Ankestyrelsens principafgørelse 74-17
Beskrivelse
En sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, hvis 1. det godtgøres, at sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation opfylder kravene til at blive optaget på fortegnelsen, eller 2. det godtgøres, a...
Journalnummer
2017-5013-29180
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
MCS (symptomer relateret til dufte og kemiske stoffer) er ikke nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme. Ankestyrelsen anerkender derfor ikke din MCS efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Vi vurderer, at din sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Fortegnelsen over erhvervssygdomme er en liste over sygdomme, som kan opstå efter bestemte arbejdsmæssige påvirkninger.
Vi finder, at der ikke er medicinsk dokumentation for årsagerne til MCS.
Erhvervssygdomsudvalget er et udvalg, der rådgiver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om tilfælde, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Om reglerne
Fortegnelsen over erhvervssygdomme
Sygdomme bliver optaget på en fortegnelse over erhvervssygdomme, hvis det er kendt, at en bestemt arbejdsmæssig belastning medfører en stor risiko for at udvikle sygdommen. Hvis man har en sygdom, som står på fortegnelsen, og hvis man har været udsat for den bestemte belastning i tilstrækkeligt omfang, vil sygdommen blive anerkendt som en erhvervssygdom.
Selvom din sygdom ikke kan anerkendes efter betingelserne i fortegnelsen, kan der være mulighed for at få den anerkendt alligevel. Hvis vi mener, at der er en mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes, vil vi forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Hvad er afgørende for resultatet
Vores vurdering uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme
Vi vurderer, at der ikke er mulighed for, at din sygdom vil kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Vi har lagt til grund, at du er uddannet biolog. Fra 1994 til 1996 arbejdede du som studentermedhjælp i Diagnoselaboratoriet hos X, hvor du var beskæftiget med identifikation af skimmelsvampe på byggematerialer. Arbejdet bestod i prøvetagning, opformering og identifikation af skimmel og bakterier. Parallelt med dette havde du dit specialeprojekt i X’s forskningsafdeling om bedre identifikation af skimmelsvampen Cladosporium ved brug af isozymanalyse til forbedring af det diagnostiske materiale.
Efter din kandidateksamen fik du en fast fuldtidsstilling hos Y som indeklimakonsulent, hvilket betød fuldtidsarbejde med prøvetagning i bygninger med skimmelproblemer og identifikation i laboratoriet, som du også havde lavet hos X. Du har oplyst, at du var nødt til at opsige denne stilling efter tre måneder, da dine symptomer blev tydeligere.
MCS er en betegnelse for en række symptomer fra forskellige organsystemer. Hyppigt viser det sig som en følelse af træthed, koncentrationsbesvær, hovedpine, svimmelhed og en række slimhindegener med mere.
Vi lægger vægt på personer, der oplever at have MCS, associerer symptomerne med helt almindeligt forekommende luftbårne kemiske stoffer i lave koncentrationer, som størsteparten af befolkningen ikke reagerer på. Der findes ingen objektive undersøgelser eller fund, der i videnskabelig sammenhæng kan understøtte forekomsten af symptomerne og de kliniske manifestationer. MCS er at betragte som en samling af symptomer og et fænomen, hvor det udelukkende er subjektive oplysninger om symptomerne, der beskriver tilstanden.
Vi lægger vægt på, at der ikke findes internationalt anerkendte kriterier for at stille diagnosen. Der er ikke nogen kendt sygdomsproces fra udsættelsen for et stof til udløsning af symptomer, og der er således ingen kendt årsag til sygdommen.
Vi vurderer derfor, at der ikke er grundlag for anerkendelse og dermed ikke grundlag for at forelægge din sag for Erhvervssygdomsudvalget.
Oplysningerne fremgår særligt af din mail af den 15. februar 2017 med bilag, din spørgeskemabesvarelse af den 22. februar 2017 og journaloplysningerne fra din læge.
Vi mener, at der ikke er grund til at undersøge oplysningerne nærmere.
Om reglerne
Krav for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget
Vi beder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, hvis vi skønner, at der er en mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes.
Krav for at anerkende sygdommen
Sygdommen vil kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, hvis
1. der er generel lægelig viden om, at der er sammenhæng mellem de belastninger, et arbejde har medført, og udviklingen af en sygdom, eller
2. arbejdet har medført så særlige belastninger, at arbejdet er årsag til sygdommen
Generel lægelig viden betyder, at der skal være foretaget flere store lægelige undersøgelser af mange personer. Undersøgelserne skal vise, at en bestemt type arbejde ofte giver en bestemt sygdom.
Særlige belastninger betyder, at der skal være noget helt særligt ved dit arbejde, som har været så belastende, at det har medført sygdommen.
Det er et krav, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad skyldes arbejdets særlige art og ikke andre forhold.
Det er også et krav, at der ikke er lægefaglig tvivl om, at sygdommen skyldes arbejdet.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Som hovedregel gælder, at ulykker, der indtræffer på vej mellem hjemog fast arbejdsplads, ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Baggrunden herfor er, at almindelig, daglig transport er en privat aktivitet, som arbejdsgiveren ikke har indflyd...
Udgivet: 2017-05-31
Efter arbejdsskadesikringsloven kan en ulykke anerkendes som en arbejdsskade, hvis personskaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt eller inden for 5 dage. Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser...
Udgivet: 2019-11-16
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 26-09 og 27-09. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gæld...