Betænkning over Forslag til lov om behandling af personoplysninger

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

11. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om behandling af

personoplysninger

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren,

erhvervsministeren og økonomiministeren, som disse har besvaret

skriftligt og mundtligt.

Et af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå er på udvalgets

foranledning optrykt som bilag til betænkningen. Endvidere er

justitsministerens brev til Jørgen Hoppe, HK/Handel, optrykt som bilag

til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Danmarks Journalisthøjskole,

Dansk Industri,

Danske Dagblades Forening,

Det Retsvidenskabelige Institut B,

Forbrugerrådet,

Lööf, Stefan, Kolding og

Registertilsynet.

I udvalgets behandling af lovforslaget er tillige

indgået materiale fra udvalgets behandling af det tilsvarende

lovforslag i folketingsåret 1997-98, 2. samling (L 82), og i

folketingsåret 1998-99 (L 44). I forbindelse med behandlingen af L 82

blev der den 27. august 1998 foretaget en teknisk gennemgang af lovforslaget

i Justitsministeriet, og den 9. september 1998 afholdt udvalget en intern

høring med inviterede eksperter. I forbindelse med fremsættelsen

af lovforslag nr. L 44 blev der den 19. oktober 1998 foretaget en teknisk

gennemgang af dette lovforslag i Justitsministeriet.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens og

Frihed 2000 s medlemmer) skal mere generelt bemærke, at lovforslaget

med sin omfattende regulering af spørgsmålet om behandling af

personoplysninger og ved sin anvendelse af retlige standarder i de enkelte

behandlingsregler rummer problemer i forhold til at skabe overskuelighed og

klarhed om retsstillingen for borgerne og virksomhederne m.v.

Flertallet må samtidig konstatere, at disse

problemer er en konsekvens af udformningen af EF-direktivet om behandling af

personoplysninger (95/46/EF), som lovforslaget tilsigter at

gennemføre.

Direktivet indebærer en ambitiøs og

vidtgående regulering, der griber ind i en lang række

forskelligartede livsforhold.

Direktivet regulerer således ikke alene den

behandling af personoplysninger, der finder sted i edb-registre, men omfatter

bl.a. al behandling af personoplysninger på edb og alle manuelle

registre.

Direktivet er endvidere ikke begrænset til

behandling af personoplysninger, som myndigheder og virksomheder foretager

som led i deres myndigheds- eller erhvervsudøvelse m.v. Det omfatter

også den behandling, som udføres af alle borgere i det danske

samfund, medmindre behandlingen sker »med henblik

på udøvelse af rent personlige eller familiemæssige

aktiviteter«.

Det er en følge af denne vidtrækkende

regulering, at direktivets behandlingsregler er formuleret som retlige

standarder. Dette har imidlertid den konsekvens, at de borgere og

virksomheder m.v., som reglerne gælder for, kan have vanskeligt ved

mere nøjagtigt at aflæse retstilstanden. Noget sådant

giver efter flertallets opfattelse anledning til principielle problemer.

De regler, der gælder for medlemslandenes lovgivning

til opfyldelse af f.eks. direktiver, indebærer, at man i vidt omfang

må lægge sig tæt op af direktivteksten, og at det derfor

kun i begrænset omfang er muligt at afhjælpe de nævnte

problemer.

Der er imidlertid ved justitsministerens

ændringsforslag og den meget grundige og indgående behandling af

lovforslaget i Folketinget sket betydelige forbedringer i henseende til at

præcisere og tydeliggøre retstilstanden.

Som centrale eksempler kan nævnes, at der nu er

indsat en udtrykkelig bestemmelse i lovforslaget om, under hvilke betingelser

virksomheder og offentlige myndigheder må behandle oplysninger om

strafbare forhold og væsentlige sociale problemer. Det er nu endvidere

udtrykkeligt bestemt, at der for den offentlige forvaltning ikke må

føres edb-registre med oplysninger om politiske forhold, som ikke er

offentligt tilgængelige. Endelig er der gennemført

ændringer, der inden for direktivets rammer væsentligt

forbedrer forbrugernes beskyttelse mod, at oplysninger om den

pågældende uden samtykke videregives til andre virksomheder til

brug ved markedsføring.

Den meget omfattende og langvarige behandling af

lovforslaget i Folketinget, som bl.a. har resulteret i de omtalte

forbedringer, må anses for nødvendiggjort af den måde,

hvorpå direktivet er udformet.

På den anførte baggrund opfordrer flertallet

regeringen til i EU at virke for, at der ikke fremover gennemføres

reguleringer, der giver anledning til de ovenfor omtalte problemer.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med

undtagelse af Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Frihed 2000 s medlemmer)

lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk

Folkepartis medlem af udvalget) vendte sig kraftigt imod det direktiv om

behandling af personoplysninger, der er årsagen til dette

lovforslag.

Personoplysninger blev ved direktivet defineret som en

vare, der er omfattet af indre markeds regler en helt uholdbar

kortslutning, som til fulde viser de problemer, der kan opstå i EU s

lovmølle på indre markeds-området.

Socialistisk Folkeparti har imidlertid ikke blot kunnet se

på, at direktivet blev gennemført til dansk lov uden i det

mindste at forsøge at rette op på en håbløs

lovgivning. Socialistisk Folkeparti har derfor deltaget aktivt i

forhandlingerne om lovforslaget og finder, at lovforslaget nu har fået

en udformning, der set i sammenhæng med den ændring af

markedsføringsloven, der vedtages samtidig hermed, samlet betyder, at

Socialistisk Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Et mindretal (Dansk Folkepartis og Frihed 2000 s

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling, men vil stemme for de under nr. 1 og 4-6 stillede

ændringsforslag.

En del af mindretallet (Dansk Folkepartis medlem af

udvalget) har på intet tidspunkt været positiv over for de

tendenser, der ligger i lovforslaget, men anerkender, at justitsministeren i

forhold til tidligere udgaver har luget nogle ting ud, som var helt

uacceptable og urimelige.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, som det også

er fremført i udtalelsen fra et flertal, som Dansk Folkeparti

støtter, at der her er tale om al for omfattende og kompliceret

lovgivning, der er meget svær at forstå også for mange

jurister. Det er ikke rimeligt, at Folketinget vedtager lovgivning, der

generelt er uforståelig for den almindelige befolkning.

Der er tale om en meget omfattende lovgivning, der

regulerer en hel bunke forhold, som man efter Dansk Folkepartis opfattelse

skal passe på ikke at regulere alt for heftigt. Loven giver også

nogen beskyttelse af borgerne på nogle områder, som Dansk

Folkeparti kan være tilfreds med.

Men det er meget voldsomme reguleringer, der findes i

lovforslaget, og så er spørgsmålet, om Folketinget skal

lade en sådan lovgivning passere, bare fordi Danmark er duks i EU og

siger ja og amen til alt, hvad der kommer fra Bruxelles, eller om Danmark

skal stå op imod sådanne tendenser og sige fra. Dansk Folkeparti

mener det sidste og vil derfor stemme imod lovforslaget.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af EL):

Til § 8

1) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 6. Behandling af oplysninger i de

tilfælde, der er reguleret i stk. 1, 2, 4 og 5, kan i øvrigt

finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af DF, EL og FRI):

Til § 36

2) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Henvendelse til forbrugeren

efter stk. 2 skal i øvrigt ske i overensstemmelse med reglerne i

markedsføringslovens § 6 a og regler udstedt i medfør af

markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.«

3) Stk. 4 udgår.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af EL):

Til § 63

4) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. En anmeldelse som nævnt i

stk. 2, nr. 1 og 3, anses først for indgivet, når betaling er

sket. Datatilsynet kan bestemme, at en tilladelse som nævnt i stk. 2,

nr. 2, ikke meddeles, før betaling er sket.«

Til § 70

5) I stk. 1, nr. 1, ændres »§ 8, stk. 4-6« til: »§ 8, stk. 4, 5 og 7«.

Til § 76

6) Stk. 1 affattes således:

»Loven træder i kraft den 1. juli 2000.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Direktivet om behandling af personoplysninger bygger

på en opdeling af personoplysninger i to kategorier, nemlig almindelige

(ikke følsomme) personoplysninger, jf. direktivets artikel 7, og

særlige kategorier af (følsomme) personoplysninger, jf.

direktivets artikel 8. Det må i den forbindelse antages, at opregningen

af følsomme oplysninger i direktivets artikel 8 er

udtømmende.

Lovforslagets § 6 gennemfører direktivets artikel

7, mens lovforslagets § 7 fastsætter regler for adgangen til at

behandle de kategorier af personoplysninger, som omfattes af direktivets

artikel 8, stk. 1.

Herudover indeholder lovforslagets § 8, stk. 1, 2, 4 og 5,

en særlig regulering af adgangen til at behandle oplysninger, som efter

den gældende registerlovgivning henregnes til kategorien af rent

private forhold, men som ikke omfattes af opregningen i direktivets artikel

8, stk. 1.

De nævnte bestemmelser i § 8 må for at

undgå, at der rejses spørgsmål om, hvorvidt direktivet er

gennemført korrekt dels ikke administreres mere restriktivt end

reglerne i lovforslagets § 7 (der som nævnt vedrører de

oplysninger, som efter direktivet anses for følsomme), dels respektere

de generelle rammer, som direktivets artikel 7 (om almindelige oplysninger)

sætter.

I bemærkningerne til lovforslaget (side 103) er det

derfor anført, at reglerne i lovforslagets § 8, stk. 1, 2, 4 og 5,

skal administreres således, at den behandling af personoplysninger, der

kan finde sted efter lovforslagets § 7, også kan finde sted efter de

nævnte regler i lovforslagets § 8.

Registertilsynet har i en skrivelse til Justitsministeriet

peget på en forskel mellem reglerne i lovforslagets § 7, stk. 2, nr. 1,

og § 8, stk. 1, for så vidt angår offentlige myndigheders

behandling, herunder navnlig registrering, af følsomme oplysninger.

Registertilsynet peger i den forbindelse på, at bestemmelsen i § 7,

stk. 2, nr. 1, giver en offentlig myndighed adgang til at registrere de i § 7

nævnte følsomme oplysninger med den registreredes samtykke. Til

forskel herfra kan behandling efter § 8, stk. 1, kun finde sted, hvis det er

nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Efter denne

bestemmelse vil et samtykke fra den registrerede således ikke i sig

selv give myndigheden det fornødne hjemmelsgrundlag for at foretage

den pågældende behandling.

Registertilsynet foreslår på den baggrund, at

det ved en ændring i lovteksten i § 8 præciseres, i hvilket

omfang behandling også kan finde sted, hvis betingelserne i § 7 er

opfyldt.

Justitsministeriet har endvidere i besvarelsen af

spørgsmål nr. 3 (L 147 bilag 6) hvor et notat udarbejdet af

professor, dr.jur. Peter Blume kommenteres tilkendegivet, at ministeriet er

indstillet på at stille et ændringsforslag til § 8, således

at det kommer til at fremgå af selve lovteksten, at behandling af

personoplysninger i de tilfælde, der er nævnt i lovforslagets §

8, stk. 1, 2, 4 og 5, også kan finde sted, hvis betingelserne herfor

efter lovforslagets § 7 er opfyldt.

På denne baggrund foreslås det, at der i § 8

som et nyt stk. 6, indsættes en bestemmelse, der udtrykkeligt

fastslår, at behandling af oplysninger i de tilfælde, der er

nævnt i stk. 1, 2, 4 og 5, under alle omstændigheder kan finde

sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt. En gennemførelse af

ændringsforslaget vil således indebære, at

forudsætningen herom i lovforslagets bemærkninger vil komme til

at fremgå direkte af lovteksten.

Til nr. 2 og 3

Lovforslagets § 6, stk. 2-4, og § 36 indeholder regler om

en virksomheds adgang til at videregive oplysninger til andre

virksomheder til brug ved de andre virksomheders markedsføring (og

anvende oplysningerne på andre virksomheders vegne).

Bestemmelsen i lovforslagets § 36 regulerer den

fremgangsmåde, som en virksomhed skal følge, hvis virksomheden

ønsker at videregive generelle kundeoplysninger efter bestemmelsen i

lovforslagets § 6, stk. 3 og 4.

Det fremgår af § 36, stk. 2, at den dataansvarlige

virksomhed bl.a. skal undersøge i CPR, om forbrugeren ved en markering

i CPR har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Som

en undtagelse herfra følger det af bestemmelsen i lovforslagets § 36,

stk. 3, at kravet om tjekkepligt i CPR ikke gælder i den særlige

situation, hvor virksomheden alene er bekendt med forbrugerens

e-post-adresse, og hvor virksomheden derfor ikke kan tjekke i CPR, om

forbrugeren har frabedt sig henvendelser i

markedsføringsøjemed.

Med ændringsforslaget ophæves den nævnte

undtagelse fra tjekkepligten i § 36, stk. 3.

Baggrunden for ændringsforslaget er et ønske

om at opnå et bedre samspil med de regler om uanmodet direkte

markedsføring, som foreslås indsat i markedsføringslovens

§ 6 a. Der henvises herved til § 2 i det forslag til lov om ændring af

lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love

(L 213), som blev fremsat den 1. marts 2000.

Efter forslaget til en ny § 6 a, stk. 1, i

markedsføringsloven må bl.a. elektronisk post ikke anvendes til

markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående

har anmodet herom (en såkaldt opt in-ordning).

På den baggrund er det ikke fundet rimeligt, at en

virksomhed kan rette uanmodet henvendelse via e-post til en forbruger

og oplyse forbrugeren om, at generelle kundeoplysninger om vedkommende vil

blive videregivet til tredjemand, medmindre forbrugeren gør indsigelse

herimod. I forlængelse heraf foreslås det endvidere, at der ikke

gøres undtagelse fra pligten til at tjekke i CPR i den situation, hvor

virksomheden kun er bekendt med forbrugerens e-post-adresse.

En gennemførelse af ændringsforslaget vil

indebære, at en virksomhed, der alene er bekendt med en forbrugers

e-post-adresse og som ønsker at videregive generelle

kundeoplysninger om forbrugeren til en anden virksomhed med henblik på

markedsføring kun vil kunne videregive oplysningerne, hvis

forbrugeren har givet sit samtykke hertil efter bestemmelsen i lovforslagets

§ 6, stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at virksomheden

på sin hjemmeside vil kunne give forbrugeren mulighed for at samtykke

til videregivelsen. Virksomheden må derimod ikke søge samtykket

indhentet ved at sende forbrugeren en e-post. Det skyldes, at

markedsføring ved brug af e-post, herunder opfordring til at give

samtykke til videregivelse til markedsføring, kræver

forudgående samtykke fra forbrugeren, jf. henvisningen i § 6, stk. 2,

til markedsføringslovens § 6 a.

Til nr. 4

Ændringsforslaget tilsigter ingen

realitetsændring, men skyldes, at henvisningerne i bestemmelsen i § 63,

stk. 3, til bestemmelsens stk. 2 indeholdt en teknisk fejl.

Til nr. 5

Der er tale om konsekvensændringer.

Til nr. 6

Efter lovforslagets § 76, stk. 1, træder loven i

kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Med

ændringsforslaget udskydes tidspunktet for lovens ikrafttræden

til den 1. juli 2000.

Ændringsforslaget har sin baggrund i, at den

foreslåede ordning, hvorefter enhver har ret til at få indsat en

markering i CPR om, at vedkommende frabeder sig henvendelser i

markedsføringsøjemed, af tekniske grunde formentlig

først vil kunne være klar den 1. juli 2000.

Dorte Bennedsen (S)

Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Tom Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF)

Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 14:

Ministeren bedes tilsende udvalget et oversigtsnotat over,

hvilke øvrige lovforslag som regeringen har fremsat eller agter at

fremsætte i indeværende folketingsår med

berøringspunkter til L 147. I notatet bedes det angivet, hvilke

paragraffer i alle de omhandlede lovforslag der har sammenhæng med

hinanden, hvori denne sammenhæng består, og om disse

sammenhænge og berøringspunkter efter regeringens opfattelse

giver anledning til problemer. Overvejer regeringen at stille

ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede lovforslag og i

givet fald hvilke og hvorfor?

Svar:

Der henvises til vedlagte notat af 3. maj 2000 med

tilhørende bilag.

Justitsministeriet

Lovafdelingen

N O T A T

sammenhængen mellem forslag til lov om behandling af

personoplysninger og andre lovforslag

1. Indledning.

Folketingets Retsudvalg har anmodet Justitsministeriet om

at udarbejde et oversigtsnotat over lovforslag, som regeringen har fremsat

eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med

berøringsflader til forslag til lov om behandling af personoplysninger

(L 147).

Notatet skal indeholde en angivelse af, hvilke paragraffer

i de omhandlede lovforslag der har sammenhæng med hinanden, hvori denne

sammenhæng består, og om disse sammenhænge og

berøringspunkter efter regeringens opfattelse giver anledning til

problemer.

Endelig skal det oplyses, om regeringen agter at

fremsætte ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede

lovforslag.

I dette notat behandles de rejste spørgsmål.

Under pkt. 2 gives en omtale af de lovforslag, som i større eller

mindre grad har berøringsflader til L 147. I den forbindelse

beskrives sammenhængen mellem de enkelte lovforslag og L 147, ligesom

det anføres, hvis de enkelte lovforslag har særlige indbyrdes

berøringsflader. Under pkt. 3 gives der en særskilt

redegørelse for samspillet mellem de forskellige lovforslag for

så vidt angår spørgsmålet om virksomheders adgang

til at anvende (og videregive) personoplysninger i

markedsføringsøjemed. Notatet sammenfattes under pkt. 4.

Langt de fleste af de lovforslag, som omtales i notatet,

er udarbejdet af andre ministerier end Justitsministeriet. Notatets

beskrivelse af disse lovforslag bygger derfor i det væsentlige på

høringssvar, som Justitsministeriet til brug for besvarelsen af

Retsudvalgets spørgsmål har indhentet fra

ressortministerierne. De nævnte høringssvar vedlægges til

orientering.

Det tilføjes, at notatet alene omtaler lovforslag,

som på nuværende tidspunkt endnu ikke er vedtaget.

2. Lovforslag med berøring til L 147.

I det følgende gennemgås de lovforslag, der

i større eller mindre omfang har berøring til L 147.

a) L 3: Forslag til lov om Det Centrale Personregister.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at

borgerne får et personnummer, at CPR indeholder

grundlæggende oplysninger om enhver, der har et personnummer, at

enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor

eller opholder sig, og at oplysninger i CPR på en

hensigtsmæssig måde kan videregives til offentlige myndigheder og

private med en berettiget interesse heri, jf. i det hele lovforslagets §

Lovforslaget har nær sammenhæng med reglerne i

L 147.

Det skyldes for det første, at bestemmelsen

i L 147 § 36 (om forbrugerens ret til at gøre indsigelse mod, at en

virksomhed videregiver generelle kundeoplysninger til andre virksomheder med

henblik på markedsføring) bygger på en forudsætning

om, at der i CPR etableres en ordning, hvorefter forbrugere kan frabede sig

henvendelser i markedsføringsøjemed. Dette samspil beskrives

nærmere nedenfor under pkt. 3.

Det skyldes for det andet, at en række

bestemmelser i CPR-lovforslaget henviser til reglerne i L 147. Det drejer sig

om følgende bestemmelser:

§ 31, hvorefter oplysninger i CPR og ældre

folkeregistermateriale kan videregives til en anden offentlig myndighed efter

reglerne i lov om behandling af personoplysninger;

§ 35, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller

videnskabeligt øjemed fra CPR kan videregive oplysninger om eller

foretage adressering til en nærmere afgrænset kreds af personer

under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse

oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 36, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller

videnskabeligt øjemed kan give adgang til elektronisk søgning

og opslag i CPR under den betingelse, at modtageren er berettiget til at

behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 37, hvorefter en kommunalbestyrelse til brug i statistisk eller

videnskabeligt øjemed kan beslutte at udlevere oplysninger, der ikke

er registreret i CPR, men som findes i ældre folkeregistermateriale i

kommunen, under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle

disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 38, stk. 6, hvorefter det er en betingelse for udlevering af

nærmere angivne oplysninger til forskellige typer selskaber, at

modtageren efter lov om behandling af personoplysninger er berettiget til at

behandle oplysningerne, samt

§ 52, stk. 1, om tilfælde, hvor en offentlig myndighed »i

overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger« anvender

personnumre som identifikation eller journalnummer.

