Ankestyrelsens principafgørelse 87-14

GældendeÅr: 2014Udgivet: 2014-12-20

Beskrivelse

Et uddannelsespålæg til en uddannelsesparat eller aktivitetsparat uddannelseshjælpsmodtager skal indeholde oplysninger om indsatsen og aktiviteterne. Uddannelsespålægget og dets tre trin - forslag til kompetencegivende uddannelse, ansøgning om optage...

Journalnummer

2014-4029-28363

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunens afgørelser om at give dig tilbuddet ”Basisforløb – aktivitetsparat” og om at foretage fradrag i din hjælp for udeblivelse fra tilbuddet, er ugyldige på grund af alvorlige sagsbehandlingsfejl.

Vi vurderer i den forbindelse, at udarbejdelse og revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter, der skal sikre, at kommunen træffer afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

Udarbejdelsen og revisionen af uddannelsespålægget har til formål at skabe et fyldestgørende grundlag for kommunens uddannelsesrettede indsats for den uddannelsesparate eller aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtager, og dermed for de afgørelser, som kommunen skal træffe overfor borgeren.

Hvis kommunen ikke har udarbejdet et uddannelsespålæg, eller revideret det, er der tale om en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse om, at give borgeren et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. Afgørelsen vil derfor som udgangspunkt være ugyldig. Når afgivelsen af et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven er ugyldig, er en afgørelse om fradrag i hjælpen for udeblivelse fra tilbuddet også ugyldig.

Vi har lagt til grund, at du modtager uddannelseshjælp og er visiteret som aktivitetsparat. Du har, siden du fyldte 18 år i 2013 og indtil 1. januar 2014, modtaget kontanthjælp.

Vi har lagt vægt på, at kommunen den 2. oktober 2013 har givet dig et uddannelsespålæg. Det fremgår af uddannelsespålægget, at du inden 15. januar 2014 skulle komme med tre forslag til uddannelser, og med forslag om, hvordan man i sidste ende ender som færdiguddannet, dvs. en plan for start til slut.

Vi har endvidere lagt vægt på, at uddannelsespålægget ikke indeholder nogen oplysninger om aktiviteter, indsatser, tilbud, tests mv.

Vi har videre lagt vægt på, at kommunen den 13. februar 2014 gav dig et tilbud om et særligt tilrettelagt projekt, ”Basisforløb – aktivitetsparat”, efter beskæftigelsesindsatslovens § 32, stk. 1, nr. 2. Kommunen gav tilbuddet i en jobplan, som oprindelig var oprettet 4. marts 2013, og som blev revideret den 13. februar 2014 i forbindelse med afgivelsen af tilbuddet.

Vi har tillige lagt vægt på, at kommunen ikke har revideret uddannelsespålægget i forbindelse med afgivelsen af tilbuddet den 13. februar 2014. Tilbuddet er således ikke givet i et uddannelsespålæg.

Vi har også vægt på, at reglerne om jobplan ikke gælder for uddannelseshjælpsmodtagere.

Vi har endelig lagt vægt på, at det fremgår af reglerne om uddannelsespålæg for uddannelsesparate og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, at de test- og prøveresultater vedrørende Forberedende Voksenundervisning samt aktiviteter og tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens kapitel 9 b-12, der skal iværksættes, for at personen når sit uddannelsesmål, skal fremgå af uddannelsespålægget.

Efter reglerne skal aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere have en helhedsorienteret og tværfaglig indsats, som er baseret på en tidlig og grundig afklaring af den enkeltes udfordringer og behov, og som bedst hjælper den enkelte til at komme i uddannelse.

Efter reglerne skal kommunen give alle uddannelseshjælpsmodtagere, herunder aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, et uddannelsespålæg. Reglerne om jobplan gælder ikke for uddannelseshjælpsmodtagere.

Efter reglerne skal uddannelsespålægget indeholde oplysninger om personens uddannelsesønsker og planer for tilbud, test og andre aktiviteter, der understøtter det relevante trin i uddannelsespålægget og dermed fremdrift i forhold til uddannelsesmålet, aftalte tilbud og tests, frist for uddannelsespålæggets trin, ansvar for tilmelding til tilbud, test og andre aktiviteter, som påhviler den unge, tidspunkt for påbegyndelse af aftalte tilbud, test og andre aktiviteter, og ansvar og dato for opfølgning.

Disse regler finder også anvendelse ved revision af uddannelsespålægget.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

GarantiforskriftRevisionUddannelseshjælpSanktionerUddannelsespålæg

Paragraffer

§ 29§ 41§ 20a§ 21b§ 36§ 22§ 21§ 32

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-44-05

Udgivet: 2013-07-10

En person, der ikke ønskede at medvirke til at fremskaffe lægelig dokumentation for eventuelt ikke at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skulle tage imod et rimeligt åbent tilbud fra kommunen til nærmere udredning og afklaring med henblik på...

Ankestyrelsens principafgørelse 127-12

Udgivet: 2013-07-10

Hovedreglen er, at indtægter skal trækkes fra i kontanthjælpen. Feriegodtgørelse er en indtægt, som skal fratrækkes i kontanthjælpen. Feriegodtgørelse skal normalt trækkes fra, når ferien holdes, med det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt t...

Ankestyrelsens principafgørelse 130-12

Udgivet: 2013-07-10

Hovedreglen er, at personer under 30 år, der tilhører målgruppen i beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 1-3, ikke kan få tilbud til at gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på det hidtidige forsørgelsesgrundlag. Det betyder...