Afsnit 338

kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering af kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 100, stk. 1, om hjemgivelse af et barn under 10 år. Plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et anbragt barn under 10 år har efter § 101 ret til på barnets vegne at anmode Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen, når kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse. Det bemærkes, at efter barnets lov § 145 er aldersgrænsen for selvstændig partstatus 10 år. Det vil sige, at børn fra 10 år og opefter selvstændigt vil kunne udøve partsbeføjelser, dvs. at de bl.a. selv kan klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om eksempelvis hjemgivelse. § 101 skal således ses i lyset af, at børn under 10 år ikke selvstændigt har mulighed for at udøve partsbeføjelser. I stedet har plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til børn under 10 år ret til på barnets vegne at bede Ankestyrelsen om en vurdering af en afgørelse om hjemgivelse. Det betyder dog ikke, at barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie får partsstatus i forbindelse med anmodningen. Konkret kan plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie til et barn under 10 år bede Ankestyrelsen om en uvildig vurdering, hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse, og barnet giver udtryk for ikke at være enig i afgørelsen, eller plejeforældre, støtteperson eller venskabsfamilie vurderer, at afgørelsen ikke er til barnets bedste. Af hensyn til at hindre unødige skift for barnet vil en anmodning om Ankestyrelsens vurdering af afgørelsen efter § 101 have opsættende virkning. Det vil sige, at hjemgivelsen af barnet sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har behandlet sagen. Formålet er at styrke hensynet til barnets behov for kontinuitet i opvæksten i og med, at der sikres flere øjne på sagen, og en uvildig vurdering i de tilfælde, hvor barnet endnu ikke har en alder, så barnet selvstændigt kan udøve partsbeføjelser. § 101 skal medvirke til at sikre, at børn, der er anbragt uden for hjemmet, ikke bliver hjemgivet af årsager, som ikke er barnets bedste, f.eks. udelukkende på grund af økonomiske hensyn, ligesom det vil kunne være relevant i sager, hvor f.eks. plejefamilier oplever, at deres plejebarn hjemgives som følge af samarbejdsproblemer med kommunen. Udgangspunktet er, at en anmodning fra plejeforældrene, støttepersonen eller venskabsfamilien sker på barnets vegne. Det vil sige, at det som udgangspunkt må lægges til grund, at baggrunden for anmodnin- gen er, at barnet har givet udtryk for ikke at være enig i afgørelsen om hjemgivelse. Dog vil der kunne være tilfælde, hvor barnets alder, modenhed eller funktionsevne betyder, at barnet ikke selv kan udtrykke sin holdning til afgørelsen, eller ikke er i stand til at vurdere, om en hjemgivelse er til barnets eget bedste. Derfor er det heller ikke et krav, at barnet skal være imod kommunens afgørelse om hjemgivel- se. Barnets holdning bør dog indgå i Ankestyrelsens vurdering af sagen, og afgørelsen om hjemgivelse skal altid ses i forhold til hensynet til barnets bedste. Ankestyrelsen bør således være opmærksom på, at anmodningen ikke alene er begrundet i rent personlige hensyn for plejefamilien, støttepersonen eller venskabsfamilien. Ankestyrelsen bør i den forbindelse også være særligt opmærksom på de konkrete VEJ nr 9148 af 15/03/2024118 forhold i den enkelte sag, herunder barnets støttebehov og eventuelle funktionsnedsættelser hos barnet eller forældrene. Ankestyrelsen vil skulle behandle en anmodning, jf. § 101, efter reglerne i § 153. Kommunens behandling af anmodning om hjemgivelse fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år