CPR-lovforslaget har også en nær

sammenhæng med reglerne i det nedenfor omtalte lovforslag L 213 om

ændring af forbrugeraftaleloven, markedsføringsloven og visse

andre love. Med sidstnævnte lovforslag foreslås nemlig indsat en

ny § 6 a i markedsføringsloven om uanmodet direkte

markedsføring. Denne bestemmelse indeholder bl.a. regler om, at CPR

hvert kvartal udarbejder en fortegnelse over de forbrugere, der har frabedt

sig henvendelser i markedsføringsøjemed, ligesom den bygger

på den forudsætning, at en erhvervsdrivende kan tjekke direkte i

CPR, om forbrugeren har frabedt sig sådanne henvendelser.

Samspillet mellem de to lovforslags regler om uanmodet

markedsføring beskrives nærmere nedenfor under pkt. 3.

Indenrigsministeriet har i sit høringssvar oplyst,

at indenrigsministeren netop har fremsat ændringsforslag til

lovforslagets § 29, stk. 3, og § 40 (samt konsekvensrettelser heraf).

De foreslåede bestemmelser har følgende

ordlyd:

[§ 29] »Stk. 3. Enhver

har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en

markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser,

der sker i markedsføringsøjemed. En sådan markering giver

dels den beskyttelse, der er fastsat i markedsføringslovens § 6 a

sammenholdt med denne lovs § 40, stk. 4 og 5, dels den beskyttelse mod

videregivelse m.v. til brug ved anden virksomheds markedsføring, der

er fastsat i § 36 i lov om behandling af personoplysninger.«

»[§ 40 ] Stk. 4. Indenrigsministeriet

udarbejder én gang i kvartalet en fortegnelse med oplysning om

nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden

for de seneste 3 år for samtlige personer, der efter § 29, stk. 3, har

en markering i CPR om, at de pågældende frabeder sig

henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med

navne- og adressebeskyttelse medtages ikke i fortegnelsen.

Stk. 5. Erhvervsdrivende har ret til fra

Indenrigsministeriet at få leveret en kopi af den i stk. 4 nævnte

fortegnelse mod betaling af et beløb til dækning af de

omkostninger, der er forbundet med videregivelsen. Organisationer, der

varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser, har på samme

vilkår ret til at få leveret den i stk. 4 nævnte

fortegnelse med henblik på videregivelse af fortegnelsen til

medlemsvirksomheder. Fortegnelsen må ikke herudover videregives til

andre eller offentliggøres.«

I ændringsforslagets bemærkninger

anføres bl.a. følgende:

»Med ændringsforslaget

sker en tilpasning af bestemmelsen i CPR-lovforslagets § 29, stk. 3, til

justitsministerens forslag nr. L 147 til lov om behandling af

personoplysninger, som er fremsat 9. december 1999, for så vidt

angår dette lovforslags bestemmelser i § 36 om videregivelse af

oplysninger til andre virksomheder til brug ved markedsføring, samt

justitsministerens forslag nr. L 213 til lov om ændring af lov om visse

forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love, hvori bl.a.

indgår bestemmelser om direkte uanmodet markedsføring (ny § 6 a

i markedsføringsloven), som er fremsat 1. marts 2000.

Det forudsættes i de nævnte bestemmelser i

disse to lovforslag, at det skal være muligt for fysiske personer

gebyrfrit at få registreret i CPR, at de generelt ikke ønsker at

modtage henvendelser i markedsføringsøjemed.

Med denne registrering er det muligt for den

erhvervsdrivende at tjekke i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser

i markedsføringsøjemed, som efter § 36, stk. 2, i lov om

behandling af personoplysninger , skal ske inden virksomheden videregiver

generelle oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed med henblik

på markedsføring eller anvender oplysningerne på vegne af

en anden virksomhed i dette øjemed. Der henvises til § 36 og

bemærkningerne hertil i forslag nr. L 147 til lov om behandling af

personoplysninger.

Det er samtidig muligt for den erhvervsdrivende at

foretage det tjek i CPR af, om forbrugeren har frabedt sig

reklamehenvendelser i markedsføringsøjemed. Der henvises til

den forslåede ny § 6 a og bemærkningerne hertil i forslag nr. L

213 til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler,

markedsføringsloven og visse andre love.

I forbindelse med den ændrede affattelse af § 29,

stk. 3, som følger af ændringsforslagets nr. 1, er det fundet,

at der ikke som oprindeligt foreslået med affattelsen af

CPR-lovforslaget § 30, stk. 1 også skal gives automatisk beskyttelse

mod henvendelser i markedsføringsøjemed til personer med navne-

og adressebeskyttelse, at beskyttelsen mod henvendelser i

markedsføringsøjemed i alle tilfælde kun kan ske efter

særskilt anmodning fra den pågældende.«

b) L 31: Forslag til lov om Statstidende.

Formålet med lovforslaget er navnlig at opnå

en mere tidssvarende udnyttelse af informationsteknologien i relation til

Statstidende, som i dag udkommer i trykt form.

Forskningsministeriet opretter efter lovforslaget en

database, som indeholder de meddelelser af forskellig art, der

offentliggøres via Statstidende. Oplysningerne i databasen vil

fremover blive offentliggjort elektronisk og indtil videre i et trykt

Statstidende.

Det fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, at lov om behandling af personoplysninger vil gælde i

relation til behandling, der foretages efter lov om Statstidende, medmindre

denne lov fastsætter særlige regler for behandling af

personoplysninger i forbindelse med driften af Statstidende.

Der er i den forbindelse grund til at nævne

lovforslagets § 1, stk. 3, hvorefter »forskningsministeren fastsætter regler om

opbygningen, driften og brugen af Statstidende, herunder regler for de

tekniske sikkerhedskrav og krav til beskyttelse og bevaring af oplysninger i

systemet«. Det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, at de tekniske sikkerhedskrav som

minimum skal svare til de krav, som stilles til behandlingssikkerhed i L

147.

Også lovforslagets § 5, stk. 2, bør

nævnes i denne sammenhæng. Bestemmelsen fastslår

følgende:

»Stk. 2. Efter et

år fra tidspunktet for offentliggørelse må

personoplysninger, der i anden sammenhæng anses for fortrolige, ikke

kunne søges i det elektroniske Statstidende ved at bruge personens

navn eller anden form for personidentifikation som søgekriterium.

Forskningsministeren kan dog efter indstilling fra vedkommende minister

fastsætte regler om, at fortrolige oplysninger skal være

søgbare i et længere tidsrum end 1 år, hvis

afgørende grunde taler herfor.«

Forskningsministeriet har i sit høringssvar oplyst,

at »der også i dette tilfælde [er]

tale om en skærpelse af beskyttelsesniveauet« i forhold til de generelle regler i L 147.

Forskningsministeriet tilføjer i den forbindelse følgende (side

2):

»Disse enkelte tilfælde

af specialregulering ændrer ikke ved, at lov om Statstidende

forudsætter, at lov om behandling af personoplysninger er vedtaget og

trådt i kraft «.

Det kan endelig nævnes, at lovforslaget i § 5, stk.

3, og § 6, stk. 3, indeholder særlige regler om behandling af

personoplysninger, der har visse berøringsflader til reglerne om

behandling af personoplysninger i L 147 § 11 og i L 3 om Det Centrale

Personregister.

Lovforslagets § 5, stk. 3, bestemmer således, at

personnumre kun må »offentliggøres

ved proklamaer i dødsboer, jf. dog § 6, stk. 3«. Efter § 6, stk. 3, kan »masseudtræk af

oplysninger, som omfatter personnumre alene ske i det omfang, anden

lovgivning tillader det, og efter aftale med udgiveren af Statstidende.

Udgiveren fastsætter nærmere vilkår for modtagerens brug af

oplysningerne.«

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget

(side 13), at det ikke er »tanken at udvide

adgangen til brug af personnumre i Statstidende i forhold til den

nuværende praksis. Det er i øvrigt heller ikke tanken at udvide

den generelle adgang til brug af personnumre i samfundet, således som

denne adgang forventes fastlagt ved lov om behandling af personoplysninger og

indenrigsministerens regler om Det Centrale Personregister.«

Sammenfattende indeholder L 31 forskellige bestemmelser om

databeskyttelse, som har karakter af en specialregulering i forhold til L

147. Denne specialregulering har karakter af en »overbygning « på det

beskyttelsesniveau, som er fastlagt i L 147.

c) L 63: Forslag til lov om visse betalingsmidler.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at skabe de

fornødne rammer for, at brugerne kan anvende betalingsmidler på

en sikker og velfungerende måde.

Lovforslaget har begrænsede berøringsflader

til L 147. Det drejer sig navnlig om bestemmelserne i lovforslagets § 12,

stk. 1-3, der har følgende ordlyd:

»§ 12. Lov om behandling af

personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger

af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens

CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses af

andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af

oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de

har købt, når det

er nødvendigt til gennemførelse eller

korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen

har knyttet til betalingsmidlet,

er nødvendigt til retshåndhævelse

eller for at hindre misbrug, eller

er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af

oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler,

når

det er nødvendigt for udstederens

rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig

anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes,

alene angår, hvilke typer betalingsmidler, brugeren foretager,

eller

behandlingen er nødvendig for udstederens

tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive

og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på

enkeltbrugerniveau. «

Bestemmelsen i § 12 regulerer alene adgangen til at

behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været

anvendt, og hvad der er købt. § 12 regulerer til gengæld

udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel

må behandle herunder registrere og videregive disse

oplysninger.

I øvrigt fastslår bestemmelsen udtrykkeligt,

at lov om behandling af personoplysninger vil gælde for den behandling

af personoplysninger, der finder sted i forbindelse med brug af

betalingsmidler, med de ændringer, der følger af de

særlige regler i lov om visse betalingsmidler.

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig

regulering af en nærmere angiven form for behandling af

personoplysninger (behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt

deres betalingsmidler, og hvad de har købt).

Om lovforslagets betydning for det særlige

spørgsmål om behandling af oplysninger i

markedsføringsøjemed henvises til pkt. 3 nedenfor.

d) L 112: Forslag til lov om ændring af lov om banker og

sparekasser m.v.

Baggrunden for lovforslaget er en rapport, som Udvalget om

den finansielle sektor efter år 2000 under Økonomiministeriet

fremlagde i september 1999. Rapporten indeholder en række anbefalinger

med henblik på at skabe gode generelle rammevilkår for den

finansielle sektor og herigennem bidrage til de nødvendige

strukturelle tilpasninger og en styrket konkurrence.

Lovforslaget har visse berøringspunkter med

reglerne i L 147 og med reglerne i forslaget til lov om visse betalingsmidler

(L 63).

Det drejer sig nærmere om lovforslagets § 1, nr. 13,

(forslaget til en ny § 53 a i bank- og sparekasseloven), der har

følgende indhold:

»53 a.

Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer

af repræsentantskabet i en bank eller andelskasse, revisorer og

granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og

øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte

fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er

blevet bekendt med. Tilsvarende gælder bestyrelsesmedlemmer, medlemmer

af repræsentantskabet, revisorer og granskningsmænd samt deres

suppleanter, direktører og øvrige ansatte i finansielle

holdingselskaber, jf. § 37 a, stk. 4, og moderselskaber, jf. § 37 b, stk.

Stk. 2. Såfremt videregivelsen er

erhvervsmæssigt begrundet, kan sædvanlige oplysninger om

kundeforhold videregives til koncernvirksomheder, der er underlagt en

tavshedspligt som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Oplysninger, der ikke vedrører rent

private forhold, kan videregives til pengeinstituttets moderselskab til brug

for styring af virksomheder i koncernen, jf. § 37 a, stk. 3, såfremt

moderselskabet er en finansiel virksomhed, jf. § 37 b, stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om rent private forhold

må kun videregives med kundens samtykke. Ansatte i koncernforhold, der

får sådanne oplysninger, er underkastet den i stk. 1 nævnte

tavshedspligt.

Stk. 5. Pengeinstituttet skal påse, at de

personer, der får kendskab til oplysningerne, er bekendt med deres

tavshedspligt.

Stk. 6. Pengeinstituttet skal udarbejde

retningslinier for, i hvilket omfang kundeoplysninger kan videregives.

Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.«

Økonomiministeriet har oplyst, at de nævnte

bestemmelser i forhold til gældende ret alene indeholder en

udvidelse (i § 53 a, stk. 3) af adgangen til at videregive kundeoplysninger

til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en betingelse, at

videregivelsen er nødvendig som et led i risikostyringen af koncernens

virksomheder, hvilket ikke omfatter videregivelse til brug for

markedsføring eller kunderådgivning, og at videregivelsen ikke

vedrører oplysninger om kundens rent private forhold.

Om sammenhængen mellem L 63, L 112 og L 147 oplyste

erhvervsministeren i besvarelsen af 28. april 2000 af spørgsmål

nr. 25 fra Folketingets Erhvervsudvalg (L 112 - bilag 21)

følgende:

»Om forholdet mellem de to

regelsæt kan jeg oplyse, at bank- og sparekasselovens regler om

videregivelse af kundeoplysninger suppleres af reglerne herom i

betalingskortloven. Reglerne i bank- og sparekasseloven suppleres endvidere

af den generelle registerlovgivning, herunder reglerne i lovforslaget om

behandling af personoplysninger.«

Om de nævnte lovforslags indbyrdes sammenhæng

med hensyn til spørgsmål om behandling af personoplysninger med

henblik på markedsføring henvises til pkt. 3 nedenfor.

e) L 113: Forslag til lov om ændring af realkreditloven

(Koncernregler, omdannelsesregler m.v).

Lovforslagets § 1, nr. 22, indeholder en bestemmelse, der

indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L

112, hvorfor der henvises hertil.

f) L 114: Forslag til lov om ændring af lov om

fondsmæglerselskaber, lov om investeringsforeninger og

specialforeninger og lov om ændring af lov om værdipapirhandel

m.v. og forskellige andre love (Koncernregler, adskillelse af kundemidler

m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 13, indeholder en bestemmelse, der

indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L

112, hvorfor der henvises hertil.

g) L 115: Forslag til lov om ændring af lov om

forsikringsvirksomhed (Koncernregler, regnskabsår, administration af

livsforsikringsbestande m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 24, indeholder en bestemmelse, der

indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L

112, hvorfor der henvises hertil.

h) L 153: Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver

(arkivlovens registerbestemmelser).

Formålet med lovforslaget er navnlig at

gennemføre direktivet om behandling af personoplysninger på

arkivområdet.

Lovforslaget indeholder for det første en

række bestemmelser om høring af Datatilsynet, når

kulturministeren fastsætter forskellige regler. Det drejer sig for det

første om regler vedrørende opbevaring af arkivalier (forslaget

til en ny § 15 a). Det drejer også om regler vedrørende kortere

tilgængelighedsfrist for nærmere angivent materiale (forslaget

til en ny § 22, stk. 2). Og det drejer sig endelig om regler

vedrørende tilgængelighed (forslagene til nye § 24, stk. 7, §

27, 2. pkt., og § 31, stk. 2).

De nævnte bestemmelser skal ses i sammenhæng

med bestemmelsen i artikel 28, stk. 2, i direktivet om behandling af

personoplysninger. Efter denne bestemmelse drager medlemsstaterne omsorg for,

at de nationale tilsynsmyndigheder høres ved udarbejdelsen af

administrative foranstaltninger eller retsforskrifter om beskyttelse af

personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af

personoplysninger.

Det bemærkes, at L 147 indeholder en tilsvarende

bestemmelse i lovforslagets § 57, hvorefter Datatilsynets udtalelse skal

indhentes ved udarbejdelse af bekendtgørelser m.v., der har betydning

for beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af

oplysninger.

Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse om, at

tilladelse til benyttelse af dokumenter, som indeholder oplysninger om rent

private forhold, og som tidligere har været omfattet af lov om

behandling af personoplysninger eller i øvrigt stammer fra et

edb-register, der har været ført for den offentlige forvaltning,

kræver samtykke fra Datatilsynet (forslaget til en ny § 24, stk.

3).

Endelig indeholder lovforslaget en bestemmelse om den

fremgangsmåde, der skal følges i forbindelse med anmodninger om

egen-acces over for et offentligt arkiv (forslaget til en ny § 32 a). Denne

bestemmelse fastsætter en anden procedure for behandlingen af

anmodninger om egen-acces end den, der følger af kapitel 9 i L 147,

men fraviger ikke L 147 s regler om omfanget af den registrerede persons

indsigtsret.

Sammenfattende kan anføres, at

spørgsmålet om arkivmæssig anvendelse (behandling) af

personoplysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom (og

ikke efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger, kapitel 4). De

øvrige generelle regler i lov om behandling af personoplysninger

finder derimod anvendelse på arkivmæssig behandling af

personoplysninger, medmindre andet undtagelsesvist er fastsat i

arkivlovgivningen. Dette indebærer bl.a., at de regler i lov om

behandling af personoplysninger, der vedrører anmeldelse til

Datatilsynet og registreredes rettigheder, i alt væsentligt finder

anvendelse.

Lovforslag rejser på den baggrund efter

Justitsministeriets opfattelse ikke særlige spørgsmål i

forhold til L 147.

i) L 160: Forslag til lov om folkehøjskoler, efterskoler,

husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

Lovforslaget vedrører frie kostskoler, som tilbyder

undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig

oplysning, og som er godkendt af ministeren til tilskud.

Lovforslaget har kun begrænsede

berøringspunkter med L 147.

Det drejer sig for det første om

lovforslagets § 13, stk. 3, hvorefter eleverne skal oplyse personnummer og

dokumentation for statsborgerskab til skolen ved tilmeldingen. Skolen skal

videregive disse oplysninger til brug for de offentlige myndigheder, som

udfører opgaver efter denne lov.

Det fremgår af bemærkningerne til

bestemmelsen, at der er tale om en sammenskrivning af to bestemmelser i den

gældende lov. Det fremgår endvidere, at der i overensstemmelse

med den hidtidige praksis i lovforslaget indsættes hjemmel til at

indhente oplysning om elevernes personnummer til brug for administration af

tilskudsordningen og statistikbrug.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 18,

stk. 4, der indeholder en bestemmelse om, at Undervisningsministeriet til

brug for tilskudsberegningen kan indhente de nødvendige oplysninger

efter ministeriets nærmere bestemmelse. Til brug for meddelelse af

statslig støtte til elever på efterskoler har Styrelsen for

Statens Uddannelsesstøtte adgang til hos offentlige myndigheder at

indhente oplysninger om elevernes og deres forældres økonomiske

forhold, jf. forslagets § 31, stk. 3.

Efter begge de nævnte bestemmelser er der hjemmel

til, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at

indhentelsen af oplysninger kan ske i elektronisk form. Ifølge

bemærkningerne til § 31, stk. 3, er denne bestemmelse i

overensstemmelse med gældende lovs § 38, stk. 4.

Sammenfattende indeholder L 160 bestemmelser, der

regulerer en særlig form for behandling af personoplysninger, navnlig

bestemmelser, der giver hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om

elever og studerende til brug for administration af uddannelser.

j) L 188: Forslag til lov om Danmarks Pædagogiske

Universitet.

Danmarks Pædagogiske Universitet er en

sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks

Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

Lovforslaget har kun begrænsede

berøringsflader til L 147.

Med lovforslagets § 11, stk. 10, får

undervisningsministeren adgang til at indhente oplysninger fra universitetet

om uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift

til brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og

udarbejdelse af statistik. Undervisningsministeren kan bestemme, at

sådanne oplysninger afleveres i elektronisk form.

Den nævnte bestemmelse indeholder således en

særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af

personoplysninger, der ikke rejser særlige spørgsmål i

forhold til reglerne i L 147.

k) L 189: Forslag til lov om støtte til folkeoplysende

voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og

Folkeuniversitetet (Folkeoplysningsloven).

Lovforslaget har kun begrænsede

berøringsflader til L 147.

Det drejer sig for det første om

lovforslagets 33, stk. 5, der indeholder en bestemmelse om, at

kommunalbestyrelsen til brug for oplysning om virksomhed efter loven har

adgang til at indhente alle nødvendige oplysninger hos de enkelte

foreninger og tilskudsmodtagerne.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 43,

stk. 5. Efter denne bestemmelse skal en forening, som modtager tilskud efter

kapitel 4 .... oplyse navn og adresse til kommunalbestyrelsen på de

deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. En forening skal desuden

for deltagere, der har hjemsted i en anden kommune, og som deltager i

undervisning og studiekredse, oplyse personnumre, når deltagerne

indgår i tilskudsberegningen. Foreningen skal gøre deltagerne

opmærksomme på, at personnummeret vil blive videregivet til

kommunalbestyrelsen, herunder folkeoplysningsudvalget. Som noget nyt kan

kommunalbestyrelsen godkende, at personer, der ikke har et dansk

personnummer, og som deltager i folkeoplysende virksomhed i andre kommuner,

kan indgå i tilskudsberegningen.

