Afsnit 324
Del 324 af 350
jf. § 67, ligeledes skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller
når den unge fylder 18 år. Ved eksempelvis en videreførelse af en anbringelse efter § 67 vil formålet
være at opretholde barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet. Har barnet eller den unge
ikke længere det tilknytningsforhold til anbringelsesstedet, der begrundede den videreførte anbringelse,
vil anbringelsen således ikke længere opfylde sit formål og skal ophøre.
Ved anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke vil opholdet på anbringelsesstedet dog
eventuelt kunne opretholdes efter det fyldte 18. år efter reglerne om ungestøtte i barnets lov § 114-116
eller efter reglerne i § 120, hvis den unge er indforstået med det.
Når en indsats efter §§ 32, 46, 47 eller 67 ophører, fordi den unge fylder 18 år, skal kommunen være
opmærksom på, om den unge har ret til støtte i form af ungestøtte efter barnets lov §§ 114-116 eller
opretholdt anbringelse i en plejefamilie efter § 120.
Formålet med § 99 er at sikre, at en iværksat indsats ikke forløber over en længere periode, end hvad
formålet med indsatsen tilsiger. Det betyder også, at kommunen løbende skal tage stilling til, om en
iværksat indsats fortsat opfylder sit formål, og om formålet med indsatsen er opnået. Det vil være
nærliggende, at kommunen tager stilling til dette i forbindelse med den løbende opfølgning på barnets
eller den unges trivsel, jf. § 95 i barnets lov, eller i forbindelse med det løbende personrettede tilsyn med
børn eller unge, der er anbragt uden for hjemmet, jf. § 156.
En støttende indsats efter § 32 i barnets lov, der indgår som led i et behandlings- og specialundervisnings-
tilbud til børn og unge, jf. § 4, stk. 3, i lov om behandlings- og specialundervisningstilbud, vil dog kunne
fortsætte ud over det fyldte 18. år. Det gælder frem til udgangen af det skoleår, hvor den unge i et
behandlings- og specialundervisningstilbud fylder 18 år.
Hvis behandlings- og specialundervisningstilbuddet er beliggende i en anden kommune, vil det efter lov
om behandlings- og specialundervisningstilbud forudsætte, at de involverede kommuner og den unge
er enige herom. Det er dermed en forudsætning for beslutningen om at videreføre støttende indsatser
for unge som led i et behandlings- og specialundervisningstilbud, at den unge ønsker at fortsætte i det
pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud.
Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode