Ankestyrelsens principmeddelelse 6-20
Beskrivelse
Principmeddelelsen er en omskrivning af 66-14. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse. ...
Journalnummer
19-23332-54
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i A´s sag om økonomisk støtte til efterskole for B for skoleåret 2013/2014.
Resultatet er:
•
Kommunen skal behandle A´s sag igen og træffe en ny afgørelse. I skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i A´s sag.
Vi hjemviser således kommunens afgørelse.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at kommunen ikke kan give afslag med den givne begrundelse.
Kommunen kan ikke give afslag på økonomisk støtte til et efterskoleophold med den begrundelse, at reglerne i serviceloven ikke kan anvendes til at støtte et 11. skoleår. Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af B´s særlige behov for støtte.
Det fremgår af serviceloven § 52 a, at der kan ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til en ungs særlige behov for støtte.
Ved vores afgørelse har vi lagt vægt på, at kommunen ikke har forholdt sig konkret til B´s behov for støtte.
Det fremgår af pædagogisk psykologisk vurdering af 18. juni 2013, at B er middelsvært mentalt retarderet og lider af en ADHD-problematik. B´s vanskeligheder medfører store problemer med at indgå i sociale relationer. Derfor kræves der social støtte for, at B lykkedes i sociale situationer.
Det fremgår af kommunens afgørelse, at B vurderes omfattet af målgruppen for støtte til uddannelse gennem STU. Det fremgår ligeledes, at kommunen vurderer, at servicelovens § 52 a ikke finder anvendelse til 11. skoleår.
Vi finder, at kommunen ikke har forholdt sig til, om B har et sådan særligt behov for støtte, at dette kan begrunde bevilling af økonomisk støtte til et efterskoleophold i henhold til serviceloven § 52 a, stk. 1, nr. 2.
Vi bemærker også, at kommunen i deres oversendelsesbrev henviser til kommunens serviceniveau. Kommunen kan ikke begrunde afslag på støtte med henvisning til deres serviceniveau. Kommunens serviceniveau er alene vejledende, mens afgørelsen om et efterskoleophold til B skal træffes efter en konkret og individuel vurdering.
Vi bemærker afslutningsvis, at såfremt kommunen ved den fornyede behandling af sagen måtte finde B omfattet af målgruppen, skal de økonomiske betingelser ligeledes være opfyldt. Der kan således ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke selv har midler til afholdelse af udgifterne. Det afgørende for bedømmelsen heraf vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- •
- De oplysninger, som forelå da kommunen traf afgørelse i sagen
- •
- Kommunens afgørelse af 28. juni 2013
- •
- Klagen til Ankestyrelsen af 14. juli 2013
- •
- Kommunens genvurdering af 18. juli 2013
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Forældre til et barn, der var under 18 år, kunne afkræves betaling for barnets ophold i døgninstitution som alternativ til afsoning. Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke i den nugældende betalingsbekendtgørelse er fastsat bestemmelser, der gene...
Udgivet: 2019-12-17
Principmeddelelsen er en omskrivning af 160-10. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse....
Udgivet: 2017-11-14
Kommunen kan give økonomisk støtte til en forældremyndighedsindehaver, når det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Situationerne, der kan gives støtte til, er udtømmende oplistet. Der er ikke muli...