den unges handlekom-
mune kan få rådgivning, vejledning og bistand til løsningen af den konkrete sag, herunder i forhold 
til familiens situation, af det faste personale i børnehuset. Den kommune, som driver et børnehus, er 
ansættelsesmyndighed for det faste personale i børnehuset.
Personalet i børnehuset inddrager øvrige relevante fagpersoner som eksempelvis politi og sundhedsvæsen 
efter behovet i den konkrete sag og sørger for, at myndighedernes udredninger og undersøgelser m.v. 
koordineres, så forløbet i børnehuset tilrettelægges efter barnets eller den unges behov og så skånsomt 
som muligt for barnet eller den unge. I tilfælde hvor barnet eller den unge har nedsat fysisk eller psykisk 
funktionsevne, kan der inddrages fagpersoner med særlig ekspertise på dette område. De involverede 
myndigheder og fagpersoner samarbejder om hjælpen til barnet eller den unge og har mulighed for at dele 
oplysninger fra udredninger, undersøgelser og samtaler m.v., således at barnet eller den unge ikke skal 
fortælle hændelsesforløb m.v. gentagne gange.
Der kan i den forbindelse henvises til § 126 i barnets lov, hvorefter personalet i børnehuset, politiet og an-
klagemyndigheden, sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner og kommunale myndigheder, 
der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, i forbindelse med behandlingen af en sag, 
hvor et børnehus benyttes, indbyrdes kan udveksle oplysninger om rent private forhold om barnets eller 
den unges personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af 
hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling. Autoriserede sundhedspersoner er forpligtet til 
under behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, at videregive oplysninger omfattet af 1. pkt. til 
fagpersoner og myndigheder nævnt i 1. pkt., hvis videregivelsen anses for at være nødvendig af hensyn til 
barnets eller den unges sundhed og udvikling.
310. Børnehuset udgør den fysiske ramme for samarbejdet mellem kommuner, sygehusvæsen og poli-
ti. Medarbejderne i børnehuset samarbejder således med en række faste eksterne samarbejdspartnere, som 
inddrages efter behov i de konkrete sager. Det vil som oftest være den kommunale myndighedsrådgiver, 
politi, pædiater og/eller retsmediciner.
Politiet deltager i den tværsektorielle koordinering af sagerne og anvender derudover børnehusene til 
afhøringer og videoafhøringer af barnet til brug i en politimæssig efterforskning. Hvis politiet vurderer, 
at der er grundlag for det, rekvireres desuden en retsmedicinsk undersøgelse til brug i den politimæssige 
efterforskning.
VEJ nr 9471 af 21/06/202487

Det sundhedsfaglige personale, i form af en pædiater eller socialpædiater, deltager i den tværsektorielle 
koordinering af sagerne og foretager den indledende sundhedsfaglige udredning og vurdering af behov for 
eventuel sundhedsfaglig viderevisitation
311. Med hjemmel i § 124, stk. 2, er udstedt regler i bekendtgørelse om børnehuse. Bekendtgørelsen 
fastsætter bl.a., at finansieringen af børnehusene primært sker ved objektiv finansiering suppleret med 
betaling efter forbrug per udredningsforløb.
Den objektive finansiering indebærer, at hver enkelt kommune betaler et fast beløb til ordningen fastsat 
på baggrund af objektive kriterier. Kombinationen af objektiv finansiering og betaling efter forbrug sikrer 
både stabil drift af en ordning, hvor efterspørgslen kan variere, og at den enkelte kommune fortsat har 
incitament til forebyggelsesaktiviteter på området.
Bekendtgørelsen fastsætter også regler om faste formaliserede samarbejdsaftaler med samtlige kommuner 
og politikredse i regionen og med et retsmedicinsk institut og en sygehusafdeling, der er højt specialiseret 
i relation til overgreb mod børn.
Aftalerne sikrer, at der i det enkelte børnehus opretholdes et højt fagligt niveau. Aftalerne understøtter 
endvidere en ensartethed i børnehusenes arbejde på landsplan.
