Ankestyrelsens principafgørelse 37-18
Beskrivelse
En person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 4 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Retten til fe...
Journalnummer
2017-4023-58978
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunens opgørelse af dine feriedage er forkert.
Vi vurderer i den forbindelse, at 4 ugers ferie svarer til 28 dage.
Vi vurderer derfor, at kommunen har vejledt dig forkert om, hvor mange feriedage du har til gode.
Vi vurderer også, at du bør stilles som om kommunen har vejledt dig korrekt, da du anmoder om at holde ferie med ydelse fra den 4. september 2017.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du den 20. september 2016 har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder.
Du har derfor ret til op til 4 ugers ferie med kontanthjælp i perioden fra den 21. september 2016 til den 20. september 2017.
De 4 ugers ferie kan efter aftale med kommunen deles i to perioder på hver 2 uger, eller afholdes ugevis eller på enkelte dage.
Vi lægger også vægt på, at du anmoder om ferie fra den 4. september 2017, og at kommunen i den forbindelse vejleder dig om, at du har 4 feriedage tilbage.
Det fremgår af sagen, at du er bevilget ferie med ydelse i perioden fra den 4. september 2017 til den 7. september 2017. Du har meddelt kommunen, at du forlænger ferien med 1 dag – den 8. september 2017 - uden ydelse. Du er dog først kommet hjem fra din ferie i Italien den 9. september 2017.
Kommunen har ved opgørelsen af dine feriedage lagt til grund, at 4 ugers ferie svarer til 20 hverdage.
Vi vurderer, at 4 ugers ferie med ret til uddannelses- eller kontanthjælp svarer til 28 dage.
Vi lægger herved vægt på, at uddannelses- og kontanthjælp udbetales som et månedligt beløb og dermed dækker alle syv kalenderdage i en uge, herunder også lørdag og søndag.
Vi lægger også vægt på, at det som udgangspunkt er en betingelse for at modtage hjælpen, at personen står til rådighed.
Pligten til at stå til rådighed gælder dog ikke, når personen har ret til ferie.
Vi lægger desuden vægt på, at det som hovedregel er en betingelse for at modtage hjælpen, at personen opholder sig her i landet.
En modtager af uddannelses- eller kontanthjælp har dog ret til at opholde sig i udlandet, når den pågældende har ret til ferie med ydelse.
Retten til 4 ugers ferie med ydelse betyder således, at personen ikke har pligt til at stå til rådighed og kan opholde sig i udlandet i en periode på sammenlagt 4 uger, svarende til 28 dage.
En person, der ønsker at holde ferie med ydelse, skal indgå aftale med kommunen for alle feriedage, også for så vidt angår feriedage, der afholdes på weekend- eller helligdage.
Vi lægger vægt på, at du har 6 feriedage tilbage, da du anmoder om ferie fra den 4. september 2017.
Vi lægger herved vægt på, at du på daværende tidspunkt har afholdt 22 feriedage i følgende perioder/dage:
•
29. september 2016 – 4. oktober 2016 (6 feriedage)
•
7. november 2016 – 8. november 2016 (2 feriedage)
•
14. november 2016 – 15. november 2016 (2 feriedage)
•
23. december 2016 (1 feriedag)
•
12. juni 2017 - 15. juni 2017 (4 feriedage)
•
7. juli 2017 – 13. juli 2017 (7 feriedage).
Vi lægger således vægt på, at du, hvis du var blevet vejledt korrekt af kommunen, kunne have aftalt ferie med ydelse i perioden fra den 4. september 2017 til den 9. september 2017.
Kommunen har derfor ikke haft grundlag for at stoppe din kontanthjælp, heller ikke den 10. september 2017, hvor du ikke holder ferie og igen opholder dig her i landet.
Om reglerne
Efter reglerne har en person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, ret til op til 4 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Den samlede ferie kan højst udgøre 4 uger. En ferieperiode må højst vare 2 uger.
Efter reglerne er det en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering.
De 4 ugers ferie kan efter aftale med kommunen deles i to perioder på hver 2 uger, eller afholdes ugevis eller på enkelte dage.
Efter reglerne er det en betingelse for at modtage kontanthjælp, at ansøgeren ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder.
Efter reglerne har modtageren af hjælp ikke pligt til at stå til rådighed, når den pågældende har ret til ferie.
Efter reglerne kan kommunen ikke yde hjælp til personer, som opholder sig i udlandet, fordi hjælpen er bestemt til at opfylde et forsørgelsesbehov her i landet. Dog kan personer med ret til ferie opholde sig i udlandet.
Efter reglerne udbetales hjælp til forsørgelse normalt som et månedligt beløb. Udbetalingen sker bagud for en måned.
Efter reglerne skal kommunen i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Efter Ankestyrelsens praksis kan kommunens manglende eller mangelfulde vejledning efter omstændighederne føre til, at den berørte borger skal stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning eller bistand, og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En revalidend under uddannelse til stærkstrømsingeniør var ikke berettiget til revalideringsydelse under studieophold i udlandet. Udlandsopholdet indgik ikke i revalideringsplanen og var ikke en påkrævet del af uddannelsen....
Udgivet: 2013-07-10
En kontanthjælpsmodtager, der rejste ud af landet den 8.i en måned, havdeikke ret til kontanthjælp for den førsteuge af måneden, når han kom tilbage til Danmark. Retten til kontanthjælp er ikke knyttet til et optjeningsprincip. Retten til kontanthjæl...
Udgivet: 2013-07-11
En kommune var ikke berettiget til at udbetale kontanthjælp til en ansøger med kortere intervaller end en måned, da der ikke i sagen var oplysninger om, at ansøger ikke selv var i stand til at administrere udbetalingen af kontante beløb. Kommunen hav...