Afsnit 302

efter §§ 46 eller 47 skal den løbende opfølgning efter § 95 ses i sammenhæng med det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. § 156, og skal ske efter kontakt med forældremyndighedsindehaver. Dette indebærer, at den løbende opfølgning i anbringelsessager ikke skal ske på baggrund af det person- rettede tilsyn, men at opfølgningen skal ses i sammenhæng med dette tilsyn. Således vil en eventuel justering af indsatsen og revision af barnets plan ikke nødvendigvis ske på baggrund af det personrettede tilsyn, men kan være på baggrund af forhold, der træffes beslutning eller afgørelse om i forbindelse med den løbende opfølgning. Formålet er dels at tydeliggøre den tætte sammenhæng, der er mellem den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn i sager om anbringelse uden for hjemmet. Samtidig følger det, at formålet med henholdsvis den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn også er forskellige. Det skyldes bl.a., at den løbende opfølgning først og fremmest har fokus på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. § 95, stk. 1, samt at der er større fleksibilitet i kommunens tilrettelæggelse af opfølgningen, jf. § 95, stk. 3. Det fastslås, at opfølgningen i sager om anbringelse uden for hjemmet skal ske efter § 95. Det betyder bl.a., at formålet er at følge op på barnets eller den unges trivsel og udvikling, og at kommunen også i sager om anbringelse skal tage konkret stilling til behovet for opfølgning i den enkelte sag. Det vil bl.a. sige, at den første opfølgning skal finde sted senest efter tre måneder, jf. § 95, stk. 2, og at kommunen i forbindelse med den første opfølgning skal træffe beslutning om den fremadrettede tilrettelæggelse af opfølgningen, jf. § 95, stk. 3. VEJ nr 9148 af 15/03/2024101 Den løbende opfølgning og det personrettede tilsyn kan således tilrettelægges forskelligt. Kommunen skal besøge og tale med barnet eller den unge på anbringelsesstedet minimum to gange årligt i forbindelse med det personrettede tilsyn, jf. § 156, men kan supplere det personrettede tilsyn med løbende opfølg- ning, som kan tilrettelægges og tilpasses fleksibelt ud fra behovet i den konkrete sag og udviklingen i barnets eller den unges behov over tid. Eksempelvis kan kommunen beslutte, at der i starten af anbringelsen skal følges hyppigt op i form af f.eks. telefonsamtaler med barnet eller den unge hver uge, og over tid kan intensiteten i opfølgningen så skrues ned, eller opfølgningen kan tilrettelægges på en anden måde. Dette skal ses i sammenhæng med, men er samtidig uafhængig af det personrettede tilsyn efter bestemmelse i barnets lovs § 156. Dog skal kommunen også være opmærksom på, at der kan være behov for flere fysiske samtaler med barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, end kravet om to årlige samtaler jf. § 156. Der kan dels være behov for flere samtaler som led i det personrettede tilsyn, ligesom der kan være behov for at tilrettelægge opfølgningen således, at børne- og ungerådgiveren mødes med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, på barnets eller den unges skole eller evt. på neutral grund. Det skal altid bero på en konkret socialfaglig vurdering i den enkelte sag, hvordan opfølgningen bedst tilrettelægges, så den imødekommer barnets eller den unges behov. Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet på grund af nedsat funktionsevne, kan der desuden gøre sig særlige forhold gældende omkring tilrettelæggelsen og udøvelsen af opfølgningen. F.eks. kan det være nødvendigt at tage højde for, at funktionsnedsættelsen kan give sig udslag i kommunikative vanskeligheder hos barnet eller den unge. Tilrettelæggelse af det personrettede tilsyn