Ankestyrelsens principafgørelse 28-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-07-01

Beskrivelse

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt. Der kan ske forlængelse af sygedagpengeudbetalingen efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr...

Journalnummer

2015-3312-03288

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du på revurderingstidspunktet opfyldte betingelserne for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering.

Vi vurderer, at der i sagen er dokumentation for, at du var under lægelig behandling, og at du efter en lægelig vurdering skønnedes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet den 30. november 2014.

Efter praksis kræves en sikker lægelig vurdering, for at der kan ske forlængelse efter denne bestemmelse. Vi finder, at grundlaget for en sådan sikker vurdering var til stede i din sag.

Ved vores vurdering har vi lagt vægt på, at du blev sygemeldt fra dit arbejde den 12. maj 2014 på grund af smerter i skuldre, nakke og arme. Det fremgår af sagens oplysninger, at du under sygemeldingen havde fået konstateret en diskusprolaps i nakken, som du blev opereret for den 27. oktober 2014. I opfølgningssamtale af den 17. november 2014 har du oplyst, at operationen var forløbet planmæssigt, og at du allerede kunne mærke, at generne i dine hænder var forsvundet.

Det fremgår af udtalelse af den 4. december 2014 fra fysioterapeuten, at du var begyndt i genoptræning to gange ugentligt den 17. november 2014. Træningsforløbet ville vare fem uger, og forløbet ville dermed blive afsluttet omkring nytår. Det blev vurderet, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis du ventede cirka tre uger med at begynde på arbejde.

Vi har desuden lagt vægt på statusattest af den 7. november 2014 fra din læge, hvoraf det fremgår, at du skulle til kontrol cirka to måneder efter operationsdatoen. Lægen forventede fortsat sygemelding i to-tre måneder, eventuelt i en lidt kortere periode, hvorefter du formentlig ville kunne begynde langsomt op. Lægen forventede desuden, at du ville komme tilbage til et arbejde på normale vilkår. Ved telefonisk kontakt den 21. november 2014 har lægen oplyst, at såfremt operationen havde haft god effekt, forventede han tilbagevenden inden for to til tre måneder.

Vi har videre lagt vægt på journalnotat af den 27. oktober 2014 fra Ortopædisk Privathospital, hvoraf det fremgår, at du umiddelbart postoperativt var velbefindende, samt at der var fuldstændig normal kraft over alle led på alle fire ekstremiteter.

Endelig har vi lagt vægt på, at du har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår af sagens oplysninger, at du havde været ansat som montagearbejder gennem de seneste 10 år. Det fremgår desuden, at det var planlagt, at du skulle genoptage dit arbejde efter endt juleferie med 20 timer ugentligt stigende til 37 timer ugentligt. Vi har videre lagt vægt på, at du fra den 23. juni 2014 og frem til operationen den 27. oktober 2014 havde genoptaget dit arbejde delvist. Det fremgår af sagens oplysninger, at du frem til tidspunktet for operationen arbejdede 20 timer ugentligt.

Vi bemærker, at det ikke fremgår af sagen, at der var andre forhold, der havde indflydelse på din arbejdsevne end de ovennævnte helbredsmæssige forhold.

Efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger vurderer vi, at der foreligger en tilstrækkelig sikker vurdering af, at du med overvejende sandsynlighed ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. I den forbindelse har vi lagt vægt på, at du havde fået foretaget et kendt og ukompliceret indgreb, og at der efter det oplyste ikke havde været komplikationer efterfølgende.

Vi er opmærksomme på, at det fremgår af statusattest af den 7. november 2014 fra din læge, at det på daværende tidspunkt var for tidligt at sige, hvorvidt operationen havde haft den forventede effekt, og at det generelt først i løbet af måneder efter rygoperationer helt kan vurderes, hvordan funktionsniveauet vil blive. Vi er desuden opmærksomme på, at din læge ved telefonisk kontakt den 21. november 2014 har oplyst, at tidsperspektivet var meget svært at udtale sig om, samt at prognosen var usikker. Lægen havde desuden oplyst, at der ville være behov for skånsom start, da du havde et fysisk krævende arbejde. Vi finder dog, at dette ikke kan føre til et andet resultat, da vi efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder, at du opfyldte betingelserne for forlængelse efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering, selvom der ikke forelå et præcist tidsperspektiv for raskmelding. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.

