Ankestyrelsens principafgørelse 108-13

GældendeÅr: 2013Udgivet: 2013-12-11

Beskrivelse

Der kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder f.eks. i form af operation for diskusprolaps i lænden. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en ...

Journalnummer

5600700-12

Indhold

Afgørelse

Afgørelse i NNs sag om sygedagpenge

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvornår der kan lægges vægt

på behandlingsmuligheden i form af operation for diskusprolaps i forbindelse med, at sygedagpenge-

udbetalingen standses ved varighedsbegrænsningens indtræden.

Resultatet er

• NN har ikke ret til sygedagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 2010

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen. Mødedeltageren mente, at det ville være for vidtgående at kræve, at NN skulle gennemgå en operation for diskusprolaps i lænden.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at der ikke er grundlag for at forlænge NNs sygedagpenge efter den 31. juli 2010.

Sygedagpenge er en korttidsydelse, som kun kan forlænges ud over den generelle varigheds-begrænsning, såfremt en af forlængelses-betingelserne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 er opfyldt.

NN opfylder ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 1, fordi det på tidspunktet for sygedagpengeud-betalingens ophør ikke var overvejende sandsynligt, at hun efter revalidering eller virksomhedspraktik ville kunne vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked.

NN opfylder ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 2, da det ikke kunne anses som nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på en afklaring af hendes arbejdsevne. Vi lægger vægt på, at NN på afgørelsestidspunktet var helbredsmæssigt uafklaret, og der kunne ikke forventes at være en afklaring inden 39 uger.

NN opfylder ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 3, om at det efter lægelig vurdering er sandsynligt, at hun vil kunne genoptage arbejdet inden for 2x52 uger.

NN opfylder ikke betingelsen i § 27, stk. 1, nr. 4, fordi det ikke er afklaret, at hun ikke kan vende tilbage til ordinær beskæftigelse.

NN opfylder ikke betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, nr. 6 og nr. 7, da hun ikke lider af en livstruende sygdom, da der ikke var rejst en arbejdsskade sag, og da der ikke på afgørelsestidspunktet var rejst en sag om førtidspension.

Ifølge de lægelige oplysninger i sagen er der behandlingsmuligheder for NN, idet hun er blevet anbefalet en operation for diskusprolaps. Der er derfor fortsat behandlingsmuligheder og derfor usikkerhed om NNs arbejdsevne.

Vi finder, at operationen for diskusprolaps er en konkret og realistisk behandlingsmulighed, som vil kunne bedre NNs helbredstilstand og arbejdsevne.

Der er forsøgt andre behandlingsmuligheder end operation af NNs rygproblemer, men der har ikke været den fornødne effekt heraf.

Vi er opmærksomme på, at NNs egen læge har udtalt, at en operation for diskusprolaps i lænden næppe vil hjælpe på hendes arbejdsevne.

Vi er ikke enige i denne vurdering.

Vi har herved lagt vægt på, at NN på trods af sine andre lidelser, herunder hendes gigtlidelse har været i stand til at opretholde et arbejde som rengøringsassistent i mange år frem til juni 2009, hvor hun sygemeldes på grund af en underlivslidelse og efterfølgende en ryglidelse.

Vi har desuden lagt vægt på, at operation for diskusprolaps ikke udgør en væsentlig risiko for liv og førlighed. Vi har herved lagt vægt på, at risikoen for komplikationer med varige følger ved denne type

operation er meget lav. I denne vurdering er indgået, at flere videnskabelige undersøgelser har vist, at det er yderst sjældent, at der vil forekomme varige komplikationer efter en operation for diskusprolaps i lænden.

Vi er opmærksomme på, at NN har oplyst, at hendes krop ikke kan tåle en operation. Vi finder dog ud fra sagens oplysninger, at der er lægelig indikation for at NN vil kunne klare en operation for diskusprolaps.

Vi har herved lagt vægt på, at NN tilbage i 2009 har gennemgået en operation af en stor cyste i maven, og efterfølgende en operation i underlivet.

Vi har videre lagt vægt på, at NN ved ovenstående operationer i øvrigt har vist, at hun ikke har problemer med at tåle bedøvelse.

Der kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder af borgerens lidelse. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • Nævnets afgørelse af 9. juli 2012
  • • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 2. august 2012
  • • Nævnets genvurdering af 12. september 2012
  • • Nævnets brev af 17. oktober 2012
  • Ankestyrelsens lægekonsulenter har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.

Metadata

Retsområder

Sygedagpengeloven

Nøgleord

DiskusprolapsAfslag på forlængelseMod ansøgers viljeOperationSygedagpengeBehandlingsmuligheder

Paragraffer

§ 27§ 24

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 32-15

Udgivet: 2015-07-01

Sygedagpengeudbetalingen ophører helt den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt arbejdsdygtig, og delvist den dag, hvor pågældende er delvist arbejdsdygtig. Udbetalingen kan ifølge sygedagpengelovens § 7, stk. 5, 2. ...

Ankestyrelsens principafgørelse D-26-03

Udgivet: 2013-07-11

Kommunen kunne ikke standse udbetalingen af sygedagpenge allerede fordi sygemeldte ikke var partshørt om, at han ikke var mødt til en planlagt arbejdsprøve. Ankestyrelsen lagde derudover vægt på, at kommunen havde undladt at orientere borgeren korrek...

Ankestyrelsens principafgørelse D-2-02

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har behandlet en sag med henblik på nærmere belysning af hvilke forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand. Ankestyrelsen fandt, at det var en væsentlig mangel ved...