Der kan for det tredje henvises til lovforslagets §

44, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan undervisningsministeren beslutte, at

»lov om offentlighed i forvaltningen,

forvaltningsloven og bestemmelser om offentlige registre skal finde

anvendelse ved organisationernes administration af tilskud.«

For det fjerde indeholder lovforslagets § 47, stk.

4, en bestemmelse om, at undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra

Folkeuniversitetsnævnet om alle forhold vedrørende

folkeuniversitetsvirksomheden. Det fremgår af bemærkningerne, at

der med bestemmelsen indføres hjemmel til at beslutte, at afgivelsen

af oplysninger skal ske i elektronisk form i særligt format.

Endelig indeholder lovforslaget et femte

berøringspunkt til L 147, idet det i lovforslagets § 48, stk. 2,

foreslås, at folkeuniversitetsvirksomheden »er underlagt forvaltningsloven, lov om offentlighed i

forvaltning, lov om offentlige myndigheders registre og lov om offentlige

arkiver m.v.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en række

bestemmelser, der regulerer en nærmere angiven form for behandling af

personoplysninger.

l) L 202: Forslag til lov om ændring af lov om

strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren (Ændring af

EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere).

Lovforslaget har til formål at gennemføre

ændringer som følge af vedtagelsen af Rådets forordning om

de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets

strukturforanstaltninger for fiskeriet og Rådets forordning om Det

Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet.

Lovforslaget har kun begrænsede

berøringsflader til L 147. Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr.

14, hvor følgende bestemmelse foreslås indsat i lovens § 14:

»Stk. 5.

Kontrolmyndigheden kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder,

som er nødvendige for at kontrollere lovens overholdelse, blandt andet

med henblik på registersamkøring og sammenstilling af

oplysningerne i kontroløjemed, herunder oplysninger om indkomst- og

formueforhold, momsafregning m.v.«.

I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen

henvises til den betænkning, som Folketingets Retsudvalg afgav i

forbindelse med behandlingen af lov nr. 346 af 6. juni 1991 om ændring

af lov om offentlige myndigheders registre. Et flertal i Retsudvalget udtalte

i den forbindelse bl.a., at myndighederne i forbindelse med samkøring

i kontroløjemed skal have et klart og utvetydigt retsgrundlag at

arbejde på.

I bemærkningerne anføres endvidere om

samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget side 13):

»Fødevareministeriet er

endvidere opmærksom på, at lov om offentlige myndigheders

registre er under ændring, idet den indgår i Justitsministeriets

forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147).

Fødevareministeriet er i den forbindelse bekendt med, at der med

lovforslaget ikke lægges op til ændringer i den gældende

retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages

samkøring i den offentlige forvaltning, herunder i

kontroløjemed.

Fødevareministeriet er særligt

opmærksom på, at der i lovforslaget er fastsat særlige

regler om proceduren for visse former for samkøring. En

forvaltningsmyndighed skal således f.eks. indhente udtalelse fra

Datatilsynet (som efter forslaget skal erstatte det nuværende

Registertilsyn), inden samkøring i kontroløjemed kan

iværksættes, jf. forslagets § 45, stk. 1. Endvidere vil

Datatilsynet efter forslagets § 43, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med en

offentlig myndigheds anmeldelse af en samkøring have mulighed for at

vurdere lovligheden af en eventuel samkøring.

Fødevareministeriet vil i forbindelse med

administrationen af den foreslåede bestemmelse nøje iagttage de

procedurer omkring samkøring af sammenstilling af oplysninger, som

måtte blive fastlagt i forbindelse med den endelige vedtagelse af L

147.«

Sammenfattende indeholder L 202 en særlig regulering

af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger

(indhentelse af oplysninger bl.a. med henblik på

registersamkøringer i kontroløjemed). Behandlingen vil i

øvrigt skulle ske i overensstemmelse med reglerne i L 147. L 202

rejser på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke

særlige spørgsmål i forhold til L 147.

m) L 213: Forslag til lov om ændring af lov om visse

forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love

(Gennemførelse af EU-regler om fjernsalg, uanmodet

markedsføring m.v. og metoden til beregning af årlige

omkostninger i procent samt gennemførelse af protokoller om Domstolens

fortolkningskompetence vedrørende konventionen om, hvilken lov der

skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.

Lovforslaget tilsigter bl.a. at gennemføre

bestemmelserne om uanmodet markedsføring m.v. i direktiv 97/7/EF om

forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg

(fjernsalgsdirektivet) og direktiv 97/66/EF om behandling af

personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

(ISDN-direktivet).

Lovforslaget har nær sammenhæng med L 147 og L

3 (CPR-loven) for så vidt angår spørgsmålet om

behandling af personoplysninger i markedsføringsøjemed. Der

henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

n) L 229: Forslag til lov om elektroniske signaturer.

Formålet med lovforslaget er navnlig at regulere

elektroniske signatur-produkter og såkaldte »nøglecentre«, hvorved

forstås en fysisk eller juridisk person, der udsteder en elektronisk

attest, som bekræfter underskriverens identitet. Forslaget indeholder i

den forbindelse bestemmelser, der gennemfører direktiv 99/93/EF om en

fællesskabsramme for elektroniske signaturer.

Lovforslaget indeholder enkelte supplerende bestemmelser

til de generelle databeskyttelsesregler i L 147.

Efter forslagets § 12 der gennemfører det

nævnte direktivs artikel 8 må et nøglecenter kun

indsamle personoplysninger i forbindelse med nøglecentervirksomheden

direkte fra den registrerede eller med den registreredes udtrykkelige

samtykke. Registreringen må endvidere kun ske i det omfang, det er

nødvendigt for udstedelsen eller opretholdelsen af et certifikat.

I bemærkningerne til bestemmelsen anføres om

samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget, side 34):

»Bestemmelsen regulerer

adgangen til at behandle personoplysninger i forbindelse med udøvelse

af nøglecentervirksomhed omfattet af denne lov.

Reglerne i det fremsatte forslag til lov om behandling af

personoplysninger vil i øvrigt finde anvendelse med de afvigelser, som

følger af bestemmelsen.«

Det bemærkes i den forbindelse også, at

bestemmelsen i § 12 gennemfører artikel 8 i det nævnte direktiv

99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer. Denne

bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at nøglecentre

(certificeringsudbydere m.v.) skal opfylde kravene i direktivet om behandling

af personoplysninger.

Det tilføjes, at bestemmelsen i § 12

indsnævrer adgangen for et nøglecenter til at behandle

personoplysninger i forhold til de generelle behandlingsregler i L 147.

Om forholdet mellem L 229 og andre lovforslag med

databeskyttelsesretlige aspekter henvises til Forskningsministeriets

besvarelse af spørgsmål 2 til Folketingets Forskningsudvalg

vedrørende forslag til lov om elektroniske signaturer (L 229 bilag

3). Besvarelsen vedlægges til orientering.

o) L 232: Forslag til lov om ændring af lov om social service og

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om

dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at

støtte til børn og unge med særlige behov ydes til

barnets bedste, og at understrege betydningen af en tidlig indsats og af

stabile anbringelsesforløb.

Lovforslaget har kun begrænsede

berøringsflader til reglerne i L 147.

Med lovforslagets § 1, nr. 3 og nr. 4, foreslås

følgende bestemmelser som § 33 a og § 35, stk. 3 indsat i lov om

social service:

»§ 33 a. Hvis en familie med et

eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en

anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har

behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette

tilflytningskommunen herom.«

»[§ 35] Stk. 3. Socialministeren kan

fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig

tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under

udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en

gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at

der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte regler

for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får

kendskab til sådanne forhold.«

Sammenfattende indeholder L 232 således en

særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af

personoplysninger, nemlig udveksling af oplysninger mellem offentlige

myndigheder m.v. Disse regler supplerer bestemmelserne i § 8 i L 147 om

adgangen til at behandle, herunder videregive, oplysninger om

væsentlige sociale problemer.

p) L 247: Forslag til lov om ændring af lov om

spillekasinoer.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at give kasinoer

mulighed for at udveksle oplysninger med andre spillekasinoer om, at personer

er fundet skyldige i falskspil m.v.

Den nævnte adgang til at videregive oplysninger vil

på grund af reglerne i direktivet om behandling af personoplysninger

ikke blive begrænset til forholdet mellem danske spillekasinoer, men

vil også gælde i forhold til spillekasinoer i andre EU-lande. For

så vidt angår spørgsmålet om videregivelse til

spillekasinoer i andre lande end EU-lande, forudsættes det i

bemærkningerne til lovforslaget, at oplysningerne kun vil kunne

videregives, hvis de strenge betingelser herfor i § 27 i L 147 er opfyldt.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, side 6.

Sammenfattende kan det siges, at lovforslaget indeholder

en særregulering i forhold til L 147 med hensyn til adgangen til at

behandle, herunder registrere og videregive, oplysninger om en bestemt type

strafbare forhold. Lovforslaget har ikke herudover særlige

berøringspunkter til L 147, idet det bemærkes, at danske

kasinoer ved siden af reglerne i kasinoloven også vil skulle

overholde de almindelige databeskyttelsesretlige regler i L 147.

q) L 249: Forslag til lov om specialpædagogisk støtte ved

videregående uddannelser.

Lovforslaget er udtryk for etablering af sektoransvar i

Undervisningsministeriet for specialpædagogisk støtte ved

offentligt anerkendte SU-berettigende videregående uddannelser indtil

kandidatgrad og magisterkonferensgrad samt sidefagssupplering, der

henhører under Undervisningsministeriet. Endvidere er

pædagogikum omfattet.

Lovforslagets § 15 har følgende indhold:

»§ 15. Styrelsen [for

Statens Uddannelsesstøtte] kan hos den studerende, andre offentlige

myndigheder og private institutioner indhente de oplysninger om den

studerende, der er nødvendige for at træffe afgørelse om

tildeling af samt kontrol med støtten. Undervisningsministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysninger, herunder at

oplysninger skal gives i elektronisk form og i givet fald i hvilket

format.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesinstitutioner

videregive de oplysninger om dens studerende, der er nødvendige ved

varetagelsen af opgaver efter denne lov.«

Det fremgår af bemærkningerne til

bestemmelsen, at »indhentning af oplysninger vil

ske i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt

og i overensstemmelse med registerlovgivningen.«

r) L 250: Forslag til lov om erhvervsrettet grunduddannelse og

videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

Undervisningsministeriet har oplyst, at det »med forslagets § 8 bestemmes, at der skal

fastsættes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt ansøger.

Uddannelsesplanen, der blandt andet skal indeholde oplysninger om

ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, gælder for den

pågældendes samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken

skole eller institution der optager den pågældende. Hvis

uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder

uddannelsesplanen.«

Denne bestemmelse, der vedrører en særlig

form for behandling af personoplysninger (udarbejdelse af uddannelsesplaner)

rejser ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

s) L 252: Forslag til lov om forberedende voksenundervisning

(FVU-loven).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at voksne,

der ikke har tilstrækkelige færdigheder i at læse, skrive

og regne, har adgang til at blive undervist heri.

Lovforslagets § 24 har følgende indhold:

»§ 24.

Undervisningsministeren kan fra amtsråd, amtskommunale

uddannelsesinstitutioner, driftsoverenskomstparter, daghøjskoler og

uddannelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen kræve alle oplysninger

om forberedende voksenundervisning og prøver. Ministeren

fastsætter regler herom og kan bestemme, at oplysninger skal leveres i

elektronisk form, herunder i hvilket format.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig

form for behandling af personoplysninger for et nærmere angivent

retsområde.

t) L 254: Forslag til lov om statens voksenuddannelsesstøtte

(SVU).

Formålet med lovforslaget er at skabe rammer for de

offentlige uddannelser på voksen- og efteruddannelsesområdet, som

sikrer, at voksne har adgang til at lære og udvikle kompetencer gennem

hele livet.

Lovforslaget indeholder i § 20 en enkelt bestemmelse, der

i begrænset omfang kan siges at have berøringsflader til L

147. Bestemmelsen har følgende indhold.:

»§ 20. Styrelsen [for

Statens Uddannelsesstøtte] kan hos skattemyndighederne, andre

offentlige myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser

indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er

nødvendige for tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med

SVU.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesstederne og

arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den

uddannelsessøgende, der er nødvendige ved varetagelsen af

opgaver efter denne lov, jf. § 21, stk. 1.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte

regler om

adgangen til at indhente oplysninger efter stk. 1 og

kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk

form,

administrationen, herunder om ansøgning,

frister for ansøgning, opbevaring af ansøgninger og breve m.v.,

tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af SVU,

dokumentation for nedsat arbejdstid,

dokumentation for deltagelse i undervisningen og

at ansøgere og arbejdsgivere skal give alle

oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af

SVU.«

Sammenfattende indeholder L 254 en begrænset

særregulering af behandling af personoplysninger for et nærmere

afgrænset retsområde.

u) L 268: Forslag til lov om gevinstgivende spilleautomater.

Lovforslaget har til formål at bekæmpe

det ulovlige spillemarked, at sikre større neutralitet i

beskatningen af spilleautomater, at begrænse ludomani, at

sikre udlodningsmidler til velgørende formål og at

undgå, at kasinoer rammes.

Lovforslaget finder anvendelse på gevinstgivende

spilleautomater, der ikke er omfattet af lov om spillekasinoer.

Der er kun begrænsede berøringsflader mellem

lovforslaget og L 147. Samspillet angår navnlig lovforslagets § 4, der

har følgende ordlyd:

»§ 4. Spillemyndigheden

udarbejder en oversigt over tilladelsesindehavernes navne og adresser,

opstillingssteder, antal automater pr. opstillingssted m.v. Oversigten

gøres tilgængelig for offentligheden.«

Sammenfattende indeholder L 268 en særlig regulering

af en nærmere angiven form for behandling af (bl.a.)

ikke-følsomme personoplysninger.

3. Særligt om virksomheders adgang til at anvende (og videregive)

personoplysninger i markedsføringsøjemed

3.1. Indledning.

Til supplering af den generelle beskrivelse af

lovforslagene ovenfor under pkt. 2 skal der i det følgende gives en

kortere tværgående beskrivelse af lovforslagenes betydning for

spørgsmålet om, i hvilket omfang en virksomhed må anvende,

herunder videregive, personoplysninger i markedsføringsøjemed.

Af særlig interesse er for det første

samspillet mellem på den ene side reglerne i L 3 (CPR) og på den

anden side reglerne i L 147 og L 213, jf. herom nedenfor under pkt. 3.2.

Herudover skal for det andet omtales samspillet

mellem på den ene side reglerne i L 63 om visse betalingsmidler og L

112 om banker og sparekasser og på den anden side de generelle regler

herom i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36 og i L 213.

Dette samspil er nærmere beskrevet i

Erhvervsministeriets notat af 2. maj 2000 om forskellige

spørgsmål vedrørende adgangen for en udsteder af et

betalingsmiddel til at behandle personoplysninger. Notatet, der er sendt til

Folketingets Erhvervsudvalg, vedlægges til orientering. I det

følgende gives derfor under pkt. 3.3 kun en kortere oversigt, idet

der i øvrigt henvises til det omtalte notat.

3.2. Samspillet mellem L 3, L 147 og L 213.

a) Efter § 5, stk. 2, i forslaget til lov om

behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til

udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter

ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en

behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen

fastslår det såkaldte formålsbestemtheds-princip

(finalité-princippet).

Ønsker en virksomhed selv at anvende

oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring og er

princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke til hinder

herfor skal virksomheden følge den fremgangsmåde, der er

beskrevet i § 2 i L 213, altså forslaget til en ny § 6 a i

markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at virksomheden ikke må

rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til

fjernkommunikation end e-post, automatisk opkaldssystem eller telefax med

henblik på afsætning af varer m.m., hvis den

pågældende over for virksomheden har frabedt sig dette.

Det indebærer f.eks. også, at virksomheden

skal tjekke, om forbrugeren står på en fortegnelse (en

såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR

har fået markeret, at de ikke ønsker direkte

markedsføring. I bekræftende fald må virksomheden ikke

foretage markedsføring over for den pågældende.

Med de fremsatte ændringsforslag til L 3 skabes der

med forslaget til en ny § 29, stk. 3 mulighed for, at enhver kan få

registreret i CPR, at vedkommende frabeder sig henvendelser, der sker i

markedsføringsøjemed. Og den forudsatte adgang for en

erhvervsdrivende til at tjekke i CPR etableres hermed.

Der skabes også i forslaget til en ny § 40, stk.

4-5 hjemmel til, at Indenrigsministeriet udarbejder den fortegnelse, som er

forudsat i den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 6

a, og som den erhvervsdrivende skal undersøge, inden vedkommende

påbegynder uanmodet markedsføring over for en forbruger.

b) Virksomheden skal også iagttage

bestemmelsen om formålsbestemthed i L 147 § 5, såfremt

vedkommende ønsker at videregive oplysninger om en forbruger

til en anden virksomhed.

Virksomheden skal herudover opfylde følgende to

betingelser:

For det første skal behandlingsreglerne i L

147 § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed

være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i

markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren,

medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for

inddeling i kundekategorier.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger som

virksomheden således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne

uden forbrugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det

andet kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der

henvises nærmere til L 147 § 36.

Denne bestemmelse fastslår bl.a., at virksomheden

(den dataansvarlige) skal undersøge i CPR, om kunden (forbrugeren) har

frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke

tilfældet, skal virksomheden tydeligt og på en let

forståelig måde oplyse kunden om retten til at gøre

indsigelse mod videregivelsen. Kunden skal samtidig gives adgang til på

en nem måde inden for to uger at gøre sådan indsigelse, og

oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er udløbet.

Med det omtalte ændringsforslag til L 3 (forslaget

til en ny § 29, stk. 3) etableres den i L 147 forudsatte ordning, hvorefter

enhver i CPR kan få indsat en markering om, at den

pågældende frabeder sig henvendelser i

markedsføringsøjemed.

3.3. Samspillet mellem L 63, L 112, L 147 og L 213.

a) I relation til L 63 har alene lovforslagets § 12

betydning for det omhandlede spørgsmål om markedsføring.

Denne bestemmelse regulerer som anført ovenfor under pkt. 2

adgangen for udstederen af et betalingsmiddel til at behandle oplysninger om,

hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er

købt. Bestemmelsen regulerer til gengæld udtømmende, i

hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder

registrere og videregive disse oplysninger. Og det følger

modsætningsvis af § 12, at disse oplysninger ikke må anvendes

eller videregives med henblik på markedsføring.

Hvis en udsteder af et betalingsmiddel vil videregive

andre personoplysninger end de i § 12 nævnte med henblik på

markedsføring, vil berettigelsen heraf skulle vurderes ud fra reglerne

om markedsføring i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36. Hvis udstederen af

betalingsmidlet er et pengeinstitut, vil pengeinstituttet herudover skulle

overholde bestemmelserne i L 112, jf. herom nedenfor.

b) Efter den foreslåede bestemmelse i bank-

og sparekasselovens § 53 a, stk. 1, må der ikke uberettiget

videregives fortrolige oplysninger. Det gælder også

oplysninger, som pengeinstituttet har indsamlet hos f.eks. indehaveren af et

betalingsmiddel i forbindelse med udstedelsen af betalingsmidlet.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan et pengeinstitut dog

videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til

koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i

bestemmelsens stk. 1, såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet.

De foreslåede bestemmelser i bank- og

sparekasselovens § 53 a bygger i lighed med den nugældende lovs § 54

på den forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive

fortrolige kundeoplysninger, såfremt både betingelserne i

bank- og sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er

opfyldt. Det gælder, uanset om videregivelsen skal ske til

koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen.

Hverken den foreslåede bestemmelse i § 53 a eller

andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven regulerer adgangen for et

pengeinstitut til selv at anvende oplysninger, som pengeinstituttet i

forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel har indsamlet hos

indehaveren af betalingsmidlet, til at foretage markedsføring over for

den pågældende. Om en sådan anvendelse af oplysningerne er

lovlig, må derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder

navnlig reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger og

markedsføringsloven.

Der henvises i det hele til Økonomiministeriets

besvarelse af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25-30 fra

Folketingets Erhvervsudvalg, der vedlægges til orientering.

4. Sammenfatning.

Sammenfattende kan det anføres, at den

problemstilling, som Retsudvalgets spørgsmål vedrører,

navnlig har angået forholdet mellem L 3, L 147 og L 213.

