Ankestyrelsens principafgørelse 95-13

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• •De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• •Nævnets afgørelse
• •Klagen til Ankestyrelsen
• •Nævnets genvurdering
• XX kommune traf afgørelse om, at NN ikke var berettiget til efterværnsforanstaltninger efter servicelovens § 76, stk. 3, jf. § 68, stk. 14.
• XX kommune havde lagt vægt på, at det var en betingelse for efterværn, at støtten skulle kunne bidrage til en bedre overgang til en selvstændig voksentilværelse. Det vurderedes ikke, at der var udsigt til en positiv udvikling for NN i perioden med efterværn. Tværtimod blev det vurderet, at NN ville have brug for omfattende støtte efter voksenreglerne i serviceloven.
• XX kommune havde lagt vægt på den psykologiske testning af NN samt XX Kommunes handleplan.
• Nævnet ændrede XX kommunes afgørelse således, at NN var berettiget til efterværn i form af fortsat anbringelse.
• Nævnet havde lagt til grund, at formålet med efterværn var at søge at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Den unge skulle kunne få noget væsentligt ud af at komme i efterværn og der skulle være udsigt til en positiv udvikling for den unge i perioden med efterværn uden at den unge skulle blive helt selvhjulpen senest ved det 23. år.
• Nævnet havde lagt vægt på, at NN havde været anbragt siden 2-3 års alderen og siden 2009 i nuværende plejefamilie. Af YY kommunes handleplan fra marts 2012 fremgik det, at målet med efterværn var, at NN fik færdiggjort sit STU-forløb (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) samtidig med at plejefamilien fortsatte botræningen.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på udtalelsen fra STU, hvoraf det fremgik, at NN var inde i en god udvikling og det blev vurderet, at han havde brug for ro og tryghed i sin plejefamilie frem til endt STU-forløb.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på udtalelsen fra plejefamilien, hvoraf det fremgik, at NN var inde i en god udvikling, både med hensyn til modenhed og selvstændighed på det sociale og praktiske område. Det blev beskrevet, at NN havde brug for trygge og faste rammer, da han let blev utryg ved forandringer. Plejefamilien udtrykte bekymring for, at NN ikke ville kunne overskue at færdiggøre STU-forløbet, hvis han skulle flytte.
• XX kommune klagede over nævnets afgørelse og anmodede Ankestyrelsen om at behandle sagen som principiel sag med henblik på at få afklaret om enhver positiv udvikling medfører krav om iværksættelse af efterværn.
• XX kommune havde i begrundelsen for klagen bl.a. henvist til forarbejderne til ændringerne af servicelovens § 76 (L 2010.628 Barnets Reform). Her fremgik det, at der skulle være et fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig tilværelse og støtten skulle bidrage til en bedre overgang til en selvstændig tilværelse.
• Disse fortolkningsbidrag genfindes i det sociale nævn i Statsforvaltningen Nordjyllands praksisundersøgelse af efterværnssager fra 2011.
• XX Kommune havde endvidere henvist til vejledning nr. 3 til serviceloven, hvor det fremgik, at man i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse og handleplanen skulle overveje, hvordan indsatsen i forhold til unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kunne bidrage til at sikre en god overgang til voksentilværelsen, idet en stor del af disse unge ville skulle overgå til voksenforvaltningen, når de fyldte 18 år frem for at være anbragt efter efterværnsbestemmelserne.
• Af betænkningen fremgik det, at det var forudsat, at formålet med støtteforanstaltningerne til børn og unge var at sikre kontinuitet i opvæksten som forudsætning for at gå fra at være afhængig til at blive selvstændig.
• I den konkrete sag havde XX kommune lagt vægt på, at NN var bevilliget et STU-forløb, hvilket omfattede en målgruppe af unge, der ikke havde mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selvom der blev ydet specialpædagogisk støtte grundet deres massive funktionelle vanskeligheder. Der var endvidere lagt vægt på, at NN med en IQ på 40 ville have svært ved at overskue sammenhænge/helheder, hvilket en selvstændig voksentilværelse krævede, ligesom NN’s udviklingspotentiale var minimalt. Endelig var der lagt vægt på, at YY kommune ikke havde udarbejdet en børnefaglig undersøgelse, der nærmere beskrev NN’s særlige behov for støtte.
• Sammenfattende vurderede XX kommune, at NN havde et lille udviklingspotentiale og måske ville kunne blive en lille smule mere hjulpet i en beskyttet tilværelse. Der ville dog gennem hele hans voksentilværelse være behov for trygge rammer og massiv støtte. Det var ikke formålet med efterværnsreglerne at fastholde NN i en efterværnsforanstaltning for at skabe en mere glidende overgang til en beskyttet tilværelse med massiv støtte i en beskyttet bolig.
• Nævnet har ved genvurderingen fastholdt afgørelsen.
• Nævnet har lagt vægt på, at det blev vurderet, at betingelserne for efterværn var opfyldt og at en fortsat anbringelse var af væsentlig betydning for NN’s behov for støtte.
• Nævnet tilsluttede sig i øvrigt kommunens opfattelse af, at der var tale om en sag af principiel karakter, herunder i forhold til rækkevidden af 233-10.