Afsnit 25
Del 25 af 92
konkrete mål der er relevante at have fokus på i ungeplanen og i indsatsen for en ung. Det skyldes bl.a., at
der med tiden kan opstå nye drømme, ønsker og behov hos den unge. Derfor skal kommunen i forbindelse
med den løbende opfølgning og revision af ungeplanen, jf. § 95, stk. 4, overveje, hvorvidt nogle af de
konkrete mål, som hidtil ikke har været relevante for den enkelte unge, nu er relevante. Samtidig kan
behovet for at inddrage forældrene i formuleringen af de konkrete mål også udvikle sig over tid.
I ungeplanen skal der til forskel fra barnets plan opstilles konkrete mål for den unges overgang til voksen-
livet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Formålet er at sikre en mere sammenhængende
og langsigtet indsats i forhold til den unges overgang til voksenlivet, hvorfor der allerede inden det fyldte
18. år skal være et fokus på at sikre den unge de nødvendige kompetencer.
Der bør i forbindelse med fastsættelsen af disse mål indgå overvejelser om, hvilket forløb den unge bør
have før og efter sin 18 års fødselsdag, herunder fokus på hvilke konkrete indsatser eller tiltag, der er
nødvendige for at sikre en god overgang, hvor den unge kommer trygt ind i voksenlivet. I forlængelse
heraf vil det være særligt relevant at have fokus på, hvordan det sikres, at den unge tilegner sig de
nødvendige kompetencer for at kunne klare sig selv. Der kan f.eks. være tale om et særligt fokus
på færdiggørelse af Folkeskolens afgangseksamen, fastholdelse i uddannelse, fremtidige jobmuligheder,
husholdningsøkonomi, tøjvask m.v. Det er dog afgørende, at disse kompetencer ikke fremstår som mål
i sig selv, men som middel til at opnå den unges overordnede mål eksempelvis om at bo selv. Samtidig
bør der stadig være et fokus på den unges generelle trivsel og udvikling i overgangen. I forhold til unge
med nedsat funktionsevne bør kommunen være opmærksom på, at der på grund af funktionsnedsættelsen
kan være behov for at opretholde en anbringelse efter §§ 119 og 120 eller for iværksættelse af støtte
efter servicelovens voksenbestemmelser umiddelbart ved den unges fyldte 18. år, hvilket bør indgå i
ungeplanen.
Bestemmelsen stiller ikke krav til omfanget af beskrivelsen af de konkrete mål. Formålet er at sikre,
at børne- og ungerådgiveren kommer omkring de emner, som vurderes at være relevante i forbindelse
med formuleringen af de konkrete mål for den unges trivsel og udvikling, således at planen bliver et
anvendeligt redskab for såvel den unge og familien samt den enkelte børne- og ungerådgiver i forbindelse
med den løbende opfølgning.
Sammenhæng til uddannelsesplanen