Arveloven § 50

Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov.

Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod, mod at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.

Stk. 3. En arvelader, som efterlader sig både delingsformue og fuldstændigt særeje, kan med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af delingsformuen eller af særejet.

§ 50 cementerer et centralt princip i dansk arveret: Tvangsarv er den del af arven, som bestemte arvinger – nemlig livsarvinger (børn og børnebørn) og ægtefælle – altid har krav på, uanset hvad arvelader måtte ønske i sit testamente. Hovedreglen er, at arveladeren ikke kan bestemme over denne del af arven – man kan ikke skrive børnene eller ægtefællen ud af sit testamente, hvis de har krav på tvangsarv. Kun hvis loven specifikt giver lov, kan der dispenseres fra denne regel. Paragraffen sætter således en tydelig grænse for den testamentariske frihed og sikrer, at de nærmeste ikke kan forbigås. Stk. 2 og 3 giver dog mulighed for at styre, hvordan tvangsarven udleveres (f.eks. i kontanter eller bestemte aktiver) samt hvilken del af arveladerens formue den skal komme fra, så længe dette sker med respekt for arveloven og ægtefællens rettigheder. På trods af nogle undtagelser og muligheder for at begrænse arvens størrelse ved testamente (jf. § 5), står selve retten til tvangsarv grundlæggende urokkeligt. Dette er et resultat af historiske hensyn til social sikkerhed og familieforpligtelser, der har overlevet i nutidens arveret.

Eksempler

• Ønske om at udelade et barn

  En arvelader ønsker at udelukke et barn fra arven i sit testamente. Det er ikke muligt at fratage barnet tvangsarv – uanset testamentet får barnet alligevel sin lovbestemte andel.

• Testamente om kontant tvangsarv

  Arveladeren vil undgå, at et barn skal arve familiens hus, og skriver i testamentet, at tvangsarven skal udbetales kontant. Det er tilladt, så længe værdien svarer til tvangsarvens størrelse.

• Fordeling af tvangsarv mellem formuer

  En arvelader efterlader både delingsformue og særeje og bestemmer i testamentet, hvilken del tvangsarven skal udredes af. Det kan lade sig gøre, så længe ægtefællens rettigheder respekteres.

• •Man kan bestemme helt frit over hele sin arv.
• •Et testamente kan gøre børn eller ægtefælle arveløse.
• •Tvangsarv kan undgås bare ved at skrive det ind i testamentet.

• § 5

  Definerer størrelsen af tvangsarv for livsarvinger og undtagelsesmuligheder.

• § 10

  Gælder tvangsarv for ægtefæller.

• § 53

  Omhandler båndlæggelse af tvangsarv.

• § 48

  Mulighed for helt fratagelse af arveret ved grov kriminalitet.