Afsnit 112

omfatter at inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets, den unges og familiens forhold. Kom- munen vil således skulle inddrage f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere, SSP-med- arbejdere eller andre fagfolk, der har relevant viden om barnet, den unge og familien. Det kan efter omstændighederne være relevant at indhente særlig faglig viden, eksempelvis hvis der er tale om et barn eller en ung med alvorlige traumer, spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd, eller ved mistanke om negativ social kontrol eller æresrelaterede konflikter. Det kan også være i tilfælde, hvor barnet, den unge eller én af forældrene har en funktionsnedsættelse, og der kan være behov for at indhente specialiseret viden herom. Ved starten af en undersøgelse skal kommunen således afklare, hvad der allerede foreligger af værdifuld viden om barnets eller den unges forhold i kommunen, og dermed hvilke forhold der på denne baggrund herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendig. Oplysninger fra relevante fagfolk skal ikke nødvendigvis indhentes skriftligt. I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at børne- og ungerådgiveren telefonisk kontakter eksempelvis barnets klasselærer, sundhedsplejerske, den praktiserende læge, de pædagoger i dagtilbuddet, som er tæt på barnet eller den unge etc. De centrale dele af fagfolkenes udtalelser om barnet eller den unge skal blot refereres skriftligt i sagen. VEJ nr 9471 af 21/06/202437 I de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager om hjælp og støtte til børn og unge, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud, vil kommunen kunne få bistand til udredning i forbindelse med vejledende spe- cialrådgivning fra Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). VISO yder ligeledes vejledende specialrådgivning til kommunerne. Der henvises til §§ 165 og 166 i barnets lov. Den børnefaglige undersøgelse skal altid gennemføres og afsluttes hurtigst muligt under hensyn til barnets, den unges eller de kommende forældres behov for støtte. Undersøgelsen skal dog afsluttes senest 4 måneder efter, kommunen blev opmærksom på, at barnet eller den unge kunne have behov for særlig støtte, jf. § 20, stk. 3. Der henvises til punkt 95 ovenfor. Samarbejde med forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år om den børnefaglige undersøgelse 118. § 22, stk. 2, betyder, at udgangspunktet for gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse er, at kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældremyndighedsindeha- veren og den unge, der er fyldt 15 år, om undersøgelsen. Kommunen skal søge at opnå forældremyndighedsindehaverens accept af den børnefaglige undersøgelse og dennes formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykkekrav. Det samme gælder i forhold til unge, der er fyldt 15 år. Årsagen til, at der ikke stilles et formelt samtykkekrav, er for at undgå, at dette bliver en barriere for at få undersøgt barnets eller den unges forhold og dermed sikre barnet eller den unge den nødvendige støtte. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 c om adgang til at indhente oplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse uden samtykke. Kommunen bør dog, uanset modviljen hos forældremyndighedsindehaveren og/eller den unge, der er fyldt 15 år, søge at samarbejde med disse om undersøgelsen i det omfang, det er muligt. Det er vigtigt, at kommunen så vidt muligt sørger for at inddrage barnet, den unge og forældrene i den børnefaglige undersøgelse. Det gælder uanset barnets eller den unges alder, jf. bestemmelserne i § 5, stk. 2 og 3, i barnets lov. Det gælder både af hensyn til at sikre, at barnets eller den unges og forældrenes viden og holdninger til sagen bliver afspejlet og for at understøtte medejerskab til undersøgelse og indsatser. Se nærmere om § 5 i vejledning om generelle bestemmelser efter barnets lov (kapitel 1).