Kommunalbestyrelserne i en region er forpligtet til at samarbejde om børnehuset. Det er således ikke 
muligt for en kommune at stå uden for børnehussamarbejdet.
Brug af børnehuse
312. Det fremgår af § 125, stk. 1, i barnets lov, at når et barn eller en ung har været udsat for overgreb, 
eller ved mistanke herom, skal kommunalbestyrelsen til brug for den børnefaglige undersøgelse efter § 
20 benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Undersøgelsen foretages som del af den 
børnefaglige undersøgelse efter § 20 i barnets lov.
Målgruppe for børnehusene
313. Målgruppen for børnehusene er børn og unge til og med 17 år, der har været udsat for overgreb, eller 
hvor der er mistanke herom, samt deres nærmeste omsorgspersoner.
I børnehusene håndteres som udgangspunkt sager, hvor overgrebet har en sådan karakter, at der er behov 
for et samarbejde mellem kommunen, politiet og/eller sundhedsvæsenet. Det vil som udgangspunkt være 
sager, hvor der er mistanke om strafbare forhold, og hvor der derfor er behov for en tværsektoriel indsats 
i sagen. Det følger af § 20, stk. 1, nr. 2, i barnets lov, at der som udgangspunkt skal iværksættes en 
børnefaglig undersøgelse i situationer, hvor et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved 
mistanke herom. Det beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, om betingelserne herfor er opfyldt.
Hvis  der  efter  §  20  skal  iværksættes  en  børnefaglig  undersøgelse,  og  der  er  tale  om  en  sag,  hvor 
der er behov for et tværsektorielt samarbejde mellem kommune, politi og/eller sundhedsvæsen, skal 
kommunalbestyrelsen benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124. Dog vil eksempelvis 
sager om vold i nattelivet mellem to jævnaldrende som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen 
for anvendelse af børnehuset. Det er underordnet for pligten til at anvende børnehuset, om overgrebet 
mod barnet eller den unge netop er sket, eller om overgrebet er begået tilbage i tiden.
Når kommunalbestyrelsen vurderer, at en sag er omfattet af bestemmelsen, bør kommunalbestyrelsen for-
inden kontakte børnehuset med henblik på at advisere om den forestående sag samt modtage rådgivning 
og vejledning om den indledningsvise håndtering af sagen ud fra det enkelte barns eller den enkelte 
unges og familiens konkrete situation. Vejledningen kan eksempelvis omhandle spørgsmål om, hvorvidt 
VEJ nr 9471 af 21/06/202488

forældrene bør følge med barnet eller den unge i børnehuset, og om barnet eller den unge har behov for 
akutte indsatser efter barnets lov. Det gælder særligt i tilfælde, hvor overgrebet er begået af forældre eller 
en omsorgsperson, hvor det kan være nødvendigt at foretage en akut anbringelse af barnet eller den unge.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det i en konkret sag er relevant at udrede barnet eller den 
unge i børnehuset, eksempelvis fordi der er tale om en yderst vag mistanke, vil kommunalbestyrelsen 
kunne kontakte børnehuset med henblik på at vurdere sagen sammen med børnehusets faste personale 
og modtage rådgivning og vejledning fra personalet om, hvorvidt barnet eller den unge bør udredes og 
undersøges i børnehuset.
314. I de tilfælde hvor et barn eller en ung, der har oplevet et overgreb, henvender sig til børnehuset 
alene eller med forældre, omsorgspersoner eller andre, uden at have haft indledningsvis kontakt med 
kommunen, skal børnehuset være behjælpelig i forhold til det videre forløb.
Børnehusets personale skal således tale med barnet eller den unge og være barnet eller den unge behjæl-
pelig med at få kontakt til de relevante myndigheder, eksempelvis ved at bistå barnet, dets forældre eller 
andre omsorgspersoner med at foretage de relevante opkald til myndighederne. Rette myndighed vil i den 
forbindelse være den sociale forvaltning i barnets handlekommune, men kan i akutte sager sideløbende 
hermed  også  være  sygehusvæsenet  og/eller  politiet.  Hvis  børnehusets  personale  efterfølgende  bliver 
bekymret for, om kommunen har handlet tilstrækkeligt over for barnet eller den unge, har børnehuset 
mulighed for at underrette Ankestyrelsen efter § 152 i barnets lov, ligesom øvrige borgere og fagpersoner 
har, hvis de er bekymrede for, om en kommune har foretaget det fornødne over for et barn eller en ung 
med behov for støtte.
