Grundloven § 71

Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.\n\n

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

Denne paragraf fastslår borgernes fundamentale ret til personlig frihed og beskytter især mod frihedsberøvelse ud fra politiske, religiøse eller etniske motiver. Den er inspireret af både frihedstraditioner og Europas historiske overgreb. I praksis betyder det, at staten ikke må anholde, fængsle eller på anden måde begrænse friheden for danske borgere alene på grund af deres politiske holdninger, trosretning eller afstamning. Formålet er utvetydigt at forhindre diskrimination på disse områder, uanset hvem der har magten. Paragraffen er et værn mod magtmisbrug, kræver retlig hjemmel for enhver form for frihedsberøvelse og sætter Danmark i tydelig kontrast til autoritære stater. I dag er bestemmelsen central ved retssager om ulovlige anholdelser, racisme og særbehandling. Grundlovsbestemmelsen ligger til grund for retspraksis om diskrimination og er også retningsgivende i lovgivningsprocessen.

Eksempler

• Politisk fængsling forbudt

  Hvis en dansk borger bliver tilbageholdt alene fordi vedkommende er medlem af et bestemt politisk parti, vil det være direkte grundlovsstridigt i henhold til § 71, stk. 1.

• Ingen arrest for religiøs overbevisning

  En person kan ikke anholdes eller frihedsberøves fordi vedkommende tilhører en bestemt religion, f.eks. sikher eller muslimer.

• Etnisk diskrimination ved frihedsberøvelse

  Politiet må ikke tilbageholde personer udelukkende fordi de tilhører en bestemt etnisk gruppe.

• •Mange tror fejlagtigt, at § 71 forbyder alle former for arrestation – den kræver blot, at det ikke sker af politiske, religiøse eller etniske årsager.
• •Nogle tror, at beskyttelsen gælder alle i Danmark, men stk. 1 dækker kun danske borgere.
• •Det misforstås ofte, at andre former for forskelsbehandling også automatisk omfattes – det er ikke tilfældet.

• § 70

  Forbyder begrænsning af rettigheder pga. tro eller afstamning og supplerer § 71.

• § 72

  Beskytter privatlivets fred mod uberettigede indgreb og understøtter det personlige frihedsprincip.

• § 77

  Sikrer ytringsfriheden, hvilket hænger tæt sammen med beskyttelsen mod politisk frihedsberøvelse.