Ankestyrelsens principafgørelse 147-10
Beskrivelse
Der skulle ske et fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne, fordi sikrede var tilkendt tilskadekomstpension på grund af arbejdsskaden. Det var uden betydning, at sikrede havde skiftet arbejde før arbejdsskaden, når retten til tjenestemandspensi...
Journalnummer
J.nr.: 1004534-08
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17 og § 28
Afgørelse
Afgørelse i din sag om en arbejdsskade
Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt der i din erstatning for tab af erhvervsevne efter ulykken den 18. oktober 2001 skal ske fradrag efter reglerne om tilskadekomstpension
Resultatet er:
–
Erstatningen for tab af erhvervsevne skal nedsættes med 2/3 af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Begrundelse for afgørelsen
Arbejdsskadestyrelsen har vurderet dit tab af erhvervsevne til 85 procent. Du er som følge af arbejdsskaden blevet førtidspensioneret, og modtager tilskadekomstpension efter lov om tjenestemandspension.
På skadestidspunktet arbejdede du som funktionær i en internationale organisation i udlandet. Du var på kontrakt med Udenrigsministeriet fra 1. oktober 1998 til 31. december 2001. Under denne ansættelse bevarede du retten til tjenestemandspension.
Inden kontraktansættelsen med Udenrigsministeriet var du tjenestemand som funktionær under Justitsministeriet, hvor du blev ansat i 1981.
Eftersom du er tilkendt tilskadekomstpension, skal der ske fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadelovgivningen.
Det skyldes, at du under kontraktansættelsen med Udenrigsministeriet bevarede retten til tjenestemandspension.
Undtagelsen i Arbejdsskadestyrelsens vejledning, hvor der står, at der ikke skal ske fradrag, hvis arbejdsskaden indtræffer for en anden arbejdsgiver end den, som har været med til at betale pensionen, vedrører skader, der sker under ansættelse hos arbejdsgivere, hvor retten til tjenestemandspension ikke videreføres. Det afgørende for et fradrag er altså, om man på skadestidspunktet har bevaret retten til tjenestemandspension, hvilket også er forudsætningen for at kunne tilkendes tilskadekomstpension.
Vi har lagt vægt på, at du kun har ret til tilskadekomstpension, hvis du er uarbejdsdygtig på grund af en skade, der er sket i tjenesten.
Hvis du således var kommet til skade i en ansættelse, hvor du ikke var omfattet af tjenestemandspension, ville du ikke være berettiget til den tilskadekomstpension, som du er tilkendt. Vi bemærker desuden, at vi ikke tager stilling til, hvorvidt tilskadekomstpensionen er berettiget. Afgørelse af dette spørgsmål er truffet af Personalestyrelsen og lægges til grund for vores behandling af sagen.
Det forhold, at du på skadestidspunktet var omfattet af en tjenestemandspensionsordning fremgår blandt andet af dine egne oplysninger i spørgeskema af 10. november 2004, oplysninger i spørgeskema af 2. marts 2006 fra Udenrigsministeriet og I H B kontrakt af 6. januar 1999.
Sagsoplysninger
- Din advokat har i klagen blandt andet skrevet, at erstatningen for tab af erhvervsevne ikke skal nedsættes på grund af tilskadekomstpensionen, da din tilskadekomstpension udbetales af en anden arbejdsgiver end den, du var ansat hos på skadestidspunktet. Han skriver endvidere, at du ikke var tjenestemand.
- Vi bemærker, at vi finder, at det alene har betydning for, om der skal ske nedsættelse af erstatningen, om du er berettiget til tilskadekomstpension. Hvis du på skadetidspunktet ikke var omfattet af reglerne om tjenestemandspension, er du ikke berettiget til tilskadekomstpension. Vi har som anført ovenfor ikke taget stilling til, om du er berettiget til tilskadekomstpension, men alene lagt til grund at det er tilfældet i og med, at du faktisk er tilkendt tilskadekomstpension.
- Vi bemærker endvidere, at vi finder, at der som begrundet ovenfor er dokumentation for, at din ret til tjenestemandspension var videreført under din kontrakt med Udenrigsministeriet. Det er også en forudsætning for tilkendelse af tilskadekomstpension, at man er tjenestemand.
- Vi henviser i øvrigt til begrundelsen ovenfor.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har i en arbejdsskadesag taget stilling til, hvordan årsløn og erhvervsevnetab skulle beregnes, når tilskadekomsten var sket i fleksjob. Ved fastsættelse af årsløn efter en arbejdsskade i et fleksjob skulle der anlægges en konkret bedøm...
Udgivet: 2015-06-24
Der skal foretages en anden vurdering end normalt ved beregningen af professionelle sportsudøveres erhvervsevnetab som følge af en arbejdsskade. Det skal således ikke lægges til grund, at den professionelle sportsudøver ville kunne have opretholdt si...
Udgivet: 2013-12-04
Kronisk somatoform smertetilstand er en bio-psyko-socialt forårsaget tilstand. I det konkrete tilfælde havde Retslægerådet udtalt, at skadelidtes kroniske somatoforme smertetilstand, hvor skadelidte trods manglende fysiske/konstaterbare forandringer ...