Vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse og deres familier (Delvejledning 6 af 6 til barnets lov)
barnets lov

Afsnit 64

Del 64 af 232
imødekommes, skal ske i dialog med forældrene og med inddragelse af barnet, jf. barnets ret til inddra- gelse efter § 5 i barnets lov. Dialogen skal tage afsæt i en samlet vurdering af barnets eller den unges behov samt familiens ressourcer og skal både omhandle det samlede ønske om at hjemmetræne og den konkrete hjemmetræningsmetode, forældrene ønsker at anvende. Forud for afgørelsen om godkendelse skal kommunen og forældrene således sammen drøfte, hvordan træningen bedst kan tilrettelægges, så den tilgodeser barnets behov. At forældrene hjemmetræner delvist betyder, at tilbuddet til barnet er en kombination af et offentligt tilbud, f.eks. en deltidsplads i et særligt dag- eller klubtilbud, kombineret med træning i hjemmet. Det er muligt at kombinere hjemmetræning med skoletilbud, herunder specialskoletilbud, eller med andre offentlige tilbud om hjælp og støtte. Hjemmetræning kan dog ikke træde i stedet for offentlige tilbud, som ikke har hjemmel i § 82 i barnets lov, eller i stedet for den undervisning, alle børn i den skolepligtige alder skal have. Formuleringen ’hjemmetræning i hjemmet’ skal forstås sådan, at der vil være mulighed for, at dele af træningen kan foregå uden for hjemmets fire vægge, f.eks. i det offentlige rum. Træningen kan foregå efter konventionelle metoder, dvs. metoder som almindeligvis anvendes i tilbud efter § 82 i barnets lov, såsom fysio- og ergoterapeutiske metoder, eller efter alternative metoder, dvs. metoder der traditionelt ikke indgår i disse tilbud. Se i øvrigt bekendtgørelse nr. 1469 af 5. december 2023 om hjemmetræning og samarbejdet med forældre til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne har behov for hjælp og støtte efter § 82 i barnets lov. Betingelser for godkendelse af hjemmetræning