Barnets lov § 102

I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage efter at anmodningen fremsættes. Tilsvarende gælder, såfremt en ung, som er fyldt 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.

1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

2) § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter følgende bestemmelser:

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf. §§ 47 eller 67.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.

§ 102 fastlægger en relativ kort frist for kommunalbestyrelsen til at tage stilling til anmodninger om hjemgivelse fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge selv (fra 15 år), når barnet eller den unge er anbragt frivilligt efter § 46. Denne regel sikrer en hurtig sagsbehandling, hvilket er essentielt for at undgå unødige administrative forsinkelser og for at respektere barnets eller den unges ret til at vende hjem i rette tid. Det understreger også lovens generelle fokus på barnets tarv og rettigheder, herunder den unges voksenerklærelsesret. I praksis kan en 7-dages frist dog være udfordrende at overholde inden for kommunernes arbejdsbyrde, særligt hvis sagen er kompleks og kræver indhentning af udtalelser, jf. Ankestyrelsens principafgørelse C-44-05, som peger på nødvendigheden af konkrete vurderinger og rimelig sagsbehandlingstid. Loven indeholder dog mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle anmodninger under visse omstændigheder (jf. § 102, stk. 3). Det kunne med fordel overvejes, om paragrafens ordlyd skulle præcisere muligheden for en fleksibel håndtering af tidsfristen i overensstemmelse med sagens kompleksitet for at sikre både retssikkerhed og pragmatisk sagsbehandling.

Eksempler

• Hurtig behandling af hjemgivelsesanmodning

  En mor anmoder kommunen om hjemgivelse af sin 12-årige anbragte datter. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse indenfor 7 dage efter lovens krav og planlægger en samtale med plejefamilien og datteren forud for beslutningen.

• Ung 16 år anmoder om hjemgivelse

  En 16-årig ung, anbragt med samtykke, ønsker at blive hjemgivet til sine forældre. Kommunen skal ifølge § 102 tage stilling til anmodningen hurtigt og vurdere, om hjemgivelsen er til barnets bedste uden unødig forsinkelse.

• Afvisning af hjemgivelsesanmodning under sagsbehandling

  I en sag under Ankestyrelsens behandling modtager kommunen en hjemgivelsesanmodning. Kommunen afviser at behandle anmodningen, da sagen allerede er under behandling, jf. § 102, stk. 3, og principafgørelse C-44-05 understøtter nødvendigheden af dette.

• •At kommunen altid skal acceptere hjemgivelsesanmodningen straks uden vurdering.
• •At 7-dages fristen er absolut og ufravigelig uden hensyn til sagens kompleksitet.
• •At unge under 15 år har samme ret til selv at anmode om hjemgivelse som unge over 15 år.