Vejledning om støttende indsatser til børn og deres familier efter barnets lov (Delvejledning 3 af 6 til barnets lov)
•barnets lovAfsnit 42
Del 42 af 200
kommunen foretager i det enkelte tilfælde. Det kan ikke udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være
relevant, at et familiemedlem får denne rolle. Kommunen er forpligtet til at indhente børneattest når
en kontaktperson tilknyttes børn under 15 år, jf. bekendtgørelse nr. 1690 af 11. december 2023 om
indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social
service og barnets lov i frivillige sociale organisationer og foreninger.
Den faste kontaktpersons tidsmæssige indsats vil variere efter formålet med indsatsen. I nogle tilfælde vil
nogle få timer ugentlig være tilstrækkeligt, mens det i andre tilfælde er afgørende, at barnet eller den unge
eller familien har mulighed for at kunne kontakte og benytte kontaktpersonen døgnet rundt i en periode.
Samme kontaktperson kan være tilknyttet flere børn eller unge med vanskeligheder og flere forskellige
familier.
Afgørelse om indsatsen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter § 37 i barnets
lov. Indsatsen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men udpegning af en kontaktperson for en
ung, der udtrykkeligt modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst. Med den unges samtykke
kan indsatsen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år. For
yderligere om ungestøtte henvises til vejledning 5 om ungestøtte.
Ved udpegning af kontaktperson for børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk bør kommunen
overveje, om der er særlige forhold i forbindelse hermed, som man bør være opmærksom på. Eksempel-
vis kan det være relevant at finde en person, der taler forældrenes sprog eller har forståelse for barnets
eller den unges baggrund.
Det bemærkes, at unge over 15 år efter lov om kommunal indsats for unge under 25 år har ret til en
gennemgående kontaktperson, når det vurderes, at den unge af personlige eller sociale årsager har behov
for støtte fra flere enheder i kommunen. Kontaktpersonen har til opgave at følge og støtte den unge frem
mod fastholdelse på en ungdomsuddannelse eller i beskæftigelse. Se evt. www.uvm.dk for yderligere.
Formidling af praktiktilbud