Det bemærkes desuden, at det ikke er til hinder for forlængelse efter bestemmelsen om lægebehandling og sikker lægelig vurdering, at der kan være behov for langsom optrapning eventuelt med skånehensyn.

Vi er opmærksomme på, at udtalelse af den 4. december 2014 fra fysioterapeuten er dateret efter revurderingstidspunktet, men vi finder, at oplysningerne kan tillægges vægt, da oplysningerne beskriver behandlingsforløbet op til revurderingstidspunktet, og da oplysningerne burde være indgået i kommunens oplysningsgrund, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 16-15.

Vi bemærker, at vi ikke har inddraget journalnotat af den 9. december 2014 fra din læge i vores afgørelse, da journalnotatet er udarbejdet på baggrund af et kontrolbesøg hos lægen den 9. december 2014, hvilket var efter revurderingstidspunktet, hvorfor oplysningerne ikke kunne have været indgået i kommunens oplysningsgrundlag.

Det bemærkes, at vi ikke med denne afgørelse har taget stilling til, i hvor lang tid efter standsningstidspunktet udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges. Dette afhænger af sagens videre forløb, som vi ikke er bekendte med.

Efter reglerne gælder, at sygedagpenge som udgangspunkt er en korttidsydelse. Sygedagpengeperioden kan kun forlænges ud over revurderingstidspunktet, hvis en eller flere af forlængelsesbetingelserne i sygedagpengeloven er opfyldt.

Sag nr. 2 – j.nr. 2015-3312-07229

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over afgørelse truffet den 22. december 2014.

Resultatet er

• Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Kommunen skal, inden den træffer en ny afgørelse, indhente en vurdering fra den behandlende psykolog vedrørende din psykiske tilstand på revurderingstidspunktet og prognosen i forhold til din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen skal derudover bede din læge om en konkret begrundelse for lægens nye vurdering af prognosen.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der mangler oplysninger fra den behandlende psykolog til belysning af din psykiske tilstand og prognosen herfor på revurderingstidspunktet.

Det kan ikke vurderes, om du havde ret til at få forlænget sygedagpengeudbetalingen den 31. december 2014, før disse oplysninger foreligger.

Ved vurderingen heraf har vi lagt vægt på, at du ved opfølgningssamtale den 18. september 2014 har oplyst, at du var begyndt i terapiforløb hos psykolog. Vi har desuden lagt vægt på, at du ved udviklingssamtale den 24. september 2014 har oplyst, at du efter aftale med din psykolog ville genoptage dit arbejde med få timer dagligt i slutningen af oktober måned 2014, samt at du ikke ønskede at foretage dig noget uden psykologens anvisninger. Ved opfølgningssamtale den 5. december 2014 har du oplyst, at du fortsat var i behandling ved psykolog. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at der har været indhentet oplysninger fra den behandlende psykolog.

Vi har desuden lagt vægt på statusattest af den 8. oktober 2014 fra din læge, hvoraf det fremgår, at du havde vedvarende nakkesmerter, synsforstyrrelser, svimmelhed samt sovende og prikkende fornemmelse ud i begge arme og ben. Det fremgår videre, at du havde nedsat koncentrationsevne, og at du ikke kunne overskue flere ting. Det blev oplyst, at behandlingsmulighederne var forløb hos psykolog. Det blev desuden oplyst, at du havde skånehensyn i forhold til timeantal og arbejdsmængde, men lægen kunne på daværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvorvidt du havde varige skånehensyn. Det blev videre oplyst, at prognosen formentlig var god, men at det på daværende tidspunkt ikke kunne vides, hvornår du kunne forventes raskmeldt. Det blev i den forbindelse oplyst, at en ny vurdering kunne foretages efter cirka tre måneder.

