Ankestyrelsens principafgørelse 49-14

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at anse dig og Y. Y. for samlevende i aktivlovens forstand med pligt til at forsørge hinanden.

Vi har lagt til grund, at Y. Y. er kontanthjælpsmodtager.

For at kunne blive anset for samlevende skal alle betingelserne i aktivlovens § 2 b, stk. 1, være opfyldt. Herudover skal en af betingelserne i § 2 b, stk. 2, være opfyldt. Hvis ingen af betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt, kan kommunen anse 2 personer for samlevende, når de har et samliv af ægteskabslignende karakter.

Vi har lagt vægt på, at kommunen i afgørelsen alene henviser til de betingelser, som fremgår af aktivlovens § 2 b, stk. 1, men ikke har påset, om en af betingelserne i § 2 b, stk. 2, samtidig er opfyldt.

Den omstændighed at kommunen i genvurderingen fastholder, at du og Y. Y. har et ægteskabslignende forhold og henviser til, at afgørelsen er truffet efter aktivlovens § 2 b, stk. 3, kan ikke føre til, at vi anser afgørelsen for gyldig.

Efter aktivlovens § 2 a har samlevende pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp.

Det er i aktivlovens § 2 b fastlagt, i hvilke tilfælde to personer anses for samlevende.

Følgende fremgår af aktivlovens § 2 b:

To personer anses for samlevende efter § 2 a, når

1) de begge er fyldt 25 år,

2) de begge er ugifte,

3) de har fælles bopæl,

4) de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje,

5) de ikke er søskende og

6) betingelserne i stk. 2 eller 3 er opfyldt.

Stk. 2. Det er ud over kravene i stk. 1 en betingelse, at

1) ansøgeren og samboen har et fælles barn,

2) ansøgeren og samboen er eller har været noteret som samlevende i ATP eller

3) ansøgeren og samboen tidligere har været gift med hinanden, medmindre de er blevet separeret eller skilt inden for de seneste 3 måneder.

Hvis kommunen konstaterer, at de objektive betingelser i § 2 b, stk. 2, ikke er opfyldt, kan kommunen efter omstændighederne foranstalte en nærmere undersøgelse af forholdene og derefter træffe afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering, jf. aktivlovens § 2 b, stk. 3.

Kommunens afgørelse om, at du og Y. Y. har et samliv af ægteskabslignende karakter og derfor anses for samlevende, beror på et administrativt skøn. En sådan afgørelse skal begrundes, og der skal i begrundelsen angives de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Kommunens afgørelse er ikke begrundet, og det er i strid med forvaltningslovens § 24.

Før kommunen træffer afgørelse om at anse dig og Y. Y. for samlevende efter aktivlovens § 2 b med gensidig forsørgelsespligt, skal kommunen skriftligt i et såkaldt partshøringsbrev meddele dig og Y. Y., hvilke oplysninger kommunen agter at træffe afgørelse på grundlag af, og I skal have mulighed for at komme med bemærkninger. I partshøringsbrevet bør I også orienteres om, hvad forsørgelsespligten indebærer.

Det skal fremgå af partshøringsbrevet, hvilke konkrete faktiske oplysninger, som kommunen er i besiddelse af, og som kommunen agter at lægge til grund for sin afgørelse.

Vi kan konstatere, at der i sagen ikke foreligger en kopi af partshøringsbrevet. Kommunen har på vores forespørgsel oplyst, at partshøringsbrev blev sendt ud den 29. november 2013 som et enslydende brev til de borgere, der kunne være berørt af reglerne, og hvor der boede flere på adressen.

Vi bemærker, at et partshøringsbrev, som er sendt ud til alle de borgere, som kunne være berørt af reglerne om gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ikke kan være konkret i forhold til de faktiske oplysninger i den enkelte sag.

Vi finder derfor, at kommunen ikke har godtgjort, at du som part i sagen er gjort bekendt med, hvilke faktiske oplysninger, som kommunen er i besiddelse af, og som kommunen agter at træffe afgørelse på grundlag af.

Vi har lagt vægt på, at reglen om partshøring i forvaltningslovens § 19 må anses for garantiforskrift. Hvis en sådan forskrift tilsidesættes, svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gælder derfor en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig.