Ankestyrelsens principafgørelse 24-12

GældendeÅr: 2012Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Friværdien i en ejerbolig, som en pensionist ikke bebor, indgår ikke i beregningsgrundlaget for tilkendelse af helbredstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck). Der er ikke hjemmel til at anse friværdi for omfattet af de regler, der er fasts...

Journalnummer

J.nr.: 6200215-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010 - § 14a, § 14b, stk. 2, § 49, stk. 1, nr. 7 og § 72d

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt friværdi i fast ejendom, som ikke tjener til bolig for pensionisten, indgår i opgørelsen af pensionistens likvide formue i forhold til vurdering af, om pensionisten er berettiget til helbredstillæg og supplerende pensionsydelse.

Resultatet er:

• Friværdien i jeres ejerlejlighed skal ikke medregnes ved opgørelsen af den likvide formue til brug for retten til helbredstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck).

• Sagen hjemvises til kommunen med henblik på at træffe ny afgørelse om retten til helbredstillæg og supplerende pensionsydelse.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at friværdien i jeres ejerlejlighed ikke skal indgå i vurderingen af likvid formue ved afgørelsen af, om I har ret til helbredstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck).

Der er ikke hjemmel til at anse friværdien for omfattet af de regler, der er fastsat i pensionsloven om opgørelsen af den likvide formue.

Der henvises til pensionslovens regel om, at der i formuen indgår:

indestående i pengeinstitutter med videre, kursværdien af obligationer, pantebreve i depot, kursværdien af deponerede børsnoterede aktier, kursværdien af investeringsforeningsbeviser, kontant beholdning og andre værdipapirer, herunder værdipapirer i udlandet, hvilket følger af § 14 b, stk. 2.

Efter Ankestyrelsens vurdering er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at sidestille friværdi i ejendom med indestående i pengeinstitut m.v.

Vi vurderer, at der derfor ikke uden videre kan anvendes retningslinierne i P-2-02, der vedrører bevilling af personligt tillæg. Retten til personligt tillæg afhænger af, om de økonomiske forhold er særlig vanskelige. Der er ikke fastsat nærmere regler for opgørelsen af de økonomiske forhold, når det drejer sig om personligt tillæg.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen.
  • • Det Sociale Nævns afgørelse af 20. august 2010.
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 9. september 2010.
  • • Det Sociale Nævns genvurdering af 10. september 2011.
  • • Brev af 22. juli 2011 med kopi af pantebrev.
  • • Brev af 30. september 2010 fra Statsforvaltningen om, at Det Sociale Nævn ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
  • Kommunen gav mundtligt afslag på helbredstillægskort samt supplerende pensionsydelse, og efter dit brev af 2. februar 2010 svarede kommunen ved brev af 4. februar 2010 og gav skriftligt afslag. Kommunen lagde vægt på Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92.
  • Efterfølgende skrev du 8. februar 2010 på ny til kommunen og oplyste, at der tilsyneladende var forskellig opfattelse fra den ene kommune til den anden. Du udbad dig konkret lovgrundlag.
  • Kommunen svarede ved brev af 17. februar 2010 og henviste til vejledning om folkepension efter lov om social pension punkt 1, hvorefter Ankestyrelsens Principafgørelser er retsgrundlag. Kommunen oplyste, at der ikke i loven eller vejledningen specifikt var oplyst, hvorvidt fast ubeboet ejendom skulle medtages i opgørelsen af likvid formue.
  • Derpå klagede du ved brev af 25. februar 2010 over Kommunens afgørelse.
  • Det Sociale Nævn traf afgørelse af 5. juli 2010, hvor nævnet sendte sagen tilbage til kommunen til realitetsbehandling, da nævnet mente, at Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92 var ophævet i 2003.
  • Efterfølgende ophævede Det Sociale Nævn sin afgørelse ved brev af 7. juli 2010, idet Ankestyrelsens Principafgørelse P-1-92 ikke var ophævet, men fortsat var gældende.
  • Ved Det Sociale Nævns afgørelse af 20. august 2010 nåede nævnet til samme resultat som kommunen. Nævnet lagde vægt på Ankestyrelsens Principafgørelse P-13-08.
  • Du klagede 9. september 2010 over Det Sociale Nævns afgørelse.

Metadata

Retsområder

Lov om social pension

Nøgleord

Supplerende pensionsydelseHelbredstillægLikvid formueÆldrecheck

Paragraffer

§ 14b§ 72d§ 49§ 14a

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-13-08

Udgivet: 2013-07-11

Kassekredit med pant i friværdien i fast ejendom skulle sidestilles med et indestående i pengeinstitut og måtte derfor betragtes som likvid formue, der skulle indgå ved vurderingen af formueopgørelsen ved ansøgning om helbredstillæg. *)...

Ankestyrelsens principafgørelse P-21-03

Udgivet: 2013-07-11

Der kunne ikke ydes helbredstillæg til dækning af udgiften til individuelt fremstillede læsebriller, da der ikke var en synsforskel på 1 dioptri eller derover. Det blev lagt til grund, at selv om ansøger ikke kunne købe sine læsebriller i almindeligt...

Ankestyrelsens principafgørelse P-26-97

Udgivet: 2013-07-11

Det drejede sig om et ægtepar, hvor hustruen i 1993 fik ophold på et plejehjem, og hvor ægtefællen flyttede ind i 1996. Parret var stadig gift, men samlivet kunne ikke betragtes som genoptaget, siden det blev afbrudt ved hustruens indflytning på plej...