Vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (Delvejledning 1 af 6 til barnets lov)
•barnets lovAfsnit 28
Del 28 af 123
eller den unges interesse i at lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser eller hvor andet er fastsat ved lov. Desuden kan myndigheden træffe afgørelse om at tilsidesætte
barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil
varetage andre interesser end barnets eller den unges. Dette indebærer, at forvaltningen må foretage en
konkret afvejning af på den ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå af den pågældende
bisidder og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at lade
sig bistå af den pågældende bisidder.
Udgangspunktet for at nægte barnet eller den unge at medtage en bestemt bisidder skal altid være barnets
eller den unges bedste, og vurderingen skal samtidig baseres på en saglig vurdering af de konkrete
omstændigheder, der gør, at den pågældende ifølge myndigheden ikke vurderes at kunne fungere som
bisidder for barnet eller den unge.
Et barns eller en ungs valg af bisidder kan dermed tilsidesættes, hvis der er bestemte grunde til at antage,
at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Det kan eksempelvis forekomme,
hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges interesser, herunder i sager,
hvor der er mistanke eller viden om negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt, som bisidderen
f.eks. som del af barnets eller den unges familie er involveret i. Forældrene eller for eksempel personale
fra et anbringelsessted kan ligeledes udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering
vurderes, at de vil lægge pres på barnet eller den unge. Bestemmelsen udelukker dog ikke bestemte
grupper af personer fra at kunne fungere som bisidder.
Bestemmelsen indebærer, at barnets eller den unges ret til selv at vælge bisidder alene kan begrænses på
samme måde som voksnes valg af partsrepræsentant, jf. forvaltningslovens § 8, stk. 2.