Problemstillingen har nærmere vedrørt spørgsmålet

om etablering af en ordning, hvorefter forbrugeren ved en markering i CPR kan

gøre indsigelse mod uanmodet direkte markedsføring og mod, at

generelle kundeoplysninger om vedkommende kan videregives til andre

virksomheder med henblik på markedsføring.

Herudover er der en række lovforslag, som i mindre

grad har berøringspunkter med L 147. Disse lovforslag indeholder

på afgrænsede områder en specialregulering af

spørgsmålet om behandling af personoplysninger i forhold til L

147.

Efter Justitsministeriets opfattelse udestår der

ikke længere spørgsmål af væsentlig betydning med

hensyn til de omtalte lovforslags indbyrdes sammenhæng.

Justitsministeriet

Lovafdelingen

den 3. maj 2000

Kommunernes Landsforening

Gyldenløvesgade 11

1600 København V

Ved skrivelse af 11. februar 2000 (j.nr. 85.10.01-23/00)

har Kommunernes Landsforening rettet henvendelse til Justitsministeriet

vedrørende kommuners og private virksomheders adgang til i

forbindelse med udlicitering af sociale opgaver at behandle og herunder

videregive følsomme oplysninger efter bestemmelserne i §§ 7 og 8 i

forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147 af 9. december

1999).

Baggrunden for spørgsmålene er bl.a., at der

i forbindelse med kommunernes udlicitering af sociale opgaver til private

virksomheder er »behov for et smidigt samarbejde,

der er baseret på elektronisk databehandling«, og at det »erfaringsmæssigt ikke altid [vil] være

muligt at indhente et samtykke fra klienten vedrørende den skitserede

dataudveksling mellem kommunen og den private virksomhed.«

Der peges endvidere bl.a. på, at hensynet til en

»effektiv afvikling af samarbejdet mellem

virksomheden og kommunen« taler for, at

dataudvekslingen sker »i form af masseoplysninger,

der kan udveksles, når klienten har accepteret kommunens/virksomhedens

tilbud«, og at udvekslingen f.eks. kan ske »ved elektronisk overførsel af data mellem

kommunens og virksomhedens registre eller ved, at relevante personer i

virksomheden får terminaladgang til relevante oplysninger i kommunens

Til brug for besvarelsen af de rejste

spørgsmål har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra

Registertilsynet.

I sin udtalelse anfører Registertilsynet bl.a., at

spørgsmålet om, hvorvidt en behandling kan finde sted efter

reglerne i lovforslaget, principielt altid vil bero på en konkret

vurdering. Det er imidlertid generelt Registertilsynets opfattelse, at de

behandlinger, der er beskrevet i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening,

også uden samtykke vil kunne finde sted med hjemmel i lovforslagets

bestemmelser.

Om de bestemmelser i lovforslaget, som henvendelsen fra

Kommunernes Landsforening vedrører, anfører Registertilsynet

nærmere bl.a. følgende:

»Hvad angår behandling

(indsamling, registrering og videregivelse) af almindelige,

ikke-følsomme oplysninger, vil dette efter tilsynets opfattelse kunne

ske med hjemmel i lovforslagets § 6, stk. 1, navnlig reglerne i nr. 6 og

Behandling af følsomme oplysninger, omfattet af

lovforslagets § 7, stk. 1, hvilket i denne sammenhæng først og

fremmest vil sige oplysninger om helbredsforhold, vil efter tilsynets

opfattelse kunne ske med hjemmel i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 4. Tilsynet

forudsætter her, at der er tale om ydelser, som de personer, om hvem

der behandles oplysninger, har retskrav på at modtage.

Behandling af andre følsomme oplysninger end

nævnt i § 7, stk. 1, det vil i denne sammenhæng sige oplysninger

om væsentlige sociale problemer og forskellige private oplysninger om

familieforhold, vil efter tilsynets opfattelse kunne ske med hjemmel i

lovforslagets § 8, stk. 1, når det drejer sig om den offentlige

forvaltning, og med hjemmel i § 8, stk. 4, hvis der er tale om en privat

virksomhed m.v. Hvad særligt angår videregivelse af disse

oplysninger, vil dette kunne ske med hjemmel i § 8, stk. 2 og 3, når

der er tale om videregivelse fra den offentlige forvaltning (§ 8, stk. 3,

drejer sig specifikt om videregivelse fra forvaltningsmyndigheder, der

udfører opgaver inden for det sociale område), og med hjemmel i

§ 8, stk. 5, hvis videregivelsen skal ske fra en privat virksomhed.

Det skal for god ordens skyld understreges, at

Registertilsynet ikke har vurderet, om behandlingen (tillige) kan ske med

hjemmel i anden lovgivning, f.eks. inden for det sociale område.«

Særligt om spørgsmålet om adgangen til

at videregive »masseoplysninger« anfører Registertilsynet følgende:

»I henvendelsen fra KL

nævnes det, at der ønskes adgang til at videregive de relevante

oplysninger som »masseoplysninger«, eventuelt gennem en terminaladgang til kommunernes

registre. Det er ud fra den givne sammenhæng ikke helt klart, hvad der

menes med begrebet »masseoplysninger«.

Registertilsynet skal derfor for god ordens skyld

understrege, at de oplysninger, der vil kunne videregives mellem kommunerne

og de private virksomheder, er de oplysninger, som det vil være

nødvendigt at videregive for at løse den pågældende

opgave. Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne videregives

oplysninger om personer, som ikke er relevante for modtageren, f.eks. fordi

de ikke er modtagere af den pågældende sociale ydelse.

Tilsvarende skal der ved videregivelse gennem en

terminaltilslutning træffes foranstaltninger til sikring af, at der

ikke gives adgang til oplysninger, som den modtagende part ikke har brug

for.

I øvrigt beror det på en konkret vurdering, i

hvilket omfang der vil kunne videregives oplysninger, herunder ved en

terminaltilslutning.

Det tilføjes, at på disse punkter

medfører lovforslag L 147 ingen ændringer i forhold til de

nugældende registerlove.«

Justitsministeriet er enig i den fortolkning af

bestemmelserne i lovforslagets §§ 6-8, som Registertilsynet har givet udtryk

for.

De nævnte bestemmelser er således heller ikke

efter Justitsministeriets opfattelse til hinder for, at en kommune uden

samtykke videregiver personoplysninger til en privat virksomhed, der

udfører opgaver for kommunen, hvis videregivelsen er

påkrævet for, at virksomheden kan udføre de

pågældende opgaver. På samme måde vil den

pågældende private virksomhed efter Justitsministeriets

opfattelse kunne behandle oplysninger herunder videregive dem til kommunen

når behandlingen sker som et nødvendigt led i

udførelsen af den pågældende opgave.

Særligt vedrørende oplysninger som

nævnt i lovforslagets § 7 (herunder oplysninger om

helbredsmæssige forhold) forudsætter Justitsministeriet ligesom

Registertilsynet, at der er tale om ydelser, som de pågældende

personer eventuelt efter kommunens nærmere skøn har et

lovmæssigt krav (retskrav) på at modtage, jf. bestemmelsens stk.

2, nr. 4.

Det tilføjes, at Justitsministeriet er enig med

Registertilsynet i, at det på samme måde som efter den

gældende registerlovgivning principielt må bero på en

konkret vurdering, i hvilket omfang en offentlig myndighed efter lovforslaget

vil kunne videregive oplysninger til en privat virksomhed i forbindelse med

udlicitering. Den udveksling af »masseoplysninger«, der er

omtalt i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening, må derfor udformes

således, at der ikke videregives oplysninger, som ikke er

nødvendige for, at virksomheden kan udføre den

pågældende opgave for kommunen.

Frank Jensen

Lars Bay Larsen

Arbejdsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Spørgsmål vedrørende lovforslag nr. L 147 om

behandling af personoplysninger

Der henvises til skrivelse af 11. april 2000 fra

Justitsministeriet, der anmoder om bidrag til besvarelse af

spørgsmål nr. 14 stillet af Folketingets Retsudvalg den 28.

marts 2000 vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af

personoplysninger.

I den anledning skal Arbejdsministeriet bemærke

følgende:

Arbejdsministeren har den 17. december 1999 fremsat

forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. (Sanktioner, renter, tilbagebetaling m.v.), L 161.

I forslagets § 1, nr. 21, er de formål,

arbejdsministeren i arbejdsløshedsforsikringslovens § 100 a har

hjemmel til at oprette registre til, udvidet. Det foreslås at skabe

mulighed for at etablere registre til brug for arbejdsløshedskassernes

administration af arbejdsmarkedslovgivningen. Konkret kan det overvejes at

etablere et centralt medlemsregister baseret på oplysninger fra

arbejdsløshedskasserne om medlemsperioder og betaling af

efterlønsbidrag, som skal administreres af Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen på baggrund af oplysninger fra

arbejdsløshedskasserne. Et sådant register vil kunne anvendes i

forbindelse med opgørelse af anciennitet for ret til efterløn,

vejledning om betaling af efterlønsbidrag og tilbagebetaling eller

overførelse til pensionsordninger af efterlønsbidrag.

Forslagets berøringspunkt til L 147 forventes ikke

at give anledning til problemer.

Der er ikke stillet ændringsforslag til denne del af

L 161, og det overvejes ikke at stille ændringsforslag hertil.

Med venlig hilsen

Jette Kofoed

By- og Boligministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen, Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Henvendelse fra Justitsministeriet vedrørende lovforslag nr. L

147 om behandling af personoplysninger.

By- og Boligministeriet har modtaget Justitsministeriets

brev af 11. april om et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg

til ovennævnte lovforslag.

By- og Boligministeriet kan i den anledning oplyse, at

ministeriet ikke har udarbejdet lovforslag, som er fremsat eller som skal

fremsættes i indeværende folketingsår, med

berøringspunkter til lovforslag nr. L 147 om behandling af

personoplysninger.

Det skal dog samtidig oplyses, at ministeriet har

udarbejdet udkast til forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og

boligregistrering, i det følgende kaldet BBR-lovforslaget, som beror

på Folketingets vedtagelse af lovforslag nr. L 147 om behandling af

personoplysninger.

Årsagen til, at BBR-lovforslaget beror på

Folketingets vedtagelse af L 147, skal søges i det forhold, at der i

BBR-lovforslaget indgår et forslag om at ophæve forbudet i § 6,

stk. 2, i den gældende lov om bygnings- og boligregistrering mod at

anvende oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret til opdyrkning af nye

kundeforhold.

Med henblik på at sikre, at BBR-lovforslaget er i

overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af

24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger er der i BBR-lovforslaget indføjet en bestemmelse om, at

anvendelse af oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret i

markedsføringsøjemed skal ske under iagttagelse af reglerne

herom i lov om behandling af personoplysninger. Reglerne om anvendelse af

data i markedsføringsøjemed er i lovforslag nr. L 147 fastsat i

§ 6, stk. 2, 3 og 4 samt §§ 12 og 36.

Såfremt lovforslag nr. L 147 om behandling af

personoplysninger ikke bliver vedtaget af Folketinget i indeværende

folketingsår, vil By- og Boligministeriet tage forslaget om

ophævelsen af markedsføringsforbudet i BBR-lovforslaget op til

fornyet overvejelse, idet de øvrige elementer i lovforslaget

vanskeligt fortsat kan stilles i bero.

Med venlig hilsen

Charlotte Aastrup Poole

Fuldmægtig

Erhvervsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Att: Jørgen Steen Sørensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Vedrørende spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg

til L 147 om behandling af personoplysninger.

Ved brev af 11. april 2000 har Justitsministeriet anmodet

Erhvervsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelse af

spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til L 147 om behandling af

personoplysninger. Udtalelsen skal indeholde oplysninger om lovforslag, som

erhvervsministeren har fremsat eller agter at fremsætte i

indeværende folketingsår med berøringspunkter til L

147.

Til brug for Justitsministeriets samlede besvarelse af

spørgsmålet har Erhvervsministeriet indhentet følgende

bemærkninger fra Forbrugerstyrelsen:

»Retsudvalgets

spørgsmål indeholder en række delspørgsmål,

som skal besvares i det følgende:

1. Erhvervsministeren har den 27. oktober 1999 fremsat

forslag til lov om visse betalingsmidler, lovforslag nr. L 63, som indeholder

bestemmelser med berøringspunkter til L 147.

2. § 12 i L 63 regulerer særlige registerretlige

problemer i forbindelse med anvendelse af betalingsmidler.

Stk. 1 angiver forholdet mellem den almindelige

registerlovgivning og de særlige registerregler, som L 63 indeholder.

Det præciseres i bestemmelsen, at lov om behandling af

personoplysninger også gælder for den behandling af persondata,

der finder sted i forbindelse med brug af betalingsmidler, men med de

ændringer, der følger af lovforslagets § 12, stk. 2-5.

§ 12, stk. 3-5, indeholder en udtømmende angivelse

af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor

betalingsmidler omfattet af loven har været anvendt, og hvad der er

købt. Bestemmelserne indebærer en skærpelse i forhold til

reglerne i direktiv 95/47 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne

oplysninger.

Det er Forbrugerstyrelsens vurdering, at

berøringspunkterne til L 147 ikke giver anledning til problemer.

Udformningen af registerbestemmelserne har været drøftet med

Justitsministeriet.

3. Da det i L 63 er forudsat, at loven træder i

kraft den 1. april 2000, vil der skulle fremsættes et

ændringsforslag med en senere ikrafttrædelsesdato.

Herudover er der ikke aktuelle planer om

fremsættelse af ændringsforslag til L 63.«

Det bemærkes, at efter aftale med Justitsministeriet

ved Lars Hjortnæs den 25. april 2000, laver Justitsministeriet bidrag

for så vidt angår forslag til markedsføringslovens § 6

Med venlig hilsen

Christine Habel

Besvarelse af spørgsmål 28 (L 63 bilag 19)

stillet af Erhvervsudvalget den 22. marts 2000.

Spørgsmål:

Ministeren bedes oversende en uddybende besvarelse af

spørgsmål 10-24, jf. L 63 bilag 15 og 18.

Svar:

Til brug for besvarelsen er udarbejdet vedlagte notat, som

er koordineret med Økonomiministeriet og Justitsministeriet.

Notat om forskellige spørgsmål vedrørende adgangen for

en udsteder af et betalingsmiddel til at behandle personoplysninger

1. Indledning

Erhvervsudvalget har anmodet om en uddybende besvarelse af

spørgsmål nr. 10 til 24, jf. L 63 bilag 15-18.

Spørgsmålene angår dels forskellige aspekter af adgangen

for en udsteder af et betalingsmiddel til at anvende og videregive

oplysninger om brugeren med henblik på markedsføring, dels

forskellige spørgsmål om adgangen til at videregive oplysninger

om beløbsstørrelser og saldo til tredjemand.

I dette notat redegøres nærmere for de

problemstillinger, som de nævnte spørgsmål rejser. Notatet

indledes med en beskrivelse af bestemmelsen i § 12 i forslaget til lov om

visse betalingsmidler (pkt. 2). Dernæst redegøres for de

bestemmelser i forslaget til lov om behandling af personoplysninger, som har

betydning for spørgsmålet om en kortudsteders adgang til at

behandle og videregive personoplysninger i

markedsføringsøjemed, og for den foreslåede bestemmelse i

markedsføringslovens § 6 a (pkt. 3). Herefter gennemgås kort den

foreslåede bestemmelse i § 53 a i bank- og sparekasseloven (pkt.

4).

I lyset heraf gives under pkt. 5 en samlet besvarelse

af spørgsmål 10-15. Endvidere gives der under pkt. 6 en

supplerende besvarelse af spørgsmål nr. 19-21.

Det bemærkes, at Økonomiministeriet og

Justitsministeriet har været inddraget i Erhvervsministeriets

udarbejdelse af dette notat, og at de to ministerier ikke har haft

bemærkninger til notatets konklusioner.

2. Bestemmelsen i § 12 i forslaget til lov om visse betalingsmidler

§ 12 i forslaget til lov om visse betalingsmidler har

følgende ordlyd:

»§ 12. Lov om behandling

af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der

følger af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1,

stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens

CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses af

andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af

oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de

har købt, når det

er nødvendigt til gennemførelse eller

korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen

har knyttet til betalingsmidlet,

er nødvendigt til retshåndhævelse

eller for at hindre misbrug, eller

er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af

oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler,

når

der er nødvendigt for udstederens

rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig

anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes,

alene angår, hvilke typer betalingsmidler brugeren foretager,

eller

behandlingen er nødvendig for udstederens

tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive

og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på

enkeltbrugerniveau. «

Bestemmelsen i § 12 regulerer alene adgangen til at

behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været

anvendt, og hvad der er købt. § 12 regulerer til gengæld

udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel

må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger. Og

det følger modsætningsvis af opregningen i stk. 3 og 4 af,

hvornår der kan ske behandling af disse oplysninger, at disse

oplysninger ikke må anvendes eller videregives med henblik på

markedsføring.

I forhold til den gældende betalingskortlovs

anvendelsesområde er der sket en præcisering af, hvilke

oplysningstyper der må karakteriseres som særligt følsomme

ved brug af et betalingsmiddel, og denne præcisering må anses at

være en fordel i forhold til en beskyttelse af brugerne.

Lovforslaget regulerer ikke

spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et betalingsmiddel

må anvende og videregive oplysninger modtaget i forbindelse med

kreditvurderingen af brugeren til brug for virksomhedens egen eller andre

virksomheders markedsføring over for den pågældende

bruger. Det samme gælder det beslægtede spørgsmål om

udstederens adgang til at anvende og videregive sædvanlige/generelle

oplysninger om kundeforholdet i dette øjemed. Disse

spørgsmål må som hidtil afgøres på baggrund

af anden lovgivning, jf. herom straks nedenfor.

En udsteder af et betalingsmiddel omfattet af lovforslaget

kan være såvel et pengeinstitut som en almindelig

erhvervsvirksomhed (som for eksempel et benzinselskab, et stormagasin, et

færgeselskab, en »konto-ring« eller en udsteder af et internationalt

kreditkort).

Dette forhold har betydning for spørgsmålet

om, hvorvidt de nævnte typer oplysninger kan anvendes og videregives i

markedsføringsøjemed.

Er udstederen af et betalingsmiddel ikke et pengeinstitut,

må de rejste spørgsmål 10-15 afgøres på

grundlag af reglerne i lov om behandling af personoplysninger og bestemmelsen

i markedsføringslovens § 6 a, jf. herom nedenfor under pkt. 3.

Er udstederen derimod et pengeinstitut, skal udstederen

herudover iagttage bestemmelsen i forslaget til bank- og

sparekasselovens § 53 a, jf. herom nedenfor under pkt. 4.

Det tilføjes, at bestemmelserne svarende til de i

bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, (§ 53 a) findes i de øvrige

finansielle love for forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber og

realkreditinstitutter. I det følgende henvises af

fremstillingsmæssige årsager alene til reglerne i bank- og

sparekasseloven.

3. Reglerne om behandling af personoplysninger i

markedsføringsøjemed i lov om behandling af personoplysninger

og markedsføringlsoven

3.1. Efter § 5, stk. 2, i forslaget til lov om

behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til

udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter

ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en

behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen

fastslår det såkaldte formålsbestemtheds-princip

(finalité-princippet).

3.2. Ønsker en udsteder af et

betalingsmiddel selv at anvende oplysninger om en forbruger med

henblik på markedsføring og princippet om

formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke er til hinder herfor skal

udstederen følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 2 i

justitsministerens forslag til lov om ændring af lov om visse

forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213),

altså forslaget til en ny § 6 a i markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at udstederen af

betalingsmidlet ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person

ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på

afsætning af varer m.m., hvis den pågældende over for

udstederen har frabedt sig dette. Det indebærer f.eks. også, at

udstederen skal tjekke, om brugeren står på en fortegnelse (en

såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR

har fået markeret, at de ikke ønsker direkte

markedsføring. I bekræftende fald må udstederen af

betalingsmidlet ikke foretage markedsføring over for den

pågældende.

Det tilføjes, at udstederen af betalingsmidlet

tillige skal overholde bestemmelsen i markedsføringslovens § 1 om god

markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden fokuserer i den forbindelse

på, hvordan oplysningerne er indsamlet, og hvilken information

forbrugerne har fået omkring oplysningernes anvendelse. En indsamling

og anvendelse af oplysninger, hvor formålet hermed ikke har været

klart for forbrugeren, vil kunne være i strid med

markedsføringslovens § 1.

3.3. En udsteder af et betalingsmiddel skal

også iagttage bestemmelsen om formålsbestemthed i lovforslagets §

5, såfremt vedkommende ønsker at videregive oplysninger

om en bruger til en anden virksomhed. Det gælder, uanset om

videregivelse skal ske til koncernforbundne virksomheder eller til en

virksomhed uden for koncernen.

