Ankestyrelsens principafgørelse 4-19
Beskrivelse
Skader, der indtræder under søfarende på dansk indregistrerede skibes ophold i af- eller påmønstringslande, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, hvis arbejdsgivers forhold er årsag til opholdet. Det er arbejdets tilrettelæggelse, der gør det nød...
Journalnummer
2017-5012-17546
Indhold
Afgørelse
J.nr. 2017-5012-17546
Ulykkesforsikringsforbundet har klaget over Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) afgørelse om, at skaden skete i forbindelse med arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgjorde sagen den 18. november 2014.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Vi har genoptaget spørgsmålet om anerkendelse på ulovbestemt grundlag.
•
Skaden er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Denne afgørelse erstatter afgørelsen af 5. marts 2015. Vores tidligere afgørelse af 5. marts 2015 gælder således ikke mere.
Vi har vurderet hele din sag på ny, og er kommet til samme resultat.
Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
På de næste sider kan du læse mere om afgørelsen.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.
Begrundelsen for afgørelsen om ophævelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at vi har begået sagsbehandlingsfejl i vores afgørelse af 5. marts 2015 om, at skaden er en følge af arbejdets forhold. Vi har derfor genoptaget vores afgørelse af 5. marts 2015 på ulovbestemt grundlag.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at vores vurdering af søfarende ikke har været ensartet.
Der er derfor opstået tvivl om, hvorvidt søfarende skal anses som transportarbejdere og dermed omfattet af retspraksis fastslået i U. 2003.1033H. Her stadfæstede Højesteret dommen fra landsretten om, at langtidschauffører er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven ikke alene under udførelsen af selve arbejdet, men også i forbindelse med restaurationsbesøg, indkøb og lignende, der har en nødvendig eller dog naturlig forbindelse med arbejdets udførelse.
Vi har derfor genoptaget sagen med henblik på at få det afklaret.
Om reglerne
Vi genoptager på ulovbestemt grundlag, hvis
•
der kommer nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis myndigheden havde haft oplysningerne i forbindelse med den oprindelige afgørelse, eller
•
der sker en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige forhold, som den oprindelige afgørelse blev afgjort efter, eller
•
myndigheden i forbindelse med en tidligere afgørelse har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl
Begrundelsen for afgørelsen om arbejdets forhold
Denne afgørelse træder i stedet for vores tidligere afgørelse af 5. marts 2015.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du er kommet til skade under arbejdets forhold. Selvom du på skadestidspunktet var ophørt med det arbejde, du var ansat til at udføre, vurderer vi, at du var omfattet af arbejdsskadesikringslovens dækningsområde, da du blev påkørt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at ulykken skete under færden ved ophold i forbindelse med din hjemtransport efter afmønstring.
Din arbejdsgiver har tilrettelagt din afmønstring og hjemrejsen i forbindelse hermed, således at opholdet var nødvendigt. Din arbejdsgiver har dermed haft en sådan indflydelse på din hjemtransport, at arbejdsgiver skal bære risikoen for, at der indtræder skader i den forbindelse.
Din tilstedeværelse i byen var en nødvendig følge af arbejdets tilrettelæggelse i forhold til, hvornår og hvor der sker af- og påmønstring samt flyenes afgange.
Vi er opmærksomme på, at påkørslen skete i forbindelse med et besøg på en restaurant ca. 300 meter fra hotellet, hvor I boede. Dette forhold har ikke afgørende betydning, når arbejdsgiveren ikke har stillet krav om, at måltider skulle indtages på hotellet.
Det er oplyst, at din arbejdsgiver betaler og tilrettelægger ophold mv. for medarbejdere, som ikke kan nå at rejse samme dag som afmønstringen. Der er i den forbindelse ingen faste retningslinjer for, hvor man spiser, men medarbejderne forventes at bruge sund fornuft og dermed indtage måltider/drikkevarer inden for almindelig rimelighed.
Under forlængede ophold som følge af arbejdets tilrettelæggelse i af-/og påmønstringslandet i forbindelse med din hjemtransport, er du dækket af arbejdsskadelovgivningen under almindelig færden i tilknytning til dette ophold. Det vil sige normal færden på logiet og i forbindelse med spisning samt indkøb af nødvendige dagligvarer.
Oplysningerne fremgår særligt af dine spørgeskemabesvarelser fra august 2013 og oktober 2014 samt din arbejdsgivers svar på spørgeskema af 23. juli 2018.
Om reglerne
En ulykke, som sker under færden mellem hjemmet og tilskadekomnes faste eller midlertidige arbejdsplads, er som hovedregel ikke omfattet af arbejdsskadeloven. Hovedreglen kan imidlertid fraviges, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren eller hensynet til virksomhedens interesser har indflydelse på transporten.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En skade pådraget under en fodboldturnering i forbindelse med et årligt tilbagevendende socialt arrangement på en stor arbejdsplads ansås for at være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det var foregået under. Ankestyrelsen lagde vægt på, - at a...
Udgivet: 2013-07-11
En ulykke, der indtraf på vej fra sikredes hjem til arbejde, var ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede på skadestidspunktet fortsat befandt sig på sin sædvanlige rute til arbejde. Sikrede havde endnu ikke...
Udgivet: 2013-07-10
En fysioterapeut, der under sit praktikophold på et hospital blev smittet med stafylokokker fik afslag på anerkendelse af sygdommen som en ulykke. Der var ikke fundet udbrud af stafylokokker på afdelingen på skadestidspunktet. Ud fra en konkret sands...