Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov (Delvejledning 2 af 6 til barnets lov)
barnets lov

Afsnit 209

Del 209 af 296
Hvis barnet eller den unge allerede er anbragt uden for hjemmet, bliver anbringelsen opretholdt under Ankestyrelsens behandling af sagen, uanset at børne- og ungeudvalget ikke har truffet afgørelse om at opretholde anbringelsen, jf. § 142, stk. 6, 2. pkt. Hensynet er at sikre, at barnet eller den unge ikke bliver hjemgivet til forældrene, før Ankestyrelsen har taget stilling til, om der er grundlag for at tage sagen op af egen drift. Kommunen skal imidlertid i alle tilfælde være opmærksom på, om der kan være forhold i sagen, der betyder, at det ikke er i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, at anbringelsen opretholdes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er mistanke om vold eller overgreb m.v. på anbringelsesstedet. I så fald skal kommunen tage stilling til, om det eksempelvis vil være til barnets eller den unges bedste at flytte barnet eller den unge til et andet anbringelsessted, mens Ankestyrelsen behandler sagen.