Ankestyrelsens principafgørelse 190-10

Ved fastsættelse af en erhvervsevnetabsprocent efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32, stk. 1 og 2 (den gældende lovs § 17, stk. 1 og 2) skal der foretages en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmæssige muligheder uden og med skaden. I denne prognose indgår ikke kun skadelidtes arbejdskapacitet i tidsmæssig henseende, men også andre forhold, herunder efter omstændighederne udsigt til forfremmelse.

På skadestidspunktet i februar 1995 arbejdede A som pædagog på deltid (30 timer om ugen). Hendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde var imidlertid ikke forringet forud for skaden, og der skal derfor ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at hun kunne arbejde på fuld tid. At hun på skadestidspunktet ikke udnyttede sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.

Det kan heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret anses for godtgjort, at A ville være blevet ansat som souschef, hvis hun ikke havde været udsat for arbejdsskaden. Afgørende bliver derfor, hvorledes skaden har forringet hendes mulighed for at arbejde som pædagog og opnå den hermed forbundne indtjening.

Det er ubestridt, at en ugentlig arbejdstid på 21,5 timer er udtryk for As erhvervsevne efter arbejdsskaden. Denne arbejdstid skal efter det anførte sættes i forhold til en fuld ugentlig arbejdstid på 37 timer, og Højesteret tiltræder derfor, at erhvervsevnetabet skal fastsættes til 40 %. I dette omfang tages As påstand 1.2 til følge.

Ved udmålingen af erstatning for erhvervsevnetab indgår som angivet i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 5 (den gældende lovs § 17, stk. 6) skadelidtes årsløn opgjort efter § 41 (den gældende lovs § 24). Årslønnen skal enten opgøres efter § 41, stk. 1, 1. pkt., som skadelidtes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden eller fastsættes efter et skøn i medfør af 2. pkt. Årslønnen skal afspejle værdien af skadelidtes arbejdskraft på skadestidspunktet og skal derfor ansættes skønsmæssigt i situationer, hvor indtjeningen i de seneste 12 måneder før skaden ikke giver et retvisende billede heraf, bl.a. når særlige ansættelsesforhold gør sig gældende.

A arbejdede indtil 1990 i det væsentlige på fuld tid, og det må lægges til grund, at det skyldtes hendes familiemæssige situation med mindre børn, at hun i tiden herefter var ansat på deltid. Det må på denne baggrund anses for tilstrækkelig godtgjort, at hendes ansættelse på nedsat tid alene var af midlertidig karakter, og at hun, når børnene blev større, igen ville være begyndt at arbejde på fuld tid, hvis hun ikke var blevet udsat for arbejdsskaden. Højesteret tiltræder, at hendes årsløn under disse omstændigheder i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling.

Det følger af det foran anførte, at der ved fastsættelsen af årslønnen ikke kan tages udgangspunkt i lønnen for en souschef, og årslønnen skal herefter som anført af landsrettens flertal fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsansat dagplejepædagog. Højesteret tager herefter As påstand 2.3 til følge.

Ankestyrelsen skulle anerkende, at As erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken den 10. februar 1995 udgør 40 %, og at hendes årsløn skal fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsansat dagplejepædagog med den anciennitet, som hun havde på tidspunktet for arbejdsskadens indtræden.