Ud over barnet eller den unge selv er barnets eller den unges forældre eller nærmeste omsorgspersoner 
også en del af målgruppen for børnehusene, hvis deres barn er blevet udsat for overgreb fra en udenforstå-
ende, og børnehusets personale vurderer, at de har behov for akut, kortvarig krisestøtte for at være i stand 
til at håndtere deres barns situation og dermed være en støtte for barnet eller den unge.
Endelig er de kommunale myndighedsrådgivere på børne- og ungeområdet, der behandler konkrete sager, 
hvor der er viden eller mistanke om seksuelle eller voldelige overgreb begået mod et barn eller en ung, en 
del af målgruppen, da de kan få rådgivning og vejledning fra børnehusene om konkrete sager.
Undersøgelse i børnehuse
315. I børnehuset foretages de nødvendige undersøgelser af barnets eller den unges forhold med henblik 
på at afdække barnets eller den unges behov for indsatser efter barnets lov. Da udredning og undersøgelse 
m.v. i børnehuset alene fokuserer på de forhold hos barnet eller den unge, der er relateret til overgrebet 
eller mistanken om overgrebet, vil det fortsat være påkrævet at foretage en samlet børnefaglig undersø-
gelse. Den børnefaglige undersøgelse vil da gennemføres i sammenhæng med forløbet i børnehuset. Op-
lysninger om barnets eller den unges forhold, der fremkommer under udredning eller undersøgelser i 
børnehuset, vil skulle inddrages i den samlede vurdering af barnets eller den unges behov for støtte.
Undersøgelse i børnehuset er et led i den samlede børnefaglige undersøgelse efter § 20 af barnet eller den 
unge. Reglerne om gennemførelse af børnefaglige undersøgelser efter § 20 i barnets lov vil således også 
finde anvendelse for undersøgelser, der af de sociale myndigheder foretages i et børnehus.
316. Der vil være tilfælde, hvor et barn eller en ung udredes i et børnehus på baggrund af en mistanke, og 
hvor mistanken aldrig bliver be- eller afkræftet, og hvor politiet eksempelvis lukker straffesagen. I disse 
tilfælde kan barnet eller den unge fortsat have behov for støtte efter barnets lov, og det er derfor vigtigt, 
VEJ nr 9471 af 21/06/202489

at udredningen af barnets eller den unges forhold fortsættes, så der kan træffes de fornødne afgørelser om 
behovet for indsatser for barnet eller den unge.
Der kan endvidere være tilfælde, hvor viden eller mistanke om overgreb mod et barn eller en ung først 
fremkommer nogen tid efter, at der er truffet afgørelse om en indsats for barnet eller den unge.
Det gælder eksempelvis i situationer, hvor barnet eller den unge er blevet anbragt og først efterfølgende 
beretter om overgreb. I disse tilfælde skal barnet eller den unge ligeledes henvises til en undersøgelse 
i et børnehus. I sådanne sager vil der allerede foreligge en børnefaglig undersøgelse efter § 20 samt 
en barnets plan eller ungeplan efter § 91 eller § 108. Imidlertid vil viden eller mistanke om overgreb 
udgøre nye oplysninger i sagen, hvorfor det kan være nødvendigt at udrede disse forhold sideløbende med 
undersøgelsen i børnehuset med henblik på at revurdere barnets eller den unges samlede behov for støtte.
317. Indsatsen i børnehuset er tilendebragt, når de involverede myndigheder har foretaget de nødvendige 
udredninger og undersøgelser m.v., samt når barnets eller den unges behov for støtte foranlediget af 
overgrebet er afdækket.