Udstederen af betalingsmidlet skal herudover opfylde

følgende to betingelser:

For det første skal behandlingsreglerne i L

147 § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed

være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i

markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren,

medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for

inddeling i kundekategorier.

Generelle kundeoplysninger er bl.a. oplysninger om kundens

navn, adresse, køn og alder og oplysninger om, at kunden f.eks. er

husejer, bilejer, computerejer og lignende. Tilsvarende gælder f.eks.

oplysninger om, at der er tale om en kunde til fritidsartikler, til baby- og

småbørnsartikler, til økologiske varer, til vin og

spiritus eller andre generelt afgrænsede varegrupper. Oplysninger om

rent private forhold vil aldrig være generelle kundeoplysninger.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger og

udstederen af betalingsmidlet således efter § 6, stk. 2-4, kan

videregive oplysningerne uden brugerens udtrykkelige samtykke må

videregivelse for det andet kun ske, hvis brugeren ikke har gjort

indsigelse imod det. Der henvises nærmere til lovforslagets § 36. Denne

bestemmelse fastslår bl.a., at udstederen af betalingsmidlet (den

dataansvarlige) skal undersøge i CPR, om kunden (brugeren) har frabedt

sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke

tilfældet, skal udstederen af betalingsmidlet tydeligt og på en

let forståelig måde oplyse om retten til at gøre

indsigelse mod videregivelsen. Brugeren skal samtidig gives adgang til

på en nem måde inden for to uger at gøre sådan

indsigelse, og oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er

udløbet.

4. Bestemmelsen i forslaget til bank- og sparekasselovens § 53 a

4.1. Efter den foreslåede bestemmelse i bank- og

sparekasselovens § 53 a, stk. 1, må der ikke uberettiget

videregives fortrolige oplysninger. Det gælder også

oplysninger, som pengeinstituttet har indsamlet hos indehaveren af et

betalingsmiddel i forbindelse med udstedelsen af betalingsmidlet.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan et pengeinstitut dog

videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til

koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i

bestemmelsens stk. 1, såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet.

Det gælder også oplysninger, som pengeinstituttet kommer i

besiddelse af i forbindelse med udstedelse af et betalingsmiddel.

Bestemmelsen i forslaget til bank- og sparekasselovens §

53 a bygger i lighed med den nugældende lovs § 54 på den

forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive fortrolige

kundeoplysninger, såfremt både betingelserne i bank- og

sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. Det

gælder, uanset om videregivelsen skal ske til koncernforbundne

virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen.

Der henvises nærmere til Økonomiministeriets

besvarelse af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25-30.

4.2. Hverken den foreslåede bestemmelse i §

53 a eller andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven regulerer adgangen

for et pengeinstitut til selv at anvende oplysninger, som

pengeinstituttet i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel har

indsamlet hos indehaveren af betalingsmidlet, til at foretage

markedsføring over for den pågældende. Om en sådan

anvendelse af oplysningerne er lovlig, må derfor afgøres efter

anden lovgivning, herunder navnlig reglerne i forslaget til lov om behandling

af personoplysninger og markedsføringsloven.

Der henvises nærmere til Økonomiministeriets

besvarelse af spørgsmål nr. 25-30.

5. Særligt om behandling af oplysninger i relation til

markedsføring (spørgsmål 10-15)

5.1. Særligt med henblik på besvarelsen af

spørgsmål nr. 10 om egen anvendelse af

kreditvurderingsoplysninger kan der på baggrund af den generelle

beskrivelse af de fire lovforslag ovenfor under pkt. 2-4 oplyses

følgende:

Hverken forslaget til lov om visse betalingsmidler eller

bank- og sparekasseloven regulerer spørgsmålet om, hvorvidt

udstederen af et betalingsmiddel selv må anvende de oplysninger, som

instituttet modtager i forbindelse med en kreditvurdering af kunden, til brug

for egen markedsføring, jf. pkt. 2 og 4.2.

Spørgsmålet må derfor afgøres

på baggrund af reglerne i lov om behandling af personoplysninger,

herunder navnlig bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om

formålsbestemthed. Og det gælder, uanset om der er tale om et

pengeinstitut eller en anden finansiel virksomhed.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål

nr. 10 har Registertilsynet udtalt, at den i spørgsmålet omtalte

brug af oplysningerne »efter Registertilsynets opfattelse meget vel [kan]

tænkes at være i strid med § 5, stk. 2, i L 147 Hvis

behandlingen (anvendelse til direkte markedsføring) kan finde sted,

skal de påtænkte regler i markedsføringslovens § 6 a

iagttages.«

5.2. For så vidt angår

spørgsmål nr. 11 om videregivelse af

kreditvurderingsoplysninger til koncernforbundne selskaber kan der endvidere

oplyses følgende:

a) Udstedes betalingsmidlet af et finansielt

institut, der ikke er et pengeinstitut, skal adgangen til at videregive

oplysningerne til koncernforbundne selskaber afgøres på baggrund

af reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Som nærmere anført i besvarelsen af

spørgsmål nr. 11 til L 63 har Registertilsynet i den forbindelse

anført følgende:

»Også her gælder

det, at en sådan brug af oplysningerne meget vel kan tænkes at

være i strid med L 147 § 5, stk. 2. Hvis behandlingen (videregivelse

med henblik på markedsføring) kan finde sted, skal reglerne i L

147 § 6, stk. 2-4, og § 36 iagttages.«

b) Udstedes betalingsmidlet af et pengeinstitut,

vil videregivelsen i det begrænsede omfang denne er tilladt efter lov

om behandling af personoplysninger tillige skulle respektere bestemmelsen i

bank- og sparekasselovens § 53 a.

Hvis de pågældende oplysninger har karakter af

sædvanlige kundeoplysninger, vil bestemmelsen i § 53 a, stk. 2, ikke i

sig selv være til hinder for, at oplysninger, som et pengeinstitut har

modtaget i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel, videregives til

andre tavshedsbelagte koncernvirksomheder med henblik på, at disse

virksomheder kan anvende oplysningerne til brug for markedsføring over

for indehaveren af det pågældende betalingsmiddel. Der henvises

herved til pkt. 4.1 ovenfor.

I relation til denne type oplysninger vil det

således i første række skulle afgøres på

baggrund af reglerne i den nævnte § 5 i forslaget til lov om behandling

af personoplysninger, om oplysningerne vil kunne videregives til de

koncernforbundne selskaber.

Har oplysningerne ikke karakter af sædvanlige

kundeoplysninger, indebærer bestemmelsen i § 53 a, at oplysningerne kun

vil kunne videregives i det nævnte markedsføringsøjemed,

såfremt den pågældende har givet sit samtykke til

videregivelsen.

For så vidt angår sådanne oplysninger

indebærer bestemmelsen i § 53 a således en vis indsnævring

i videregivelsesadgangen for pengeinstitutter.

5.3. For så vidt angår

spørgsmål nr. 12 om videregivelse af

kreditvurderingsoplysninger til andre virksomheder kan der supplerende

oplyses følgende:

a) Er udstederen af betalingsmidlet ikke et

pengeinstitut men f.eks. et benzinselskab må adgangen til at

videregive de omhandlede oplysninger til andre virksomheder end

koncernforbundne virksomheder afgøres efter reglerne i forslaget til

lov om behandling af personoplysninger.

Efter Registertilsynets opfattelse vil en sådan

videregivelse »meget vel [kunne] tænkes at

være i strid med« bestemmelsen om

formålsbestemthed i denne lovs § 5, stk. 2. Der henvises til

besvarelsen af spørgsmål 12.

b) Er udstederen af betalingsmidlet et

pengeinstitut, vil den foreslåede bestemmelse i bank- og

sparekasselovens § 53 a, stk. 1, indebære, at pengeinstituttet ikke

uden kundens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger til

virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands

markedsføring. Det gælder også fortrolige oplysninger, som

pengeinstituttet har modtaget i forbindelse med kreditvurdering.

Et pengeinstitut vil således altid skulle

indhente kundens samtykke til at videregive oplysningerne til brug for

ikke-koncernforbundne virksomheders markedsføring.

5.4. For så vidt angår

spørgsmål nr. 13 om egen anvendelse af almindelige

kundeoplysninger kan der supplerende oplyses følgende:

Hverken lov om visse betalingsmidler eller bank- og

sparekasseloven regulerer spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af

et betalingsmiddel selv må anvende de oplysninger, som instituttet

modtager i forbindelse med en kreditvurdering af brugeren, til brug for egen

markedsføring over for den pågældende bruger. Der henvises

til pkt. 2, pkt. 4 og pkt. 5.1.

Spørgsmålet må derfor uanset om

udstederen af betalingsmidlet er et pengeinstitut eller et andet finansielt

institut afgøres efter anden lovgivning, herunder lov om behandling

af personoplysninger.

Bestemmelsen om formålsbestemthed i § 5, stk. 2, i

forslaget til en ny lov om behandling af personoplysninger kan ikke antages

at være til hinder for en sådan anvendelse af oplysningerne.

Det må derfor antages, at udstederen af et

betalingsmiddel i almindelighed vil kunne anvende de pågældende

oplysninger som anført i spørgsmålet. Det er dog en

forudsætning herfor, at udstederen iagttager de foreslåede regler

i markedsføringslovens § 6 a, jf. herom ovenfor under pkt. 3.2.

Det indebærer bl.a., at udstederen af

betalingsmidlet ikke må foretage markedsføring over for den

pågældende bruger, hvis brugeren over for udstederen har frabedt

sig henvendelser i markedsføringsøjemed eller udstederen

gennem undersøgelse af den såkaldte »Robinson-liste« bliver

bekendt med, at brugeren har fået indsat en markering i CPR om, at

vedkommende frabeder sig direkte markedsføring.

5.5. For så vidt angår

spørgsmål nr. 14 om almindelige kundeoplysninger til

koncernforbundne virksomheder kan der supplerende oplyses

følgende:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål

14 til L 63 er det Registertilsynets opfattelse, at den i

spørgsmålet omhandlede videregivelse af generelle oplysninger om

kundeforholdet til koncernforbundne virksomheder ikke vil være i strid

med reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Heller ikke den foreslåede bestemmelse i bank- og

sparekasselovens § 53 a vil være til hinder for, at et pengeinstitut,

der har udstedt et betalingsmiddel til en kunde, videregiver generelle

oplysninger, der samtidigt er sædvanlige kundeoplysninger, til andre

tavshedsbelagte koncernforbundne virksomheder med henblik på, at disse

virksomheder anvender oplysningerne til markedsføring over for kunden.

Det bemærkes i den forbindelse, at de videregivne oplysninger vil

være omfattet af det modtagende instituts tavshedspligt.

Det er dog en forudsætning, at udstederen af

betalingsmidlet iagttager bestemmelsen i § 36 i forslag til lov om behandling

af personoplysninger, inden det videregiver oplysningerne. Der henvises herom

til pkt. 3.3.

5.6. For så vidt angår

spørgsmål nr. 15 om videregivelse af almindelige

kundeoplysninger til andre virksomheder kan der supplerende oplyses

følgende:

a) Er udstederen af betalingsmidlet ikke et

pengeinstitut, må spørgsmålet om adgangen til at

videregive generelle kundeoplysninger afgøres efter reglerne i

forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Det indebærer, at udstederen af betalingsmidlet i

almindelighed ikke behøver at indhente brugerens udtrykkelige samtykke

til at videregive generelle kundeoplysninger (der danner grundlag for

inddeling i kundekategorier).

Det er dog en forudsætning for videregivelsen, at

udstederen af betalingsmidlet iagttager bestemmelsen i dette lovforslags §

36, inden det videregiver oplysningerne.

b) Er udstederen af betalingsmidlet derimod et

pengeinstitut, reguleres spørgsmålet i første række

af den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk.

Som anført ovenfor under pkt. 4.1 indebærer

denne bestemmelse, at udstederen af betalingsmidlet (pengeinstituttet) ikke

uden brugerens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger

herunder oplysninger, som virksomheden har modtaget i forbindelse med

kreditvurderingen til virksomheder uden for koncernen med henblik på

disses eller tredjemands markedsføring. Det gælder også

oplysninger, som må betegnes som »sædvanlige

kundeoplysninger«.

6. Særligt om videregivelse af oplysninger om

beløbsstørrelse og saldo (spørgsmål nr. 19-21)

6.1. Reglerne i forslaget til lov om betalingsmidler

regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et

betalingsmiddel må videregive oplysninger om kundegrupper kategoriseret

efter beløbsstørrelser eller saldooplysninger. Dette lovforslag

regulerer som tidligere nævnt alene behandling af oplysninger om,

hvor et betalingsmiddel er anvendt, og hvad der er købt,

jf. ovenfor under pkt. 2.

Er udstederen af betalingsmidlet ikke et pengeinstitut,

skal spørgsmålet om videregivelse af de nævnte oplysninger

derfor afgøres ud fra reglerne i forslaget til lov om behandling af

personoplysninger.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis videregivelsen

sker til brug for markedsføring, vil berettigelsen heraf skulle

vurderes ud fra de regler, der er beskrevet ovenfor i pkt. 2-5. Der henvises

derfor i det hele hertil. De videregivelsestilfælde, der beskrives

nedenfor, angår således alene tilfælde, hvor videregivelse

sker til et andet formål end markedsføring.

Hvis videregivelsen sker fra en udsteder af et

betalingsmiddel, der ikke er et pengeinstitut, vil berettigelsen heraf

som nævnt skulle vurderes ud fra forslaget til lov om behandling af

personoplysninger.

Her vil vurderingen dels skulle foretages i forhold til

det ovenfor nævnte princip om formålsbestemthed i lovforslagets §

5, stk. 2, dels ud fra den generelle behandlingsregel i § 6, stk. 1.

Sidstnævnte bestemmelse har følgende

indhold:

»§ 6. Behandling af oplysninger

må kun finde sted, hvis

den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke

hertil,

behandlingen er nødvendig af hensyn til

opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til

gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den

registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan

aftale,

behandlingen er nødvendig for at overholde en

retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,

behandlingen er nødvendig for at beskytte den

registreredes vitale interesser,

behandlingen er nødvendig af hensyn til

udførelsen af en opgave i samfundets interesse,

behandlingen er nødvendig af hensyn til

udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig

myndighedsudøvelse eller en tredjemand, til hvem oplysningerne

videregives, har fået pålagt, eller

behandlingen er nødvendig for, at den

dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan

forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede

ikke overstiger denne interesse.«

Som anført i besvarelsen af spørgsmål

nr. 19 har Registertilsynet udtalt, at »det efter

Registertilsynets opfattelse [er] vanskeligt at give et konkret svar

på, om videregivelse af oplysninger vil kunne finde sted i de

nævnte situationer. Det afhænger navnlig af, hvem oplysningerne

skal videregives til, og hvad formålet hermed er. Generelt er det dog

Registertilsynets opfattelse, at videregivelse som altovervejende hovedregel

ikke vil kunne finde sted.«

6.2. For pengeinstitutter vil gælde

bestemmelsen i forslaget til en ny § 53 a, stk. 2, i lov om banker og

sparekasser. Denne bestemmelse viderefører den hidtidige retstilstand

efter reglerne i den nugældende lovs § 54, stk. 2, 3. pkt. Om

bestemmelsen henvises til pkt. 4.1 ovenfor.

Forskningsministeriet

Justitsministeriet

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 K

26. april 2000

Vedr.: Folketingets Retsudvalgs spørgsmål af 28. marts

2000 (L 147)

Idet der henvises til Justitsministeriets brev af 11.

april d.å., skal Forskningsministeriet hermed fremkomme med en

udtalelse.

Forskningsministeriet har den 7. oktober 1999 genfremsat

forslag til lov om Statstidende (L 31), som har berøringspunkter til L

147. Lovforslaget vedlægges til orientering.

Med lovforslaget lægges op til en tidssvarende

udnyttelse af informationsteknologien i relation til Statstidende, som i dag

udkommer i trykt form. Som noget nyt opretter Forskningsministeriet

således en database, som indeholder de meddelelser af forskellig art,

som offentliggøres via Statstidende. Oplysningerne i databasen vil

fremover blive offentliggjort i et elektronisk og indtil videre i et trykt

Statstidende.

En række meddelelser i Statstidende indeholder

personoplysninger, og behandlingen af disse skal ske i overensstemmelse med

lov om behandling af personoplysninger, medmindre statstidendeloven inden for

de rammer, som direktivet 95/46/EF afstikker, fastsætter særlige

regler for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med driften af

Statstidende.

Det er imidlertid ikke formålet med L 31 at fravige

regelsættet i lov om behandling af personoplysninger. Tværtimod

udgør denne lov grundlaget for omfanget af beskyttelsen af

personoplysninger, hvilket understreges flere steder i

lovbemærkningerne, jf. særligt kapitel 2.

Forskningsministeriets lovforslag indeholder således

kun i begrænset omfang en specialregulering, hvilken udgør en

»overbygning« på det beskyttelsesniveau, som er fastlagt i lov om

behandling af personoplysninger.

Lovforslaget indeholder for det første i § 1, stk.

3, en bestemmelse om, at »Forskningsministeren fastsætter regler om

opbygningen, driften og brugen af Statstidende, herunder regler for de

tekniske sikkerhedskrav og krav til beskyttelse og bevaring af oplysninger i

systemet«. Som det fremgår af lovbemærkningerne, skal de tekniske

sikkerhedskrav som minimum svare til de krav, som stilles til

behandlingssikkerhed i lov om behandling af personoplysninger.

For det andet følger det af lovforslagets § 5, stk.

2, at »Efter et år fra tidspunktet for

offentliggørelse må personoplysninger, der i anden

sammenhæng anses for fortrolige, ikke kunne søges i det

elektroniske Statstidende ved at bruge personens navn eller anden form for

personidentifikation som søgekriterium.«

Der er også i dette tilfælde tale om en skærpelse af

beskyttelsesniveauet.

Disse enkelte tilfælde af specialregulering

ændrer ikke ved, at lov om Statstidende forudsætter, at lov om

behandling af personoplysninger er vedtaget og trådt i kraft, jf.

lovforslagets bemærkninger til § 11.

Med venlig hilsen

Lene Damkjær Thorsen

Fuldmægtig

Spørgsmål nr. 1 stillet af Folketingets

Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L 229 bilag

Spørgsmål 1:

Har ministeriet indhentet kommentarer til det endelige

lovforslag fra IT-sikkerhedsrådet og hvis ikke, vil ministeriet

så indhente kommentarer?

Svar:

IT-sikkerhedsrådet har modtaget det lovudkast, som

jeg sendte i offentlig høring den 1. december 1999, og Rådet

afgav sit høringssvar hertil den 19. januar 2000.

Forskningsministeriet har efter udløbet af

høringsperioden foretaget en opstramning og kvalitetssikring af

lovteksten på baggrund af de kommentarer, som er fremkommet fra

høringsparterne.

Bortset fra indsættelsen af en ny bestemmelse i § 13

om elektronisk signatur og formkrav, som sikrer en gennemførelse af

hele direktivet om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer

på en gang, er der efter høringsperioden ikke ændret

på hovedlinierne i det udsendte lovudkast.

Jeg finder derfor ikke behov for at inddrage

IT-sikkerhedsrådet yderligere i arbejdet med forslaget, end det

allerede er sket.

IT-sikkerhedsrådet har ved flere lejligheder og

senest i rådets årsberetning for 1999 opfordret til, at der fra

det offentliges side tages skridt til at etablere en mere almen public

key-infrastruktur.

Jeg vil gerne i den forbindelse slå fast, at

spørgsmålet om det offentliges rolle i relation til udbredelsen

af elektroniske signaturer og etablering af nøglecentre ikke er

reguleret i lovforslaget.

Forslaget sikrer i sig selv blot en fri adgang til

markedet, sådan at både private virksomheder og offentlige

myndigheder har mulighed for at etablere nøglecentre i Danmark.

Ifølge direktivet er det et krav, at markedet skal være

åbent for private virksomheder.

Spørgsmål nr. 2 stillet af Folketingets

Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L 229 bilag

Spørgsmål 2:

Ministeriet bedes give en udtømmende

redegørelse for sammenhængen mellem L 229 og andre lovforslag

under behandling, som vedrører personoplysninger f.eks. forslag til

lov om Det Centrale Personregister, jf. L 3.

