Ankestyrelsens principmeddelelse 92-19

GældendeÅr: 2019Udgivet: 2019-12-14

Beskrivelse

En borger, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, herunder til at deltage i tilbud og andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og til at møde til samtaler i jobcent...

Journalnummer

19-40970

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har udnyttet dine arbejdsmuligheder ved at udføre lønnet arbejde.

Vi vurderer, at sagen ikke er oplyst nok til, at vi kan afgøre, om kommunen har haft ret til at foretage fradrag i din kontanthjælp, fordi du er udeblevet fra dit tilbud den 15. januar 2019, den 1. februar 2019, den 5. februar 2019, den 8. februar 2019, den 11. februar 2019, den 15. februar 2019 og den 25. februar 2019, svarende til 7 dages fravær.

Vi vurderer i den forbindelse, at der mangler oplysninger om, hvorvidt dine udeblivelser skyldes, at du har været på arbejde på de tidspunkter, hvor du skulle være mødt i dit tilbud.

Vi vurderer, at de manglende oplysninger udgør en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag, og at de derfor skal indgå i den vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen. Oplysningerne vil derfor kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.

Vi vurderer også, at kommunens muligheder for at oplyse sagen ikke er udtømte.

Vi vurderer derfor, at kommunen ikke har været berettiget til at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har vurderet, at du er jobparat.

Vi lægger vægt på, at kommunen har henvist dig til et tilbud hos XX i perioden fra den 7. januar 2019 til den 19. april 2019.

Vi lægger også vægt på, at du er udeblevet fra tilbuddet den 15. januar 2019, den 1. februar 2019, den 5. februar 2019, den 8. februar 2019, den 11. februar 2019, den 15. februar 2019 og den 25. februar 2019, svarende til 7 dages fravær.

Vi lægger videre vægt på din oplysning om, at du ikke er mødt i tilbuddet de pågældende dage, fordi du har arbejdet som tolk.

Vi er opmærksomme på, at kommunen har vurderet, at arbejde ikke er en rimelig grund til at udeblive fra et tilbud.

Vi lægger herefter vægt på, at der i sagen ikke er oplysninger om, hvornår du har været på arbejde som tolk, og om arbejdet er udført på et tidspunkt, hvor du skulle være mødt i dit tilbud.

Vi er opmærksomme på, at kommunen har vurderet, at der ikke er dokumentation for, at du har været på arbejde. Kommunen har i brev af 9. april 2019 bedt dig om dokumentation for, at du har arbejdet som tolk.

Vi lægger dog vægt på, at kommunen ikke i den forbindelse har oplyst dig om konsekvenserne, hvis du ikke medvirker til sagens oplysning.

Hvad skal kommunen gøre

Kommunen skal indhente dokumentation for, hvornår du har udført arbejde som tolk i januar 2019 og februar 2019. Kommunen kan bede dig medvirke til sagens oplysning. Kommunen skal i den forbindelse vejlede dig om, hvilke oplysninger der vil være relevante at fremskaffe. Hvis kommunen kan indhente oplysningerne med samtykke, skal kommunen bede om dit samtykke til at indhente oplysninger.

Oplysningerne kan for eksempel blive indhentet hos dig i form af dine lønsedler.

Kommunen skal vejlede dig om konsekvenserne, hvis du ikke medvirker til sagens oplysning.

Kommunen skal på baggrund af oplysningerne foretage en ny vurdering af, om du har opfyldt din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder ved at udføre arbejde som tolk den 15. januar 2019, den 1. februar 2019, den 5. februar 2019, den 8. februar 2019, den 11. februar 2019, den 15. februar 2019 og den 25. februar 2019.

Ud fra det skal kommunen afgøre sagen igen.

Kommunen skal i den forbindelse være opmærksomme på, at kommunen ikke kan foretage fradrag i din kontanthjælp, hvis du er udeblevet fra dit tilbud på grund af lønnet arbejde. Det skyldes, at du herved har opfyldt din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder.

Hvis kommunen afgør sagen til ugunst for dig, skal kommunen beskrive i afgørelsen, hvad der er indgået af hovedhensyn og faktiske oplysninger i vurderingen.

Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.

Om reglerne

Efter reglerne har en modtager af hjælp til forsørgelse pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, herunder til at deltage i tilbud.

Efter reglerne skal kommunen kun foretage fradrag i hjælpen, hvis en person udebliver fra et tilbud uden en rimelig grund. Fradraget i hjælpen skal foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvist.

Pligten til at udnytte sine arbejdsmuligheder omfatter også lønnet arbejde.

Efter reglerne har kommunen ansvaret for, at en sag er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at kommunen kan afgøre sagen.

Kommunen kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.

Kommunen kan hente visse oplysninger med samtykke fra den, der søger om eller får hjælp. Andre oplysninger kan indhentes uden samtykke.

Hvis borgeren ikke medvirker ved sagens oplysning, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke.

Kommunen skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

Lønnet arbejdeKontanthjælpUdnyttelse af arbejdsmulighederUddannelseshjælpRimelig grundSanktionerIntegrationsydelse

Paragraffer

§ 13§ 37§ 36

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-27-08

Udgivet: 2013-07-10

En kontanthjælpsmodtager, der udeblev fra sit aktiveringstilbud, havde en rimelig grund til udeblivelsen, idet hendes barn havde influenza, og hun ikke havde pasningsmulighed for barnet under sygdommen. Kommunen kunne derfor ikke trække i hendes kont...

Ankestyrelsens principafgørelse A-5-00

Udgivet: 2013-07-10

Kommunen kunne ikke give afslag på kontanthjælp alene med henvisning til, at der var mangel på arbejdskraft inden for ansøgers fag i andre dele af landet. Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af, om ansøger havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, forud...

Ankestyrelsens principafgørelse 174-12

Udgivet: 2013-07-10

En kontanthjælpsmodtager, der rejser på et ferieophold i udlandet uden ret til kontanthjælp i ferieperioden, kan have ret til udbetaling af kontanthjælp indtil udrejsedatoen. Det har ikke ydelsesmæssig betydning, om kontanthjælpsmodtageren er i udlan...