Den nødvendige støtte til barnet eller den unge gives efter bestemmelserne i barnets lov herom. Det vil 
være barnets eller den unges handlekommune, der har kompetence til at træffe afgørelse om støttende 
indsatser m.v. på baggrund af den undersøgelse af barnets eller den unges forhold, der er foretaget i 
børnehuset.  Kommunalbestyrelsen  i  barnets  handlekommune  bevarer  således  myndighedsansvaret  for 
barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset.
En myndighedsrådgiver fra barnets eller den unges handlekommune skal følge barnet eller den unge i 
børnehuset og deltage i forløbet heri. I løsningen af den konkrete sag indgår børne- og ungerådgiveren i 
praksis som en del af børnehusteamet. Ved gennemførelse af undersøgelser, som ikke henhører under an-
dre myndigheder, har børne- og ungerådgiveren fortsat ansvar for at foretage de nødvendige vurderinger 
og beslutninger under vejledning, rådgivning og bistand fra personalet i børnehuset.
Børne- og ungerådgiveren kan vælge at lade sig bistå af børnehusets personale i gennemførelsen af 
konkrete sagsskridt. Det vil eksempelvis kunne være hensigtsmæssigt med hensyn til gennemførelse af 
samtaler med barnet eller den unge, hvis børne- og ungerådgiveren finder det vanskeligt at tale med 
barnet eller den unge om selve overgrebet eller forhold, der relaterer sig hertil. Børne- og ungerådgiveren 
bevarer dog sit myndighedsansvar og skal derfor altid forestå de konkrete sagsskridt, således at børne- og 
ungerådgiveren efterfølgende selvstændigt kan vurdere barnets eller den unges behov for støtte.
Undersøgelse i et børnehus er ikke en indsats eller et tilbud i barnets lovs forstand, og derfor er kommu-
nernes anvendelse af børnehuset ikke omfattet af det grundlæggende princip i barnets lov om, at tilbud 
finansieres ved takstbetaling af de visiterende kommuner. § 195 om takster, i barnets lov, finder således 
ikke anvendelse.
Personale i børnehusene
318. Børnehusene skal have et fast personale, der er særligt kvalificeret til at varetage sager om over-
greb  mod  børn  og  unge.  Det  kan  eksempelvis  være  socialrådgivere,  pædagoger,  (børne-)psykologer, 
(børne-)sygeplejersker, sundhedsplejersker m.v., jf. § 7 i bekendtgørelse om børnehuse.
Herudover kan børnehusene inddrage og få vejledning fra relevante fagfolk efter behov i konkrete sag-
er. Det vil hyppigst være politi, psykologfagligt og sundhedsfagligt personale, men kan herudover også 
være eksempelvis sagsbehandlere fra Familieretshuset i forældreansvarssager, tolke, eller fagpersoner 
med kompetence til at kommunikere med børn og unge med handicap, herunder uden talesprog.
VEJ nr 9471 af 21/06/202490

Børnehuset skal inddrage myndighedssagsbehandleren (børne- og ungerådgiveren) fra barnets eller den 
unges handlekommune. I udredningen af den konkrete sag indgår børne- og ungerådgiveren således i 
praksis som en del af børnehusteamet.
Børnehusets opgaver: Rådgivning og vejledning til kommunale myndighedssagsbehandlere (børne- og 
ungerådgivere)
319. Børnehusene skal yde rådgivning og vejledning primært til kommunale børne- og ungerådgivere 
i forbindelse med en sag om et barn eller en ung, der har været udsat for overgreb, eller hvor der er 
en mistanke herom. Oplever andre fagpersoner som f.eks. lærere, pædagoger, sundhedsplejersker m.v. 
at have behov for rådgivning vedrørende mistanke om overgreb, skal de som udgangspunkt kontakte 
kommunen.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt det i en konkret sag er relevant at lade barnet eller den unge 
blive undersøgt i børnehuset, eksempelvis fordi der er tale om en yderst vag mistanke, kan børne- og un-
gerådgiveren modtage rådgivning og vejledning fra børnehusets faste personale med henblik på at vurdere 
sagen og på at vurdere, hvorvidt barnet eller den unge bør undersøges i børnehuset. Myndighedsansvaret, 
og dermed kompetencen til at træffe afgørelser, ligger dog som nævnt ovenfor fortsat hos barnets eller 
den unges handlekommune.
