Afsnit 254

hedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede, herunder efter anmodning efter § 103, stk. 2, barnets eller den unges støtteperson. Dette vil f.eks. kunne være en bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende, ligesom det vil kunne være barnets eller den unges støtteperson. I tilfælde, hvor barnet eller den unge efter § 103, stk. 2, anmoder om, at der skal være en støtteperson for barnet eller den unge til stede under samværet, bør kommunalbestyrelsen overveje, om barnets eller den unges støtteperson også vil kunne fungere som en støtte under barnets eller den unges samvær med forældrene og således vil kunne udgøre en støtte for både barnet eller den unge og forældrene. Dette vil forudsætte, at støttpersonens tilstedeværelse under samværet er i overensstemmelse med forældrenes eller den pågældende forælders ønsker og behov. Afgørelser om støttet samvær forudsætter således, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaver samt den unge over 15 år. Hvis der er behov for overvågning af samværet, f.eks. fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, vil der skulle træffes afgørelse om at iværksætte overvåget samvær efter § 105, jf. pkt. 264. I disse tilfælde vil det være kommunens børne- og ungeudvalg, der har kompetencen til at træffe afgørelse om overvåget samvær. Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær er bl.a., at der normalt skal laves rapporter om forløbet af samværet ved overvåget samvær, da det overvågede samvær etableres af hensyn til barnet eller den unge, f.eks. for at beskytte barnet eller den unge mod uhensigtsmæssig adfærd fra samværspersonen, mens støttet samvær ofte vil være målrettet forældrene af hensyn til barnet eller den unge. Overvåget samvær vil ofte blive etableret, fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, eller fordi barnet eller den unge har det meget svært med samværet, f.eks. fordi barnet eller den unge ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem barnet eller den unge og forældre. I modsætning hertil bør det støttede samvær både være en støtte til forældrene, øvrig familie eller netværk og til barnet eller den unge, og det skal således i højere grad betragtes som en hjælp og ikke som en egentlig kontrol eller en "overvågning". Suspendering af samvær i op til 8 uger 261. § 104, stk. 4, i barnets lov, betyder, at kommunalbestyrelsen på barnets eller den unges anmodning kan træffe afgørelse om at suspendere samværet med barnets eller den unges forældre eller netværk i en afgrænset periode, der kan vare op til 8 uger. Kommunalbestyrelsen kan ikke træffe afgørelse herom uden en anmodning fra barnet eller den unge selv. Kommunen skal i alle tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af barnets eller den unges anmodning ud fra forholdene i den enkelte sag, før der træffes afgørelse herom. Som led i behandlingen af anmodningen skal der foretages en konkret vurdering af, om der er grundlag for at suspendere samværet, på baggrund af en samlet afvejning af hensynet til barnets eller den unges interesser over for interesser hos forældre m.v., barnets eller den unges alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse, formålet med anbringelsen og sagens omstændigheder i øvrigt. Ved afgørelsen skal der lægges særlig vægt på hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges muligheder for på sigt at opretholde forbindelsen til forældre og netværk. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse være opmærksom på, at der vil kunne være børn og unge, der pga. f.eks. deres alder, modenhed eller psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at VEJ nr 9148 af 15/03/202480 vurdere eller ikke kan give udtryk for, om suspendering af samværet med forældre eller netværk er til deres eget bedste. Bestemmelsen understreger, at det ikke er barnet eller den unge, der ansvarliggøres for den konkrete beslutning om at suspendere samværet. Barnet eller den unge har derudover efter § 104, stk. 1, ret til, at kommunalbestyrelsen inddrager barnets holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v. i den generelle tilrettelæggelse af samværet og i forbindelse med afgørelser om samvær og kontakt, jf. § 104, stk. 2. Barnet eller den unge vil i den forbindelse kunne give udtryk for ønsker til f.eks. rammerne eller stedet for samværet, som kommunalbe- styrelsen vil skulle inddrage i tilrettelæggelsen af samværet. Der vil være tilfælde, hvor en konkret anmodning fra barnet eller den unge efter § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes, fordi det vurderes ikke at være i overensstemmelse med barnets bedste. En sådan beslutning om ikke at imødekomme barnets eller den unges anmodning vil ikke være at anse som en forvaltningsretlig afgørelse. I forlængelse af kommunalbestyrelsens pligt til, jf. § 5, at sikre løbende inddragelse af barnet eller den unge skal kommunalbestyrelsen imidlertid sikre, at barnet eller den unge føler sig inddraget i og forstår de beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer i barnets eller den unges sag. Der henvises til vejledning om generelle bestemmelser efter barnets lov for udfoldelse af § 5. Dette gør sig også gældende i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen beslutter, at barnets anmodning efter § 103, stk. 2, ikke kan imødekommes. Uanset om kommunen imødekommer barnets eller den unges ønske eller ej, bør kommunen overveje, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges anmodning. Hvis barnet eller den unge ønsker at få suspenderet samværet, kan det eksempelvis være udtryk for, at barnet er utrygt ved at have samvær med den pågældende, eller at barnet har haft en dårlig oplevelse under samvær eller lignende. Kommunen bør derfor søge at afdække, hvad der ligger til grund for barnets eller den unges ønske. En suspension på op til 8 uger på baggrund af en anmodning fra barnet eller den unge efter § 103, stk. 2, vil ikke være at betragte som en afbrydelse af samværet, jf. § 104, stk. 5. Der kan alene træffes en afgø- relse for en periode på op til 8 uger. Perioden kan ikke forlænges og endvidere kan kommunalbestyrelsen ikke træffe successive afgørelser om suspension. Det vil sige, at der ikke kan træffes afgørelse om en ny suspensionsperiode i umiddelbart forlængelse af suspensionen, så der herved opstår en tidsmæssigt samlet suspensionsperiode ud over otte uger. Er der behov for at afbryde samværet ud over 8 uger vil dette alene kunne ske ved afgørelse i kommunens børne- og ungeudvalg, jf. § 104, stk. 5. Hvis kommunalbestyrelsen allerede fra barnets eller den unges anmodning og kommunens efterfølgende behandling heraf vurderer, at der er behov for at afbryde samvær og kontakt for en længere periode, skal kommunalbestyrelsen udarbejde indstilling herom til børne- og ungeudvalget. Anmoder barnet eller den unge på et senere tidspunkt igen om at få suspenderet samværet, vil kommunen på ny skulle vurdere anmodningen, herunder om forlængelse og samlet suspensionsperiode. Barnets eller den unges utryghed ved samværet vil være et element, som efter en konkret vurdering vil kunne begrunde en afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær efter § 105, stk. 1, se nedenstående punkt