Barnets lov § 5

Børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse for at opnå mulighed for udvikling, læring, sundhed og trivsel og har ret til at udvikle sig i gode sociale fællesskaber.

Stk. 2. Børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har ret til indflydelse på de forhold, som vedrører dem.

Stk. 3. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Inddragelse og samtaler kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.

Stk. 4. Kravet om samtaler og anden direkte kontakt i stk. 3 kan i helt særlige tilfælde helt eller delvis fraviges, hvis barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal i disse tilfælde tilvejebringes på anden vis.

§ 5 fastslår grundlæggende rettigheder for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder dem med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Paragraffen stiller krav om, at disse børn og unge ikke blot modtager hjælp, men også omsorg og tryghed, som er essentielle betingelser for udvikling, læring og trivsel. Inddragelse er et centralt element, som sikrer, at barnet eller den unge høres og respekteres i sagsbehandlingen. Dette skaber grundlag for sociale fællesskaber, der er vigtige for en meningsfuld opvækst. I praksis udfordrer lovens brede formuleringer ofte kommunernes ressourcer og prioriteringer, hvor der kan opstå spændinger mellem ideal og realitet. Ankestyrelsens principafgørelser understøtter retten til omsorg og inkluderer nødvendigheden af individuelle vurderinger, men lovens vaghed kan føre til forskellig fortolkning og skøn. Der er også brug for en mere konkretisering af, hvordan inddragelse skal foregå, især når forældrene ikke imødekommer barnets tarv. Lovens udformning afspejler en ambition om helhedsorienteret støtte, men kunne med fordel skærpes for bedre at kunne sikre effektive indsatser og undgå administrative cirkler.

Eksempler

• Inddragelse ved alvorlig støtte

  Kommunalbestyrelsen foretager samtaler med barnet uden forældretilstedeværelse, når det vurderes, at barnets bedste taler for det, jf. § 5, stk. 3. Dette sikrer, at barnets holdninger bliver hørt i sager om anbringelse.

• Omsorg ved nedsat funktionsevne

  Kommunen yder ekstra støtte til børn med svær funktionsnedsættelse, herunder personlig hjælp og tilpassede tilbud, for at sikre trivsel og udvikling i dagtilbud, jf. §§ 80-85.

• Skabelse af sociale fællesskaber

  Børn anbragt uden for hjemmet får støtte til at deltage i fritidsaktiviteter og netværksgrupper for at fremme deres sociale udvikling og modvirke isolation, som angivet i § 5.

• •At § 5 alene gælder for børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne; loven gælder bredere for alle med særlige sociale behov.
• •At inddragelse altid kræver forældres samtykke; § 5 tillader inddragelse uden samtykke, hvis barnets bedste kræver det.
• •At rettighederne efter § 5 sikrer automatiske ressourcer; i praksis afhænger støtte af kommunal prioritering og økonomi.