Når kommunen vurderer, at der er behov for at benytte et børnehus til undersøgelse af barnets eller den 
unges forhold, bør kommunen forinden kontakte børnehuset med henblik på at advisere om den foreståen-
de sag samt modtage rådgivning og vejledning i forhold til den indledningsvise håndtering af sagen ud fra 
det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens konkrete situation. Vejledningen kan eksempelvis 
omhandle spørgsmål i forhold til, om forældrene bør følge med barnet eller den unge i børnehuset, og om 
barnet eller den unge har behov for akutte indsatser efter barnets lovs bestemmelser. Det gælder særligt i 
tilfælde, hvor overgrebet er begået af forældre eller en omsorgsperson, hvor det kan være nødvendigt at 
foretage en akut anbringelse af barnet eller den unge.
Kommunen skal som udgangspunkt, når den kontakter børnehuset med henblik på at få rådgivning og 
vejledning i en konkret sag, oplyse cpr.nr. på det barn eller den unge, som kommunen ønsker at modtage 
rådgivning og vejledning omkring.
Børnehusets opgaver: Udredning af barnets eller den unges behov for særlig støtte
320.  I  børnehuset  foretages  de  nødvendige  udredninger  og  undersøgelser  af  barnets  eller  den  unges 
forhold med henblik på at afdække barnets eller den unges behov for særlig støtte efter bestemmelserne 
i barnets lov, relateret til overgrebet. Herunder hører også den indledende sundhedsfaglige udredning og 
vurdering af behov for eventuel sundhedsfaglig viderevisitation. Da undersøgelser m.v. i børnehuset alene 
fokuserer på de forhold hos barnet eller den unge, der er relaterede til overgrebet eller mistanken om 
overgrebet, er det fortsat påkrævet, at kommunen foretager en samlet børnefaglig undersøgelse efter § 
20. Den børnefaglige undersøgelse foretages da i sammenhæng med forløbet i børnehuset. Oplysninger 
om barnets eller den unges forhold, der fremkommer under undersøgelser i børnehuset, inddrages i den 
samlede vurdering af barnets eller den unges behov for særlig støtte.
Såfremt der allerede foreligger en børnefaglig undersøgelse af barnet/den unge, udarbejder handlekom-
munen en revideret undersøgelse af barnets/den unges forhold. Handlekommunen skal i den forbindelse 
være opmærksom på, at børnehuset modtager relevante sagsakter i forbindelse med undersøgelsen/udred-
ningen i børnehuset, eksempelvis tidligere psykologiske undersøgelser m.v.
VEJ nr 9471 af 21/06/202491

Når barnets sag er modtaget i børnehuset, planlægges og koordineres det videre sagsforløb i børnehuset, 
herunder orientering og inddragelse af barnets nærmeste omsorgspersoner, så det bliver så skånsomt 
for barnet som muligt. Sagsforløbet afhænger af den konkrete sag. Der kan eksempelvis være foretaget 
forskellige akutte indsatser over for barnet eller den unge, inden barnet eller den unge kommer i børne-
huset. Personalet i børnehuset skal sikre, at de relevante fagpersoner fra de involverede myndigheder, 
eksempelvis den kommunale børne- og ungerådgiver, politiet og det psykologfaglige såvel som lægefagli-
ge personale, deltager i koordineringen af den videre indsats over for barnet.
Børnehusets opgaver: Krisestøtte
321. Sideløbende og i forlængelse af udredningen af barnets eller den unges behov for særlig støtte, 
skal  børnehuset  –  i  de  sager,  hvor  børnehusets  personale  vurderer,  at  det  er  relevant  –  iværksætte 
kortvarig psykologisk krisestøtte til barnet. Ligeledes kan barnets nærmeste omsorgspersoner modtage 
akut, kortvarig krisestøtte for at være i stand til at håndtere deres barns situation og dermed være en støtte 
for barnet eller den unge. Den akutte krisestøtte er da en del af forløbet i børnehuset.
