Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov (Delvejledning 2 af 6 til barnets lov)
barnets lov

Afsnit 177

Del 177 af 296
jelser, som følger af § 139. Det fremgår af bestemmelsen, at kommunen i særlige tilfælde kan undlade at afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets, den unges, eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod. Herved skal forstås, at undladelsen alene kan ske af hensyn til barnets eller den unges bedste, og at der skal være tale om tungtvejende grunde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, eksempelvis på grund af overgreb eller omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges øjeblikkelige behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen VEJ nr 9471 af 21/06/202457 ikke kan afvente kommunens forsøg på at opnå de pågældendes frivillige medvirken. Det kan også efter omstændighederne være tilfældet, hvis der er grund til at antage, at forældrene eller andre vil søge at hindre, at afgørelsen gennemføres, herunder f.eks. ved at rejse ud af landet med barnet eller den unge inden fuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer, at hvis der er behov for at fuldbyrde afgørelsen tvangsmæssigt, herunder med politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet, den unge, forældremyn- dighedsindehaveren og eventuelt andre personer i barnets eller den unges familie og netværk, ikke er muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, skal kommunen foretage en afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden side hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller den unge kan opleve som indgribende. Kommunen skal som led i afvejningen vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge og forældrene med henblik på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens fuldbyrdelse. Der skal ved afvejningen tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Er der således f.eks. tale om et barn under skolealderen, taler dette som hovedregel imod fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand, da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og overskue situationen og kan opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles indgribende.