Svar:

Jeg er bekendt med, at Folketingets Retsudvalg den 28.

marts 2000 har stillet et spørgsmål 14 til forslag til lov om

behandling af personoplysninger, jf. L 147, og anmodet justitsministeren om

et generelt oversigtsnotat over alle de lovforslag, som vedrører

behandling af personoplysninger. For en generel gennemgang af

spørgsmålet vedrørende forskellige regler om behandling

af personoplysninger skal jeg derfor henvise Forskningsudvalget til

justitsministerens besvarelse af spørgsmål 14 til L 147.

I det følgende har jeg valgt at koncentrere

besvarelsen om de forslag, som man praktisk kunne forestille sig har en

sammenhæng med L 299 (herefter »forslaget«).

Forslaget indeholder en bestemmelse i § 12, som stiller

supplerende krav til nøglecentres behandling af personoplysninger.

§ 12, stk. 1, regulerer nøglecentrets adgang til at

indsamle personoplysninger i forbindelse med nøglecentervirksomheden.

Indsamling af personoplysninger må udelukkende ske fra den

registrerede, eller med dennes udtrykkelige samtykke, og kun i det omfang det

er nødvendigt for udstedelsen eller opretholdelsen af et

certifikat.

I henhold til § 12, stk. 2, skal et nøglecenter

have den registreredes udtrykkelige samtykke for at kunne behandle eller

videregive de oplysninger, som er indsamlet i forbindelse med

nøglecentervirksomheden, til andre formål end nævnt i stk.

Bestemmelsen gennemfører artikel 8 i direktivet om

en fællesskabsramme for elektroniske signaturer.

§ 12 er en supplerende bestemmelse i den forstand, at de

generelle regler i forslaget til lov om behandling af personoplysninger, jf.

L 147, finder anvendelse på nøglecentrets virksomhed med de

afvigelser, som følger af § 12.

§ 12 finder alene anvendelse i forbindelse med

udøvelsen af nøglecentervirksomhed og har derfor ikke nogen

direkte sammenhæng med specialregler i lovgivningen vedrørende

behandling af personoplysninger i andre sammenhænge.

Forslag til lov om Det Centrale Personregister, jf. L 3,

indeholder i kapitel 7 til 13 bestemmelser vedrørende behandling og

videregivelse af oplysninger i CPR.

Disse bestemmelser berører ikke

nøglecentrets adgang til at indsamle eller behandle personoplysninger

i medfør af forslagets § 12. Det kan tilføjes, at forslaget

ikke regulerer et nøglecenters adgang til at anvende personnumre eller

lignende i et certifikat til en elektronisk signatur. Dette

spørgsmål må derfor afgøres efter anden

lovgivning.

Forslag til lov om elektronisk Statstidende, jf. L 31,

indeholder blandt andet bestemmelser vedrørende opbygning af en

database over samtlige meddelelser, som er optaget i Statstidende, behandling

og offentliggørelse af personoplysninger, berigtigelse af urigtige

oplysninger samt adgang til at søge efter meddelelser i databasen ved

hjælp af navne, personnumre, m.v.

Jeg mener ikke, at der er nogen direkte sammenhæng

mellem disse regler og forslagets § 12.

Rent teknisk er det muligt at lave elektroniske kort, der

både kan bruges til at afgive en elektronisk signatur og som et

betalingsmiddel omfattet af forslag til lov om visse betalingsmidler, jf. L

63.

§ 12 finder kun anvendelse i relation til sådanne

»multiapplikationskort« i det omfang kortet benyttes til at afgive en

elektronisk signatur.

Hvis kortet derimod anvendes som et betalingsmiddel,

finder bestemmelsen i § 12 anvendelse. Denne bestemmelse regulerer, i hvilket

omfang oplysninger om, hvor og til hvilke formål et betalingsmiddel

anvendes, må indsamles og behandles.

L 112-115 vedrørende ændringer i bank- og

sparekasseloven, realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber samt lov

om forsikringsvirksomhed m.v. indeholder regler om videregivelse af visse

oplysninger til andre virksomheder.

Såfremt en virksomhed, der er omfattet af den

finansielle lovgivning, udøver nøglecentervirksomhed, vil

forslagets § 12 finde anvendelse på samme måde som i relation til

andre nøglecentre.

Det vil således ikke være muligt for en

finansiel virksomhed at indsamle eller behandle og videregive

personoplysninger i forbindelse med den nøglecentervirksomhed, som

udøves, i videre omfang end tilladt efter § 12, uanset om dette

eventuelt måtte være muligt i henhold til de særlige regler

herom i den finansielle lovgivning. § 12 er dog ikke til hinder for, at der i

den finansielle lovgivning eksisterer strengere regler vedrørende

behandling af personoplysninger eller tavshedspligt.

Spørgsmål nr. 3 stillet af Folketingets

Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L. nr. 229

bilag 3)

Spørgsmål 3:

Vil vedtagelsen af L 229 have betydning for andre love

omhandlende personoplysninger, f.eks. forslag til lov om Det Centrale

Personregister, jf. L 3, i folketingsåret 1999-2000?

Svar:

Det er ikke min vurdering, at vedtagelsen af L 229 vil

have nogen direkte betydning for andre love omhandlende

personoplysninger.

Som nævnt i min besvarelse til

spørgsmål 2 (L 229 bilag 3) indeholder forslagets § 12 en

række krav vedrørende behandlingen af personoplysninger i

forbindelse med udøvelsen af nøglecentervirksomhed, der

supplerer reglerne i den generelle lovgivning vedrørende

databeskyttelse.

§ 12 finder desuden kun anvendelse i relation til

nøglecentervirksomhed. En virksomhed, der fungerer som et

nøglecenter, men samtidig udøver andre former for virksomhed,

vil derfor skulle overholde forskellige regelsæt, alt efter hvilke

andre aktiviteter der udøves.

Forslagets § 12 vurderes ikke at være til hinder

herfor, da den alene vedrører en afgrænset aktivitet, nemlig

udstedelsen og opretholdelsen af certifikater til elektroniske

signaturer.

Forsvarsministeriet

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

17. april 2000

Justitsministeriet har ved skrivelse af 11. april 2000,

sagsnr. 2000-760-0082, udbedt sig oplysninger til brug ved besvarelse af et

spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om berøringspunkter

mellem forslag til lov om behandling af personoplysninger og andre

lovforslag.

I den anledning skal det oplyses, at forsvarsministeren

ikke har fremsat og heller ikke forventes at ville fremsætte lovforslag

i indeværende folketingsår.

P.M.V.

E.B.

Kasper Jespersen

Indenrigsministeriet

Justisministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Under henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april

2000, Statsretskontoret, j.nr. 2000-760-0082, hvori anmodes om bidrag til

besvarelse af spørgsmål 14 fra Folketingets Retsudvalg

vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger

følger hermed Indenrigsministeriets bidrag til besvarelsen:

Lovforslag nr. L 3 om Det Centrale Personregister henviser

i §§ 31, 35, 36, 37, 38, stk. 6, og § 52, stk. 1, til denne lov om behandling

af personoplysninger.

Lovforslag nr. L 3 henviser desuden i § 38, stk. 4, og §

42, stk. 4, til Datatilsynet, som ifølge § 55 i L 147 om behandling af

personoplysninger er det fremtidige navn for Registertilsynet.

Herudover agter indenrigsministeren at fremsætte

ændringsforslag til §§ 29, stk. 3, og § 40 (samt konsekvensrettelser

heraf) i L 3 om Det Centrale Personregister. Disse ændringsforslag, som

dels vedrører retten til at få registreret i Det Centrale

Personregister, at man frabeder sig henvendelser i

markedsføringsøjemed, dels Indenrigsministeriets (nye)

kvartalsvise oversigt over navne og adresser for samtlige personer, der har

frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, har

sammenhæng med § 36 i L 147 om behandling af personoplysninger og § 6 a

i L 213 om ændring af lov om visse forbrugsaftaler.

Indenrigsministeriet forstår

spørgsmålet om, hvorvidt denne sammenhæng giver anledning

til problemer, som et spørgsmål om, hvorvidt L 3 om Det Centrale

Personregister kan vedtages, såfremt Folketinget ikke på

nuværende tidspunkt måtte ønske at vedtage forslag til L

147, hvormed L 3 har sammenhæng.

I denne anledning skal man meddele, at der efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke vil være noget til hinder for, at

L 3 om Det Centrale Personregister vedtages uden en samtidig vedtagelse af L

147. Det vil i så fald være nødvendigt at erstatte

henvisningen i L 3 om Det Centrale Personregister til lov om behandling af

personoplysninger af en henvisning til »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.

95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger«. Endvidere vil »Datatilsynet « skulle

erstattes af »Registertilsynet«.

Det foran nævnte ændringsforslag til L 3 vil

helt kunne udelades, såfremt L 147 om behandling af personoplysninger

og L 213 om ændring af lov om visse forbrugsaftaler ikke ønskes

fremmet til vedtagelse.

Med venlig hilsen

Karen Jespersen

/ Torben Jerlach

Kirkeministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Med henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april

2000 (j.nr. 2000-760-0082), hvor Justitsministeriet anmoder om

Kirkeministeriets hjælp til besvarelse af Retsudvalgets

spørgsmål nr. 14 af 28. marts 2000 vedrørende lovforslag

nr. L 147, skal man meddele, at Kirkeministeriet ikke har fremsat eller agter

at fremsætte lovforslag i indeværende folketingsår med

berøringspunkter til L 147.

For en god ordens skyld oplyses, at Kirkeministeriets

igangværende arbejde med DNK-projektet om indførelsen af

elektronisk kirkebogsregistrering ikke kræver lovændringer.

Med venlig hilsen

Rasmus Paaske Larsen

Specialkonsulent

Kulturministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

1. maj 2000

Lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Der henvises til Justitsministeriets skrivelse af 11.

april 2000 (dok.: BBO20019) vedrørende lovforslag nr. L 147 om

behandling af personoplysninger.

Kulturministeriet kan oplyse, at ministeriet i tilknytning

til det ovennævnte lovforslag har fremsat forslag til lov om

ændring af lov om offentlige arkiver m.v. (arkivlovens

registerbestemmer m.v.) lovforslag nr. L 153.

For så vidt angår forholdet mellem L 147 og L

153 vedlægges kopi af svar til Folketingets Kulturudvalg fra

kulturministeren, afgivet den 1. marts 2000, på følgende

spørgsmål »Ministeren bedes helt

konkret oplyse, hvilke dele af lovforslaget der relaterer til EU-direktiv

95/46/EF om behandling af personoplysninger, og som derfor skal

gennemføres«.

Med venlig hilsen

Niels-Jørgen Nielsen

Kt.chef

Spørgsmål nr. 1-6

(L 153 bilag 4), forslag til lov om ændring af lov

om offentlige arkiver m.v. (Arkivlovens registerbestemmelser m.v.)

Skrivelse af 2. februar 2000

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra

kulturministeren.

Spørgsmål nr. 1:

Ministeren bedes helt konkret oplyse, hvilke dele af

lovforslaget der relaterer til EU-direktiv 95/46/EF om behandling af

personoplysninger, og som derfor skal gennemføres.

Svar:

Lovforslaget indeholder to bestemmelser, som ikke har

sammenhæng med lovforslaget om behandling af personoplysninger.

Det drejer sig for det første om bestemmelsen i

lovforslagets § 1, nr. 1, der giver mulighed for, at Statens Arkiver på

et passende tidspunkt kan kræve betaling af statslige myndigheder for

bevaring af papirarkivalier.

For det andet drejer det sig om bemyndigelsen i

lovforslagets § 1, nr. 13, til at delegere den mere detaljerede

regelfastsættelse vedrørende en række forhold af

overvejende arkivteknisk karakter til rigsarkivaren.

Implementeringen i dansk lovgivning af EU-direktiv

95/46/EF finder først og fremmest sted ved det forslag til lov om

behandling af personoplysninger, som er fremsat af justitsministeren (L 147).

Dette lovforslag indeholder som § 14 en bestemmelse, der lyder:

»Oplysninger, der er omfattet

af denne lov, kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i

arkivlovgivningen.«

Dette er baggrunden for den resterende del af

lovforslagets § 1, dvs. nr. 2-12 og nr. 14, der således har

sammenhæng med lovforslaget om behandling af personoplysninger.

De dele af lovforslaget, der mere specifikt

vedrører implementeringen af EU-direktivet er følgende:

Lovforslagets § 1, nr. 4 og nr. 7-11, der drejer

sig om de garantier, som medlemsstaterne efter EU-direktivet (artikel 6, stk.

1, litra b) og litra e)) skal fastsætte for personoplysninger, der i

historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed opbevares i

længere tid end krævet af hensyn til de formål, hvortil

oplysningerne oprindeligt er indsamlet (eller i forbindelse med hvilke de

behandles på et senere tidspunkt). Bestemmelserne drejer sig også

om den forpligtelser, der omtales i direktivets artikel 28, stk. 2, til at

inddrage tilsynsmyndigheden (efter lovforslaget Datatilsynet eller

Domstolsstyrelsen) ved udarbejdelse af retsforskrifter om beskyttelse af

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

De to relevante direktivbestemmelser citeres nedenfor til

orientering.

Artikel 6 i EU-direktivet lyder:

»1. Medlemsstaterne

fastsætter bestemmelser om, at personoplysninger

skal behandles rimeligt og lovligt

skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime

formål, samt at senere behandling heraf ikke må være

uforenelig med disse formål; senere behandling af oplysninger i

historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed anses ikke for at

være uforenelig med disse formål, såfremt medlemsstaterne

giver de fornødne garantier

skal være relevante og tilstrækkelige og

ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de

formål, hvortil de indsamles, og til de formål, hvortil de senere

behandles

skal være korrekte og om nødvendigt

ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt til at slette eller

berigtige oplysninger, der er urigtige eller ufuldstændige i forhold

til de formål, hvortil de indsamles, eller i forbindelse med hvilke de

behandles på et senere tidspunkt

ikke må opbevares på en måde, der

giver mulighed for at identificere de registrerede i et længere tidsrum

end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil de

indsamles, eller i forbindelse med hvilke de behandles på et senere

tidspunkt. Medlemsstaterne fastsætter de fornødne garantier for

personoplysninger, der i historisk, statistisk eller videnskabeligt

øjemed opbevares længere end i ovennævnte

periode.

2. Det påhviler den registeransvarlige at sikre, at

bestemmelserne i stk. 1 overholdes.«

Artikel 28, stk. 2, i EU-direktivet lyder:

»2. Hver medlemsstat drager

omsorg for, at tilsynsmyndighederne høres ved udarbejdelsen af

administrative foranstaltninger eller retsforskrifter om beskyttelse af

personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af

personoplysninger.«

Om lovforslagets ovennævnte bestemmelser skal

bemærkes følgende:

Lovforslagets § 1, nr. 4, omhandler

fastsættelse af administrative forskrifter om offentlige arkivers

opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af forslag til lov om

behandling af personoplysninger. Inddragelse af Datatilsynet i

regelfastsættelse er således obligatorisk, jf. direktivets

artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 7, knytter sig såvel

til direktivets bestemmelser om fastsættelse af nødvendige

garantier i forbindelse med opbevaring af personoplysninger til historisk,

statistisk eller videnskabeligt formål som til bestemmelsen i

direktivets artikel 28, stk. 2, jf. ovenfor.

Lovforslagets § 1, nr. 8, knytter sig til

direktivets bestemmelser om fastsættelse af nødvendige garantier

i forbindelse med opbevaring af personoplysninger til historisk, statistisk

eller videnskabeligt formål. Den foreslåede ændring af

bestemmelsen i artikel 24, stk. 7, knytter sig ligeledes hertil samt til

direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 9, omhandler

fastsættelse af administrative forskrifter om tilgængelighed til

materiale af den art, der er omfattet af forslag til lov om behandling af

personoplysninger, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 10-11, vedrører

private arkivalier, der er omfattet af forslag til lov om personoplysninger.

Nr. 11 omhandler fastsættelse af administrative forskrifter om

tilgængelighed til materiale af den art, der er omfattet af forslag til

lov om behandling af personoplysninger, jf. direktivets artikel 28, stk.

Lovforslagets § 1, nr. 12, vedrører den

indsigtsret, som den registrerede person skal have i medfør af kapitel

9 i forslag til lov om behandling af personoplysninger, jf. direktivets

artikel 12-13. Bestemmelsen er et alternativ til den indsigtsprocedure, der

indgår i forslag til lov om behandling af personoplysninger.

Bestemmelsen fastsætter en særlig indsigtsprocedure for

oplysninger, der er overført til opbevaring i arkiv, jf.

lovbemærkningernes begrundelse herfor.

De resterende dele af lovforslaget er

konsekvensændringer, ikrafttrædelsesbestemmelser o.l.

Miljø- og Energiministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Att: Birgit Thostrup Christensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Den 1. maj 2000

Under henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april

2000 vedr. lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger, kan

følgende oplyses om Miljø- og Energiministeriets lovprogram i

indeværende folketingsår.

Miljø- og Energiministeriet har den 25. april 2000

fremsat forslag til lov om ændring af varmeforsyningsloven, hvori der

er en bestemmelse, der kan have berøringspunkter til det omtalte

lovforslag.

§ 1, nr. 10, i forslag til lov om ændring af

varmeforsyningsloven fremsætter forslag til en ny § 23 b, der i stk. 1

bestemmer, at Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt

offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang

årligt.

Registeret vedrører således oplysninger om

tariffer og leveringsbetingelser, som de enkelte varmeforsyningsanlæg

har fastsat for levering af deres produkt. Andre virksomheder kan derefter

anvende oplysningerne i registeret til at sammenligne egne forhold med.

Miljø- og Energiministeriet finder på denne

baggrund, at forslaget til § 23 b kan have berøringspunkter med

bemyndigelsesbestemmelsen i § 1, stk. 5, i forslaget til lov om

personoplysninger.

Efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse er de

to bestemmelser ikke uforenelige.

Der er ikke i ministeriets øvrige lovforslag

bestemmelser, der har berøring med L 147.

Med venlig hilsen

Henrik Hedeman

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende L

147

I besvarelse af Justitsministeriets brev af 11. april 2000

(j.nr.: 2000-760-0082) kan det herved meddeles, at der ikke inden for

Fødevareministeriets område foreligger lovforslag, som

regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende

folketingsår med direkte berøringspunkter til lovforslag nr. L

147 om behandling af personoplysninger.

For god ordens skyld skal det nævnes, at regeringen

inden for Fødevareministeriets område har fremsat

følgende lovforslag, der endnu ikke er endeligt vedtaget:

L 54 Forslag til lov om støtte til udvikling af

landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven),

L 177 Forslag til lov om tilskud til fremme af innovation,

forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og

fiskerisektoren. (Innovationsloven),

L 202 Forslag til lov om ændring af lov om

strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren. (Ændring af

EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere), og

L 273 Forslag til lov om ændring af lov om Kongeriget

Danmarks Fiskeribank.

Det bemærkes, at L 202, § 1, nr. 14, indeholder en

bestemmelse med registerretligt indhold, idet den bestemmer, at

kontrolmyndigheden kan indhente nødvendige oplysninger hos andre

myndigheder bl.a. med henblik på registersamkøringer. I

bemærkningerne til lovforslaget henvises der til registerloven og til L

147, idet det i øvrigt nævnes, at L 147 ikke lægger op til

en ændring i den gældende retstilstand om, i hvilke

tilfælde der må foretages registersamkøringer i den

offentlige forvaltning.

For fuldstændighedens skyld kan det nævnes, at

der inden for Fødevareministeriets område i indeværende

folketingsår er blevet vedtaget to love med et delvist registerretligt

indhold. Det drejer sig om lov nr. 936 af 20. december 1999 om ændring

af lov om dyrlægegerning og om lov nr. 937 af 20. december 1999 om

ændring af lov om foderstoffer. Heller ikke for disse to love har L 147

nogen umiddelbar indvirkning.

Med venlig hilsen

Camilla Hesselby

Skatteministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Vedr. bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketingets

Retsudvalg til L 147 jeres j.nr. 2000-760-0082

Som svar på Justitsministeriets brev af 11. april

2000 om ovenstående kan Skatteministeriet oplyse, at skatteministeren i

indeværende folketingssamling har fremsat lovforslag nr. L 268 om

gevinstgivende spilleautomater, som vedlægges til orientering. I

lovforslagets § 4 er foreslået, at

»Spillemyndigheden udarbejder

en oversigt over tilladelsesindehavernes navne og adresser,

opstillingssteder, antal automater pr. opstillingssted m.v. Oversigten

gøres tilgængelig for offentligheden.«.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår

bl.a., at en sådan offentliggørelse af tilladelsesindehavere

m.v. mest hensigtsmæssigt vil kunne ske på internettet, og at

hensigten med databasen er, at brugerne kan orientere sig om

opstillingsstederne og får mulighed for at kontrollere, at automaterne

er lovlige.