Den psykologfaglige indsats i børnehuset vil variere afhængigt af overgrebets karakter, barnets eller den 
unges alder og funktionsniveau, barnets og dets omsorgspersoners tilstand og reaktioner, samt eventuelle 
allerede igangsatte støtte- og behandlingstilbud.
Børnehusets opgaver: Videoafhøring
322. Børnehusene skal anvendes til videoafhøring af barnet eller den unge i sager, hvor politiet vurderer, 
at  det  er  relevant.  Reglerne  om  videoafhøring  er  fastsat  i  retsplejeloven,  hvor  det  fremgår,  at  børn 
under 13 år som udgangspunkt skal afhøres på video. De nærmere retningslinjer for videoafhøringer af 
børn i sager om seksuelt misbrug af børn kan findes i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om videoafhø-
ring. Meddelelsen kan findes på www.anklagemyndigheden.dk.
Salg af relaterede ydelser
323. Driftskommunen for børnehuset kan sælge ydelser til brugerkommunerne eller andre myndighe-
der mod betaling, eksempelvis længerevarende psykologbehandling som en ydelse efter barnets lov § 
32. Dette kan ske i lighed med, at kommunerne allerede i dag på det sociale område kan sælge ydelser 
til andre myndigheder mod betaling. Betalingen for relaterede ydelser sker ved særskilt afregning mellem 
driftskommunen og køber. Køber skal betale de faktiske omkostninger forbundet med ydelserne, jf. § 16, 
skt. 6 i børnehusbekendtgørelsen.
Børnehusets opgaver: Akutfunktion
324. Børnehusene, eller repræsentanter herfor, skal være telefonisk tilgængelige døgnet rundt, således at 
det i akutte overgrebssager er muligt for en børne- og ungerådgiver i barnets eller den unges handlekom-
mune at få rådgivning om, hvilke udredninger, undersøgelser m.v., der er nødvendige at foretage akut, 
samt få bistand til at kontakte relevante myndigheder med henblik på at disse myndigheder igangsætter 
akutte undersøgelser. Rådgivning, vejledning og koordination i sager, der ikke er akutte, sker i børnehuse-
nes normale åbningstid.
Det  er  ikke  nødvendigt,  at  børnehuset  er  åbent  døgnet  rundt.  Det  skal  blot  være  muligt  at  komme 
i telefonisk kontakt og få rådgivning og vejledning i forhold til den akutte koordinerende indsats af 
en kvalificeret medarbejder, der repræsenterer børnehuset. Rådgivningen kan også ydes af andre end 
børnehusets  eget  personale,  eksempelvis  driftskommunens  sociale  døgnvagt.  Det  er  dog  børnehusets 
entydige ansvar at sikre, at de relevante medarbejdere er kvalificerede til at yde denne rådgivning. Det er 
VEJ nr 9471 af 21/06/202492

således børnehuset, der skal sikre og stå inde for, at der ydes en kvalificeret rådgivning, når børnehuset 
kontaktes uden for normal åbningstid.
Akutfunktionen  kan  bistå  børne-  og  ungerådgiveren  med  at  vurdere,  hvilke  handlinger  og  indsatser, 
der er akutte og bør iværksættes med det samme, eksempelvis akut anbringelse, og hvilke indsatser, 
der kan vente til myndighedernes ”normale” åbningstid. Herudover kan akutfunktionen bistå børne- og 
ungerådgiveren med at vurdere, hvilke fagpersoner, det er relevant at tage kontakt til med det samme, 
eksempelvis politiet, og evt. bistå med oplysninger m.v., der hjælper børne- og ungerådgiveren med 
at tage kontakt til disse. Der kan i den forbindelse henvises til punkt 309 ovenfor vedr. udveksling af 
oplysninger mellem fagpersoner i forbindelse med behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet, den 21. juni 2024
David Rene Tranekær Klemmensen
/ Astrid Leschly Holbøll
VEJ nr 9471 af 21/06/202493