Ankestyrelsens principafgørelse 177-12

GældendeÅr: 2012Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Det er en betingelse for at modtage sygedagpenge, at man er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Kommunen skal efter reglerne foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand. Kommunen ska...

Journalnummer

J.nr.: 5600273-12

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 653 af 26. juni 2012 - § 7

Afgørelse

Afgørelse i din sag om sygedagpenge

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag, der er antaget for at afklare, om man skal anses for arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, alene på baggrund af det faktum, at man har stillet sig til rådighed for sin a-kasse.

Resultatet er

• Du anses for arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand fra den 1. juli 2011

Det betyder, at du ikke har ret til sygedagpenge efter den 30. juni 2011.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at du må anses for arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand fra den 1. juli 2011.

Vi har lagt vægt på, at kommunen på et rundbordmøde den 1. juni 2011 meddelte dig, at kommunen fandt, at du ikke længere var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand. Kommunen fandt, at du kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Det blev derfor aftalt, at du skulle øge arbejdstimerne i din virksomhedspraktik fra 25 timer om ugen op til 37 timer om ugen i perioden fra den 6. juni 2011 og frem til den 30. juni 2011 med henblik på, at du raskmeldte dig til a-kassen og meddelte, at du stod til rådighed for arbejdsmarkedet og ønskede at modtage arbejdsløshedsdagpenge fra den 1. juli 2011.

Vi har samtidig lagt vægt på, at du raskmeldte dig til kommunen med sidste sygedag den 30. juni 2011.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du har modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra a-kassen fra den 1. juli 2011.

Det er vores opfattelse, at kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om den enkelte borger er arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.

I denne vurdering indgår med stor vægt det faktum, at borgeren har raskmeldt sig.

Det er ifølge reglerne en forudsætning for udbetaling af sygedagpenge, at der er tale om fuld uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Det følger af reglerne, at sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor den pågældende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig.

Sagsoplysninger

  • Du har oplyst, at du blev presset af kommunen til at gå op i arbejdstid og stille dig til rådighed for din a-kasse.
  • Det oplyste kan efter vores opfattelse ikke føre til en anden vurdering af sagen. Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.
  • Du har anført, at Beskæftigelsesankenævnet ikke har forholdt sig til, om udbetalingen af sygedagpenge kunne forlænges efter forlængelsesmulighederne. Der er efter din opfattelse dokumentation for, at du har et skånebehov og en nedsat arbejdsevne, og at kommunen derfor ikke burde have henvist dig til at stå til rådighed i din a-kasse.
  • Vi skal hertil bemærke, at retten til sygedagpenge ifølge reglerne er betinget af, at en person er fuld uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Hvis den pågældende ikke kan anses for fuld uarbejdsdygtig, vil den pågældende heller ikke kunne få forlænget sygedagpengeudbetalingen efter forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • de oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
  • • nævnets afgørelse af 7. februar 2012
  • • klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 28. februar 2012
  • • nævnets genvurdering af 12. marts 2012

Metadata

Retsområder

Sygedagpengeloven

Nøgleord

RådighedUdbetaling af arbejdsløshedsdagpengeA-kasseRaskmeldingSygedagpengeUarbejdsdygtighed

Paragraffer

§ 7

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 61-18

Udgivet: 2018-12-19

Retten til sygedagpenge kan først ophøre efter sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighed, når kommunen har truffet en afgørelse. Når borger raskmelder sig eller genoptager sit arbejde i hidtidigt omfang, ophører udbetalingen af sygedagpenge. Hvis k...

Ankestyrelsens principafgørelse D-23-96

Udgivet: 2013-07-11

En strafafsoner, der var overført til en alkohol behandlingsinstitution efter straffelovens § 49, stk. 2, var ikke berettiget til dagpenge. Dagpengeudvalget lagde vægt på, at retten til dagpenge er betinget af, at fraværet fra arbejdsmarkedet skyldes...

Ankestyrelsens principafgørelse D-12-08

Udgivet: 2013-07-11

Kommunens afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge ansås for ugyldig. Der var tale om ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Kommunen burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens bestemmelse om erhvervsrettede foranstaltninger i ...