Straffeloven > 9. kapitel > § 73.

§ 73. Straffeloven

Lovtekst · Kilde: www.retsinformation.dk · LOV nr 1360

§ 73 angiver, at hvis en person, der har begået en strafbar handling, efter handlingens konflikt men før dommen falder, kommer i en tilstand som nævnt i § 16 (utilregnelighed grundet sindssygdom/-lignende tilstand) eller § 69 (betinget af psykisk svækkelse), skal retten beslutte, om straf skal idømmes eller bortfalde.

Er den, der har begået en strafbar handling, efter dennes foretagelse, men før dom er afsagt, kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69 nævnte art, afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltninger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 71-72 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Såfremt en person, der idømmes straf, i medfør af stk. 1, 2. pkt., anbringes i institution, medregnes varigheden af sådant ophold i straffetiden.

Kort sagt

Eksempler

Mental forværring under sagsbehandling
En tiltalte begik en strafbar handling, men blev under sagen sindssyg. Retten måtte efter § 73 tage stilling til, om straf kunne idømmes, og valgte at idømme en psykiatrisk foranstaltning efter § 68 i stedet.
Udskudt straf ved sindssygdom
En person blev fundet utilregnelig efter påbegyndt retsforfølgning. Retten fravalgte straf og bestemte i stedet anbringelse på en institution, der blev vedligeholdt indtil en mulig straf kunne fuldbyrdes.
Omstridt afgørelse om strafbortfald
En sag om vold endte med, at gerningsmanden blev mentalt retarderet i processen. På baggrund af § 73 fandt retten straf umulig og idømte i stedet foranstaltninger efter § 69. Ankeinstanser har i sådanne sager diskuteret i hvilket omfang utilregnelighed reelt bør føre til strafbortfald.

Almindelige misforståelser

•At § 73 automatisk medfører strafbortfald ved enhver psykisk tilstand efter gerningen – loven stiller krav om ikke blot forbigående og specifikt omfattet tilstand.
•At foranstaltninger altid betyder livslang anbringelse – § 73 og tilhørende paragrafer fastsætter længstetider, og både foranstaltninger og straf kan justeres.
•At straf fuldstændig udelukkes ved sindssygdom – det er op til retten at afgøre, og under særlige omstændigheder kan straf stadig idømmes (§ 16 stk. 1 omtaler den mulighed).

Almindelige spørgsmål

Hvad sker der, hvis en person bliver sindssyg efter gerningen men inden dom?

Ifølge § 73 afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Ofte kan retten i stedet pålægge foranstaltninger efter §§ 68 eller 69, som fx psykisk behandling eller anbringelse. Hvis straf bryder med forholdets karakter pga. sindssygdom, bortfalder den.

Kan straf fuldbyrdes senere, hvis tilregneligheden vender tilbage?

§ 73 tillader, at foranstaltninger anvendes 'indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes', hvilket indikerer muligheden for senere strafafsoning, hvis tilregnelighed genopstår. Det juridiske skøn herom udføres af retten.

Gælder § 73 også ved mindre psykiske tilstande?

Nej. § 73 henviser eksplicit til tilstande som i § 16 (sindssygdom eller lignende) eller § 69 (psykisk svækkelse). Mindre psykiske lidelser eller breve ændringer i sindstilstand falder uden for denne bestemmelse.

Hvordan adskiller § 73 sig fra nødværge eller nødret?

§ 73 handler om tilregnelighed i retsprocessen og dens betydning for straf, ikke om lovliggørende omstændigheder for handlingen som i nødværge (§ 13) eller nødret (§ 14). Her vurderes strafbarhed i lyset af mental tilstand efter gerningen.

Kan den dømte kræve behandling i stedet for straf?

Retten kan, hvis det findes formålstjenligt, beslutte foranstaltninger i stedet for straf efter § 73. Det er dog et skøn, og ønsket om behandling kan ikke automatisk påberåbes som ret.

AI-forklaring genereret af gpt-4.1-mini

72.73a.

Har du spørgsmål?

Spørg Regelrytter AI chat for dybere forklaringer og kontekst om denne lov.

Foreslåede spørgsmål: