Ankestyrelsens principafgørelse 228-11

GældendeÅr: 2011Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En kommunalt ansat sagsbehandler havde truffet afgørelse om stopfor udbetaling af sygedagpenge. En vikar, der måtte betragtes som anden aktør, fastholdt afgørelsen ved genvurderingen efter ansøgers klage. Genvurderingen var derfor ugyldig, og kommune...

Journalnummer

J.nr.: 7200277-11

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. august 2011 - § 19 og § 68
  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 66

Bekendtgørelser

  • Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1635 af 22. december 2010 om retssikkerhed og administration på det sociale område - § 14
  • Note:
  • * I begrundelsen for afgørelsen henvises til en vedlagt anonymiseret afgørelse. Denne er offentliggjort som Principafgørelse 185-11.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om ret til sygedagpenge.

Ankestyrelsen har antaget sagen for at afklare, om genvurderingen af afgørelsen efter klagen er foretaget af anden aktør, og hvilken betydning det i bekræftende fald har for nævnets behandling af klagen over afgørelsen om retten til sygedagpenge.

Resultatet er

• genvurderingen den 19. august 2010 er foretaget af anden aktør

• genvurdering af en påklaget afgørelse om retten til sygedagpenge indbefatter det at træffe afgørelse om retten til ydelsen, og dermed er kompetencen til at genvurdere omfattet af delegationsforbuddet i sygedagpengelovens § 19, stk. 2.

Det betyder, at genvurderingen den 19. august 2010 af A Kommunes afgørelse af 14. juli 2010 om standsning af udbetaling af sygedagpenge i forbindelse med ferieafholdelse er ugyldig, og at A Kommune skal foretage en ny genvurdering af afgørelsen efter klagen inden sagen eventuelt sendes til behandling i Beskæftigelsesankenævnet.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har lagt vægt på, at sagsbehandleren, der har foretaget genvurderingen af afgørelsen om ophør af sygedagpenge efter NNs klage, er at betragte som anden aktør.

Der henvises til begrundelsen i vedlagte anonymiserede afgørelse, der er truffet i samme møde, som det denne sag er behandlet i. Sagen i den anonymiserede afgørelse er en af flere, hvor A Kommune har truffet afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge, og hvor det overordnede antagelsestema har været, om der har været tale om, at afgørelserne er truffet af anden aktør.

Udvalget har videre lagt vægt på, at den stillingtagen, der skal foretages ved genvurdering af en afgørelse om retten til sygedagpenge, må sidestilles med en afgørelse om retten til sygedagpenge, og således anses for omfattet af delegationsforbuddet i sygedagpengelovens § 19, stk. 2,

Udvalget har ligeledes lagt vægt på, at overtrædelse af delegationsforbuddet i sygedagpengelovens § 19, stk. 2, er en stærk ugyldighedsgrund.

I den aktuelle sag medfører genvurderingen en stillingtagen til, om NN har ret til sygedagpenge under ferieafholdelse eller ej på baggrund af det, hun har anført i sin klage. Da genvurderingen er foretaget af anden aktør, er genvurderingen ikke gyldig.

Reglerne i retssikkerhedslovens § 66 om, at en afgørelse, der er påklaget, skal genvurderes af den myndighed, der har truffet afgørelsen, er en garantiforskrift, der skal sikre borgeren en ny vurdering af sagen.

Ved helt eller delvist medhold i en klage træffes en ny afgørelse, og hvis den påklagede afgørelse fastholdes, sendes sagen til behandling i klageinstansen. Det følger af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 14.

En genvurdering indebærer en stillingtagen til sagens materielle indhold i forhold til klagen, og er dermed en konstatering af, hvad der skal være ret for borgeren. Genvurderingen er derfor at betragte som en del af det at træffe afgørelse om retten til ydelsen.

Efter sygedagpengelovens § 19, stk. 2, er der forbud mod, at kommunen delegerer kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til andre.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
  • • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 22. februar 2011
  • • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 10. marts 2011
  • • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
  • A Kommune traf i brev af 14. juli 2010 afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge i perioden 19. juli 2010 til 8. august 2010 til NN i forbindelse med afholdelse af ferie. Sygedagpengene kunne genoptages efter ferien, hvis betingelsen om uarbejdsdygtighed efter sygedagpengelovens § 7 var opfyldt. Afgørelsen var truffet af en fastansat sagsbehandler i kommunen.
  • NN klagede over afgørelsen. Den 19. august 2010 blev afgørelsen fastholdt ved genvurdering efter klagen, og sagen blev sendt til behandling i Beskæftigelsesankenævnet. Genvurderingen var foretaget af en sagsbehandler, der ikke var fastansat i kommunen.
  • Beskæftigelsesankenævnet traf den 22. februar 2011 afgørelse om, at hjemvise sagen til ny genvurdering i kommunen, da genvurderingen var foretaget af anden aktør.
  • Nævnet lagde vægt på, at sagsbehandleren, der havde foretaget genvurderingen, ikke var ansat som vikar, der indgik i kommunens medarbejderstab på lige vilkår med andre ansatte under instruktion af kommunen.
  • A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at vikaraftalen med X overholdt gældende retningslinier for brug af vikarer, herunder Arbejdsmarkedsstyrelsens notat fra juni 2010 om andre aktører i sygedagpengeopfølgningen.
  • Kommunen anførte, at det, at vikaraftalen var indgået af en konsulent, ikke kunne tillægges afgørende betydning. Aftalen med X var indgået af S på vegne af kommunen, og det fremgår klart af omstændighederne, at det er kommunen der er kunden. Det forhold, at det i aftalen er S, der står opført som kunden kan ikke tillægges betydning, da det er indholdet af aftalen, der er afgørende. Der var tale om en konsulent i forbindelse med en samarbejdsaftale, og kommunen opnåede en administrativ lettelse.
  • Kommune henviste til EU's vikardirektiv, hvorefter, der skal sondres mellem brugervirksomhed og betalervirksomhed. At der bruges et mellemled har arbejdsretligt ingen betydning for aftalerelationen mellem bruger og vikarbureau. Det var derfor i strid med de arbejdsretlige regler om vikartjeneste, at nævnet tillagde det betydning, at vikaraftalen er indgået af S på kommunes vegne.
  • Beskæftigelsesankenævnet fastholdt ved genvurderingen sin afgørelse. Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt afgørende vægt på, at S rent kontraktsmæssigt havde instruktionsbeføjelsen. Nævnet havde ikke stillet spørgsmålstegn ved kontrakternes lovlighed, men alene taget stilling til, om der var sket overdragelse af myndighedsudøvelsen til anden aktør.

Metadata

Retsområder

RetssikkerhedslovenSygedagpengeloven

Nøgleord

Anden aktørSygedagpengeGenvurderingAfgørelse

Paragraffer

§ 66§ 7§ 14§ 68 § 19

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-15-98

Udgivet: 2013-07-11

En lønmodtager, som efter en sygeperiode havde påbegyndt egentlig erhvervsoptræning med løn, havde ikke ret til dagpenge under ferielukning, da fraværet ikke skyldtes uarbejdsdygtighed....

Ankestyrelsens principafgørelse D-9-05

Udgivet: 2013-07-11

Der forelå fortsat uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand, når der efter en længere sygeperiode var behov for en nærmere undersøgelse af arbejdsevnen ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger. Ansøgeren var dermed fortsat da...

Ankestyrelsens principafgørelse D-3-05

Udgivet: 2013-07-11

En ansøger blev anset for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, fordi det sociale nævn havde fundet, at hun var berettiget til revalidering udelukkende af helbredsmæssige grunde. Hun havde derfor ret til at få udbetalt sygedagpenge....