Vejledning om anbringelse (Delvejledning 4 af 6 til barnets lov)
barnets lov

Afsnit 262

Del 262 af 350
om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail-, telefonforbindelse eller anden kommunikation eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, medmindre særlige forhold taler imod dette. Afgørelsen skal træffes for en bestemt periode. Med overgreb forstås først og fremmest vold eller seksuelle overgreb, det vil sige sådanne strafbare hand- linger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (seksualforbr- ydelser, forbrydelser mod liv og legeme, herunder groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens §§ 210 og 213. Handlinger, der indeholder en dyb krænkelse af offerets personlige integritet, er også omfattet. Dette gælder også, selvom handlingen ikke er strafbar. Bestemmelsen omfatter også overgreb mod andre børn og unge. Det skal med fornøden sikkerhed kunne godtgøres, at samværspersonen har begået overgreb mod et barn eller en ung, eller at der er en formodning om, at samværspersonen her begået sådanne overgreb. En- kelstående løse rygter vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen eller samværet eller om overvåget samvær, mens for eksempel udsagn herom fra barnet eller den unge selv, bør tillægges vægt. Børne- og ungeudvalget har pligt til at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbin- delsen, når der er viden eller formodning om, at samværspersonen har begået overgreb mod et barn eller en ung. Afgørelse om overvåget samvær indebærer, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Afbrydelse af forbindelsen indebærer afbrydelse af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse m.v., herunder anden digital kommunikation, jf. § 105, stk. 1. En formodning om overgreb mod barnet eller den unge begået af forældrene eller netværket vil eksempel- vis kunne opstå i forbindelse med underretninger fra personer omkring barnet, den unge eller familien, en samtale med barnet eller den unge eller gennem oplysninger fra politiet. Det er ikke en forudsætning, at der er rejst eller kan rejses sigtelse mod den person, formodningen er rettet mod. Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på, at børn eller unge, der er udsat for overgreb, ofte ikke selv fortæller direkte om det, mens overgrebene står på. Kommunen skal derfor være opmærksom på, at der både kan være tale om sager, hvor barnet eller den unge er anbragt på grund af overgreb, men også sager, hvor barnet eller den unge først senere fortæller om overgreb. Ved overgreb forstås først og fremmest handlinger, der er omfattet af straffelovens bestemmelser om vold og sædelighedsforbrydelser. Bestemmelsen finder dog også anvendelse ved handlinger, der indeholder en dyb krænkelse af offerets personlige integritet, selvom handlingen ikke er strafbar. Bestemmelsen omfatter ikke kun overgreb mod barnet eller den unge. Den omfatter også overgreb mod andre børn og unge, hvor overgrebet er af en karakter, der sandsynliggør, at barnets eller den unges sundhed og udvikling vil være i fare ved samvær med den pågældende. I de omhandlede situationer skal børne- og ungeudvalget nøje overveje, om samværspersonens kontakt med barnet eller den unge i en periode skal afbrydes, eller om samværet skal foregå under overvågning. I VEJ nr 9148 af 15/03/202485 grundlaget for denne afgørelse skal navnlig indgå resultatet af kommunens undersøgelse af barnets eller den unges behov efter § 20. Børne- og ungeudvalget skal tage udgangspunkt i sikringen af barnets eller den unges bedste og ikke i samværspersonens interesse i at have kontakt med barnet eller den unge. Det vigtigste skal være hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Dernæst bør der tages hensyn til, om kontakten vil være skadelig for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Samtidig skal der tages hensyn til barnets eller den unges interesse i, ikke at blive konfronteret med en person, der har begået overgreb mod barnet eller den unge selv eller mod andre børn og unge. Selvom samværspersonen har begået overgreb som beskrevet ovenfor, kan der forekomme situationer, hvor det må anses for at være til barnets eller den unges bedste, at der er samvær, forudsat at samværet foregår under overvågning. Eksempelvis kan resultatet af en børnefaglig undersøgelse være, at det vil være i barnets eller den unges interesse at fastholde relationer til samværspersonen, eller barnet eller den unge kan have givet udtryk for et velovervejet ønske om at have kontakt med samværspersonen under kontrollerede forhold. Der kan derfor også lægges vægt på overgrebets karakter og alvorlighed, hvem overgrebet var rettet mod, og hvor længe det er siden, at overgrebet blev begået. Kommunen skal i alle tilfælde foretage en konkret vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Det gælder ikke mindst i situationer, hvor barnet eller den unge selv udtrykker ønske om samvær og kontakt. Det vil altid være kommunens ansvar at foretage en vurdering af barnet eller den unges ønske i forhold til hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Det er alene, hvis særlige forhold taler imod overvåget samvær, afbrudt samvær eller afbrudt forbindelse, at børne- og ungeudvalget kan undlade at træffe afgørelse herom. Børne- og ungeudvalget har således mulighed for undtagelsesvist og efter en konkret vurdering at bestemme, at der skal være samvær uden overvågning, selvom samværspersoner har begået overgreb. Dette forudsætter, at det skønnes bedst for barnet eller den unge, at der er samvær uden overvågning. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor overgrebet var rettet mod andre end barnet eller den unge og var af en karakter, der ikke giver anledning til en formodning om, at samværspersonen vil begå overgreb mod barnet eller den unge. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis overgrebet er begået tilbage i tiden, og samværspersonen har været i behandling og ikke sidenhen har haft en adfærd, der giver anledning til bekymring. Kommunen skal dog altid forelægge sagen for børne- og ungeudvalget.