Ankestyrelsens principafgørelse 52-15
Beskrivelse
Der er ikke hjemmel i servicelovens bestemmelse om ledsagelse til, at borgere med funktionsnedsættelse selv kan vælge at anvende ordningen til aktiviteter, der er lægeordineret – eksempelvis fysioterapi i form af bassintræning eller ridefysioterapi. ...
Journalnummer
2014-213-64072
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om afslag på, at du kan anvende ledsagelse til lægeordineret bassintræning truffet af A Kommune den 18. marts 2014.
Resultatet er
• Du har ikke ret til at benytte ledsagelse til lægeordineret bassintræning
• Du har ret til socialpædagogisk støtte til hjælp i forbindelse med lægeordineret bassintræning
• Kommunen skal udmåle din socialpædagogiske støtte
Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse om ledsagelse.
Det betyder samtidig, at vi bevilger dig hjælp til lægeordineret bassintræning efter servicelovens § 85 om socialpædagogisk støtte.
Det betyder desuden, at kommunen skal udmåle din socialpædagogiske støtte til hjælp i forbindelse med lægeordineret bassintræning.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ledsagelse efter servicelovens § 97
Ankestyrelsen finder, at du ikke kan benytte din ledsageordning til lægeordineret fysioterapi i form af bassintræning.
Vi vurderer, at lægeordineret fysioterapi i form af bassintræning ikke er en aktivitet, der er omfattet af din ledsageordning.
Det fremgår af din lægejournal, at du i december 2007 fik apopleksi (blodprop i hjernen), har venstresidig hemiparese (lammelse i venstre side) og sekundær epilepsi.
Vi lægger vægt på, at du tidligere har været igennem et genoptræningsforløb, og at du nu er henvist til vederlagsfri fysioterapi i form af bassintræning på bo- og genoptræningscentret A, som er et kommunalt tilbud til personer mellem 18 og 60 år med senhjerneskader.
Vi lægger endvidere vægt på, at du overfor kommunen på et møde den 3. marts 2014 har oplyst, at ledsageren hjælper dig i omklædningsrummet og under bassintræningen. Ledsageren hjælper dig med at bade før og efter, du har været i vandet. Ledsageren er med dig i vandet og holder øje med, at du ikke svømmer ind i nogen eller kanten, når du flyder på ryggen. Du vil ikke selv kunne være i vandet uden hjælp.
Vi skal i øvrigt henvise til vores praksis i principafgørelserne C-8-06 og C-38-07, hvoraf det fremgår, at der i forhold til ledsageordningen er en sondring mellem selvvalgte og ikke-selvvalgte aktiviteter. Afgørelserne viser, at selvvalgte aktiviteter er omfattet af ledsageordningen, mens ikke-selvvalgte aktiviteter ikke er omfattet af ordningen. Lægeordineret aktiviteter anses som ikke-selvvalgte aktiviteter, jf. principafgørelse C-38-07.
Det forhold, at du selv vælger at ville bruge ledsageordningen til aktiviteter, som er ordineret af en læge, kan ikke føre til, at det er omfattet af ordningen. Vi vurderer, at der ikke er hjemmel til, at borger med funktionsnedsættelse kan anvende ledsageordningen til aktiviteter, der er lægeordineret. I dit tilfælde er der tale om lægeordineret fysioterapi i form af bassintræning.
Vi skal i den forbindelse henvise til, at formålet med ledsagelse ifølge forarbejderne til bestemmelsen er, at borgere med funktionsnedsættelse skal kunne have et socialt og aktivt liv og deltage i for eksempel sociale og kulturelle arrangementer uden at skulle bede familie eller venner om hjælp.
Vi finder på den baggrund, at du ikke kan benytte ledsageordningen til lægeordineret aktivitet som fysioterapi i form af bassintræning.
Socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85
Vi vurderer, at du er omfattet af personkredsen for socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85.
Vi lægger vægt på, at du har en betydelig nedsat fysisk funktionsevne, da du har lammelse i venstre side og sekundær epilepsi.
Vi lægger desuden vægt på, at du har behov for hjælp i omklædningsrummet til at tage tøj af og på, samt når du skal i bad før og efter bassintræningen.
Vi lægger endvidere vægt på, at du har behov for hjælp til at navigere og placere dig i forhold til andre i bassinet. Du har overfor kommunen på et møde den 3. marts 2014 oplyst, at din hjælper er med dig i vandet og holder øje med, at du ikke svømmer ind i nogen eller kanten, når du flyder på ryggen.
Du skriver i din klage, at hvis du ikke kan anvende din ledsageordning til bassintræning, må du være berettiget til anden form for hjælp for at komme til bassintræning.
Vi finder, at denne hjælp er omfattet af servicelovens § 85 som hjælp til optræning og udvikling af færdigheder.
Vi vurderer desuden, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan træffe afgørelse om omfanget af den hjælp, du har behov for.
Kommunen skal udmåle din socialpædagogisk støtte til hjælp i forbindelse med bassintræning.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En armamputeret ansøger fandtes, på baggrund af en konkret vurdering, berettiget til at få bevilget en æstetisk (kosmetisk) hånd som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en æstetisk hånd er omfattet af hjælpemiddeldefinitionen i hjælpemid...
Udgivet: 2013-12-11
Støtte efter servicelovens § 98 i form af særlig kontaktperson til personer, der er døvblinde, udmåles efter en konkret og individuel vurdering af den døvblindes behov. Støtten til kontaktperson adskiller sig fra støtte til ledsagelse efter § 97. Ved...
Udgivet: 2015-09-26
Kommunen skal yde den nødvendige hjælp og støtte efter servicelovens regler om socialpædagogisk støtte, så borgere med betydelig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer så vidt muligt er stand til at leve og udfolde sig...