Vi har videre lagt vægt på statusattest af den 4. december 2014 fra din læge, hvoraf det fremgår, at der ikke var sket noget nyt siden udfærdigelsen af statusattest af den 8. oktober 2014. Det blev oplyst, at prognosen var god, samt at du skulle til ny vurdering hos lægen i januar eller februar måned 2015.

På baggrund af ovenstående vurderer vi, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst til, at kommunen kunne vurdere, om du havde ret til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen den 31. december 2014, da vi vurderer, at der burde have været indhentet en udtalelse fra psykologen, der beskrev din psykiske tilstand samt prognosen herfor på revurderingstidspunktet.

Kommunen skal derfor indhente en vurdering fra den behandlende psykolog vedrørende din psykiske tilstand på revurderingstidspunktet og prognosen i forhold til din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder hvorvidt psykologen skønnede, at du ville kunne vende tilbage til ordinær beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet. Kommunen skal derefter igen tage stilling til, om du har ret til at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge.

Vi er opmærksomme på, at din læge ved supplerende udtalelse af den 18. december 2014 har vurderet, at du ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger fra revurderingstidspunktet.

Vi bemærker hertil, at kommunen i anmodning om statusattest af den 8. oktober 2014 og den 4. december 2014 har anmodet din læge om en vurdering af, hvornår du kunne forventes raskmeldt. I statusattest af den 8. oktober 2014 blev det oplyst, at lægen hverken kunne udtale sig om, hvorvidt der ville være varige skånehensyn eller angive et konkret tidsperspektiv for fuld raskmelding. Det blev i den forbindelse oplyst, at en ny vurdering kunne foretages efter cirka tre måneder. I statusattest af den 4. december 2014 blev det oplyst, at der ikke var sket noget nyt i forhold til tidligere statusattest, samt at du skulle til ny vurdering hos lægen i januar eller februar måned 2015, jf. ovenstående. Vi bemærker desuden, at der i forbindelse med den supplerende udtalelse af den 18. december 2014 fra din læge ikke er givet en forklaring på den ændret vurdering af tidspunktet for raskmelding, eller på hvorfor sagen kunne revurderes tidligere end januar eller februar måned 2015. Det fremgår dermed ikke af den supplerende udtalelse af den 18. december 2014, at der var sket sådanne ændringer i din helbredsmæssige situation, som ville kunne give anledning til en ændret vurdering af prognosen, herunder tidspunktet for raskmelding.

På baggrund heraf vurderer vi, at supplerende udtalelse af den 18. december 2014 fra din læge ikke medfører, at der forelå en tilstrækkelig sikker lægelig vurdering af tidsperspektivet for raskmelding, da der ikke er givet en begrundelse for den ændrede vurdering af tidsperspektivet for raskmelding. Kommunen skal derfor bede din læge om en konkret begrundelse for lægens nye vurdering af prognosen.

Hjemvisningen af sagen betyder, at den er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse. Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.

Efter reglerne skal kommunen sikre sig, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.

Metadata

Retsområder

Sygedagpengeloven

Nøgleord

HelhedsvurderingLægelig vurderingForlængelseSygedagpenge

Paragraffer

§ 27

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-14-97

Udgivet: 2013-07-11

Beskæftigelseskravet til barseldagpenge var ikke opfyldt på grundlag af arbejdspligt under afsoning i fængsel, da indtægten ikke kunne anses for lønindtægt i dagpengelovens forstand. Dagpengeudvalget lagde vægt på, at indtægten ikke var A-skattepligt...

Ankestyrelsens principafgørelse 152-12

Udgivet: 2013-07-10

Sygedagpenge kan forlænges efter § 27, stk. 1, nr. 2, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. Selvom sygedagpengene har været forlæ...

Ankestyrelsens principafgørelse D-6-05

Udgivet: 2013-07-11

En borger har efter pensionslovens § 17, stk. 1, 2. punktum mulighed for at anmode sin kommune om alene at tage stilling til spørgsmålet om førtidspension. Det betyder bl.a., at afgørelsen om ret til førtidspension bliver truffet på det foreliggende ...