Ankestyrelsens principafgørelse 6-16
Beskrivelse
Kommunen kan ikke yde uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, hvis borgeren har formue, som kan dække det økonomiske behov. Et forbrugslån sidestilles med formue, når lånet er udbetalt, og beløbet er indgået på personens bankkonto. K...
Journalnummer
2015-4024-36419
Indhold
Afgørelse
Sag 1: (2015-4024-27446)
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet din klage over X Kommunes afgørelse af 29. april 2015, som ændret den 2. juni 2015.
Vi har truffet afgørelse i møde.
Resultatet er:
•
Du havde ikke ret til kontanthjælp på ansøgningstidspunktet den 13. april 2015 og i en periode frem.
Det betyder, at vi er enige med kommunen i, at du havde formue, som kunne dække din forsørgelse i en periode. Vi er dog ikke enige i størrelsen af formuen.
Vi ændrer derfor kommunens afgørelse.
Kommunen vil kontakte dig med en ny beregning af, hvor længe du kunne leve af din formue.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at sagen ikke var tilstrækkeligt belyst til, at det kunne vurderes, om du var berettiget til kontanthjælp den 1. marts 2015.
Vi vurderer, at der mangler oplysninger om størrelsen af din friværdi i din andelsbolig. Der mangler også oplysninger om, hvorvidt det var muligt for dig at udnytte din andelsboligkredit systematisk til forsørgelse, uden at denne ville blive opsagt af banken, eller om det eventuelt ville være muligt at omlægge kreditten til et lån, som det ville være muligt for dig at tilbagebetale sideløbende med din husleje.
Vi har lagt vægt på, at det ikke af sagen fremgår, hvor stor friværdien i andelsboligen er, set i forhold til andelens værdi. Det fremgår alene, at du har angivet andelens værdi til 1.300.000 og at andelskreditten på kr. 400.000 ifølge de generelle betingelser ligger inden for 80 % af ejendomsværdien.
Vi har endvidere lagt vægt på, at kommunen ikke ses at have undersøgt, eventuelt ved direkte forespørgsel til banken, om det ville være muligt for dig at udnytte kreditten systematisk til forsørgelse uden samtidige indbetalinger, uden at kreditten ville blive opsagt af banken.
Vi har i denne forbindelse lagt vægt på, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om vilkårene for bankens opsigelse af din kassekredit. Vi bemærker dog, at det er et helt sædvanligt vilkår for kassekreditter, at disse kan opsiges fra bankens side uden varsel.
Kommunen skal indhente oplysninger om den aktuelle værdi af din andel samt den samlede gæld med pant i andelen.
Kommunen skal herefter vurdere, om der er tale om en betydelig friværdi.
Vurderer kommunen, at der er tale om en betydelig friværdi, skal kommunen, eventuelt ved direkte forespørgsel til banken, undersøge om det, i en situation hvor du er uden indtægt, vil være muligt for dig at udnytte kreditten systematisk til forsørgelse uden samtidige indbetalinger, uden at kreditten vil blive opsagt af banken.
Såfremt banken tilkendegiver, at dette ikke vil være en mulighed, skal kommunen undersøge, om kreditten under samme omstændigheder vil kunne omlægges til et lån.
Såfremt alene omlægning til et lån er en mulighed, skal kommunen herefter vurdere, om du vil kunne afholde de løbende udgifter til dette lån sideløbende med din husleje.
Kommunen skal herefter træffe fornyet afgørelse om din ret til kontanthjælp fra den 1. marts 2015.
Efter reglerne kan kommunen ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen og i visse tilfælde samleveren har formue, som kan dække det økonomiske behov.
Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., eller for ægtefæller eller samlevende 20.000 kr.
Der ses desuden bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Efter Ankestyrelsens praksis kan kommunen ikke forlange, at borgeren sælger en andels- eller ejerbolig, som denne bebor. Kun hvis der er en meget stor friværdi i ejendommen kan kommunen henvise borgeren til at optage lån i ejendommen. Ved vurderingen af, om friværdien kan anvendes til forsørgelse, skal kommunen foretage en vurdering af, om borgeren vil kunne afholde de øgede boligudgifter, dette vil medføre.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
I to sager vedrørende beregning af henholdsvis betaling for ophold på plejehjem og beregning af pension blev der taget stilling til, om der var grundlag for at medregne en fiktiv renteindtægt. Hensigten medreglerne om bortgivelse i lov om social pens...
Udgivet: 2013-07-10
En kvinde, der var visiteret til fleksjob, havde ikke ret til revalideringsydelse, men til ledighedsydelse, mens hun ventede på et fleksjob. Det var nemlig en betingelse for retten til ledighedsydelse efter visitationen, at hun deltog i revalidering ...
Udgivet: 2020-02-28
Der kan ikke ydes trangsbestemt hjælp i særlige tilfælde, herunder hjælp til sygebehandling og tandbehandling, hvis ansøger selv kan betale for behandlingen. Det indgår i vurderingen af, om ansøger selv kan betale for behandlingen, om ansøgeren har f...