Afsnit 101

i sammenhæng med forpligtigelsen til systematisk at inddrage familie og netværk efter § 7, stk. 3, samt forpligtelsen til forud for anbringelsen at have undersøgt de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som vil kunne bidrage til at klare vanskelighederne efter § 22, stk. 5. Forpligtelsen består i at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, de har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres støtteperson. Det kan f.eks. være en skolelærer, nabo, fodboldtræner, familiemedlem eller en anden i netværket, som barnet har tillid til. Denne forpligtelse kan f.eks. opfyldes ved at gennemføre en samtale herom. I forhold til børn og unge med nedsat funktionsevne, som er anbragt på grund af manglende kompetencer hos forældremyndighedsindehaveren til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, skal kommunen være opmærksom på, at der kan være forhold omkring funktionsnedsættelsen, der kan vanskeliggøre denne dialog. Dette skal der i størst muligt omfang tages højde for ved samtalen med barnet eller den unge. Ofte vil en støtteperson ikke være relevant i forhold til børn og unge, der er anbragt på grund af betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge, idet barnets eller den unges egen familie forudsættes at varetage denne funktion. Der er tale om en ret for barnet eller den unge til, at kommunen aktivt undersøger mulighederne for en støtteperson i barnets eller den unges familie eller netværk. Det betyder dels, at der ikke er en pligt VEJ nr 9148 af 15/03/202433 for barnet til at modtage en støtteperson. Der kan derfor være tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at den eksisterende relation med en voksenperson bliver formaliseret ved at udpege denne som støtteperson. Endvidere betyder det, at der ikke er pligt til at give barnet en støtteperson, hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er muligt for kommunen at finde en person, som vurderes at være egnet til at være støtteperson til barnet, eller hvis den eller de personer, som vurderes egnede, ikke ønsker at være støttepersoner for barnet eller den unge. Hvis barnet identificerer en støtteperson, skal det overvejes, om støttepersonen kan udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede person er hensigtsmæssig for barnet eller den unge at have som støtteperson, skal der tages kontakt til vedkommende for at afklare, om denne ønsker at være støtteperson for barnet. Hvis dette er tilfældet kan der, i samarbejde med barnet eller den unge og støttepersonen, udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen. Der er ikke krav om formaliserede møder mellem barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt mødefrekvens eller andet. Det er barnet eller den unge, støttepersonen og kommunen, der skal aftale omfanget. Hvis kommunen vurderer det nødvendigt, kan omfanget af samværet kunne fastsættes efter § 104. Støttepersonen kan få de relevante kontaktoplysninger om barnet, som er nødvendige, for at støtteper- sonen kan opretholde kontakten med barnet eller den unge. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger vedr. adresse og kontaktperson på anbringelsesstedet. § 53 stk. 1, skal ses i tæt sammenhæng med § 54 om venskabsfamilie til barnet eller den unge, som behandles nedenfor. Der skal ikke føres tilsyn med støttepersoner og venskabsfamilier. Kommunen skal dog indhente børne- attest i forbindelse med udpegning af støttepersoner efter § 53 og venskabsfamilier efter § 54. Det gælder også for personer bosiddende hos venskabsfamilien eller støttepersonen, herunder for ægtefælle, samlever, logerende og hjemmeboende børn over den kriminelle lavalder, herunder ved tilflytning, jf. bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og barnets lov i frivillige sociale organisationer og foreninger, § 2, stk. 1, nr. 3.