Arveloven § 77

En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis

1) testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, som var afgørende for bestemmelsen, eller

2) forhold, som var afgørende for bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig på en sådan måde, at testator med kendskab dertil ville have tilbagekaldt bestemmelsen.

Stk. 2. Uanset stk. 1 skal bestemmelsen dog gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan fastslås.

§ 77 tager fat om situationer, hvor en testamentarisk bestemmelse ikke står til troende, fordi testator enten har taget fejl om væsentlige forhold (vildfarelse), eller fordi de forhold, bestemmelsen bygger på, har ændret sig afgørende, siden testamentet blev oprettet. Hvis testator for eksempel har begunstiget en person, som han i god tro troede levede, men som var død ved testamentets oprettelse, vil bestemmelsen være ugyldig. Tilsvarende hvis en vigtig livsomstændighed ændrer sig, og man med sikkerhed kan sige, at testator ville have ophævet eller rettet testamentet, hvis denne havde kendt den nye situation. Bestemmelsen er udtryk for, at testatorviljen og realiteterne skal følges ad. Paragraffen har sine rødder i ønsket om rimelighed og respekt for den reelle vilje, selv når formkrav og ordlyd umiddelbart er opfyldt. I praksis kræver bestemmelsen et kvalificeret bevis for vildfarelse eller ændrede forhold, og det er ikke nok, at situationen blot er blevet anderledes eller fortrykt i eftertiden. Det afgørende er, hvad der var testators faktiske hensigt eller vilje under de relevante omstændigheder.

Eksempler

• Ukendt dødsfald

  Testator indsætter en ven som arving, uden at vide at vennen er afgået ved døden før testamentet oprettes. Bestemmelsen om arv til vennen er ugyldig.

• Ændrede familieforhold

  Testator giver arv til datterens ægtefælle, men ægteskabet ophæves senere under forhold, hvor det er klart, at testator ville have trukket bestemmelsen tilbage, hvis han havde vidst det. Bestemmelsen kan tilsidesættes.

• Ejendom mistet efter testation

  Testator bestemmer, at et sommerhus skal arves af nevøen. Huset ødelægges fuldstændig i en brand før dødsfaldet, og testators vilje kan ikke længere realiseres, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at testator ikke ville have ønsket nevøen arv i stedet.

• •Man tror, at alle fejl automatisk gør en bestemmelse ugyldig efter § 77.
• •Man tror, at bestemmelsen kan anvendes ved enhver efterfølgende ændring, uanset hvor lille.
• •Man tror fejlagtigt, at hele testamentet bortfalder, selv om det kun gælder en enkelt bestemmelse.

• § 75

  Behandler ugyldighed på grund af tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning – beslægtet med vildfarelse.

• § 76

  Omhandler ugyldighed på grund af fejlskrift eller fejltagelser i testamentets indhold.

• § 74

  Vedrører testators manglende evne til fornuftmæssig disposition – ofte relevant ved vurderingen af § 77-sager.