Ankestyrelsens principafgørelse 13-16

GældendeÅr: 2016Udgivet: 2016-04-15

Beskrivelse

Serviceloven indeholder regler om hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, herunder indkøbsordning. For at være berettiget til indkøbsordning må borgeren ikke selv være i stand til at varetage indkøb som følge af nedsat funktion...

Journalnummer

2015-2121-51397

Indhold

Afgørelse

Sag 1: 2015-2121-51397

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over kommunens afgørelse truffet den 23. september 2015.

Resultatet er

Du har ikke ret til indkøbsordning.

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Der var enighed på mødet

Begrundelse for afgørelsen

Indkøbsordning

Ankestyrelsen finder, at kommunen ikke kunne fratage dig din indkøbsordning med den begrundelse, at du er i stand til at administrere digital post og således kan foretage indkøb af dagligvarer via online supermarked.

Vi vurderer, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan træffe afgørelse i sagen.

Vi lægger vægt på, at:

det ikke nærmere er undersøgt om det forhold, at du kan administrere digital post er ensbetydende med, at du kan foretage indkøb af dagligvarer via online supermarked.

der ikke er oplyst om forhold af objektiv karakter, der belyser, din evne til at foretage indkøb af dagligvarer via online supermarked.

kommunen ikke, inden sin afgørelse, har gjort dig opmærksom på, at en manglende medvirken kunne få betydning for, om du kunne få bevilliget indkøbsordning.

kommunen ikke ses at have forholdt sig til, om der er særlige forhold, der kan nødvendiggøre en fravigelse af serviceniveauet.

Det følger af vores praksis, at en kommune er berettiget til at give afslag på fortsat praktisk hjælp med henvisning til, at borgeren kan benytte mindre belastende arbejdsstillinger, dele opgaverne op eller gøre brug af andre redskaber eller teknologiske hjælpemidler. Se hertil vores principafgørelse 83-12.

Kommunen kan efter servicelovens § 138 inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.

Kommunens serviceniveau er ikke som udgangspunkt i strid med servicelovens bestemmelser. Det skyldes, at det kommunale serviceniveau er udgangspunktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp. Serviceniveauet skal dog fraviges i tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør det. Se hertil vores principafgørelse 82-12.

Hjælp efter serviceloven tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætning og afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn, jf. servicelovens § 1, stk. 3. Se hertil vores principafgørelse C-3-05.

Vi finder på den baggrund at kommunen skal indhente oplysninger, der kan medvirke til at belyse din evne til at foretage indkøb af dagligvarer via online supermarked.

Kommunen skal i den forbindelse vejlede dig om konsekvenserne ved manglende medvirken, jf. retssikkerhedslovens § 12, nr. 3.

Kommunen skal på baggrund af ovennævnte foretage en konkret og individuel vurdering af dit behov for indkøbsordning, herunder i forhold til din evne til at benytte online supermarked.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering.

Hvis du er uenig i kommunens nye afgørelse, kan du klage igen. Vi bemærker, at vores afgørelse er endelig, og den kan derfor ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagens oplysning

Vi er opmærksomme på, at grundlaget for kommunens afgørelse er en telefonsamtale med dig, idet du ikke har ønsket et visitationsbesøg til yderligere belysning af din evne til at foretage indkøb via online supermarked. Kommunen har derfor truffet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Personer, der søger om hjælp har pligt til, på kommunens opfordring at medvirke til sagens oplysning jf. retssikkerhedslovens § 11, stk. 1.

Hvis borgeren ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, skal kommunen behandle sagen på det foreliggende grundlag jf. retssikkerhedslovens § 11 b. Kommunen skal dog forinden der træffes afgørelse gøre borgeren opmærksom på konsekvenserne ved, at borgeren ikke medvirker til sagens oplysning (processuel skadevirkning) jf. retssikkerhedslovens § 12, nr. 3.

Kommunens vejledningsforpligtelse overfor borgeren medfører, at kommunen forinden afgørelse træffes, og hvis borgeren ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, skal gøre borgeren opmærksom på, at det kan lægges borgeren til skade.

Vi finder dog, at betingelserne for processuel skadevirkning i det konkrete tilfælde ikke er til stede, selvom du ikke har ønsket at medvirke til sagens oplysning. Det skyldes, at kommunen ikke har vejledt dig om konsekvenserne af, at du ikke ønskede et visitationsbesøg.

Kommunen skal i en fornyet behandling - forinden kommunen træffer afgørelse og hvis du ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning - vejlede dig om konsekvenserne ved, at du, trods kommunens opfordring, ikke bidrager til sagens oplysning jf. retssikkerhedslovens § 11 b, jf. § 12, nr. 3.

For så vidt angår digital post er dette pålagt alle borgere, medmindre borgeren er undtaget herfra. Det forhold, at en borger er i stand til at betjene digital post og andre mindre komplicerede funktioner på internettet, er ikke ensbetydende med, at borgeren kan forventes selvstændigt at være i stand til at handle ind via internettet og udføre de funktioner/handlinger, der er forbundet hermed.

Metadata

Retsområder

ServicelovenRetssikkerhedsloven

Nøgleord

IndkøbsordningRehabiliteringsforløbKvalitetsstandardHjemmehjælp

Paragraffer

§ 88§ 81§ 138§ 11§ 12§ 1§ 83a§ 139§ 86§ 83§ 11b§ 139f

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 102-16

Udgivet: 2017-02-28

Er en borger udeblevet fra et tilbud, skal kommunen afklare, om borgeren har haft en rimelig grund til udeblivelsen. Kommunen skal som minimum spørge borgeren om, hvorfor borgeren udeblev. I sager, hvor en borger oplyser, at udeblivelsen skyldes sygd...

Ankestyrelsens principafgørelse C-48-03

Udgivet: 2013-07-10

Ankestyrelsen fandt, at en ansøger, som modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage, var berettiget til at få beregnet 1 % tillæg til ferieformål. Ankestyrelsen fandt således, at personer der modtager hjælp til dækning af tabt a...

Ankestyrelsens principafgørelse A-5-02

Udgivet: 2013-07-10

Hjælp til konfirmation kunne ikke bevilges som en rimelig begrundet enkeltudgift. Begrundelsen var, at udgiften var forudsigelig, og at der havde været mulighed for at spare op til udgiften. Det blev endvidere lagt til grund, at afholdelse af udgifte...