Ankestyrelsens principafgørelse 80-17
Beskrivelse
Varigt mén fastsættes på grundlag af en skades medicinske art og omfang og under hensyn til skaden forvoldte ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse. Efter méntabellens punkt G. 1.3. kan der tilkendes et varigt mén på 5 procent for allerg...
Journalnummer
2016-5015-12839
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du ikke har følger efter arbejdsskaden, der svarer til et varigt mén på mindst 5 procent. Vi har derfor fastsat dit varige mén til mindre end 5 procent.
Vi vurderer, at du har eksem uden kroniske forandringer og med sjældne udbrud.
Vi vurderer også, at kolofonium ikke er udbredt forekommende og generelt set heller ikke svært at undgå i hverdagen.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du ifølge speciallægeerklæring af den 4. marts 2015 udviklede kløende eksem omkring øjnene i november 2014. Eksemet spredte sig til hænder og derefter kroppen. Ved første undersøgelse i november 2014 havde du et voldsomt eksem med blæredannelse på huden. Behandling med hormoncreme og antibiotika afglattede huden fuldstændigt.
Vi lægger også vægt på, at du fik foretaget allergitest, der viste allergi over for kolofonium. Kolofonium findes i harpiks, som du er udsat for i forbindelse med dit arbejde som graver.
Herudover lægger vi vægt på, at du efterfølgende er begyndt at bruge beskyttelsesbriller og vandtætte handsker på arbejdet, samtidig med at du er begyndt at tage antihistamin i den periode, hvor du arbejder med gran. Siden har du ikke haft hudsymptomer.
Ved undersøgelse den 2. marts 2015 var huden fuldstændig afglattet.
Vi har sammenlignet dine gener med méntabellens punkt G. 1.1., hvorefter ingen kroniske forandringer med sjældne udbrud svarer til et varigt mén på under 5 procent.
Når vi vurderer udbrudsfrekvensen ser vi på, hvor mange gange der har været eksemudbrud. Har der været tale om udbrud få gange årligt, vurderer vi udbrudsfrekvensen til at være sjælden, og har der været udbrud én gang i kvartalet, er der tale om jævnlige udbrud. Ved udbrud flere gange end én gang i kvartalet er der tale om hyppige udbrud.
Ved vurderingen af graden af de kroniske forandringer indgår både udbredelsen og lokalisationen af eksemet, ligesom eksemets art indgår.
Vi er opmærksomme på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomskontrol mener, at du skal have et tillæg på 5 procent efter méntabellens punkt G. 1.3. for allergi over for udbredt forekommende stoffer.
Vi vurderer, at du ikke har ret til et tillæg på 5 procent efter G. 1.3., idet vi vurderer, at kolofonium ikke er et udbredt forekommende stof.
Vi lægger vægt på, at kolofonium er en harpiks, der stammer fra saften fra nåletræer for eksempel fyr, gran og lærk. Kolofonium er et naturprodukt, der blandt andet anvendes som klæbemiddel. På den baggrund vurderer vi, at kolofonium ikke er et udbredt forekommende stof og generelt set heller ikke svært at undgå.
Det er således alene i kraft af, at du fortsat arbejder som graver og er i hyppig kontakt med nåletræer, at kolofonium (og harpiks) er svært for dig at undgå.
I vurderingen af om et stof er udbredt forekommende, foretager arbejdsskademyndighederne en vurdering af, hvor almindeligt allergenet er, og om det generelt set er svært at undgå i hverdagen. Vurderingen sker uafhængigt af den sikredes erhverv.
Oplysningerne fremgår særligt af speciallægeerklæring af den 17. marts 2015.
Om reglerne
Der udbetales kun godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden er 5 procent eller mere. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udarbejder ud fra erfaringer fra tidligere tilfælde en vejledende méntabel med méngrader for de mest almindelige skader. Ankestyrelsen tager normalt udgangspunkt i denne tabel ved vurderingen af en skade.
Varigt mén fastsættes på grundlag af en skades medicinske art og omfang og under hensyn til skadens forvoldte ulemper i den tilskadekomnes personlige livsførelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Der var ikke grundlag for at give et tillæg til det varige mén for tab af særlige færdigheder i en situation til enprofessionel håndboldspiller,der var kommet til skade med sit knæ. Ankestyrelsen vurderede, at skaden ikke havde medført ganske særlige...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen afgrænsede anerkendelsen af en ulykke til kun at omfatte smerterne i ryggen. Slidgigten blev således ikke anerkendt, da der var tale om en forudbestående lidelse. Ved erstatningsudmålingen vurderede Ankestyrelsen, at der i overensstemme...
Udgivet: 2017-09-01
En sag kan genoptages inden for en frist på 5 år fra den første afgørelse om erstatning og godtgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Når der er anmodet om genoptagelse, og den første afg...