Afsnit 90

eller den unge om grundlaget for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse, men der stilles ikke formelt et krav om samtykke til gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse. Hvis kommunen ikke mener at kunne klarlægge barnets eller den unges ressourcer og problemer med mindre indgribende tiltag, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om gennemførelse af den børne- faglige undersøgelse ved barnets eller den unges ophold på en institution eller et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, kommunen er tilknyttet, jf. lovens § 23, stk. 1 og 2, efter de særlige kriterier herfor, jf. herom nedenfor. Desuden kan kommunen træffe afgørelse om adgang til hjemmet efter § 139, stk. 4, jf. punkt 130 ff. Kriteriet for de to tvangsindgreb efter § 23 og § 139, stk. 4, er til dels sammenfaldende, idet det for begge tiltag kræves, at det vurderes, at indgrebet findes nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Afgørende for, hvilke af de to indgreb, som bør vælges – forudsat, at kriterierne i de to bestemmelser er opfyldt - er, hvorvidt kommunen vurderer det nødvendigt at kunne udrede sagen ved gennemførelse af undersøgelsen uden for hjemmet henholdsvis ved at få adgang til hjemmet. Muligheden for at påse forholdene i forældrenes hjem vil i nogle tilfælde være mindre indgribende end at foretage undersøgelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet. Det skal dog understreges, at en undersøgelse uden for hjemmet i nogle tilfælde kan være nødvendig for at afdække barnets sundhed og udvikling. For nærmere beskrivelse om § 23 henvises til punkt 125 ff. i denne vejledning. Vurdering af behov for børnefaglig undersøgelse af andre børn og unge i familien