Bestemmelsen vurderes ikke at have sammenhæng eller

berøringspunkter til L 147 af den i spørgsmålet fra

Retsudvalget omhandlede karakter.

Herudover er der ikke fremsat eller planlagt fremsat

lovforslag i indeværende folketingssamling på Skatteministeriets

område, der indeholder registerbestemmelser o.l. med henblik på

registrering og behandling af personoplysninger.

Med venlig hilsen

Søren W. Clausen

Socialministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Att: Niels Fenger

27. april 2000

Vedrørende Retsudvalgets spørgsmål 14 ad lovforslag

nr. L 147

Justitsministeriet har i brev af 11. april 2000 under

henvisning til Retsudvalgets spørgsmål 14 ad lovforslag nr. L

147 om behandling af personoplysninger bedt om Socialministeriets

udtalelse.

Socialministeriet kan oplyse, at socialministeren den 30.

marts 2000 fremsatte lovforslag nr. L 232, forslag til lov om ændring

af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område.

Forslagets § 1, nr. 3 og 5, omhandler videregivelse af

oplysninger.

Med § 1, nr. 3, foreslås det, at der i servicelovens

§ 33 indsættes en bestemmelse om, at hvis en familie med et eller flere

børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden

kommune, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har

behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette

tilflytningskommunen herom.

Med § 1, nr. 5, foreslås det, at der i servicelovens

§ 35, stk. 2, indsættes bemyndigelse for socialministeren til at

fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig

tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under

udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en

gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at

der er behov for støtte.

Desuden fremsatte socialministeren den 1. december 1999

lovforslag nr. L 104 om ændring af lov om tilbageholdelse af

stofmisbrugere i behandling, lov nr. 349 af 14. maj 1992. Lovforslaget

viderefører uændret den gældende lov om tilbageholdelse af

stofmisbrugere i behandling. Herefter kan amtsrådet, samt i

Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsen, i

medfør af lovens § 3, stk. 2, til brug for godkendelse eller

afgørelse indhente oplysninger hos private institutioner, hvormed en

misbruger har indgået behandlingskontrakt efter lovens § 2. Dette

lovforslag er nu vedtaget og stadfæstet.

Med venlig hilsen

Inge Rasmussen

Sundhedsministeriet

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af

personoplysninger

I brev af 11. april 2000 (j.nr. 200-760-0082) har

Justitsministeriet anmodet om en udtalelse til brug for besvarelse af

spørgsmål nr. 14, som Folketingets Retsudvalg har stillet til

justitsministeren den 28. marts 2000 i forbindelse med behandling af

ovennævnte lovforslag.

I den anledning skal man oplyse, at Sundhedsministeriet

ikke har lovforslag til behandling i indeværende folketingsår med

berøringspunkter til L 147.

Med venlig hilsen

Bent Rasmussen

Trafikministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

19. april 2000

I brev af 11. april 2000 har Justitsministeriet anmodet om

en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 14 fra

Folketingets Retsudvalg til justitsministeren vedrørende lovforslag

nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Under henvisning hertil kan det oplyses, at der ikke i

indeværende folketingsår inden for Trafikministeriets

område er eller påtænkes fremsat lovforslag med

berøringspunkter til L 147.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen

Undervisningsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

3. maj 2000

I forlængelse af Undervisningsministeriets tidligere

brev af 2. maj 2000 vedrørende svar på Justitsministeriets brev

af 11. april 2000 (j.nr. 2000-760-082) skal Undervisningsministeriet herved

supplerende oplyse følgende om de i brevet af 2. maj 2000 nævnte

bestemmelser:

Generelt kan det om bestemmelserne bemærkes, at de

giver uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder hjemmel til at

indhente og videregive oplysninger om elever og studerende til brug for

administration af uddannelser, herunder af tilskudsordninger, blandt andet

elevstøtte, og til brug for det lovbestemte tilsyn samt statistik. Der

er tale om oplysninger om elevers og studerendes navne, adresser,

personnumre, økonomiske forhold, hidtidige uddannelsesforløb og

i visse tilfælde dokumentation for statsborgerskab. Der er desuden i

nogle bestemmelser hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om

forældrenes navne, adresser, personnumre og økonomiske

forhold.

Hvad angår eksisterende uddannelser er der på

disse punkter i det væsentlige tale om en videreførelse af

gældende regler. Med hensyn til nye uddannelser er lovforslagene

på disse punkter udformet efter principper, der gælder i de

videreførte regler.

Om de enkelte lovforslag kan følgende nærmere

oplyses:

L 160 (lovforslag om folkehøj-, efter-,

husholdnings- og håndarbejdsskoler (frie kostskoler))

Lovforslaget vedrører de frie kostskoler, der

tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er

folkelig oplysning, og som er godkendt af ministeren til tilskud.

Antallet af årselever har betydning for beregning af

størrelsen af statstilskuddet til skolerne. Eleverne skal oplyse

personnummer og dokumentation for statsborgerskab til skolen ved

tilmeldingen. Skolen skal videregive disse oplysninger til brug for de

offentlige myndigheder, som udfører opgaver efter denne lov, jf.

forslagets § 13, stk. 3. Det fremgår af bemærkningerne til § 13,

at bestemmelsen er en sammenskrivning af to bestemmelser i den gældende

lov. Det fremgår endvidere, at i overensstemmelse med den hidtidige

praksis indsættes der i lovforslaget hjemmel til at indhente oplysning

om elevernes personnummer til brug for administration af tilskudsordningen og

statistikbrug. Endvidere fremgår det af forslagets § 16, stk. 3, at

kurset skal gennemføres med et flertal af danske elever og personer,

der efter EU-retten og EØS-traktaten skal sidestilles med danske

statsborgere. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom og

kan fravige kravet i særlige tilfælde. Det er en

videreførelse af den gældende lovs § 15, stk. 4.

Til brug for tilskudsberegningen kan

Undervisningsministeriet indhente de nødvendige oplysninger efter

ministeriets nærmere bestemmelse, jf. forslagets § 18, stk. 4. Til brug

for meddelelse af statslig støtte til elever på efterskoler har

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte adgang til hos offentlige

myndigheder at indhente oplysninger om elevernes og deres forældres

økonomiske forhold, jf. forslagets § 31, stk. 3. Efter begge

bestemmelser er der hjemmel til, at undervisningsministeren kan

fastsætte regler om, at indhentelsen af oplysninger kan ske i

elektronisk form. Ifølge bemærkningerne til § 31, stk. 3, er

denne bestemmelse i overensstemmelse med gældende lovs § 38, stk.

Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed

til brug for opgørelsen af indkomstgrundlag, jf. forslagets § 32.

Ifølge bemærkningerne er bestemmelsen i overensstemmelse med den

gældende lovs § 39.

L 188 (lovforslag om Danmarks Pædagogiske

Universitet) (DPU)

Danmarks Pædagogiske Universitet er en

sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks

Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

I lovforslagets § 11, stk. 10, er det foreslået, at

undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra universitetet om

uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift til

brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og

udarbejdelse af statistik. Sådanne oplysningerne afleveres i

elektronisk form. Ifølge bemærkningerne giver stk. 10 ministeren

den nødvendige adgang til universitetets data, herunder til at

bestemme, at disse oplysninger afleveres i elektronisk form.

L 189 (lovforslag om ændring af lov om

støtte til folkeoplysning) (folkeoplysningsloven)

Til brug for oplysning om virksomhed efter loven har

kommunalbestyrelsen efter forslagets § 33, stk. 5, adgang til at indhente

alle nødvendige oplysninger hos de enkelte foreninger og

tilskudsmodtagerne. Kommunalbestyrelsen kan standse eller tilbageholde

udbetalingerne, hvis en forening eller nogle tilskudsmodtagere ikke

overholder lovens tilskudsbetingelser. Ifølge bemærkningerne

svarer bestemmelsen til gældende lovs § 31, stk. 3.

Ifølge forslagets § 43, stk. 5, skal en forening,

som modtager tilskud efter kapitel 4 oplyse navn og adresse til

kommunalbestyrelsen på de deltagere, der indgår i

tilskudsberegningen. En forening skal desuden for deltagere, der har hjemsted

i en anden kommune, og som deltager i undervisning og studiekredse, oplyse

personnumre, når deltagerne indgår i tilskudsberegningen.

Foreningen skal gøre deltagerne opmærksomme på, at

personnummeret vil blive videregivet til kommunalbestyrelsen, herunder

folkeoplysningsudvalget. Som noget nyt kan kommunalbestyrelsen godkende, at

personer, der ikke har et dansk personnummer, og som deltager i

folkeoplysende virksomhed i andre kommuner, kan indgå i

tilskudsberegningen. Af bemærkningerne til § 43 fremgår, at

godtgørelse for foredrag ikke længere vil indgå i den

kommunale udligning, og der er derfor ikke længere krav om, at der skal

oplyses personnumre for deltagelse i denne virksomhed.

I relation til statstilskud er der i forslagets § 44, stk.

6, som noget nyt givet ministeren adgang til at beslutte, at

offentlighedsloven, forvaltningsloven og bestemmelser om offentlige registre

skal finde anvendelse ved institutionernes administration af tilskud.

Efter forslagets § 47, stk. 4, kan undervisningsministeren

indhente oplysninger fra folkeuniversitetsnævnet om alle forhold

vedrørende folkeuniversitetsvirksomheden. Med bestemmelsen

indføres der hjemmel til at beslutte, at afgivelsen af oplysninger

skal ske i elektronisk form i særligt format.

Med bestemmelsen i forslagets § 48, stk. 2, foreslås

det, at folkeuniversitetsvirksomheden omfattes af forvaltningsloven,

offentlighedsloven, lov om offentlige myndigheders registre og lov om

offentlige myndigheders arkiver.

L 249 (lovforslag om specialpædagogisk

støtte til studerende ved videregående institutioner)

(SPS)

Lovforslagets § 15 giver Styrelsen for Statens

Uddannelsesstøtte hjemmel til at indhente og videregive de oplysninger

om studerende, der er nødvendige af hensyn til administrationen af

specialpædagogisk støtte. Der kan indhentes oplysninger fra

offentlige myndigheder og private institutioner, herunder private

uddannelsesinstitutioner. Indhentelse og videregivelse af oplysninger vil

skulle ske i overensstemmelse med reglerne herom i forvaltningsloven og

registerlovgivningen.

L 250 (lovforslag om videreuddannelsessystem for

voksne) (VFV)

Med forslagets § 8 bestemmes det, at der skal

fastsættes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt ansøger.

Uddannelsesplanen, der blandt andet skal indeholde oplysninger om

ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, gælder for den

pågældendes samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken

skole eller institution der optager den pågældende. Hvis

uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder

uddannelsesplanen.

L 252 (lovforslag om forberedende voksenundervisning)

(FVU)

Med bestemmelsen i forslagets § 24 tilsigtes det at sikre,

at undervisningsministeren kan følge udviklingen på

området og til brug herfor indhente alle fornødne oplysninger om

forberedende voksenundervisning og prøver fra amtsråd m.fl.

Undervisningsministeren gives tillige mulighed for at beslutte, i hvilket

elektronisk format oplysningerne skal afgives.

L 254 (lovforslag om støtte til

voksenuddannelse) (SVU)

Styrelsen kan hos skattemyndighederne, andre offentlige

myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser indhente de

oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for

tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med SVU.

Styrelsen kan til uddannelsesstederne og

arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den

uddannelsessøgende, der er nødvendige for varetagelse af

opgaver efter denne lov.

Undervisningsministeren tillægges endvidere adgang

til at fastsætte regler om, at oplysningerne skal indhentes i

elektronisk form.

Lov nr. 1124 om produktionsskoler (tidligere

lovforslag L 101)

Efter lovens § 8 fører undervisningsministeren

tilsyn med skolerne. Til brug herfor kan undervisningsministeren fra skolerne

indhente oplysninger om undervisningen, lærerne, deltagerne, herunder

personnumre, og skolens drift og regnskab samt andre oplysninger, der er

nødvendige for Undervisningsministeriets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den hidtidige,

men er dog en udvidelse, idet skolerne er pligtige at afgive også andre

oplysninger end de udtrykkelig nævnte, således at det

afgørende er, om oplysningerne er nødvendige for

Undervisningsministeriets tilsyn.

Undervisningsministeren fastsætter desuden regler

om, at oplysningerne skal indhentes i elektronisk form.

Lov nr. 1125 om refusion af udgifter til uddannelse i

forbindelse med aktivering m.m. samt ændring af flere love (tidligere

lovforslag L 128)

Loven gælder for refusion af udgifter til uddannelse

af aktiverede på institutioner m.v., der modtager tilskud fra stat

eller kommune.

Efter lovens § 5 skal uddannelsesinstitutionerne

indberette oplysninger om blandt andet de aktiveredes personnumre til

Undervisningsministeriet eller amtskommunen. Undervisningsministeren,

henholdsvis amtsrådet fastsætter nærmere regler om

indberetningen, der vil kunne ske elektronisk.

Med venlig hilsen

Erling F. Poulsen

Kontorchef

Økonomiministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Justitsministeriet har med brev af 11. april 2000 anmodet

Økonomiministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af

spørgsmål 14 til L 147, som er stillet til

justitsministeren.

Økonomiministeriet skal i den anledning

bemærke følgende:

For så vidt angår Økonomiministeriets

område er der i indeværende folketingssamling blevet fremsat fire

lovforslag, der har berøringspunkter til L 147. Det drejer sig om L

112 om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., L 113 om

ændring af realkreditloven, L 114 om ændring af lov om

forsikringsvirksomhed samt L 115 om ændring af lov om

fondsmæglerselskaber m.fl. love.

Følgende bestemmelser i lovforslagene

vedrører personoplysninger:

§ 1, nr. 13, i L 112 om ændring af bank- og

sparekasseloven m.v.

§ 1, nr. 22, i L 113 om ændring af

realkreditloven.

§ 1, nr. 13, i L 114 om ændring af lov om

fondsmæglerselskaber m.fl.

§ 1, nr. 24, i L 115 om ændring af lov om

forsikringsvirksomhed.

De nævnte bestemmelser indeholder i forhold til

gældende ret alene en udvidelse af adgangen til at videregive

kundeoplysninger til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en

betingelse, at videregivelsen er nødvendig som et led i

risikostyringen af koncernens virksomheder, hvilket ikke omfatter

videregivelse til brug for markedsføring eller kunderådgivning,

og at videregivelsen ikke vedrører oplysninger om kundens rent private

forhold. Der kan som altovervejende hovedregel ikke videregives

privatkundeoplysninger i medfør af denne nye bestemmelse om

risikostyring.

Herudover ændrer de nævnte lovforslag ikke den

gældende retstilstand for så vidt angår behandling af

personoplysninger. De påtænkte ændringer er ikke af en art,

der vil ændre forholdet mellem L 112-L 115 og L 147.

Det bemærkes, at de nævnte bestemmelser i L

112-L 115 bygger på den forudsætning, at en finansiel virksomhed

under tilsyn alene kan videregive oplysninger det være sig til

koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen

såfremt både betingelserne i de nævnte bestemmelser i L

112-L 115 og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. I lovforslagets

bemærkninger er det således udtrykkeligt anført, at

reglerne om videregivelse af oplysninger suppleres af de generelle

databeskyttelsesretlige regler. Dette vil også gælde i forhold

til de regler, der i lov om behandling af personoplysninger og i

markedsføringsloven vil blive fastsat til gennemførelse af

direktivet om behandling af personoplysninger (direktiv 95/46/EF).

For så vidt angår samspillet mellem de

relevante regler i henholdsvis L 112-L 115 og L 147, kan der i øvrigt

henvises til økonomiministerens besvarelse af spørgsmål

25-38 samt 50 til L 112.

Det kan desuden oplyses, at der er fremsat

ændringsforslag med henblik på en præcisering af de nye

bestemmelser om risikostyring.

Med venlig hilsen

Torben Weiss Garne

Besvarelse af spørgsmål 25-38 (L 112 bilag

21) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 8. februar 2000.

Spørgsmål 25:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut, som

udsteder af et betalingsmiddel må anvende de oplysninger, instituttet

modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden til egen

markedsføring.

Svar:

Generelt om de stillede spørgsmål vil jeg

gerne indledningsvis nævne, at spørgsmål 25-37 til L 112

tillige er stillet til erhvervsministeren som spørgsmål 10-22

til L 63 om betalingskortloven.

Om forholdet mellem de to regelsæt kan jeg oplyse,

at bank- og sparekasselovens regler om videregivelse af kundeoplysninger

suppleres af reglerne herom i betalingskortloven. Reglerne i bank- og

sparekasseloven suppleres endvidere af den generelle registerlovgivning,

herunder reglerne i lovforslaget om behandling af personoplysninger. Min

besvarelse angår regler om pengeinstitutters adgang til at videregive

kundeoplysninger, idet jeg i øvrigt skal henvise til

erhvervsministerens besvarelse af de tilsvarende spørgsmål.

De nugældende regler i bank- og sparekasselovens §

54, stk. 2, indeholder et forbud mod, at der uberettiget videregives

fortrolige oplysninger. Samtidigt fastslås, at sædvanlige

oplysninger om kundeforhold kan videregives til koncernvirksomheder, som er

underlagt tavshedspligt efter de finansielle love, såfremt

videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet.

Det er herudover en betingelse for videregivelse, at

videregivelsen er forenelig med reglerne i lov om private registre. Et

pengeinstitut kan således ikke altid efter den gældende

lovgivning videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til

koncernvirksomheder, som er underlagt tavshedspligt, selv om videregivelsen

måtte være erhvervsmæssigt begrundet.

Bank- og sparekasseloven indeholder ingen bestemmelser om

et pengeinstituts adgang til selv at anvende oplysninger, som

pengeinstitutter har indsamlet i forbindelse med f.eks. kreditvurderinger,

til at foretage markedsføring på egne vegne over for de

registrerede. Det må derfor afgøres efter anden lovgivning, om

en sådan anvendelse af oplysningerne er lovlig.

En gennemførelse af L 112 vil ikke i sig selv

ændre på denne retstilstand.

Lovforslaget indeholder således ingen regler om, i

hvilket omfang et pengeinstitut kan anvende oplysninger, det er i besiddelse

af, til brug for markedsføring over for den registrerede. Dette

spørgsmål vil fortsat skulle afgøres efter anden

lovgivning. Den eneste undtagelse, der gøres herfra, er bestemmelsen i

§ 53 a, stk. 3, om risikostyring af virksomheder i koncernen. Bestemmelsen i

lovforslagets § 53 a, stk. 3 der udvider adgangen til at videregive

oplysninger til brug for risikostyring i koncernen kan ikke benyttes til at

videregive oplysninger til markedsføringsmål. Der henvises

herved til bemærkningerne til bestemmelsen samt det fremsendte

ændringsforslag, som præciserer dette.

Lovforslaget ændrer heller ikke på de

gældende regler om et pengeinstituts adgang til at videregive

oplysninger med henblik på markedsføring.

Det bemærkes, at bestemmelsen i bank- og

sparekasselovens § 53 a bygger på den forudsætning, at et

pengeinstitut alene kan videregive oplysninger det være sig til

koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen

såfremt både betingelserne i bank- og sparekasselovens § 53 a og

registerlovgivningen m.v. er opfyldt. I lovforslagets bemærkninger er

det således udtrykkeligt anført, at reglerne om videregivelse af

oplysninger suppleres af de generelle databeskyttelsesretlige regler. Dette

vil også gælde i forhold til de regler, der i lov om behandling

af personoplysninger og i markedsføringsloven vil blive fastsat til

gennemførelse af direktivet om behandling af personoplysninger

(direktiv 95/46/EF).

Efter § 5, stk. 2, i lovforslaget om behandling af

personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne

og saglige formål. Oplysningerne må herefter ikke medmindre den

registrerede giver sit samtykke hertil undergives en behandling, der er

uforenelig med disse formål. Bestemmelsen fastslår det

såkaldte formålsbestemtheds-princip

(finalité-princippet).

Ønsker en virksomhed (et pengeinstitut) selv at

anvende oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring

og princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke er til

hinder herfor skal virksomheden følge den fremgangsmåde, der

er beskrevet i § 2 i justitsministerens forslag til lov om ændring af

lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love

(L 213), altså forslaget til en ny § 6 a i

markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at pengeinstituttet ikke

må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre

midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning af varer

m.m., hvis den pågældende over for virksomheden har frabedt sig

dette. Det indebærer f.eks. også, at pengeinstituttet skal

tjekke, om forbrugeren står på en fortegnelse (en såkaldt

Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR har

fået markeret, at de ikke ønsker direkte markedsføring. I

bekræftende fald må pengeinstituttet ikke foretage

markedsføring over for den pågældende.

