Barnets lov § 92

Barnets plan, jf. § 91, skal indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med indsatsen eller anbringelsen efter § 32, stk. 3, § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 2. Planen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. De konkrete mål skal afspejle det enkelte barns eller den enkelte unges ønsker og behov, og kommunalbestyrelsen skal inddrage barnet eller den unge og forældrene i formuleringen af målene.

Stk. 2. Barnets plan skal tage udgangspunkt i den valgte indsats eller anbringelse. Er der foretaget en afdækning eller børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov efter §§ 19 eller 20, skal barnets plan desuden tage udgangspunkt i resultaterne heraf.

Stk. 3. I sager om anbringelse uden for hjemmet efter §§ 46 og 47 skal barnets plan angive, hvilke former for støtte der skal iværksættes for familien, i forbindelse med at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

§ 92 fastlægger, at barnets plan som minimum skal rumme klare, konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Disse mål skal harmonere med formålet med den igangsatte støtte eller anbringelse, jf. §§ 32, 46 og 47. Paragraffen pålægger kommunalbestyrelsen at udvikle planen i tæt samarbejde med barnet eller den unge og dennes forældre for at sikre, at individuelle ønsker og behov bliver reflekteret. Dette er en nødvendig kobling mellem retlige krav om inddragelse og den praktiske opgave at sikre, at støtten er målrettet og relevant. Et øget fokus på medbestemmelse står centralt, dog kan formuleringen efterlade et vist skøn, som kan resultere i forskellige praktiske tolkninger af, hvorvidt barnets eller den unges ønsker er tilstrækkeligt integreret. I forhold til § 91 skal planen som hovedregel foreligge senest tre måneder efter beslutning om indsats eller anbringelse, hvilket stiller krav om effektiv sagsbehandling. Ankestyrelsens principafgørelser understøtter, at konkrete og dokumenterede mål i barnets plan bidrager til bedre tilpasning af støtte og anbringelsesforhold, bl.a. ved at fokusere på barnets trivsels- og udviklingsbehov. Samtidig kan lovens krav om samarbejde skabe udfordringer, når barnet, den unge eller forældrene har modsatrettede ønsker. Lovens klare krav om individuel tilpasning og medinddragelse fremstår nødvendige, men mindre praksis- og ressourceunderstøttede kan det ende som formalitet uden reel effekt.

Eksempler

• Udarbejdelse af barnets plan ved anbringelse

  Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anbringelse efter § 46 og udarbejder en barnets plan inden for tre måneder, der beskriver mål for barnets trivsel, og som inddrager barnet, den unge og forældrene i formuleringen. Planen bliver herefter grundlaget for opfølgning og tilpasning af indsatsen.

• Barnets ønsker vægtes ved målformulering

  I en sag om støtteindsats efter § 32 deltager en 12-årig aktivt i udarbejdelsen af barnets plan, hvor hun formulerer, at hun ønsker mere tid med vennerne og mindre skolefravær som konkrete mål for støtten. Kommunalbestyrelsen sikrer, at disse mål bliver indarbejdet i planen.

• Hvis barnets og forældres ønsker er i konflikt

  Kommunalbestyrelsen forsøger at finde en balance, når barnets ønsker om fritid adskiller sig markant fra forældrenes ønsker om øget skolearbejde. Paragraffen forudsætter, at barnets perspektiv skal inddrages, men praksis kræver ofte vanskelige faglige skøn.

• •Barnets plan er en statisk dokument, der blot arkiveres uden løbende revidering.
• •Barnets ønsker er påkrævet at følges slavisk, også når de er skadelige eller urealistiske.
• •Forældrenes stemme vejer altid tungere end barnets i planlægningen af indsatsen.