Ankestyrelsens principafgørelse 34-10

GældendeÅr: 2010Udgivet: 2013-07-13

Beskrivelse

En lønmodtager var ikke omfattet af dansk lovgivning om social sikring under beskæftigelse i international befordring uden for Danmark. Virksomheden i Danmark, hvor chaufføren var ansat, var et vikarbureau, der ikke kunne antages at være en virksomhe...

Journalnummer

J.nr.: 6800003-09

Indhold

Lovhenvisninger

  • Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - artikel 14, stk. 2, a -
  • Note:
  • Afgørelsen er truffet efter gældende forordning. Opmærksomheden henledes på, at forordningen
  • er ændret ved forordning 883/2004, der finder anvendelse fra den 1. maj 2010.

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt NN er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

• NN er ikke omfattet af dansk lovgivning om social sikring under sin beskæftigelse for vikarbureauet.

Vi er således enige i afgørelsen fra Sikringsstyrelsen, nu Pensionsstyrelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at XX ikke kan antages at være en virksomhed, der ”foretager international befordring af gods”, og at det derfor ikke kan have betydning for lovvalget, at XX har hjemsted i Danmark.

Ankestyrelsen finder, at det må tillægges afgørende betydning for, at en virksomhed kan anses for at ”foretage transporten”, at virksomheden har ansvaret for transporten og ikke er et vikarbureau, som stiller personale til rådighed for en anden virksomhed i Sverige, der har ansvaret for transporten.

Ved afgørelsen har vi derfor lagt vægt på, at XX er registreret som et vikarbureau, og at det udtrykkeligt er oplyst ved ansøgningen om at være omfattet af dansk lovgivning, at chaufføren får sine opgaver fra vognmanden i Sverige eller Norge. Der henvises herved til blanket E 101 af 1. oktober 2008, punkt 3.

Det kan ikke tillægges selvstændig betydning, at virksomheden har ansvaret for personalet, når der ikke er dokumentation for, at virksomheden samtidig også har ansvaret for transporten af godset.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da Sikringsstyrelsen, Pensionsstyrelsen traf afgørelse i sagen
  • • Sikringsstyrelsens afgørelse af 11. juni 2009
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 22. juni 2009
  • • Sikringsstyrelsens genvurdering
  • • Sikringsstyrelsens brev af 17. august 2009
  • Sikringsstyrelsen, nu Pensionsstyrelsen, traf afgørelse om, at chaufføren, der har bopæl i Polen og arbejder i international transport, ikke var omfattet af dansk lovgivning om social sikring under sin beskæftigelse hos XX.
  • Begrundelsen var, at efter art. 14.2.1 i EF-forordning nr. 1408/71 skal personale, der hører til det kørende personale i en international transportvirksomhed være omfattet af lovgivningen i det land, hvor transportvirksomheden har sit hjemsted. Det var oplyst, at medarbejderen hovedsageligt kører for svenske transportvirksomheder.
  • XX har klaget over afgørelsen. I klagen er anført, at selskabet alene skaffer personale til transportvirksomheder og ikke har andre former for virksomheder. De ansatte har ansættelsesaftale med virksomheden, der indgår aftale med vognmændene i Sverige. Vognmændene stiller alene biler til rådighed. Såvel XX som vognmændene har kontakt med speditørerne, som står for selve transporten af godset. Selv om selskabet er registreret som vikarbureau, må det anses for transportvirksomhed, der har hjemsted i Danmark.
  • Sikringsstyrelsen har ved genvurderingen bemærket, at det danske firma er et vikarbureau og ikke et transportfirma. Da den ansatte chauffør udelukkende kører for svenske vognmænd, finder Sikringsstyrelsen, at han skal være omfattet af svensk lovgivning om social sikring.
  • Formålet med behandlingen af sagen som principiel/generel
  • Vi har behandlet sagen efter reglerne om sager af principiel eller generel betydning for at afklare praksis for anvendelsen af reglerne om lovvalg for personer, der hører til det kørende personel.

Metadata

Retsområder

Social sikring

Nøgleord

HjemstedVikarbureauTransportSocial sikringLovvalg

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-17-03

Udgivet: 2013-07-11

Det er en betingelse for anvendelse af EU-reglerne for arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, at de er statsborgere i en medlemsstat. Det følger af domspraksis, at kravet om EU-statsborgerskab skal være opfyldt på beskæftigelsestidspunkte...

Ankestyrelsens principafgørelse 8-10

Udgivet: 2013-07-13

En person med bopæl i Danmark havde ikke ret til at forblive omfattet af dansk lovgivning om social sikring under arbejde i Norge. Det var en af betingelserne for at anvende undtagelsesreglen om udstationering i EF-forordning 1408/71, at virksomheden...

Ankestyrelsens principafgørelse 7-10

Udgivet: 2013-07-13

Lønmodtageren var ikke omfattet af dansk lovgivning om social sikring under freelance arbejde i Norge for et dansk vikarbureau. Inden flytningen indgik hun aftale med et dansk vikarbureau om at arbejde freelance i Norge, men påbegyndte først et vikar...