Vejledning om anbringelse (Delvejledning 4 af 6 til barnets lov)
barnets lov

Afsnit 145

Del 145 af 350
med 17 år og er målrettet børn og unge med negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for et længerevarende behandlingsforløb. Kriterierne for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner og afdelinger er således knyttet til barnet eller den unge og ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene. Formålet med institutionstypen er at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb. Det afgørende for anvendelse af denne type institution er således, at det vurderes, at det er påkrævet for at kunne yde den nødvendige socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det. Det kan f.eks. være, hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra anbringelsesstedet, eller hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller den unge om at opgive sit forehavende. Det er ikke en forudsætning for anvendelse af institutionstypen, at den anbringende kommune tidligere har forsøgt anbringelse af barnet eller den unge på en åben institution, eller at barnet eller den unge tidligere er rømmet eller har begået kriminalitet. De øgede muligheder for magtanvendelse, der eksisterer på en delvis lukket døgninstitution eller afdeling, er begrænset til de perioder, hvor barnet eller den unge har behov for en intensiv indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling. VEJ nr 9148 af 15/03/202445 Det følger af voksenansvarslovens § 12, at børn og unge anbragt på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger kan tilbageholdes ved, at yderdøre og vinduer aflåses i perioder. I praksis kan muligheden for tilbageholdelse af det enkelte barn eller den enkelte unge i form af periodevis aflåsning af yderdøre og vinduer ske ved, at der på institutionen er en afdeling, hvor det er muligt at aflåse yderdøre og vinduer. Det følger af voksenansvarslovens § 13, at børn og unge anbragt på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger kan fastholdes fysisk uanset om betingelserne for at anvende fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9 er opfyldt. Ved fysisk fastholdelse forstås, at der fysisk tages fast i barnet eller den unge i en kortere periode, eller at den pågældende mandsopdækkes. Der er således adgang til at anvende mere magt end ved fysisk magtanvendelse efter § 9 i voksenansvarsloven. Den fysiske magtanvendelse må dog ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk behandling, og den må alene anvendes, når det har afgørende betydning f.eks. for at forhindre barnet eller den unge i at rømme, begå kriminalitet, indtage euforiserende stoffer eller deltage i banderelaterede aktiviteter. Når barnet eller den unge fastholdes, skal indgrebet være proportionalt med det, der skal opnås med indgrebet. For yderligere om delvis lukket døgninstitution eller afdelinger henvises til voksenansvarsloven og dertilhørende vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge. Anbringelse på sikrede døgninstitutioner