Barnets lov § 37

Må det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, for så vidt angår behandling af barnet eller den unge, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, når formålet med indsatsen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.

§ 37 giver kommunalbestyrelsen adgang til at træffe afgørelse om at iværksætte visse behandlingsindsatser efter § 32, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, når barnets eller den unges særlige støttebehov gør dette nødvendigt, og formålet med indsatsen kan nås til trods for manglende samtykke. Dette understreger statens ansvar for at handle på barnets vegne, selv mod forældrenes vilje, når barnets tarv står på spil. Praksis viser, at denne bestemmelse anvendes i sager med behandlingskrævende adfærds- eller psykiske problemer, hvor frivilligt samarbejde ikke opnås. Lovens balance mellem forældreansvar og statslig indgriben er dog fin og kan til tider skabe konflikt om grænsen for, hvornår samtykke kan tilsidesættes. Paragrafens præcise formulering klargør, at indgrebet alene kan foretages, hvis formålet med indsatsen forventes nået på trods af manglende samtykke, hvilket højner retssikkerhedens krav. Sammenholdt med regler om børne- og ungepålæg (§ 39) og akut anbringelse (§ 47) er der tale om en sektor, hvor myndighedernes handlemuligheder tilgodeser barnets bedste, men hvor praksis kræver skarp faglig vurdering og gennemtænkt dialog. Den tilhørende retssikkerhed understøttes af tilbud om gratis advokatbistand efter § 140, og Ankestyrelsens sagsbehandling ifølge §§ 144 og 146 sikrer klagemulighed. Rent lovteknisk kunne bestemmelsen med fordel præciseres for at undgå fortolkningsspændinger, især vedrørende vurdering af formålets opnåelse uden samtykke. Loven balancerer på en knivsæg mellem statsligt ansvar og forældrenes ret, og det uklare skøn kan give anledning til usikkerhed i både kommuner og familier.

Eksempler

• Behandling mod forældres vilje ved alvorlige adfærdsproblemer

  Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om psykologisk behandling af et barn med alvorlige adfærdsforstyrrelser, hvor forældrene modsætter sig indsatsen, fordi behandlingen vurderes at være afgørende for barnets udvikling.

• Kontaktperson udpeget mod forældres samtykke

  I en sag om støtte til en ung med sociale vanskeligheder udpeger kommunen en fast kontaktperson efter § 32, stk. 1, nr. 3, uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, idet formålet forventes opnået til trods for modstanden.

• Familiebehandling uden samtykke

  Kommunen beslutter at iværksætte familiebehandling efter § 32, stk. 1, nr. 5, på trods af manglende forældresamtykke for at sikre barnets tryghed og trivsel i hjemmet.

• •At § 37 giver kommunalbestyrelsen ret til at overtage forældreansvaret generelt. Paragraffen handler kun om visse behandlinger.
• •At forældres manglende samtykke altid kan tilsidesættes uden nærmere vurdering. Det kan kun ske, hvis formålet skønnes nået trods uvilje.
• •At barnet eller den unge automatisk kan modsætte sig behandling efter § 37, hvis forældrene ikke samtykker. Barnets egen mening inddrages, men myndighederne kan træffe beslutning.