Barnets lov § 10

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter denne lov.

Stk. 2. Afgørelse om tilbud efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes, straks efter at den er truffet af kommunalbestyrelsen, medmindre særlige forhold gør det umuligt at iværksætte afgørelsen straks, eller at afgørelsen indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig.

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter §§ 33 og 82, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Ændrer den konkrete indsats sig væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunalbestyrelsens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 10 fastlægger kommunalbestyrelsens centrale beslutningskompetence i forhold til at tilbyde hjælp og støtte til børn og unge efter loven. Paragraffen specificerer ikke detaljer om kriterier eller procedurer, men henviser til, at alle beslutninger om tilbud skal træffes af kommunalbestyrelsen. Dette placerer et stort ansvar hos kommunerne, som skal balancere faglige behov med ofte stramme økonomiske rammer, jf. stk. 2, hvilket kan give anledning til kritiske refleksioner om ressourcebegrænsninger og prioriteringer. Paragraffen understreger også i stk. 3, at afgørelser skal iværksættes straks, medmindre særlige forhold gør dette umuligt, hvilket fremmer rettidighed, men også kan skabe pres i sagsbehandlingen. Endvidere indeholder stk. 4 krav om klar og tydelig information i visse sager, samt mulighed for klage til Ankestyrelsen ved væsentlige ændringer, som sikrer retssikkerheden. Praktisk set fungerer § 10 som en rammebestemmelse for kommunens sagsbehandling og retssikkerhed ved tildeling af sociale indsatser. Den kan kritiseres for manglende eksplicit detaljeringsgrad, som overlader væsentlige vurderinger til kommunernes praksis, hvilket kan føre til varierende indsatsniveauer. Relevante principafgørelser fra Ankestyrelsen præciserer betydningen af korrekt og fyldestgørende sagsbehandling, herunder om tabt arbejdsfortjeneste og afgørelsers oplysning og begrundelse. Samlet set illustrerer § 10 den komplekse balance mellem lovens intention om hurtig hjælp og kommunernes praktiske og økonomiske udfordringer med at opfylde lovens krav.

Eksempler

• Iværksættelse af en støttende indsats efter screening

  Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter loven, når det vurderes, at et barn har behov for støtte efter en screenings- og afdækningsproces, og indsatsen iværksættes straks, medmindre der er praktiske hindringer.

• Ændring af indsatser og brug af klagemulighed

  Hvis en kommunalbestyrelse væsentligt ændrer et tilbud til et barn, som tidligere har modtaget støtte, skal ændringen meddeles tydeligt, og beslutningen kan indbringes for Ankestyrelsen, som et led i retssikkerhedsgarantien.

• Prioritering under økonomiske begrænsninger

  Kommunalbestyrelsen balancerer faglige vurderinger og begrænsede økonomiske midler, som fastslås i lovens ordlyd, når der skal træffes afgørelse om tilbud. Dette kan medføre, at nogle børn ikke modtager optimal støtte, fordi økonomien sætter grænser.

• •At § 10 automatisk garanterer straks iværksættelse af enhver form for hjælp uden undtagelser – loven åbner for, at særlige forhold kan udsætte iværksættelse.
• •At kommunalbestyrelsen kun skal tage faglige hensyn – økonomiske hensyn er eksplicit anført og spiller en væsentlig rolle.
• •At alle afgørelser kan klages over – kun væsentlige ændringer af den konkrete indsats har klageadgang efter § 10, stk. 4.