Et pengeinstitut skal også iagttage bestemmelsen om

formålsbestemthed i lovforslaget § 5, såfremt pengeinstituttet

ønsker at videregive oplysninger om en forbruger til en anden

virksomhed det være sig til en anden juridisk enhed inden for

koncernen eller til en virksomhed uden for koncernen.

Virksomheden skal herudover opfylde følgende to

betingelser:

For det første skal behandlingsreglerne i L 147, §

6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed være

opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i

markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren,

medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for

inddeling i kundekategorier.

Generelle kundeoplysninger er bl.a. oplysninger om kundens

navn, adresse, køn og alder og oplysninger om, at kunden f.eks. er

husejer, bilejer, computerejer og lignende. Tilsvarende gælder f.eks.

oplysninger om, at der er tale om en kunde til fritidsartikler, til baby- og

småbørnsartikler, til økologiske varer, til vin og

spiritus eller andre generelt afgrænsede varegrupper. Oplysninger om

rent private forhold vil aldrig være generelle kundeoplysninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at

afgrænsningen af begrebet generelle kundeoplysninger i L 147 ikke er

sammenfaldende med afgrænsningen af sædvanlige kundeoplysninger

efter bank- og sparekasselovens § 53 a. Det hænger sammen med L 147 s

meget bredere anvendelsesområde. L 147 omfatter således al

behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved

hjælp af elektronisk databehandling, jf. herved § 1.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger og

virksomheden således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne

uden forbrugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det

andet kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der

henvises nærmere til lovforslagets § 36.

Særligt med henblik på besvarelsen af

spørgsmål nr. 25 kan jeg på den anførte baggrund

oplyse følgende:

Spørgsmålet om et pengeinstituts adgang til

selv at anvende de oplysninger, som instituttet modtager fra kunden i

forbindelse med kreditvurdering, til brug for egen markedsføring

reguleres ikke af L 112, men må afgøres på baggrund af

forslaget til lov om behandling af personoplysninger, herunder navnlig

bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om formålsbestemthed.

Som erhvervsministeren nærmere har redegjort for i

besvarelsen af det tilsvarende spørgsmål nr. 10 til L 63, har

Registertilsynet udtalt, at den i spørgsmålet omtalte brug af

oplysningerne »efter Registertilsynets opfattelse meget vel kan tænkes

at være i strid med § 5, stk. 2, i L 147 Hvis behandlingen

(anvendelse til direkte markedsføring) kan finde sted, skal de

påtænkte regler i markedsføringslovens § 6 a

iagttages«.

Spørgsmål 26:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som

udsteder af et betalingsmiddel må videregive de oplysninger,

instituttet modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden, til

koncernforbundne selskaber med henblik på disses

markedsføring.

Svar:

Bestemmelsen i § 53 a, stk. 2, i L 112 vil ikke i sig selv

være til hinder for, at oplysninger, som et pengeinstitut har modtaget

i den forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel, videregives til

andre koncernvirksomheder med henblik på, at disse virksomheder kan

anvende oplysningerne til brug for markedsføring over for indehaveren

af det pågældende betalingsmiddel. Det er dog en

forudsætning herfor, at de pågældende oplysninger kan

betegnes som sædvanlige kundeoplysninger, og at den modtagende

virksomhed er underlagt tavshedspligt. Er det ikke tilfældet, vil

oplysninger kun kunne videregives til markedsføring, hvis den

pågældende har givet sit samtykke til videregivelsen.

Det er herudover en forudsætning for videregivelsen,

at denne også er tilladt efter reglerne i lovforslaget om behandling af

personoplysninger. Om dette spørgsmål kan jeg henvise til

Registertilsynets udtalelse til brug for erhvervsministerens besvarelse af

spørgsmål 11. I udtalelsen anfører Registertilsynet

følgende:

»Også her gælder

det, at en sådan brug af oplysninger meget vel kan tænkes at

være i strid med L 147 § 5, stk. 2. Hvis behandlingen (videregivelse

med henblik på markedsføring) kan finde sted, skal reglerne i L

147, § 6, stk. 2-4, og § 36, iagttages.«

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af

spørgsmål 25.

Spørgsmål 27:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som

udsteder af et betalingsmiddel må videregive de oplysninger,

instituttet modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden til andre

virksomheder med henblik på disses eller 3. mands

markedsføring.

Svar:

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 53 a

indebærer, at et pengeinstitut ligesom i dag ikke uden kundens samtykke

vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger herunder oplysninger, som

virksomheden har modtaget i forbindelse med kreditvurdering til

virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands

markedsføring?

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af

spørgsmål 25.

Spørgsmål 28:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som

udsteder af et betalingsmiddel må anvende de sædvanlige/generelle

oplysninger om kundeforholdet til egen markedsføring.

Svar:

I lighed med bank- og sparekasselovens nugældende

bestemmelser regulerer den foreslåede bestemmelse i § 53 a ikke et

pengeinstituts adgang til at anvende oplysninger, som pengeinstituttet har

modtaget fra en kunde til at markedsføre sig over for den

pågældende kunde. Spørgsmålet må derfor

afgøres efter anden lovgivning.

Som anført i erhvervsministerens besvarelse af

spørgsmål 13 til L 63 er det Registertilsynets opfattelse, at

bestemmelsen om formålsbestemthed i § 5, stk. 2, i forslaget til en ny

lov om behandling af personoplysninger ikke vil være til hinder for en

sådan anvendelse af oplysningerne.

Det må derfor antages, at pengeinstituttet i

almindelighed vil kunne anvende de pågældende oplysninger som

anført i spørgsmålet. Det er dog en forudsætning

herfor, at pengeinstituttet iagttager de foreslåede regler i

markedsføringsloven § 6 a, jf. herom ovenfor under pkt. 3. Det

indebærer bl.a., at pengeinstituttet ikke må foretage

markedsføring over for den pågældende kunde, hvis kunden

over for pengeinstituttet har frabedt sig henvendelser i

markedsføringsøjemed eller pengeinstituttet gennem

undersøgelse af den såkaldte »Robinson-liste« bliver

bekendt med, at kunden har fået indsat en markering i CPR om, at

vedkommende frabeder sig direkte markedsføring.

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af

spørgsmål 25.

Spørgsmål 29:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som

udsteder af et betalingsmiddel må videregive de

sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforhold til andre

koncernforbundne virksomheder med henblik på markedsføring.

Svar:

Den foreslåede bestemmelse i bank- og

sparekasselovens § 53 a vil i lighed med den nugældende bestemmelse i

lovens § 54, stk. 2 ikke i sig selv være til hinder for, at et

pengeinstitut videregiver sædvanlige kundeoplysninger til andre

koncernforbundne virksomheder, som er underlagt tavshedspligt, med henblik

på, at disse virksomheder anvender oplysninger til markedsføring

over for den pågældende kunde. Det bemærkes i den

forbindelse, at de videregivne oplysninger vil være omfattet af det

modtagende instituts tavshedspligt.

En sådan videregivelse af generelle oplysninger om

kundeforholdet til koncernforbundne virksomheder vil heller ikke være i

strid med reglerne i forslaget til en lov om behandling af personoplysninger.

Det er dog en forudsætning, at pengeinstituttet iagttager bestemmelsen

i dette lovforslags § 36, inden det videregiver oplysningerne. Det

indebærer bl.a., at pengeinstituttet skal undersøge i CPR, om

kunden (forbrugeren) har frabedt sig henvendelser i

markedsføringsøjemed. Er det ikke tilfældet, skal

pengeinstituttet tydeligt og på en let forståelig måde

oplyse om retten til at gøre indsigelse mod videregivelsen. Kunden

skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger

at gøre sådan indsigelse, og oplysningerne må ikke

videregives, inden denne frist er udløbet.

Lad mig i tilslutning til det anførte

fremhæve, at begrebet sædvanlige kundeoplysninger i L 112 ikke

omfatter f.eks. oplysninger om, hvor en indehaver af et dankort har benyttet

sit kort. Om indholdet af begrebet sædvanlige kundeoplysninger henvises

i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 112

bilag 4) og spørgsmål nr. 5 (L 112 bilag 12)

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af

spørgsmål 25.

Spørgsmål 30:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som

udsteder af et betalingsmiddel må videregive de

sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforholdet til andre

virksomheder med henblik på markedsføring, og i tilknytning

hertil specificere, hvilke oplysninger, jf. L 147, § 6, og

bemærkningerne hertil der vil anses som generelle.

Svar:

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 53 a

indebærer, at et pengeinstitut i lighed med, hvad der følger

af de nugældende bestemmelser ikke uden kundens samtykke vil kunne

videregive fortrolige kundeoplysninger herunder oplysninger, som

virksomheden har modtaget i forbindelse med kreditvurdering til

virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands

markedsføring. Det gælder også oplysninger, som må

betegnes som »sædvanlige

kundeoplysninger« efter den nævnte

bestemmelse.

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af

spørgsmål 25.

Spørgsmål 31:

Ministeren bedes oplyse, om det er af betydning for,

hvilke regelsæt der finder anvendelse, om et betalingsmiddel knyttes

til en konto ved kontoens etablering eller efterfølgende.

Svar:

I modsætning til reglerne i L 63 gælder

reglerne i bank- og sparekasseloven, uanset om et betalingsmiddel knyttes til

en konto ved kontoens etablering eller efterfølgende.

Spørgsmål 32:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut kan

videregive oplysninger, som er kommet til instituttets kundskab som led i

dets virksomhed som kortudsteder, til koncernforbundne selskaber (finansielle

eller ikke finansielle) med henblik på risikostyring i koncernen.

Svar:

Efter den foreslåede § 53 a, stk. 3, i lov om banker

og sparekasser m.v. må andre oplysninger end oplysninger om rent

private forhold videregives fra et pengeinstitut til koncernens moderselskab,

hvis videregivelsen sker med henblik på styring af virksomheder i

koncernen, og hvis moderselskabet er en finansiel virksomhed. Moderselskabet

vil være underlagt tavshedspligt.

Oplysninger om privatkunder vil som udgangspunkt ikke

anses af betydning for risikostyring efter stk. 3. Med henblik på en

præcisering af dette har jeg fremsat et ændringsforslag til

bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at oplysninger om privatkunder ikke

kan videregives til brug for risikostyring, bortset fra de særlige

tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører

forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig

størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor

som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Spørgsmål 33:

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut kan

videregive oplysninger, som er kommet til instituttets kundskab som led i

dets virksomhed som kortudsteder, til koncernforbundne selskaber (finansielle

eller ikke finansielle) med henblik på risikovurdering i de enkelte

koncernselskaber.

Svar:

For så vidt angår videregivelse til

moderselskaber skal jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål

32.

Pengeinstitutter kan i øvrigt videregive

sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernforbundne selskaber,

der er underlagt tavshedspligt, hvis videregivelsen er erhvervsmæssigt

begrundet.

Videregivelse til brug for kreditvurdering må anses

som erhvervsmæssigt begrundet, men jeg kan oplyse, at sædvanlige

kundeoplysninger ikke i sig selv er tilstrækkelige til at foretage en

kreditvurdering af en kunde.

Spørgsmål 34:

Ministeren bedes oplyse, om det vil være muligt at

videregive oplysninger, der identificerer f.eks. den gruppe kunder, der har

mere end kr. 25.000,- stående på deres betalingsmiddel/den

tilknyttede konto på et givent tidspunkt eller som gennemsnit i

året.

Svar:

Efter lov om banker og sparekasser m.v. kan videregivelsen

af den oplysning kun ske, hvor videregivelsen sker til moderselskabet til

brug for styring af koncernen efter § 53 a, stk. 3, eller hvor videregivelsen

er erhvervsmæssigt begrundet og sker til koncernforbundne virksomheder,

der er underlagt tavshedspligt, jf. § 53 a, stk. 2.

Oplysninger om privatkunder vil ikke kunne videregives til

brug for koncernstyring efter stk. 3, bortset fra de særlige

tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører

forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig

størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor

som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Jeg kan desuden oplyse, at der i lov om banker og

sparekasser m.v. er krav om, at et enkelt engagement ikke må

udgøre mere end 25% af henholdsvis pengeinstituttets og koncernens

ansvarlige kapital. Det kan derfor være nødvendigt for

moderselskabet at udbede sig oplysninger om datterselskabernes engagementer

over en vis størrelse.

Spørgsmål 35:

Ministeren bedes oplyse, om det vil være muligt at

videregive oplysninger, der identificerer den kategori af kunder, der bruger

over kr. 10.000,- i den første uge af måneden.

Svar:

Oplysningerne kan efter § 53 a, stk. 2, videregives til

koncernforbundne virksomheder, der er underlagt tavshedspligt, hvis

videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet.

For så vidt angår erhvervskunder, kan

oplysningerne desuden videregives til moderselskabet til brug for

risikostyring af virksomheder i koncernen efter § 53 a, stk. 3.

Spørgsmål 36:

Ministeren bedes oplyse, om og i givet fald under hvilke

betingelser det vil være muligt at videregive saldooplysninger om et

betalingsmiddel.

Svar:

Efter lov om banker og sparekasser m.v. kan videregivelsen

af den oplysning kun ske, hvor videregivelsen sker til moderselskabet til

brug for styring af koncernen efter § 53 a, stk. 3, eller hvor videregivelsen

er erhvervsmæssigt begrundet og sker til koncernforbundne virksomheder,

der er underlagt tavshedspligt, jf. § 53 a, stk. 2.

Oplysninger om privatkunder vil ikke kunne videregives til

brug for koncernstyring efter stk. 3, bortset fra de særlige

tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører

forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig

størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor

som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Spørgsmål 37:

Ministeren bedes oplyse, om og i givet fald under hvilke

betingelser det vil være muligt at videregive saldooplysninger om en

»blandet konto« dvs. en konto, der ud over at være tilknyttet f.eks.

et betalingskort også benyttes til andre transaktioner af

økonomisk art.

Svar:

Der gælder efter lov om banker og sparekasser ikke

særlige regler for »blandede konti«. Jeg skal derfor henvise til min

besvarelse af spørgsmål 36.

Spørgsmål 38:

Ministeren bedes oplyse, hvilke af de i

bemærkningerne til den foreslåede § 53 a anførte

oplysninger der anses for fortrolige oplysninger og dermed omfattet af § 53

Svar:

Jeg går ud fra, at spørgsmålet

vedrører de oplysninger, der i bemærkningerne er opremset under

kategorierne stamoplysninger og oplysninger af økonomisk art. Alle de

opremsede oplysninger vil være fortrolige, i det omfang de ikke er

offentligt tilgængelige. Oplysningerne vil derfor være omfattet

af § 53 a.

Bilag 2

Justitsministerens brev til Jørgen Hoppe,

HK/Handel

Justitsministeriet

15. marts 2000

Kære Jørgen Hoppe.

Tak for dit brev om Dansk Supermarkeds anvendelse af

oplysninger fra RKI Kredit Information i forbindelse med ansættelse af

personale.

Du skriver, at Registertilsynet i en afgørelse af

27. januar 2000 ikke har kunnet forbyde RKI´s videregivelse til Dansk

Supermarked i forbindelse med vurdering af job-ansøgere.

Registertilsynet mente ikke, at det kunne sætte sig ud over de »meget kategoriske bemærkninger« i forarbejderne til de gældende regler om

kreditoplysningsbureauer i lov om private registre. Heraf fremgår, at

reglerne »naturligvis«

ikke forhindrer, »at en virksomhed ved

ansættelse af personale beder et kreditoplysningsbureau udtale sig om

en ansøgers økonomiske soliditet og kreditværdighed«.

Af Registertilsynets afgørelse fremgår bl.a.,

at Dansk Supermarked er abonnent hos RKI. Dansk Supermarked indhenter

gennem et elektronisk onlinesystem kreditoplysninger på alle

ansøgere til jobs i Dansk Supermarked. Formålet hermed er »at få ansat de bedste medarbejdere, der kan leve

op til virksomhedens holdninger til etik og moral, og som kan håndtere

de store værdier, medarbejderne dagligt har kontakt med i

virksomheden«. Der foretages ingen differentiering

efter, i hvilket ansættelsesområde den pågældende

ansøger ønsker beskæftigelse. Dansk Supermarked opbevarer

ikke oplysningerne, og de videregives ikke.

Denne retstilstand vil I gerne have ændret i

forbindelse med lovforslaget om behandling af personoplysninger (L 147),

således at kreditoplysninger i fremtiden ikke må

indhentes/videregives til brug for en ansættelsessituation.

Jeg kan oplyse, at lovforslaget om behandling af

personoplysninger som udgangspunkt viderefører de regler om

kreditoplysningsbureauers virksomhed, som er fastsat i lov om private

registre. Det betyder, at et kreditoplysningsbureau også i fremtiden

vil have mulighed for at videregive kreditoplysninger til sine abonnenter til

brug ved vurderingen af, om en person bør ansættes i

virksomheden.

Lovforslaget indeholder imidlertid som noget nyt nogle

grundlæggende principper, som skal overholdes af alle dem, som

behandler personoplysninger. Behandling af personoplysninger skal

således være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, og

indsamling af oplysninger skal ske til saglige formål. De oplysninger,

der behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke

omfatte mere, end hvad der kræves til at opfylde de formål,

hvortil oplysningerne indsamles. Jeg henviser til lovforslagets § 5, stk.

1-3.

Disse grundlæggende principper vil efter min

opfattelse betyde, at en virksomhed ikke må indhente kreditoplysninger

om en person til brug for ansættelse af den pågældende,

medmindre der er tale om ansættelse i en særligt betroet

stilling. Vurderingen af, om en stilling må anses for særligt

betroet, beror navnlig på den funktion, som den pågældende

person udøver. I sidste ende vil det være op til Datatilsynet

(som Registertilsynet skal betegnes i fremtiden) at afgøre, om en

stilling er særligt betroet. Som eksempler på stillinger inden

for supermarked-branchen, som normalt vil være særligt betroede,

kan nævnes stillingen som varehuschef, butikschef, souschef og

afdelingsleder. Derimod vil en stilling som flaskedreng, servicemedarbejder,

butiks- eller salgsassistent normalt ikke have karakter af en særligt

betroet stilling.

Disse grundlæggende principper vil også

betyde, at Datatilsynet som betingelse for at give tilladelse til at drive

kreditoplysningsvirksomhed vil kunne kræve, at den

pågældende virksomhed udarbejder nogle abonnementsvilkår,

som indebærer, at abonnenten ikke må indsamle oplysninger til

brug ved en ansættelsessituation, medmindre der er tale om

ansættelse i en særligt betroet stilling. jf. ovenfor. En

sådan betingelse vil også kunne stilles i forhold til

eksisterende kreditoplysningsbureauer, idet disse senest den 1. oktober

2000 skal have tilladelse til at drive kreditoplysningsvirksomhed. Jeg

henviser i det hele til lovforslagets § 50, stk. 1, nr. 4, og stk. 5

(reglerne om tilladelse til at drive kreditoplysningsvirksomhed) og § 77

(overgangsreglerne for bl.a. eksisterende kreditoplysningsbureauer).

I øvrigt lægger lovforslaget op til, at

brancheorganisationer m.v. i samarbejde med Datatilsynet kan udarbejde

adfærdskodekser om behandling af personoplysninger, jf. § 74. Jeg har i

den forbindelse fået oplyst, at RKI overvejer at udarbejde en

adfærdskodeks, som i overensstemmelse med det ovenfor anførte

vil opstille meget snævre grænser for, i hvilke tilfælde

abonnenterne må anvende kreditoplysningerne i forbindelse med

ansættelse af personale.

Sammenfattende vil lovforslaget om behandling af

personoplysninger efter min opfattelse betyde, at virksomheder ikke må

indsamle kreditoplysninger om ansøgere til stillinger, medmindre der

er tale om ansøgere til særligt betroede stillinger.

Registertilsynet har oplyst, at tilsynet er enig i denne

fortolkning af lovforslaget, men har for at undgå, at der rejses

tvivl herom foreslået, at kopi af dette brev sendes til Folketingets

Retsudvalg, således at Retsudvalget hvis udvalget er enig i

fortolkningen kan overveje, om det vil være en hensigtsmæssig

fremgangsmåde at optage brevet som bilag til udvalgets betænkning

over lovforslaget.

Jeg har derfor sendt en kopi af brevet til

Retsudvalget.

Med venlig hilsen

Frank Jensen

Lovtekst

Kapitel: Lovtekst